Planet Pulp Michael Lillegaard Larsen

NamelessGrant Morrison er en galning, men det er ment positivt. Den skotske tegneserieforfatter og selverklærede okkultist har i sine mange originale tegneserieværker udforsket underbevidsthedens dunkle afkroge.

De grafiske hovedværker The Invisibles og The Filth var studier i total galskab og surrealisme, og guderne må vide, om Morrison deler samme apotek med Philip K. Dick!

Morrisons seneste tegneserie-hjernevrider, sci fi-gyseren Nameless sparer heller ikke på det bizarre og det grumme.

Tegneserien blev udgivet i seks numre og senere som samlet paperback fra Image Comics. Dette er en anmeldelse af paperbackudgaven, der også indeholder en kommentar fra Morrison, skitser og covers.

Armageddon hvis H. P. Lovecraft og Clive Barker havde skrevet den

Nameless lægger grusomt ud med en astronaut, der, efter at være vendt hjem fra en rummission, myrder sin familie og hænger sig selv. Han efterlader en besked på et fremmed sprog fra en anden verden!

Efterfølgende bliver den mystiske okkultist – kun kendt som Nameless – hyret af en koncern, der drives af en flok rige futurister, der er kommet på sporet af en komet, der er på vej mod Jorden.

De kalder kometen Xibalba, og den viser sig at være et epicenter for rendyrket ondskab af udenjordisk oprindelse.

En rummission bliver sat i gang, men da de når frem til Xibalba, bliver det starten på et bizart mareridt, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi smuldrer, og dødstallet blandt mandskabet stiger…

Abstrakt body horror i voldsomme mængder

Som forfatter har Grant Morrison to separate hjernehalvdele i sit forfatterskab. Fra den ene del har han skrevet Superman, Batman, Wonder Woman, X-Men og en masse andre superhelte fra henholdsvis DC og Marvel.

Fra den anden del er der kommet særprægede værker som WE3, Joe The Barbarian, Seaguy og mange flere.

Morrison veksler mellem det kommercielle og det dybt utraditionelle tegneserier med varierende succes, men han bevarer dog altid sin personlige stemme.

Efter at have læst Nameless vil jeg ikke kalde den for en succes på den narrative front. Historien føles alt for kort trods de 192 sider, den består af, og man når ikke at komme i dybden med det sære stof.

De mange figurer agerer som en flok intetanende lam, der er på vej til en slagtehal ude i det ydre rum, ligesom de ikke alt for kloge forskere i Ridley Scotts to skuffende Alien-prequels Prometheus (2012) og Alien: Covenant (2017).

Man fornemmer også tydelige inspirationer fra horrorlegenderne H.P. Lovecraft og Clive Barker, men Morrison formår at gøre det hele til sin helt egen størrelse, som han plejer.

Talentfulde Chris Burnhams imponerende tegninger er med til at gøre Nameless mindeværdig. Morrison har gode evner til at caste de rigtige tegnere til sine tegneserier, og det er også tilfældet her.

Burnhams streg tangerer mellem det fine og det grove. Især det sidstnævnte kommer frem i de mange voldelige episoder, der byder på ekstrem body horror. Den flotte farvelægning af Nathan Fairbairn er med til at gøre volden endnu klammere, så en advarsel herfra: Spis ikke mens du læser Nameless!

Mest for die hard Grant Morrison-fans

Grant Morrison har et stort publikum blandt tegneseriefans og med god grund. Hans fantasi fejler bestemt ikke noget, og man er altid nysgerrig efter at se, hvad der kommer fra hans besynderlige hoved.

Nameless kunne havde været en ny klassiker fra hans bibliografi, hvis den ikke havde alt for travlt med at chokere med sine mange voldsepisoder. Normalt har jeg ikke problemer med tegneserievold, men her kommer det i vejen for historiefortællingen.

Men er man en die hard-fan af den gale skottes fantasier, kommer man nok ikke udenom Nameless. For andre er der bedre Morrison-værker at udforske, hvor historien er mere i fokus.

