Planet Pulp Redaktionen

Jeg slog en halv time ihjel i et antikvariat, og det fik gjort mig godt og grundigt nostalgisk. Det fik også forvirret mig, for på den ene side savner jeg den gamle verdensorden, med boghandlere og antikvariater, men på den anden side er jeg også lykkelig for internettet.

Jeg havde været til et møde i Århus, med resten af redaktionen fra min arbejdsplads, litteraturbranchens fagblad BogMarkedet. Hvad mødet handlede om, skal jeg ikke gå i detaljer om, men vi snakkede blandt andet om de danske boghandlere.

Boghandlerne er et meget omdiskuteret emne, lige meget hvor i branchen man befinder sig – om man snakker med bibliotekarer, kulturjournalister, forfattere, forlagsfolk eller en god blanding af det hele, falder snakken på et eller andet tidspunkt altid på bogbranchens i øjeblikket svageste led.

Har boghandlerne en fremtid? Og gør de selv nok for at skabe den? Hvis de forsvandt i morgen, hvor mange ville så virkelig savne dem? Det er nogle meget hårde spørgsmål, og svarene er selvfølgelig ikke entydige.

For ti-femten år siden begyndte boghandlernes nedtur, da der skete to ting: Internettet blev for alvor udbredt, og bogpriserne blev liberaliseret.

Boghandlerne gik fra at have et nationalt monopol på litteratur til at konkurrere med hele verden på vilkår, som de slet ikke var vant til eller økonomisk polstret til.

De frie bogpriser betød, at supermarkederne øjnede muligheden for at tiltrække kunder med slagtilbud på bestsellere, noget de store netboghandlere som Saxo og Plusbog senere har kopieret med stor succes, men som de mindre, fysiske butikker ikke har råd til at deltage i.

Antikvariaternes død?

Så vidt boghandlerne, men hvad med antikvariaterne? De er også forsvundet, virker det som om, men hvor er de blevet af?

Er behovet for billige, brugte bøger forsvundet, eller køber læserne sådan nogle af hinanden via nettet nu? Jeg har en vis mistanke om, at de eksploderende huslejepriser kan have noget med det at gøre.

Bruger man min by, Odense, som eksempel, lå der i sin tid fem-seks velassorterede antikvariater i centrum. Vi er vist nede på to nu, det ene dybt inde i en skyggefuld baggård, det andet ud til et befærdet vejkryds, begge i forskellige udkanter af C – ikke just prima beliggenheder.

Antikvariaterne kunne godt tænkes at være afhængige af drop-in-kunder, altså den slags kunde jeg var, da jeg slog en halv time ihjel forleden, mens jeg ventede på et tog.

Nu har de ikke råd til at ligge i gågaderne, hvor folk alligevel kommer forbi, og det ødelægger dem. Dertil kommer den fremherskende brug-og-smid-væk-kultur, bestsellerismen og naturligvis internettet.

Dilemmaet

Vi er nu fremme ved mit dilemma. Jeg gik ind i butikken i Århus uden specifikke forventninger. Jeg fandt en lille bog, der skulle vise sig at være en perle – en bizar lille udgivelse, Lila the Werewolf, som er anmeldt i dette nummer af Planet Pulp.

Sammenlign denne oplevelse med én jeg havde i sidste måned. Min medskribent på nærværende organ, Jacob Krogsøe, har skrevet en masse om ældre tegneserier på sin Facebook-væg for nylig, heriblandt om genistregen Sære Fortællinger (orig. Abominations) af Hermann.

Uden at vide det havde Jacob lige genforenet mig med et værk, jeg må have læst halvtreds gange som ung, men hvis titel og forfatter, jeg havde glemt alt om. Begejstret fandt jeg lynhurtigt frem til et eksemplar på nettet – gennem antikvariat.net – og bestilte det. En steril, upersonlig og ganske kedelig oplevelse forestået ved mit skrivebord på hjemmekontoret.

Dannelsestabet

Jeg indrømmer gerne, at jeg er old school. Jeg husker med vemod tilbage til dengang, der var boglader overalt og brugte bøger på ethvert kræmmermarked.

Jeg synker en klump, hver gang jeg tænker tilbage på det hedengangne Kaabers Antikvariat i Skindergade, i København, hvor den pukkelryggede ejer kunne huske alle 100.000 bøgers placering i hovedet.

Han sad storrygende bag sit kæmpestore ædeltræsskrivebord, hvor bronzebusten af Dante Alighieri havde hæderspladsen, og pegede med cerutten ind i den skumle kælderlabyrint, hvor bogskatte dannede samtlige vægge. Det var sateme en butik med karakter! Det var dén oplevelse, der totalt udebliver, når man bare bestiller ting hjem fra nettet.

En anden ting Hr. Kaaber og hans servile og nærmest abnormt veloplyste personale kunne, var at anbefale. Jeg var en knøs på sytten, men de tog mig alvorligt som bognørd og samler.

De fremviste vidunderlige ting, som de udmærket godt vidste, jeg ikke havde råd til, men jeg skulle da lige se dem. Det første fix er gratis og sådan. Jeg har holdt et originalt kobberstik af Francisco Goya, og jeg har set et par sider fra de “ægte” forfalskede Hitler-dagbøger, og jeg har diskuteret ægtheden af de få portrætter, der findes af Marquis de Sade med fagfolk.

Hos Kaabers kendte og værdsatte man min aparte smag, og respekterede den, og jeg købte næsten altid noget, inden jeg gik, inspireret af deres venlighed og de ting, de viste mig.

Lukkede anbefalingscirkler

Nettets antikvariater og læser-til-læser-services gør det langt nemmere og mere overskueligt at finde de værker, man leder efter. Man skal være mere end almindeligt kræsen for ikke at kunne finde det, man leder efter – det er naturligvis et helt andet spørgsmål, om man har råd til det.

Men lader man sig i samme grad besnakke af eksperterne, lader man sig inspirere, berige og forlede? Næppe.

Jeg har bemærket hos mig selv, at jeg i langt højere grad end tidligere kun modtager anbefalinger fra mine venner – dem hvis smag, jeg i forvejen deler, og som ved, hvad jeg kan lide.

På den måde bliver min horisont aldrig skubbet længere bort. Vi anbefaler hinanden ting i en stor cirkel, hvor man holder sig til de spor, man kender – de samme genrer, de samme formater, de samme forfatterskaber.

