Planet Pulp Mogens Høegsberg

The WhisperersEfter nogle ekstremt produktive år, hvor John Barry komponerede syv scores i 1965 og fem i 1966, satte han kortvarigt tempoet lidt ned i 1967, hvor det kun blev til to scores: Mesterværket You Only Live Twice til Bond-filmen af samme navn og The Whisperers.

Det var to forskellige film og ligeledes to markant forskellige scores, Barry leverede, men de har dog det til fælles, at de begge er mesterværker.

The Whisperers markerede Barrys femte samarbejde med instruktør Bryan Forbes efter The L-Shaped Room (1962), Seance on a Wet Afternoon (1964), King Rat (1965) og The Wrong Box (1966).

Forbes var en alsidig instruktør, og det krævede naturligvis også alsidighed af hans udvalgte komponist, og her leverede Barry virkelig varen.

Efter krigsdramaet King Rat og komedien The Wrong Box kom dramaet The Whisperers, hvor Dame Edith Evans spiller en gammel, ensom dame, der bor i en ussel lejlighed og har vrangforestillinger om “The Whisperers”, der overvåger hende.

Jeg har ikke selv set filmen, som skulle være god, men ud fra hvad jeg har læst, er ensomheden det tematiske omdrejningspunkt.

Dette afspejles glimrende af Barrys afdæmpede score, der på dette tidspunkt i hans karriere kun kunne sammenlignes med det ligeledes afdæmpede score til Four in the Morning (1965).

Mørk, modfalden og smuk

John Barry (1933-2011) på et foto fra 1960’erne.

John Barry (1933-2011) på et foto fra 1960’erne.

The Whisperers er et intimt score, komponeret for et langt mindre symfonisk ensemble, end vanligt for Barry, og med cembalo og harpe som de to bærende instrumenter. Dette er med til at give scoret et kammermusik-præg og understreger selvfølgelig intimiteten.

Samtidig giver cembaloens sprøde, klingende lyd scoret præcis det præg af ensomhed, som filmen handler om, og de øvrige instrumentgrupper bruges altid meget afdæmpet.

Cembalo og harpe suppleres desuden hyppigt af andre soloinstrumenter, flygel, fløjte, obo, violin og trompet, der alle føjer yderligere til stemning af ensomhed og isolation.

Det siger dermed næsten sig selv, at stemningen i Barrys score er mørk og modfalden, men samtidig er musikken ubestrideligt smuk, og udgår en fantastisk lytteoplevelse.

Adskillige temaer

I modsætning til f.eks. Four in the Morning, der ligeledes er et meget intimt score, er The Whisperers dog ikke rent monotematisk, ligesom det også stilmæssigt er et mere varieret score.

Barry opererer faktisk med fire tematiske idéer igennem scoret. Hovedtemaet introduceres i “Main Title – The Whisperers” (nr. 1), og sammenfatter sådan set scoret som helhed: Cembalo og flygel introducerer temaet i majestætisk ensomhed, inden strygersektionen efter et minuts tid kobles på.

Et sekundært tema introduceres i “Sticks and Stones” (nr. 3), der indledes med stemningsfulde anslag på cembalo og harpe, inden det nye tema fremføres af trompet med let opbakning af strygersektionen. Senere følger en atmosfærisk passage for solofløjte og –flygel, inden temaet gentages.

Markant anderledes er det tema, der introduceres i “The Three Attackers” (nr. 4). Her er der på det nærmeste tale om et lille ”actiontema”, der også fremføres i et betydeligt højere tempo.

Stilmæssigt lægger dette lille actionmotiv sig lige i kølvandet på Barrys samtidige Bond-musik, og burde derfor stå som en klar anomali i scoret.

Det gør det selvfølgelig også på sin vis, men instrumenteringen og det nedskalerede ensemble betyder alligevel, at temaet passer ind i scorets helhed.

Endelig introduceres et sidste tema i “Nobody and Nothing” (nr. 5), fremført på solo-obo med let opbakning af strygersektionen. Her er vi tilbage i det langsomme tempo og stemningen er igen ensomhedens.

Variationer og jazz

Resten af albummets score-tracks består af forskellige variationer på de fire temaer, hvor dog “actiontemaet” kun dukker op én gang mere, i “The Razor Attack” (nr. 10).

Albummets mest anderledes track er uden tvivl “Nobody and Nothing – Jazz” (nr. 7), der, som titlen antyder, er en jazzudgave af temaet fra “Nobody and Nothing”. Der er tale om en fin lille jazz-skæring, hvor Barry fint formår at bibeholde den overordnede ”blå” stemning, blot i jazzens formsprog.

Et lille, glemt mesterværk

The Whisperers hører – ligesom Four in the Morning – til blandt John Barrys mindst kendte scores, og kendes nærmest kun af Barry-entusiaster, og det er virkelig synd og skam, for The Whisperers er ganske fremragende.