3 stjerner

Titel: Nameless
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Chris Burnham
Forlag, år: Image Comics, 2017
Format: Paperback
Albumlængde: 192 sider
hvid
Udkom oprindelig i seks numre fra februar 2015 til december 2015 på forlaget Image Comics.

Anmeldt i nr. 143 | 13/09/2017



Planet Pulp Michael Lillegaard Larsen

CagesDave McKeans grafiske roman Cages har efterhånden mange år på bagen. Den bestod af ti hæfter og blev udgivet 1990-1996 – de første syv hæfter fra forlaget Tundra, mens Kitchen Sink Press tog sig af resten.

Den blev så samlet som en stor grafisk roman i 1998 af det sidstnævnte forlag og senere i 2002 af NBM Publishing, men desværre i et begrænset oplag og senere var den væk fra tegneseriemarkedet. Men så skete der et mirakel!

Forlaget Dark Horse Comics, der huser mere kommercielle titler som Hellboy og Aliens, købte rettighederne til Cages og genudgav den i 2010 med nye flotte covers fra McKean.

Den version vi ser på her er softcover-udgaven med et lille citat på forsiden fra instruktøren Terry Gilliam. Han siger, at den er ”mesmerizing” (hypnotiserende), og jeg er fuldkommen enig med ham.

Kunstnere og deres liv

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Forventer man at få en logisk historie, hvor alt er forklaret til den mindste detalje, så får man det ikke i Cages. Man får i stedet en rejse sammen med nogle figurer, der tomler rundt i livets trængsler.

De fleste af dem er kunstnere. Man følger for det meste kunstmaleren Leo Sabarsky, der flytter ind i en ny lejlighed. Han er konstant på jagt efter sit helt eget udtryk, og man ser ham tit skitsere nye motiver fra sine nye omgivelser, bl.a. en jazzklub.

Der oplever han en jazzmusiker, der nærmest hypnotiser sit publikum med sin intense musik. Det kan man i sagens natur ikke opleve direkte som læser, men McKean formidler det med sin streg.

En anden vigtig person i den løse historie er forfatteren Jonathan Rush, der lever et isoleret liv sammen med sin kone efter at have pisset mange mennesker af med sin roman Cages.

Midt i personernes travle liv optræder der en sort kat, der har forbindelser til Gud! Ja, som sagt ikke en logisk historie.

Grafiske betragtninger om liv og kultur

Cages er skrevet af McKean selv, om end McKean sikkert har fået lidt feedback fra forfatteren Neil Gaiman, som han tit samarbejder med.

Der er mange scener, hvor folk taler sammen, men McKean formår at fastholde læserens interesse ved at variere med vinkler, så det aldrig bliver kedelig. Den dominerende stil i Cages er grove, ekspressionistiske tusch-strenger, farvelagt med hvide, sorte og grå flader, der giver tegneserien en fin film noir-stemning.

McKeans velkendte collage-stil er dog også i fokus, så som de smukke forsider, der oprindelig kom fra de tidligere udgivelser af Cages.

Ind imellem er der øjeblikke – både figurative og abstrakte – hvor McKean slår sig løs med sine forskellige stilarter. En fabelagtigt smuk drømmesekvens, der er kulørt malet, og nogle sort/hvid scener, der kombinerer tegning med fotobaggrunde. Alt sammen et visuelt must-see uden lige.

Hvad angår historien, eller hvad man nu kan kalde det, er der mere tale om betragtninger om livet og kulturen end egentlig historiefortælling. McKean stræber mere efter at udtrykke følelser og tanker.

Cages er derfor mere en end noget andet en visuel oplevelse, også selvom de kunstneriske personer og deres dialog er interessante. Faktisk er det som at opleve jazz, bare med billeder. Så på med en jazzplade og læs!

Spar på drømmeriet og læs Cages

Cages er Dave McKeans hovedværk som tegneserieskaber. Den viser, at tegneseriemediet ikke behøver at være begrænset af konventionelle fortælle-skabeloner og tør være surrealistisk. Kort sagt er den et fantasifyldt mesterværk.

Cages er en moppedreng (496 sider!) af en grafisk roman og er derfor ikke nem at læse i sengen! Men oplever man problemer med at drømme, så læs Cages og lad den gøre alt det svære arbejde. For den er det tætteste, man kommer på at holde en drøm i hænderne.