Der er nok ikke den store chance for at udviklingen vender, men måske man kunne pause den lidt? Kan der ikke være plads til både det gamle, støvede antikvariat, hvor man kan fare vild mellem reolerne og det fagre nye, hvor man bare klikker på en knap og får sin bog med posten nogle dage senere? Det synes jeg godt, der kan.

Månedens lederskribent er Martin Schjönning.

Film:
Batman and Harley Quinn (Sam Liu, 2017)
Blade Runner 2049 (Denis Villeneuve, 2017)
The Village (M. Night Shyamalan, 2004)

Filmmusik:
The Whisperers (John Barry, 1967)

Bøger:
Lila the Werewolf (Peter S. Beagle, (1974)
Spellbook of the Lost and Found (Moïra Fowley-Doyle, 2017)



Planet Pulp Redaktionen

For en uges tid siden løb sidste afsnit af Twin Peaks: The Return over skærmene, og dermed sluttede én af de senere års mest ventede tv-begivenheder.

Man kan sige meget om David Lynch og Mark Frosts tilbagevenden til Twin Peaks – jeg fordøjer fortsat oplevelsen selv – men én ting, man ikke kan beskylde dem for er at være faldet for fristelsen til ganske enkelt at spille på nostalgifaktoren.

I en tidligere leder her på Pulpen funderede jeg lidt over hele fænomenet med genoplivninger af gamle tv-serier, der lidt lader til at være blevet tv-branchens svar på filmverdenens hang til sequels og reboots: En manglende opfindsomhed og et sats på det sikre.

I lige netop genoplivninger af ellers for længst døde tv-serier spiller også nostalgien en ikke uvæsentlig rolle – med den nye omgang Twin Peaks som en markant undtagelse.

Spørgsmålet er, om nostalgi så er en god eller en dårlig ting.

Som med så meget andet er svaret nok, at det afhænger af doseringen: Hvis en forfatter eller instruktør bruger nostalgi i afmålte doser kan det være et stærkt virkemiddel, der vækker stærke følelser i publikum.

Men bruges det for meget risikerer man, at filmen eller serien bliver en hul efterligning af noget, der gik forud og som ikke selv har noget på hjerte.

Et af de hyppigste kritikpunkter ved den ellers meget roste Netflix-serie Stranger Things fra 2016 var netop, at den spillede for meget på den 1980’er-nostalgi, der er særligt fremherskende i disse år. Det er så en kritik, jeg ikke er enig i – jeg synes, Stranger Things har masser at byde på udover nostalgifaktoren – men jeg kan godt se, hvad kritikerne mener.

I denne måned anmelder Jacob Krogsøe den nye filmatisering af Stephen Kings roman-mesterværk It (dansk: Det onde), hvor handlingen er flyttet til 1989, og hvor nogle af de bevidst nostalgiske islæt er med til at rive Jacob ud af fortællingen.

Men når vi kritiserer filmfolks brug af 1980’er-nostalgi som virkemiddel ligger problemet nok især ved de af os, der er så gamle, at vi er vokset op i 1980’erne. Vi der er vokset op med de film, som både Stranger Things og It trækker på i deres portræt af årtiet.

Ligesom folkene bag både Stranger Things og It er vi vokset op med inspirationskilderne og vi så filmene dengang, så vi har nemmere ved at kende forskel på den ægte vare og den billige kopi.

Ikke fordi et yngre publikum ikke kan have set de film og læst de bøger, som Stranger Things og It bruger til at tegne deres portræt af 1980’erne, men fordi et yngre publikum ikke har oplevet 1980’erne og set filmene og læst bøgerne i den originale tidsmæssige kontekst.

For dem vil der ikke være tale om nostalgi i ordets egentlige forstand, for man kan ikke være nostalgisk efter en periode, man ikke selv har oplevet.

Er man født for 15-20 år siden, er 1980’erne formentlig bare endnu en inkarnation af “gamle dage”, hvor nostalgifaktoren mere bliver et krydderi på det generelle tidsbillede end noget, der går direkte i hjertekulen.

Alligevel kunne man godt ønske, at de filmfolk, der står bag meget af den 1980’er-nostalgi, vi ser i disse år, ville være lidt mere tilbageholdende og dosere nostalgien med lidt lettere hånd. For det kan faktisk lade sig gøre: Tjek blot tidsbilledet i den fine koldkrigsthrillerserie The Americans (2013-), der foregår i starten af 1980’erne, men som aldrig gør et stort nummer ud af det.

1980’erne er et fint årti at bruge som baggrund for sin fortælling, men det må være fortællingen, der skal være i fokus – ikke en mekanisk nostalgi, baseret på popkulturelle referencer. Det kan være meget sjovt et stykke tid, men i sidste ende klinger det meget, meget hult.

Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.

Film:
The Babadook (Jennifer Kent, 2014)
It (Andy Muschietti, 2017)

Tegneserier:
Nameless (Grant Morrison & Chris Burnham, 2017)



Planet Pulp Redaktionen

“I det hele taget er Rutger en ret okay fyr. Meget nede på jorden. Og så er han sjov. Da vi efter 62 minutter forlader lokalet, er vi meget opstemte. Det var en stor dag for os, da Planet Pulp stødte ind i Rutger Hauer.”

Sådan skrev jeg tilbage i 2011 i Pulpens interview med selveste Rutger Hauer. Det var kæmpestort for os alle. Jeg blev lige mindet om Rutger, da jeg for nyligt så den herlige Valerian and the City of a Thousand Planets, som jeg anmelder i dette nummer.

I 2018 kan jeg måske komme op på samme klinge, når Sven-Ole Thorsen gæster Randers til både Sci-Fi Con og til en samtale med mig, foran et publikum, på biblioteket.

Du tænker måske, at Sven-Ole ikke er så vigtig en person, men for en knægt som mig, der voksede op med actionfilm i 1980’erne og 1990’erne, er han en af de helt store, specielt når man er dansker og specielt også, når man er kæmpe Arnold-fan.

Sven-Ole og Arnold er af den samme støbning, en støbning der kræver disciplin og mod, da ingen af dem voksede op med guldskeer i kæften.

Sven-Ole som Thorgrim i Conan the Barbarian (1982), som Sven, der skal hente steroider, i Running Man (1987), som russisk officer i The Hunt for Red October (1990), som Stephan (skurken med den absurde skjorte) i Hard Target (1993) og større roller som Gunnar i den glimrende The Viking Sagas (1995) og Tigris of Gaul i Gladiator (2000).