Barry formår at formidle en trøstesløs stemning af ensomhed uden at musikken af den grund bliver ulideligt depressiv at høre på. Tværtimod er alle fire temaer fantastisk smukke, ligesom den hyppige brug af solister ofte forlener musikken med dyb skønhed.

Den anmeldte version af scoret er den, Ryko udgav i 1998, og som vanligt for Rykos udgivelser fra den periode ligger der flere tracks med dialog fra filmen mellem musikken. Heldigvis ligger dialogen helt separat fra musikken, så man kan sortere den fra.

Kritzerland udgav scoret i 2010 uden dialog-tracks og på samme skive som Richard Rodney Bennetts score til Sidney Lumet-filmen Equus (1977). Begge skiver er stadig til at få fat i, og hvis man er fan af John Barry – eller i det hele taget bare af smuk filmmusik – bør man gøre sig selv den tjeneste, at gøre det.

The Whisperers er et lille, glemt mesterværk af John Barry.

6 stjerner

Nummerliste:
1. Main Title – The Whisperers (2:48)
2. Listen to This (dialog) (0:20)
3. Sticks and Stones (2:52)
4. The Three Attackers (2:29)
5. Nobody and Nothing (3:25)
6. Nothing Racy (dialog) (0:29)
7. Nobody and Nothing – Jazz (4:03)
8. The Letter (3:57)
9. Is the Wireless On? (dialog) (0:15)
10. The Razor Attack (1:58)
11. We Danced Home Again (3:04)
12. You’re On Your Own Again (2:48)
13. Looking for The Whisperers (dialog) (0:14)
14. Are You There – End Title? (3:25)

Total spilletid (uden dialog): 30:49

Titel: The Whisperers
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1967
Udgivet: 1998
Label: Rykodisc

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017



Planet Pulp Mogens Høegsberg

The Quiller MemorandumMed The Quiller Memorandum fra 1966 kom John Barry til at levere endnu et score til en spionthriller.

Denne gang var omdrejningspunktet dog hverken megalomane superskurke som i Bond-filmene eller russiske dobbeltagenter som i The Ipcress File (1965), men i stedet en nynazistisk gruppering, som filmens hovedperson Quiller skal optrevle.

Filmen var baseret på en roman af Trevor Dudley Smith og havde bl.a. George Segal, Alec Guinness og Max von Sydow på rollelisten. Filmen skulle være ganske fin; jeg har endnu til gode at se den, men den er på min liste.

Et af Barrys bedste temaer

John Barry (1933-2011) på et foto fra 1960'erne.

John Barry (1933-2011) på et foto fra 1960’erne.

Scoret til The Quiller Memorandum er endnu ét af Barrys mindre mesterværker fra 1960’erne og kan bl.a. byde på ét af Barrys bedste temaer nogensinde, “Wednesday’s Child”, der ikke bare udgør den tematiske rygrad i scoret, men som også findes i en vokaludgave med sang af Matt Monro.

Monro havde tidligere på året også indsunget vokaludgaven af Barrys tema fra Born Free, og tilbage i 1963 havde Monro også sunget titelsangen til From Russia With Love, hvor Barry dog kun komponerede selve scoret, men ikke sangen.

Teksten til “Wednesday Child” (titlen er i øvrigt hentet fra et britisk børnerim) var skrevet af den flittige amerikanske tekstforfatter Mack David, der mellem 1950 og 1966 var Oscarnomineret for bedste sang hele otte gange.

Mack Davids bror Hal var også en kendt sangskriver, og Hal skulle senere komme til at samarbejde med Barry to gange, da han skrev teksten til både “We Have All The Time In The World” (fra On Her Majesty’s Secret Service, 1969) og titelsangen til Moonraker (1979).

Cimbalomen som det væsentligste instrument

Barrys score er komponeret for et mindre symfonisk ensemble, men det væsentligste instrument i scoret er cimbalomen, der også udgjorde det primære instrument i Barrys score til The Ipcress File. I The Quiller Memorandum er cimbalomen måske ikke helt så dominerende, som i The Ipcress File, men det bidrager stadig med den særlige lyd, der gennemsyrer scoret.

Cimbalomen, der tilhører gruppen af hakkebrætter, er kendetegnet ved sin sprøde, spinkle lyd, der både gennem sin spinkelhed og hakkebrættets akustik ofte opnår en ensom, til tider endda decideret kold, lyd.
I filmmusik har vi ofte hørt cimbalomen brugt som signaturinstrument for Østeuropa, men det er så ikke det, der er tilfældet her, idet hovedparten af filmen udspiller sig i Berlin.

Foruden cimbalomen anvender Barry også et instrument, jeg ikke kan identificere – men som formentlig er en form for percussion – der giver en fløjtende, modulerende lyd, der minder en ganske lille smule om en theremin.

Dette instrument giver yderligere krydderi til blandingen, og selvom resten af instrumenteringen er ganske traditionel, betyder kombinationen af cimbalom og dette altså uidentificerede instrument, at The Quiller Memorandum har sin helt unikke lyd, som jeg aldrig har hørt før eller siden.