6 stjerner

Titel: Cages
Forfatter: Dave McKean
Tegner: Dave McKean
Forlag, år: Dark Horse Comics, 2009
Format: Softcover
Albumlængde: 496 sider
hvid
De første syv numre af Cages blev udgivet af forlaget Tundra fra december 1990 til juni 1993. De sidste tre numre blev udgivet af forlaget Kitchen Sink fra august 1993 til maj 1996. Cages blev udgivet som samlet album af Kitchen Sink i 1998 og senere af NBM Publishing i 2002. Det samlede album blev genudgivet af Dark Horse Comics i juli 2009.



Planet Pulp Mogens Høegsberg

Essential X-Men Vol. 3Bind tre i Marvels serie af prismæssigt overkommelige opsamlinger af X-Men-hæfter opsamler Uncanny X-Men #145-161 (maj 1981-september 1982) samt X-Men Annual #5-6 (oktober 1981, november 1982) og Avengers Annual #10 (august 1981).

Inklusionen af Avengers Annual #10 skyldes ikke bare, at X-Men optræder i historien, men også at historien introducerer nogle vigtige begivenheder og plottråde, der følges op på i de efterfølgende X-Men-hæfter.

Bl.a. er det i Avengers Annual #10, at Rogue introduceres, og hæftet fortæller også baggrunden for, hvorfor den tidligere Ms. Marvel, Carol Danvers, herfra og frem til X-Men #171 er løseligt associeret med X-Men.

Meget lig sine to forgængere

Derudover er Essential X-Men Vol. 3 meget lig sine to forgængere – en blanding af fortløbende historier, der løber over flere hæfter, og enkeltstående historier, der afsluttes i samme hæfte.

Dog er det tydeligt, at forfatteren, Chris Claremont, på dette tidspunkt hældte mest mod de fortløbende historier, ligesom der konstant er en fornemmelse af sammenhæng fra det ene hæfte til det næste. Sidstnævnte er dog ingenlunde noget nyt; det prægede serien lige fra genstarten i 1975.

Dracula som 'X-Men'-skurk. I Bill Sienkiewicz' streg. Fra 'X-Men Annual' #6.

Dracula som ‘X-Men’-skurk. I Bill Sienkiewicz’ streg. Fra ‘X-Men Annual’ #6.

Der er da heller ingen tvivl om, at det de fortløbende historier, der er af højest kvalitet. Blandt de relativt få one-offs finder vi bl.a. #159 (juli 1982), hvor Storm kommer i kløerne på Dracula, i øvrigt en plottråd, der først finder sin reelle afslutning i X-Men Annual #6 (november 1982).

Godt nok er Dracula en Marvel-karakter, der endda havde sin egen serie fra 1971-79, og som har gæsteoptrådt i adskillige andre Marvel-titler, men dette til trods føles det bare helt skævt at blande Dracula og X-Men sammen. De to hæfter med Dracula er uden tvivl bindets svageste.

Alien-lignende rumvæsner

X-Men løber også ind i De Fantastiske Fires nemesis, Dr. Doom. Her i Dave Cockrums streg. Fra #147.

X-Men løber også ind i De Fantastiske Fires nemesis, Dr. Doom. Her i Dave Cockrums streg. Fra #147.

De første tre numre af Essential X-Men Vol. 3, #145-147 (maj -juli 1981) er en fortløbende historie, hvor X-Men første gang krydser klinger med De Fantastiske Fires nemesis Doctor Doom. Som en biperson møder vi én af X-Mens tidligere modstandere, lejemorderen Arcade, hvis “forlystelsespark” Murder World også spiller en rolle.

Hellfireklubben vender tilbage som X-Mens modstandere i #151-152 (november-december 1981), men den længste kontinuerlige historie involverer nogle helt nye skurke. I #154 (februar 1982) bliver X-Men involveret i forsøget på at stoppe et kup mod kejserinde Lilandra, som vi første gang mødte i #97 (februar 1977).