Og jeg kunne nævne mange, mange flere – han har medvirket, enten som skuespiller eller stuntman, i mere end 100 film.

Sven-Ole og Arnold.

Sven-Ole og Arnold.

Desuden har Sven-Ole spillet overfor og arbejdet sammen med folk som mesterinstruktøren John Milius, legenden Sean Connery, Kong Clint Eastwood, knogleknækkeren Steven Seagal, cirkelsparkskongen Jean Claude Van Damme, nakkehårsmesteren Kurt Russell, actionfilmmaestro John McTiernan og ikke mindst selveste Arnold Alois Schwarzenegger.

Så med Sven-Ole får man også et indblik i filmindustrien i en periode på mere end 20 år, en del af actionfilmens guldalder i 1980’erne og starten af 1990’erne.

Men hvorfor er det så fedt at møde helte fra fiktionens verden i virkeligheden og kendte mennesker i det hele taget? Er det sejt eller ynkeligt at troppe op på messer og trykke idoler i hånden og betale penge for deres autografer?

Gør vi det for at komme tættere på dem, snuse til dem i virkeligheden, for at få et godt selfie til Facebook? Det er jo det samme, når man er backstage til en koncert og kan få lov til at møde musikeren eller når en kendt retweeter din post på Twitter.

Jeg tror, det skyldes, at det får os til at føle os som en del af noget større, at vi ikke bare er ensomme satellitter, der dyrker det-og-det, for dem vi dyrker er jo bare mennesker som os, der også har idoler, de dyrker.

Vi får et lille indblik i en anden verden. Det er jo også derfor, at det er selvbiografierne, som er det mest populære læsestof på bibliotekerne efter krimierne. En større verden åbner sig for os.

Sjov på settet under optagelserne til 'Conan the Barbarian'.

Sjov på settet under optagelserne til ‘Conan the Barbarian’.

Da jeg i maj snakkede med Sven-Ole en time over Skype var det en ganske surrealistisk oplevelse. De første par minutter var jeg paf. Der sad Sven-Ole, lige foran mig. Og da vi kom i gang, viste det sig jo, at han “bare” er et almindeligt menneske. Sød og rar, sprængfyldt med anekdoter, som I kommer til at læse nogle af, når den fysiske udgave af Planet Pulp kommer ud.

Sven-Ole synes også, hypen er surrealistisk, det med at folk gerne vil købe hans autograf og betale ham penge for at holde foredrag.

Men det er åbenbart sådan, vi er. Vi søger vores helte, vores idoler. Vi vil gerne være en del af en større fortælling, vi vil gerne sætte os selv ind i den større fortælling, vi vil gerne med bag facaden, og se, at vores helte er kød og blod præcis som vi selv er og samtidig dyrke dem som noget større, noget nærmest udødeligt, noget der er “larger than life”.

Altså den spændende øvelse at ophøje noget, mens du samtidig forsøger at gøre det konkret og tæt på dig selv. Det er det, de helte kan, og jeg elsker dem for det. Next stop Arnold!

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
The Book of Eli (Albert Hughes & Allen Hughes, 2010)
Soylent Green (Fremtidens rædsel) (Richard Fleischer, 1973)
Valerian and the City of a Thousand Planets (Luc Besson, 2017)



Planet Pulp Redaktionen

Sommeren er over os, og dermed også sommerferie. Det er tid til at sætte tempoet ned, slappe af og lade op til alle de ting, sensommeren og efteråret byder på – om det er arbejde, skole, studier eller noget helt tredje.

Her på Planet Pulp holder vi dog ikke helt sommerferie. Vi udkommer som sædvanligt, men også her kan sommerferien mærkes ved, at vi præsenterer et lidt mindre nummer end de sidste par gange.

De sidste to numre stod i Twin Peaks’ tegn. Nu er vi halvvejs gennem revival-serien, og også her bliver man mindet om, at det er en god idé at sætte tempoet ned og reflektere.

Flow-tv er slow-tv

Det er efterhånden længe siden, jeg har set en tv-serie, jeg ikke havde mulighed for at binge watche, enten på DVD eller på f.eks. Netflix. Men selvom den nye sæson af Twin Peaks er fuldt færdig, insisterede David Lynch på, at afsnittene først skulle gøres tilgængelig for streaming i samme takt, som de bliver sendt på Showtimes almindelige flow tv-kanal.

For mig er det faktisk lidt af en gave. For godt nok er der stadig rig mulighed for at opleve tv-serier på den gammeldags facon, hvor der går en uge mellem hvert afsnit. Flow-tv er langt fra dødt endnu, og også en kanal som HBO gør først afsnit af f.eks. Game of Thrones tilgængelige for streaming i takt med, at afsnittene sendes på ugentlig basis.

Mit eget forbrug af serier har imidlertid i lang tid bestået af enten færdige serier på DVD eller serier på Netflix, hvor fulde sæsoner gøres tilgængelige på én gang, da Netflix jo udelukkende er en streamingtjeneste.

På den måde har det været dejligt for en stund at vende tilbage til de gode gamle dage, hvor man var tvunget til at vente en uge på den næste episode af ens yndlingsserie. Sidst det skete for mig var da jeg så sidste sæson af Lost helt tilbage i 2010.

Værdi i at vente

For mig er det faktisk en langt mere tilfredsstillende måde at se en tv-serie på sammenlignet med binge watching. For godt nok kan det være svært tilfredsstillende at få sin nysgerrighed stillet med det vuns og bare sætte næste episode i gang (da jeg så de første to sæsoner af Lost skete det i klumper af 3-4 afsnit ad gangen). Men man berøver på den måde sig selv forventningens glæde.

Vi er blevet så vant til, at alt skal ske nu-nu-nu – instant gratification på engelsk – og det gælder ikke bare vores konstante adgang til nyheder, medier og sociale medier, det gælder altså også vores tilgang til serier. Så for mig har det at se Twin Peaks: The Return på ugentlig basis været en kærkommen påmindelse om, at der er en værdi i at være nødt til at vente.

Det fremmer refleksion og mental fordøjelse og det giver præcis den forventningens glæde, som vi på så mange måder har glemt værdien af i dag.