Lilandra er ikke bare kejserinde af det galaktiske Shi’ar-imperium; hun er også – efter de tidligere begivenheder – professor Xaviers store kærlighed. Men nu er der for alvor ugler i mosen: Lilandras skurkagtige søster, Deathbird, har rottet sig sammen med de Alien-lignende rumvæsner The Brood for at afsætte Lilandra og tage magten for sig selv.

Desværre er The Brood en større mundfuld, og det er faktisk dem, der viser sig at være X-Mens største fjende over de næste tre numre, foruden en god stribe hæfter, der opsamles i Essential X-Men Vol. 4.

Ikke den store personudvikling

Det grundlæggende hold af X-Men er det samme, vi mødte i det foregående opsamlingsbind. X-Men ledes fortsat af professor Xavier. Den daglige teamleader er Ororo Munro (Storm), efter at Scott Summers (Cyclops) forlod gruppen i #138 som følge af Jean Greys død.

Resten af gruppen består af Piotr Rasputin (Colossus), Kurt Wagner (Nightcrawler), Logan (Wolverine) og Kitty Pryde (Sprite), og der er gæsteoptrædener af både Bobby Drake (Iceman) og Warren Worthington (The Angel).

De to sidstnævnte, to af de oprindelige medlemmer af X-Men, er dog kun med i et par hæfter; The Angel ønsker ikke at være en del af holdet, når Wolverine er der og Bobby Drake hives kun ind i et nødstilfælde.

Ret hurtigt vender Scott Summers dog tilbage til teamet; han er fast mand igen fra X-Men Annual #5 og optræder således i de fleste af de hæfter, der opsamles i Essential X-Men Vol. 3.

Der sker ikke den voldsomme udvikling med personerne. Dog har Kitty Pryde nu vænnet sig til Kurt Wagner, som hun indledningsvist var bange for, og da Corsair, aka Christopher Summers, vender tilbage til Jorden i #154 (februar 1982) finder Scott Summers ud af, at Corsair er hans far.

Dette medfører en del sjæleransagelse hos Cyclops, hvis selvopfattelse som forældreløs nu bliver slået i stumper og stykker.

Magneto-retcon

Magneto som Holocaust-overleveren Magnus i #161. Tegnet af Dave Cockrum.

Magneto som Holocaust-overleveren Magnus i #161. Tegnet af Dave Cockrum.

Den største forandring blandt X-Men-universets personer sker dog med Magneto. Det er således i #150 (oktober 1981), at Magnetos baggrund som Holocaust-overlever første gang introduceres. Det er også her, Magnetos motiv for at ville overtage verdensherredømmet – for at beskytte mutanter mod et nyt Holocaust – præsenteres.

Der kommer yderligere kød på Magneto i #161 (september 1982), hvor en stor del af hæftet består af et flashback. Mens Professor Xavier ligger i koma som følge af begivenhederne i #157 (maj 1982) udfoldes en historie fra “for 20 år siden”, hvor han første gang mødte Magneto – der her kalder sig Magnus – på en klinik for Holocaust-overlevere i Israel.

Her fungerer Magnus som én af lægerne, men i løbet af historien afslører han sig som mutant og giver yderligere baggrund for sin holdning om, at det er op til mutanterne at beskytte sig selv mod en menneskehed, der er dem fjendtligt indstillet.

Her bevæger Chris Claremont sig ud i en ganske voldsom retcon, for hidtil har vi på intet tidspunkt hørt om, at Professor X og Magneto har en fortid som venner. Som sådan er det en både kluntet og ikke synderlig troværdig retcon.

Fremadrettet har det imidlertid den klare fordel, at det gør Magneto til en langt mere interessant skurk, fordi hans motiver er langt mere menneskelige end den banale superskurk han var, da vi første gang mødte ham, helt tilbage i X-Men #1 (september 1963).

Der skal dog gå endnu en rum tid, inden vi møder Magneto som X-Mens allierede; det sker først i Marvel Graphic Novel #5: God Loves, Man Kills (januar 1983), der er inkluderet i Essential X-Men Vol. 4.

Cockrum tilbage som primær tegner

Fra #145 var den primære tegner på serien igen Dave Cockrum (1943-2006), der samen med Chris Claremont havde været med til at genstarte serien i 1975 og fungerede som primær tegner fra genstarten med Giant Size X-Men #1 (maj 1975) og frem til og med #107 (oktober 1977).

Cockrum fortsatte som primær tegner fra #145 til og med #164 (december 1982). Enkelte numre i perioden blev tegnet af Jim Sherman, Bob McLeod, Bill Sienkiewicz og Brent Anderson. Derudover stod Bill Sienkiewicz og Brent Anderson hver bag én af de to X-Men Annuals.

Avengers Annual #10 var tegnet af Michael Golden, der sammen med Claremont krediteres som skaberen af Rogue.

Dave Cockrum havde virkelig godt styr på både personerne og universet, og når man kigger tilbage på seriens storhedstid, i starten af 1980’erne, er det klart en smagssag, om man foretrækker John Byrnes eller Dave Cockrums streg. På mange måder minder de to tegneres stil meget om hinanden.

Et eksempel på Michael Goldens streg. Fra 'Avengers Annual' #10.

Et eksempel på Michael Goldens streg. Fra ‘Avengers Annual’ #10.

Af de øvrige tegnere er det særligt Michael Goldens streg, der for alvor skiller sig ud. Mens der bestemt er små forskelle mellem Cockrums streg og den, vi finder i hæfterne med tegninger af Jim Sherman, Bob McLeod, Bill Sienkiewicz og Brent Anderson, er det alligevel tydeligt, at de fire lægger sig ganske tæt op ad Cockrum.

Michael Goldens streg er mindre tilstræbt naturalistisk, bl.a. med store, overdrevne “tegneserie”-øjne på flere af figurerne, og hans paneler er også ofte langt mere proppede; med detaljerede baggrunde og mange figurer. Derudover er panelerne også ofte mere dynamisk tilrettelagt end f.eks. Cockrums mere konservative layout.

Inklusionen af Michael Golden med Avengers Annual #10 er et friskt pust i Essential X-Men Vol. 3, selvom dette på ingen måde skal forstås som en kritik af Cockrum og de andre tegnere, der er repræsenteret.

Superhelteunderholdning på voldsomt højt niveau

Essential X-Men Vol. 3 er måske ikke helt på højde med Vol. 2, hvor vi både fik Dark Phoenix-sagaen og Days of Future Past, men det er fortsat superhelteunderholdning på et voldsomt højt niveau. Og så er det stadig rigtig sjovt at følge serien kronologisk – også selvom der ikke sker den voldsomme udvikling med hovedpersonerne i denne omgang.

5 stjerner

Titel: Essential X-Men Vol. 3
Forfattere: Chris Claremont
Tegnere: Dave Cockrum, Michael Golden, Brent Anderson, Jim Sherman, Bob McLeod, Bill Sienkiewicz
Forside: Dave Cockrum
Format: Paperback
Længde: 536 sider
hvid
Indeholder Uncanny X-Men #145-161 (maj 1981-september 1982), X-Men Annual #5-6 (oktober 1981, november 1982) og Avengers Annual #10 (august 1981).
hvid
Udkom første gang på forlaget Marvel i 2001. Den anmeldte udgave udkom på forlaget Marvel i 2010.

Anmeldt i nr. 138 | 13/04/2017

Stikord: Superhelte, X-Men



Planet Pulp Jacob Krogsøe

Saga vol. 5Vi fortsætter, hvor vi stoppede i bind 4. Vores helte er splittet op. Marko danner en absurd alliance med Prins Robot IV, da de begge søger efter deres børn. Markos elskede Alana er sammen med deres datter Hazel, hele historiens fortæller, og der er rumskibe og masser af andet gøgl.

Derudover følger vi en tredje fraktion, der er på jagt efter noget sperm fra en drage! Det er det klassiske skønne mix mellem science fiction og fantasy, som en hr. George Lucas for alvor gjorde populært tilbage i slutningen af 1977’erne.