Og når vi lige præcis har med Twin Peaks: The Return at gøre, er jeg slet ikke sikker på, at min hjerne ville kunne kapere at opleve serien første gang ved binge watching. Jeg tror simpelthen, min hjerne ville opleve en nedsmeltning.

For godt nok er Twin Peaks fortalt i Lynchs karakteristisk langsomme og dvælende filmsprog, men weirdness-faktoren er til gengæld så høj, at slow art eller ej, så kæmper ens hjerne med at følge med.

Nyd nuet

Jeg synes, der er grund til at fejre, at en kanal som Showtime har givet Lynch mulighed for at lave en serie, der i den grad sætter tempoet ned. Medier i dag, om det er tv-serier, film, nyheder eller noget helt fjerde, går så forbandet hurtigt.

Fortællingerne flintrer af sted over stok og sten, klipperytmen er så hektisk, at man fandme får kvalme af det, og der er sjældent tid til en samtale mellem to personer, der varer mere end 30 sekunder ad gangen.

Okay, fair nok, jeg generaliserer voldsomt her. Men overdrivelse fremmer forståelsen og alt det der…

Men som sagt: Sommerferien er over os. Og selvom sommerferier sagtens kan være hektiske perioder, især for os med børn, så vil jeg alligevel opfordre til (og selv forsøge at gøre, som jeg prædiker) at sætte tempoet lidt ned. Nyde de mennesker, man er sammen med. Nyde landskabet. Nyde vejret (selvom det ved Gud kan være svært). Ganske enkelt: Nyde nuet. Efterårets hektiske klipperytme skal snart nok banke på døren.

God sommer til alle Pulpens læsere. Vi er tilbage om en måned.

- Redaxen

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
The Mummy (Alex Kurtzman, 2017)
Severance (Christopher Smith, 2006)

Filmmusik:
The Quiller Memorandum (John Barry, 1966)
The Wrong Box (John Barry, 1966)

Tegneserier:
Cages (Dave McKean, 2009)



Planet Pulp Redaktionen

Cooper, du har ret. Det eventyr – ok, eventyr er ikke den helt rigtige betegnelse, men I forstår nok hvad jeg mener – som David Lynch og Mark Frost påbegyndte i 1990 er nu vækket til live igen.

I skrivende stund er der sendt seks episoder i den nye sæson, som kommer til at strække sig over 18 afsnit.

Så spørger du mig måske, om den er god? Det aner jeg ikke. Jeg er nemlig den trælse type, der venter på, at alle afsnit ligger klar til mig, så jeg kan nyde den fra start til slut uden at vente uge efter uge.

Så kunne spørgsmålet være om jeg glæder mig? Det kan du tro jeg gør; mere end til så meget andet.

David Lynch (t.v.) og Mark Frost under indspilningen af den oprindelige tv-serie i starten af 1990'erne.

David Lynch (t.v.) og Mark Frost under indspilningen af den oprindelige tv-serie i starten af 1990’erne.

Jeg dyrkede Twin Peaks som en lille knægt, da den blev sendt på tv i 1990-1991. Ikke som hardcore-fan, men som nyder. Som en lille knægt på 12-13 år, der virkelig blev udfordret i forhold til stort set alt andet, jeg havde set på det tidspunkt.

Jeg optog også serien på VHS og så den mange gange. Igen ikke som en hardcore-fan, men som en nyder af Lynchs sælsomme måde at fortælle historier på, hans evner til at åbne døren op ind til en absurd drømmelignende verden.

Lige under den helt almindelige overflade lurer det absurde, det anderledes, det uhyggelige, det smukke.

I sidste måned påbegyndte Mogens sin rejse tilbage til Twin Peaks. Den rejse fortsætter han i denne måned. Jeg vil anbefale dig at læse med – for mig er det en perfekt opvarmning til den nye sæson.

Det vil så vise sig (og jeg er sikker på, at Mogens har en anmeldelse klar i timerne efter, at sidste episode er blevet sendt), om Lynchs tilbagevenden er en succes eller en fejltagelse.

Det kan være svært at gå tilbage og bygge videre på et gammelt hus, en gammel fortælling. Det så vi eksempelvis for Ridley Scotts vedkommende med Prometheus, og i denne måned anmelder vi også efterfølgeren Alien: Covenant, og så må vi se om Scott har fået bedre styr på fortælling. Scott er 79 år, Lynch er 71 år. Måske er det noget af det sidste vi ser fra de to titaners hånd?

“Where we’re from, the birds sing a pretty song… and there’s always music in the air.”

Lad os håbe, at det er en god musik; lad os krydse fingre for det nye Twin Peaks.

Vi ses i næste måned.

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Alien: Covenant (Ridley Scott, 2017)
Twin Peaks: Fire Walk With Me (David Lynch, 1992)

Filmmusik:
Twin Peaks: Fire Walk With Me (Angelo Badalamenti, 1992)
The Twin Peaks Archive (Angelo Badalamenti, 1990-92)

Bøger:
The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My Tapes (Scott Frost, 1991)
Twin Peaks: Access Guide to the Town (Gregg Almquist m.fl., 1991)



Planet Pulp Redaktionen

Med ovenstående kryptiske meddelelse på Twitter antydede David Lynch i oktober 2014, at Twin Peaks – kultserien fra 1990’erne – ville vende tilbage.

Nu, to og et halvt år senere, er den her næsten: Den tredje sæson af Twin Peaks, der genoptager fortællingen om den amerikanske lilleby og mordet på Laura Palmer, 26 år efter at anden sæson løb over skærmene i 1990-91.

Tv-nostalgi er det nye sort i USA i disse år. Nogle få måneder efter Lynchs afsløring, kom nyheden om, at tv-kanalen Fox ville genoplive The X-Files med en såkaldt limited series på seks afsnit.

Både Twin Peaks og The X-Files var dog blevet overhalet indenom af en anden revival, nemlig Fox’ 24, der i 2014 vendte tilbage med en limited series på 12 episoder, fire år efter at serien ellers var gået ind med afslutningen af ottende sæson.

En meningsfuld revival?

Revivals – genoplivninger – af tv-serier er selvfølgelig ikke en ny ting i USA; det er sket mange gange tidligere med alt fra The Twilight Zone og Mission: Impossible til Dallas, Heroes og Beverly Hills 90210.

Ikke desto mindre synes vi at være inde i en periode, hvor revivals er mere populære, end de har været længe, og hvor de forskellige tv-selskaber virkelig går på jagt i arkiverne for at finde eksisterende franchises, der kan pustes nyt liv i.