Metakløgtighed og klask den fede røv

Så handlingen i dette femte bind kan godt betegnes som urolig, uden at det betyder rodet. Slet ikke. De forskellige handlingstråde spiller godt sammen, og Hazels satiriske fortællerstemme binder det hele sammen, ofte med en herlig metakløgtighed. Som her hvor Hazel kommenterer på trioen der jagter dragespermen:

“Spoiler: Hun og hendes kammerater ender med at finde det, de leder efter… men med langt større omkostninger, end de havde regnet med.”

Der er naturligvis også plads til masser af action, vilde jagtscener og heltemod. Og heldigvis er der også plads til sex, som på en måde også er seriens måde at hive de vilde idéer ned på jorden.

Her fra en flashbacksekvens (som Marko har mens han er på et trip, da han har taget stoffer), hvor Marko står nøgen bag den ligeledes nøgne og gravide Alana:

Alana: “Kom, riv mig i håret. Klask den fede røv.”
Marko: “Skat, jeg… kan ikke. Og din bagdel er perfekt.”
Alana: “Hvis du kan lide at se to planeter støde sammen, måske. Klap nu i og giv mig, hvad jeg trænger til.”

Ikke romantisk og poetisk (jo, måske poetisk), men meget menneskeligt, selvom det ikke er to mennesker, der snakker sammen. Sidebemærkning: Igen vil jeg opfordrer til, at man investerer i de danske udgaver, der er formidabelt oversat, i hardcover og trykt på lækkert papir.

Seriøst er kodeordet

Der er mange grunde til, at Saga, her i bind 5, stadig føles frisk og ægte. At den stadig underholder og overrasker. For mig er den vigtigste grund, at serien tager sig selv og læseren seriøst. Det kan lyde absurd når man tænker over plottet, over de mange detaljer. Men det er netop den følelse, man sidder tilbage med.

Når jeg siger “seriøst” mener jeg det ikke i form af højstemt drama, hvor livets store spørgsmål udfordres. Nej, jeg mener i forhold til det gennemtænkte plot, det veludførte genremix og de flotte tegninger.

Vaughan som forfatter og Staples som tegner har skabt en helhed, et samlet udtryk, og når vi om 50 år kigger tilbage i tiden, vil Saga står som et monument over den tegneserietype, som blev skabt af dem, der voksede op med postmodernismen.

Forskellen på et værk som Saga og mange værker fra postmodernismen (og så skal jeg nok lade være med at bruge det ord mere i denne anmeldelse) er, at Saga formår at have alle de spøjse referencer, alle de vilde detaljer, og samtidig bevarer den et klart fokus på den store fortælling.

Jeg skrev før, at jeg med “seriøst” ikke mente et højstemt drama om livets store spørgsmål, men det sjove ved Saga er rent faktisk, at netop de store spørgsmål i livet behandles på en ny og frisk måde.

Langt ude i verdensrummet, blandt mystiske racer og store krige, er essensen faktisk kærligheden, det at være forældre og det at være et barn.

Ægte og levende

Man kan så spørge, hvorfor man skal helt derud, bruge så meget krudt på settingen og skabningerne for at fortælle en ret klassisk historie?

Svaret er igen gemt i ordet “seriøst”. For netop ved at gøre det anderledes, ved at udfordre de forskellige genrer på en seriøs måde, formår makkerparret Vaughan/Staples at få en gammelkendt fortælling til at fremstå ægte og levende.

Vi glæder os til næste bind i serien.

Saga vol. 5 er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

5 stjerner

Titel: Saga vol. 5
Originaltitel: Saga vol. 5
Forfatter: Brian K. Vaughan
Tegner: Fiona Staples
Forlag, år: G. Floy Studio, 2016
Albumlængde: 160 sider
Format: Hardcover
Dansk oversættelse: Steffen Rayburn-Maarup
hvid
Udkom oprindeligt i 6 hæfter (nr. 25-30) på Image Comics i 2015.
Udkom som trade paperback på Image Comics i 2015.

Anmeldt i nr. 138 | 13/04/2017



Planet Pulp Jacob Krogsøe

Saga vol. 4Efter den store konfrontation ved fyrtårnet i det foregående bind, er der nu gået hverdag i maskineriet for den lille umage familie.

Farmand Marko passer den lille pige Hazel, historiens fortæller, mens mor arbejder som skuespiller for “Kredsløbet”. Kort sagt forsøger de at tjene penge og holde sig i skjul; der er jo, som vi ved, mange, der gerne vil have fingre i dem.

En robotmand “on fire”

Samtidig klipper handlingen til Dengo, en fra den underlige robotrace, der har tv-skærme, hvor vi andre har hoveder. Dengo bliver den person, der for alvor sætter handlingen i gang, da han bortfører en lille spæd robotprins. Snart viser det sig, at Dengo har en plan, der gør, at han krydser vores hovedpersoners spor.

Desuden følger vi de folk, der oprindeligt var på jagt efter vores lille familie, og hvordan denne flok også slås med deres egne problemer. Det hele kulminerer, da alle de forskellige fraktioner pludselig møder hinanden.

Det stærke ved dette fjerde bind er, at historien om Marko og Alana får lov til at udvikle sig i en ny retning. I en stærk scene omfavner de hinanden og holder kærligt om deres barn.

Kærligheden stråler ud af scenen, men seriens forfatter Brian Vaughan formår endnu engang at afmontere patos med denne herlige replik fra fortælleren:

“Dette er historien om, hvordan mine forældre gik fra hinanden.” Enkelt, effektivt og meget rørende, da vi som læsere er kommet til at holde meget af den lille familie.

Absurde optrin og fint manuskript

Mens dette album rent følelsesmæssigt er forankret i den lille familie, dagligdagen osv., så er det Dengos mission, der driver handlingen frem på den mere action-aktive måde.

Dengo er kompromisløs og kærlig på samme tid; han mistede selv et barn for noget tid siden. Så han har et mål, en plan, en indre ild, der gør ham til en meget spændende person at følge.

Samtidig er fortællingen spækket med herlige detaljer, skæve optrin, spøjse væsner og et fandenivoldsk sprogbrug, som Vaughan bruger til at afmontere de episke elementer samtidig med, at det giver fortællingen kant. Som her hvor der kommenteres på, at en robotmand, der lige er blevet far, fyrer den af på et bordel:

“Intet driver en mand til ny fisse hurtigere end at se ungen komme ud af den gamle.”

Eller her hvor der er et “romantisk øjeblik” mellem to robotmennesker på en strand:

“Ja, som jeg husker det, blev det ikke til mere end langfingeren den aften… Jeg blødgjorde
terrænet til en senere invasion.”

Måske tror du, at det hele handler om lummer humor, men det er bestemt ikke tilfældet (dog er det sjovere at citere), da hele serien er velskrevet og godt fortalt. Dialogerne, beskrivelserne og fortællerstemmen er ekstremt veludført. Det samme kan man sige om Fiona Staples’ streg, som sætter sikkert kød på Vaughans vilde tanker.

Slutter med en fed cliffhanger

Albummet slutter med en fed cliffhanger, der lover godt for seriens fremtid. Endnu engang må jeg konstatere, at den danske udgivelse, både oversættelsen og selv den grafiske udformning, er helt i top.

Det er en lækkerbisken, både visuelt og historiemæssigt. En serie hvor der både er plads til store følelser, plat humor, overfladisk action, fede science fiction-elementer og stærke personer. Alt dette burde ikke fungere, men det gør det i Saga.

5 stjerner

Titel: Saga vol. 4
Originaltitel: Saga vol. 4
Forfatter: Brian K. Vaughan
Tegner: Fiona Staples
Forlag, år: G. Floy Studio, 2016
Albumlængde: 160 sider
Format: Hardcover
Dansk oversættelse: Steffen Rayburn-Maarup
hvid
Udkom oprindeligt i 6 hæfter (nr. 19-24) på Image Comics i 2014.
Udkom som trade paperback på Image Comics i 2014.

Anmeldt i nr. 133 | 13/11/2016



Planet Pulp Martin Schjönning

RanxDer findes nogle værker, der sætter sig fast i hukommelsen, og for mig gælder det især tegneserier. Måske har det at gøre med at en velfortalt historie understøttes af visuelle midler, der gør det nemmere at huske dem, hvem ved?