Det kan man så mene om, hvad man vil. Nogle vil se det som et symptom på den samme sygdom, der fører til de uendelige rækker af fortsættelser og reboots indenfor spillefilmsgenren: En grundlæggende mangel på nye idéer i Hollywood, eller i hvert fald en grundlæggende mangel på mod til at satse på nye idéer frem for eksisterende titler.

Andre jubler over et gensyn med serier, de følte stoppede for tidligt eller som de på andre måder bare gerne vil se mere til.

Når alt kommer til alt er det formentlig meget få tv-serier, vi egentlig har brug for genoplivninger af. Uanset om det er i form af direkte fortsættelser eller reboots i forskellige former.

Twin Peaks er dog et eksempel, hvor en revival langt hen ad vejen kan retfærdiggøres – om ikke andet så for at give serien end ordentlig slutning i stedet for den helt åbne måde, den sluttede på med anden sæson i 1991.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om David Lynch og Mark Frost formår at leve op til de forventninger, seriens fans har, og hvordan de formår at udnytte den lange periode, der er gået fra serien stoppede i 1991 og til i dag.

Jeg ved ikke, hvad vi skal forvente af Twin Peaks anno 2017. Det eneste, jeg føler mig helt sikker på, er, at det enten bliver helt genialt eller helt frygteligt.

Nostalgi og kvalitet

Layoutskitse til det kommende fysiske nummer af 'Planet Pulp'.

Layoutskitse til det kommende fysiske nummer af ‘Planet Pulp’.

Den nostalgi, der blandt andet er én af grundene til, at der er et publikum til genoplivede tv-serier, er én, vi her på Planet Pulp godt kan sætte os ind i. Men nostalgi alene kan ikke drive værket; indholdet skal også være værd at bruge tid på.

Og det er præcis den blanding, vi her på redaktionen forsøger at ramme i vores arbejde på at få det første fysiske nummer af Planet Pulp på gaden. Vi har længe godt kunnet tænke os at lave et fysisk magasin, og efter et længere tilløb er vi nu for alvor kommet i gang.

Endnu en layoutskitse...

Endnu en layoutskitse…

For kort tid siden modtog vi de første layoutskitser til det fysiske magasin, der efter planen skal se dagens lys til efteråret. Det endelige layout ligger langt fra fast, men at se de første udkast til, hvordan magasinet kunne komme til at se ud, giver endnu mere blod på tanden.

Samtidig med, at vi arbejder videre med vores layouter, er vi også i fuld gang med at skabe det indhold, der skal i magasinet, og her har vi allerede nogle rigtig fede ting på programmet. Hvad det præcist er, vil vi selvfølgelig ikke afsløre endnu, men vi glæder os utrolig meget til at kunne præsentere Planet Pulp på tryk.

Og endnu en...

Og endnu en…

Endelig er vi også glade og stolte over at kunne fortælle, at Martin Schjönning, der har skrevet fast for Planet Pulp siden april 2016, har sagt ja til at træde ind i redaktionen!

Så der sker ting og sager her på matriklen!

Twin Peaks-minitema

I denne måneds nummer af Pulpen varmer vi op til tredje sæson af Twin Peaks med første del af et Twin Peaks-minitema, der fortsætter i næste nummer.

I denne måned anmelder vi den oprindelige tv-series to sæsoner, musikken fra serien samt to bøger – The Secret Diary of Laura Palmer fra 1990 og Mark Frosts flotte, men også frustrerende, The Secret History of Twin Peaks fra 2016.

I næste nummer kommer så anmeldelser af prequelfilmen Fire Walk With Me og dens musik, endnu et par Peaks-relaterede bøger, agent Coopers “Diane-bånd” og det vilde soundtrack-projekt The Twin Peaks Archive.

Udover de Twin Peaks-relaterede ting byder denne måned på den sædvanlige pose blandede bolsjer, som I kan se i indholdsfortegnelsen herunder.

Nyd resten af maj måned! Vi vender stærkt tilbage i juni, samme tid, samme sted!

Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg

Film:
Arrival (Denis Villeneuve, 2016)
Get Out (Jordan Peele, 2017)
Life (Daniel Espinosa, 2017)
Twin Peaks: The First Season (David Lynch m.fl., 1990)
Twin Peaks: The Second Season (David Lynch m.fl., 1990-91)
Zombie Women of Satan (Steve O’Brien & Warren Speed, 2009)

Filmmusik:
Music from Twin Peaks (Angelo Badalamenti, 1990)
Twin Peaks: Season Two Music and More (Angelo Badalamenti, 1990-92)

Bøger:
Kushiel’s Dart (Jacqueline Carey, 2001)
The Secret Diary of Laura Palmer (Jennifer Lynch, 1990)
The Secret History of Twin Peaks (Mark Frost, 2016)

Artikler
“Tid er ikke noget, man får, det er noget man tager” – et interview med Palle Schmidt



Planet Pulp Redaktionen

Vi er jo også i virkeligheden mennesker. Ikke nødvendigvis løsrevet fra vores identitet her på Planet Pulp, men vi har familier og jobs der skal passes. For Pulpen er jo netop et ikke-kommercielt foretagende, som vi ikke tjener penge på.

At det så har givet os så meget andet, at det spiller ind i mange andre dele af vores liv, som denne leder også kommer ind på, er jo bare bonus.

En broget skare

Jeg er cand. mag i Filmvidenskab og arbejder som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Her holder jeg introduktioner i biografen, her kan jeg ofte i udlånet bruge mit nørdjeg fra Planet Pulp til at give læselyst videre til andre.

Jeg fungerer bedst, når jeg er én hel person, Jacob, der både kan brænde igennem på arbejdet og fritiden med mange af de samme ting. Så kommer den der med “at du skal skille arbejde fra fritid” og “er du så ikke konstant på arbejde”?

For mig leverer jeg bedst på alle fronter ved, at mit arbejde også på mange måder er min fritid og ikke et 8-16 job, der bare skal overstås, men det er jo en helt anden diskussion, stof til en helt anden leder.

Mogens er mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi og ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Martin Schjönning er litterat og forfatter. Michael Larsen har en baggrund som webintegrator, butiksmedarbejder, telefonsælger, skribent og autodidakt multikunstner.