Faktum er, at når jeg tænker tilbage på scenen i Heavy Metal Dredd, hvor titelpersonen pløkker benet af en mand, der jogger på en gangsti, øjeblikket hvor Dimento smiler lykkeligt i Mutant World (1990), eller det første møde med Gorghor Bey i Den Sorte Månes Krønike, er mindet langt stærkere, end hvis jeg tænker tilbage på lignende scener fra bøger.

Ranx er lavet af den slags øjeblikke, og jeg fatter simpelthen ikke, at jeg ikke har hørt om serien noget før! Ranx startede i den dybeste italienske undergrund og blev der det meste af dens næsten tyve år lange eksistens, hvilket kan forklare mit manglende kendskab.

De første historier er illustreret med kærlighed, men uden den store snilde, og historierne er korte, eksperimentelle undersøgelser af, hvad man kan bruge den noget særprægede hovedperson til.

Robotter sniffer også lim

Ranx, der er en forkortelse af karakterens fulde navn Rank Xerox, er en gorilla-lignende androide, bygget af en gammel kopimaskine, programmeret som et menneske, komplet med begær, vrede og resten af dødssynderne integreret fra starten.

I de senere historier kommer der utroligt meget kød på hans personlighed, som også løbende skiftes ud, efterhånden som han omprogrammeres, går i stykker og tager bunkevis af stoffer. For Ranx tænker ikke bare som et (barbarisk) menneske, han er også fuldt ud i stand til at sniffe lim, dyrke sex, drikke sig i hegnet og slå på tæven.

Efter de første historier kommer der farve på billederne, og tegnestilen bliver ikke bare god, men fremragende! Man kan sammenligne kvaliteten med album-udgaverne af Judge Dredd eller Slaine-serien. Der er myriader af detaljer, man kan suge til sig, når den groteske, fortabte verden, Ranx befinder sig i, bliver blotlagt som et åbent sår.

Ur-cyberpunk

Ranx-serien er nemlig ikke bare teknisk set kunst. Den er særdeles forud for sin tid og var med til at definere cyberpunk-genren, vel at mærke på et tidspunkt hvor hverken Sprawl-trilogien, Blade Runner, RoboCop-filmene, Cyberpunk 2020-rollespillet, eller andre af genrens mere berømte hovedværker var udkommet endnu.

De første Ranx-historier er fra 1978, kun et år yngre end de første Judge Dredd-magasiner, men universet omkring stodderrobotten, som han bliver kaldt, er mindst lige så nuanceret som de overnævnte hovedværkers. Lige så nuanceret, og langt mere brutalt, slibrigt og generelt tabu-destruerende!

Hæmningsløst underholdende

På første side i Cobolts samlede hardcover-udgave, som lige er udkommet, er der et nøgent bryst. På den næste får en tilfældig person hugget fingrene af. På den tredje får en baby en knytnæve i ansigtet, og efter to siders relativ fred og ro tager Ranx’ 12-årige, heroinafhængige kæreste, Lubna, en ridetur på hans svulmende androide-pik.

Den samlede udgave er på 180 sider, hvor der, konstant eskalerende, svælges i de mest fordærvede og kriminelle handlinger. Forbudt sex og blodig ultravold folder sig ud på næsten hver eneste side, og for en gore-freak som mig er det jo en ren fornøjelse.

Dette er en bog, som jeg ville have gemt for min mor, hvis jeg havde ejet den, mens jeg boede hjemme. Den tilhører en vidunderligt syg og bramfri undergrundstradition, som lægger op til, at man læser den på toilettet, hvor snavs hører til. Hvis man er fan af cyberpunk er den simpelthen uomgængelig!

6 stjerner

Titel: Ranx
Forfattere: Stefano Tamburin, Jean-Luc Fromental, Alain Chabati
Tegnere: Stefano Tamburini, Andrea Pazienza, Tanino Liberatore
Forlag: Cobolt
Udgivelsesår: 2016
Dansk oversættelse: Bigitte Grundtvig Huber
Sideantal: 184
hvid
Originalt udgivet i Cannibale, Il Male, L’Echo des Savanes og Fridaire (1978-1996)

Anmeldt i nr. 132 | 13/10/2016

Stikord: Cyberpunk