Og det er kun os, der har skrevet til dette nummer, jeg har nævnt her. Hvis man ser på hele skribentskaren på Pulpen vil man møde mange forskellige kompetencer, der alle har det til fælles, at de brænder for at skrive, at de brænder for formidling.

Men hvorfor bringer jeg alt dette på banen?

Jo, det skyldes, at jeg gerne vil fortælle jer om noget, jeg synes er spændende, og hvor jeg kombinerer mit job på biblioteket med mine fritidsinteresser her på Pulpen. Noget der forbinder virkeligheden med fantasiens verden. Noget der forbinder Star Wars med Randers.

Ja, du læste rigtigt. Star Wars og Randers.

For mig handler det om at gribe en stor udfordring, at turde prøve noget anderledes. For Randers Bibliotek handler det om nye former for formidling og nye målgrupper. For Randers handler det om en mulighed for at brande sig på noget lidt anderledes.

Prinsessen og den gode brandingværdi

Så lad mig tage jer med til en ikke så fjern, fjern kommune for ikke så længe siden (og faktisk også lige nu).

For et år siden, mere præcist den 31. marts 2016, blev min klumme med titlen “Randers som en del af Star Wars-universet” bragt i Århus Stiftstidende og i Amtsavisen – jeg skriver på månedlig basis klummer til avisen, og det kan jeg jo også blandt andet takke min skriverier her på Pulpen for, det hele hænger sammen.

Det var en klumme fyldt med vilde drømme, skøre idéer og med en konklusion der lød “Hvis man ikke sigter efter stjernerne, så vinder man heller ikke prinsessen, det halve kongerige og en god brandingværdi.”

Kort fortalt var min idé, at Randers skulle gribe Star Wars-universet og gøre det til en del af kommunens kulturelle DNA – se blot hvad de er lykkes med i Odense med Harry Potter.

Benny Ray, en lokal randrusiansk ildsjæl med et fantastisk drive, havde allerede banet vejen med den succesfulde Star Wars-messe.

Så skruer vi tiden frem til nu. April 2017. Star Wars-messen er netop overstået med et rekordstort antal besøgende. Men der er også sket noget andet. Noget, der har taget udgangspunkt i skøre idéer og drømme.

Vi er nemlig ved at gøre Randers til Star Wars-by – og så kan du ellers grine, græde eller juble. Den klumme, jeg skrev for et år siden, blev læst af de rigtige mennesker på det helt rigtige tidspunkt. Mennesker, der også godt kunne se meningen med at kaste sig over Star Wars som en del af det kulturelle liv i Randers.

De mennesker var fra private virksomheder i Randers, men også folk fra Laksetorvet, altså selveste kommunen. Det er vigtigt. Jeg plejer at omtale min rigtig gode samarbejdspartner som “Nikolai fra kommunen”. Måske lyder det lidt gråt, men det har pondus. At Nikolai så i virkeligheden er en passioneret ildsjæl, som er alt andet end grå, er så en helt anden historie.

Biblioteket som kulturelt anker

Under alle omstændigheder er “Randers som Star Wars-by” blevet til et projekt, sådan med en projektplan, en styregruppe, en arbejdsgruppe, kommunal kaffe og et budget. Og for at vi som bibliotek, og mig som bibliotekar, kan se os selv i det, var det vigtigt, at biblioteket blev projektets kulturelle anker.

Et folkebibliotek har mange opgaver. En af de vigtigste er at fremme læselyst. Jeg siger ikke, at alle skal læse Star Wars-bøger. Men det er en fantastisk og unik mulighed for biblioteket at forsøge at gøre biblioteket til et Star Wars-bibliotek; et sted, hvor man kan starte sit eventyr i læsningens fantastiske universer.

Et sted, der sammen med alle vores andre tiltag, kan være med til at fremme lysten til at læse, lysten til at lære. For i sin essens er fortællingerne i Star Wars evigtgyldige, kampen mellem det gode og det onde, at gå fra barn til voksen, glæden ved gode historier, en leg med teknik og meget, meget andet.

Helt konkret, og her er mit samlerjeg helt oppe at ringe, skal vi bruge en god slat penge på at købe utroligt meget Star Wars-materiale hjem. Både bøger, tegneserier, cd’er, spil og meget andet. Altså i fysiske udgaver.

Ja, fysisk, du hørte rigtigt. I denne afviklingstid kører vi tilbage i tiden for at skabe fremdrift, for at skabe anderledes formidling. Vi skal også have indrettet et helt specielt sted i biblioteket, hvor alle disse materialer skal stå. Hvem ved, måske en lille Dødsstjerne, så det ikke bare er almindelige hylder?

Det helt vigtige i denne sammenhæng er, at biblioteket har fået penge udefra til at etablere “Danmarks største Star Wars Bibliotek”. Der er nogen – andre end mig selv – der rent faktisk synes, at det er en god idé.

Det oplever jeg, når jeg taler med folk efter mine foredrag om Star Wars, det oplever jeg, når jeg taler med kolleger på biblioteket, med mine venner og ja, med min mor og far (og mor og far tæller naturligvis ikke, da de sikkert også ville støtte mig, hvis jeg forsøgte at lancere Skødstrup som Danmarks swinger-by).

Sigt mod stjernerne, grib udfordringen

Der er naturligvis også nogle, der er skeptiske overfor idéen, nogen der mener, det er direkte latterligt, at det er lavkultur osv. De holdninger skal der naturligvis også være plads til.

Det fede er i den sammenhæng, at det faktisk bare giver mig mere og mere motivation for at vise, at det er en god idé, for at vise at det ikke bare er “plat, uambitiøst og kommercielt”. Og hvis jeg kan være med til at få unge mennesker til at læse mere gennem Star Wars-universet, så er min mission fuldført. Så hold øje med Randers i fremtiden, det bliver spændende.

Så flyver vi lige tilbage til Planet Pulp. Vi kommer lige ned på Jorden, før vi får “Randers som Star Wars-by” i den gale hals. Men jeg tænkte, at denne lille historie lige ville være noget for jer, da den er et eksempel på, at hvis man dykker ned i sin nørdpassion og samtidig sigter mod stjernerne, så kan der ske ting og sager. Ting og sager hvor fritidsinteresser og job smelter sammen.

Live long and prosper… (eller er det Use the Force?)

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Doctor Strange (Scott Derrickson, 2016)
Gummo (Harmony Korine, 1997)
Kong: Skull Island (Jordan Vogt-Roberts, 2017)
The Wolverine (James Mangold, 2013)
X-Men Origins: Wolverine (Gavin Hood, 2009)

Filmmusik:
Born Free (John Barry, 1966)
The Wolfman (Danny Elfman, 2010)

Tegneserier:
Essential X-Men Vol. 3 (Chris Claremont m.fl., 2010)
Saga vol. 5 (Brian K. Vaughan & Fiona Staples, 2015)
The Walking Dead vol. 27: The Whisperer War (Robert Kirkman & Charlie Adlard, 2017)

Musik:
Renegades (Rage Against the Machine, 2000)



Planet Pulp Redaktionen

Jeg har været syg, de sidste par dage, så det bliver ikke til de helt store tanker på lederpladsen i denne måned.

Men i virkeligheden er det måske også fint nok at lade Martin Schjönnings leder fra sidste måned gælde for denne måned, hvor vi snart når op på dag 50 med Trump.

Hvis ikke det var fordi, det er så skræmmende, som det er, at Trump er præsident, ville det være urkomisk. Et eller andet sted i trekanten mellem The Donald og hans Twitter-konto, pressetalsmand Sean Spicer og rådgiver Kellyanne “Alternative Facts” Conway ligger der en sitcom begravet. En kulsort, satirisk sitcom.

Jeg tænker noget i stil med Seinfeld-møder-The Daily Show-møder-The West Wing-møder-House of Cards. Med lidt Family Guy og Simpsons oveni for good measure.

Hvis vi allesammen – inklusive det amerikanske demokrati – overlever de næste fire år, er jeg sikker på, at der nok skal komme en The Donald Show. “Fis i det Hvide Hus” kan den komme til at hedde på dansk. Eller måske “Halløj i Det Ovale Kontor”.

Jeg glæder mig. Mens jeg skutter mig. Og bider negle. Og er forbandet vred. Det bliver fire lange år.

Men heldigvis kan vi ind imellem holde en lille pause fra virkeligheden, og hvis du har brug for lidt inspiration til det, så har vi herunder ti bud på, hvad du kunne kaste dig over. Personligt vil jeg anbefale en tre-retters menu bestående af den forfriskende Split til forret, den substantielle Logan som hovedret og den søde Honey, I Shrunk the Kids til dessert.

Og til natmad – den kulsorte natmad – anbefaler vi It Follows. Alt skyllet ned med floder af dybrødt blod.

Alternativt ku’ du bare lytte til et par fede filmscores fra 1960’erne af the man, John Barry, læse Todd McFarlanes selvbiografi/kunstbog The Art of Todd McFarlane eller læse den afsluttende bog i Miss Peregrine-serien, Library of Souls. Til gengæld anbefaler vi ikke, at du ser Tim Burtons filmatisering af bogserien. Læs i hvorfor i anmeldelsen.

Og kom så i øvrigt tilbage i næste måned, hvor vi har noget nyt på menuen! Vi ses!

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
Honey, I Shrunk the Kids (Skat, børnene er skrumpet) (Joe Johnston, 1989)
It Follows (David Robert Mitchell, 2014)
Logan (James Mangold, 2017)
Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children (Tim Burton, 2016)
Split (M. Night Shyamalan, 2016)

Filmmusik:
The Chase (John Barry, 1966)
Honey, I Shrunk the Kids (James Horner, 1989)
Mister Moses (John Barry, 1965)

Bøger:
The Art of Todd McFarlane – The Devil’s in the Details (Todd McFarlane, 2012)
Library of Souls (Ransom Riggs, 2015)



Planet Pulp Redaktionen

Kultur i en hvilken som helst form opstår i en gensidig udveksling med den politiske tidsånd. Hvis menneskeheden overlever nutiden, vil vores efterkommere nok ikke have vildt mange pæne ting at sige om os, men med lidt held vil de have nogle uforglemmelige bøger, film og sange.

Som jeg før har fremhævet, blandt andet i mit forord og efterskrift til novelleantologien Undergang, følger den apokalyptiske kultur altid samtidens bekymringer. Fra 60’erne til 80’erne var det foretrukne holocaust-scenarie den globale atomkrig. Senere er verdensomspændende miljøkatastrofer, pandemier og oprørsk teknologi blevet aktuelt, i virkeligheden såvel som i fiktionen.

Toethalvt minut i midnat

2½ minut i midnat...

2½ minut i midnat…

Vi lever i en absurd tidsalder. Føromtalte Tom Lehrer leverede en lakonisk kommentar da Henry Kissinger modtog Nobels Fredspris i 1973. Lehrer så det som punktet, hvor politisk satire blev ligegyldigt, underforstået at nu var verden blevet så vanvittig at den ikke kunne beskrives med humor.

Lehrer lever stadig, men har været tavs siden ’73. Gad vide hvad han kunne finde på at sige og synge om denne epoke, hvor en imbecil, selvfed oompa loompa bestrider posten som Vestens Mægtigste Mand, bakket op af sykofanter, propagandister og anti-intellektuelle mørkemænd. USA’s præsident læser ikke bøger.

Siden Trump blev valgt, er der sket uendeligt meget, men to ting stikker ud, når man dagligt beskæftiger sig med apokalyptik. For første gang siden 1953 er dommedagsuret på University of Chicago indstillet på under tre minutter i midnat – viseren står, i skrivende stund, på toethalvt minut i hel.

Og salget af dystopiske og apokalyptiske klassikere er eksploderet. På Amazon er Orwells 1984 den mest solgte bog i øjeblikket, i skarp konkurrence med Sinclair Lewis’ It Can’t Happen Here og Huxleys Brave New World.

Alle tre værker er fremskrivninger af sociopolitiske tendenser, hvor resultatet er fascistiske totalstater, funderet i humbug, had og løsagtig omgang med fakta. Verden over forbereder læsere sig mentalt på, at virkeligheden som vi kender den er forandret for altid.

Håb og varsler

Til inspiration...

Til inspiration…

Næste logiske skridt må være at de postapokalyptiske genrer får en renæssance. Den læsende befolkning har altid søgt tilflugt i fiktive rædsler, der heldigvis aldrig er kommet over det hypotetiske trusselsniveau.

Det spinkle håb som dommedagsfanatasierne altid opbygger er, at nogen eller noget overlever. Efter katastrofen er der nogen tilbage til at skrive historien ned. Det kunne være mig, tænker selv de mest pessimistiske læsere, og dette håb nærer os. Samtidig fungerer bøgerne som skræmmende varsler, ikke ulig de horror-folkeeventyr man fortalte børn i ældre tider, for at få dem til at makke ret.

Trumps hånd svæver, som en ond, uoplyst ånd, over den røde knap. Atombombe-litteraturen er igen blevet højaktuel, efter adskillige årtier, hvor solstorme og global opvarmning har monopoliseret rampelyset, sammen med zombierne.

Zombierne har på en måde levet deres eget liv, siden Romero introducerede dem i ’68. De levende døde er langt mere avancerede monstre, end man umiddelbart forestiller sig. De skifter form, betydning og oprindelse efter hvad, der rører sig på den politiske scene.

De går fra at være symboler på racistisk forskelsbehandling til at vise de negative konsekvenser ved konsumerismen, fra at understrege dårskaben i at lege genmanipulerende skabergud, til at være en guddommelig straf for vores hybris. De rejser sig, når onde magikere maner uhelligt liv i deres afsjælede legemer, eller når multiresistente bakterier endelig overhaler vores videnskabelige kunnen.

Den næste generation af zombier forestiller vælgerne. Uden overskud til at udforske og analysere stavrer de ud af mørket og knuser civilisationen. De vil have kød, og de vil gøre alt for at få fat i det. De forhutlede overlevere i dette scenarie må nødvendigvis symbolisere alt, hvad der er godt og under pres i menneskeheden.

Opråb til kulturskaberne

Verden har nået et punkt, hvor Dr. Strangelove mere ligner en profeti end en parodi. Jeg tilhører den sidste årgang, der kan huske Den Kolde Krig, og jeg har aldrig været mere bekymret, end jeg er i disse dage.

Jeg har en bøn til mine forfatterkollegaer og forlæggerne, til filmfolket og musikerne: Gør apokalypsen til årets tema. Skræm folk fra vid og sans, chokér dem ud af zombietilstanden. Gå i modbydelige detaljer, når I beskriver, hvordan én forkert beslutning kan koste os alt. Lad kødet smelte af småbørns knogler, lad derefter knoglerne flække og kogende marv flyde ud. Lad forældrene bevidne det.

Jeg indledte denne leder med et Tom Lehrer-citat, og desværre har hans bidende satire aldrig været mere aktuel. Hans forudsigelse om at Tredje Verdenskrig bliver en kort affære, som ingen vil overleve længe nok til at skrive sange om bagefter, ekkoer Albert Einsteins filosofiske udtalelse om atomvåbenkapløbet: “I know not with what weapons World War III will be fought, but World War IV will be fought with sticks and stones.”

Jeg ved ikke hvilke apokalyptiske bøger og film der vil have gennemslagskraft nok til at vende verdenssituationen, men jeg håber vi finder opskriften. Jeg er vildt dårlig til at lave hulemalerier.

Månedens lederskribent er Martin Schjönning.

Film:
Ant-Man (Peyton Reed, 2015)
Future Shock! The Story of 2000AD (Paul Goodwin, 2014)
In the Name of the King: A Dungeon Siege Tale (Uwe Boll, 2007)
The Incredible Shrinking Man (Manden der blev mindre) (Jack Arnold, 1957)
Mænd & høns (Anders Thomas Jensen, 2015)
Total Recall (Len Wiseman, 2012)

Filmmusik:
Ant-Man (Christophe Beck, 2015)
King Rat (John Barry, 1965)
Koncert: The Greatest Cinema Hits, Værket, Randers 15. januar 2017



Planet Pulp Redaktionen

Altså i forhold til hvornår det går op for skaberne af en film, eller et andet værk eller en præsidentkandidat, at det man har lavet er noget være puhaaa.

I filmbranchen kan alarmklokkerne ofte gå i gang, hvis en film bliver meget forsinket eller hvis den får lov til at ligge færdigproduceret på hylden i flere år, før den slippes fri. Det er sjældent et godt tegn.

Og de lorte, jeg tænker på, er ikke de film, der deler vandene, men de film der åbenlyst har nogle store problemer, og hvor det er tydeligt, at der er gået et eller andet galt i forbindelse med produktionen af filmen.

In the Heart of the Sea, som vi ser nærmere på i denne måned, er et tydeligt eksempel på dette, hvor man som tilskuer ikke er i tvivl om, at det har været et helvede af en film at producere. Man – Ron Howard – har tabt tøjlerne, og filmen stritter i alle og ingen retninger.

Jeff Goldstein, Warner Bros. distributions executive vicepræsident sagde følgende, som på en meget diplomatisk måde siger, at In the Heart of the Sea er en møgfilm:

“We stand behind Ron and his vision for the story, we believe in him. He’s a terrific filmmaker. But some movies work and unfortunately some movies don’t.”

Tak for kaffe, Goldstein. Men det kan jo ske for selv de bedste. FC Barcelona kan også spille en lortekamp og tabe, selvom de på papiret har det stærkeste hold. Shit happens.

I forhold til film kan det jo gå galt, uanset hvor professionelt, holdet bag er. Det kan ske i flere forskellige faser. Filmen kan være en dødssejler i det øjeblik, manuskriptet er skrevet. Der kan komme vanskeligheder, når der skal castes skuespillere. For mange producenter kan ødelægge en instruktørs ellers stærke visioner, og der kan udbryde kreativt slagsmål på settet. Eller det hele kan blive ødelagt i klipperummet. Mulighederne er mange.

Vi er jo mennesker, der har potentiale til både at lave guld og lort, og det er måske ikke så tosset. Succes kan ikke nødvendigvis skrives op på en formel. Noget der burde virke, burde være et mesterværk, viser sig at være et makværk. Det er der mange eksempler på i filmhistorien. Rigtig mange.

Når man ser interviews med filmfolk, og behind the scenes-dokumentarer, er det hele jo godt, på overfladen smil og skulderklap, også der hvor det er tydeligt at man spiller for galleriet.

For hvem gider egentlig sige, at de sidder med en lort i hånden, tyndskid i buksen eller et fjols på den folkevalgte trone?

Vi ses i næste måned!

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Fear the Walking Dead: Season 2 (Adam Davidson, 2016)
In the Heart of the Sea (Ron Howard, 2015)
The Wolfman (Joe Johnston, 2010)

Filmmusik:
Rogue One (Michael Giacchino, 2016)

Bøger:
Murder at the ABA (Isaac Asimov, 1976)