Adskillige mindre motiver

Albummet indledes med hovedtemaet i sin fuldt udviklede form, og hovedtemaet optræder da også i de fleste af albummets i alt 13 skæringer, enten i sin fuldt udviklede form eller – oftere – i brudstykker eller alternative orkestreringer.

To af de tre cues, temaet ikke optræder i, er “Downtown” (nr. 5), en ret hæslig instrumentaludgave af Petula Clark-sangen af samme navn fra 1964, dels “Autobahn March” (nr. 9), der som titlen antyder er en march, der i øvrigt stilmæssigt stikker ganske meget ud fra resten af albummet.

The Quiller Memorandum er ikke et monotematisk score, sådan som The Ipcress File f.eks. var. Barry opererer med over en håndfuld forskellige tematiske idéer, hvoraf de fleste er mindre motiver, der særligt væves ind og ud af den suspensemusik, der rent faktisk udgør hovedparten af scoret.

Men da Barry netop opbygger suspensemusikken omkring nogle tilbagevendende motiver, formår han at gøre den melodisk og tematisk forankret og undgår dermed at falde i den fælde, mange filmkomponister ofte falder i, når de skal komponere den type musik. Nemlig at det bliver jævnt hen kedeligt at lytte til på album.

Sådan er The Quiller Memorandum bestemt ikke. Tværtimod er suspensemusikken eminent veloplagt og med cimbalomen som næsten konstant tilstedeværende anker.

Det er f.eks. tilfældet i “Quiller Caught” (nr. 2) og det fremragende – og ofte iskolde – “Oktober – Walk From The River” (nr. 4).

“Quiller and the Bomb” (nr. 12) udmærker sig derimod ved, at cimbalomen spiller en meget mindre rolle, og selvom dette cue måske er det mest underscoreprægede på scoret, er det alligevel bygget op omkring et tilbagevendende motiv, der hjælper til, at cuet ikke løber ud i sandet og bliver uinteressant.

Meget lidt actionmusik

Der er meget lidt actionmusik på The Quiller Memorandum – for ikke at sige ingen. Af og til skruer Barry en anelse op for dramatikken, som f.eks. i slutningen af “The Fight” (nr. 2), men der er ingen tvivl om, at hovedvægten er på spændingsmusikken.

Dertil kommer et enkelt rigtig fint romantisk cue – “The Love Scene” (nr. 8) – som er baseret på hovedtemaet, men skruet meget ned i tempo og orkestreret udelukkende for strygere og træblæsere.

Det er et fint eksempel på, hvor dygtig Barry også var til med enkle midler at ændre et temas karakter ganske meget og dermed kunne bruge det i mange forskellige sammenhænge.

Fremragende

The Quiller Memorandum er et kort album, kun ca. 35 minutter, og hvor meget mere musik, der er i filmen ved jeg ikke. Men uagtet, at albummet formentlig kun præsenterer dele af scoret, er der tale om en meget afrundet helhed, der samtidig udgør en virkelig god lytteoplevelse.

I direkte sammenligning med The Ipcress File, foretrækker jeg stadig Ipcress frem for The Quiller Memorandum, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at The Quiller Memorandum er et fremragende score, der nyder godt af endnu et af Barrys formidable temaer og indeholder en stor mængde nervepirrende og velkomponeret suspensemusik.

5 stjerner

Nummerliste:
1. Wednesday’s Child (Main Theme) (2:13)
2. Quiller Caught – The Fight (2:52)
3. The Barrel Organ (2:40)
4. Oktober – Walk From The River (3:48)
5. Downtown (Tony Hatch) (2:21)
6. Main Title Theme (2:05)
7. Wednesday’s Child (John Barry / Mack David, sung by Matt Monro) (2:39)
8. The Love Scene – The Old House (3:52)
9. Autobahn March (2:46)
10. He Knows The Way Out! (2:20)
11. Night Walk In Berlin (3:05)
12. Quiller And The Bomb (2:35)
13. Have You Heard Of A Man Called Jones? – End Theme (1:52)

Total spilletid: 35:08

Titel: The Quiller Memorandum
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1966
Udgivet: 2012
Label: Intrada

Anmeldt i nr. 141 | 13/07/2017



Planet Pulp Mogens Høegsberg

The Wrong BoxThe Wrong Box var den fjerde ud af i alt seks film, hvor instruktøren Bryan Forbes og komponist John Barry arbejdede sammen.

Her på Planet Pulp har vi tidligere anmeldt Barrys score til King Rat (1965), men før det leverede Barry også musik til Seance on a Wet Afternoon (1964) og The L-Shaped Room (1962) – til sidstnævnte dog kun to jazzkompositioner, der så vidt vides aldrig er udgivet, mens musikken fra Seance on a Wet Afternoon kun er udkommet i uddrag på diverse kompilationsalbums.

Komedie i victoriatidens London

The Wrong Box er en komedie med bl.a. Michael Caine og Peter Sellers på rollelisten, løseligt baseret på en roman af Robert Louis Stevenson fra 1899.

Filmen foregår i victoriatidens London og handler om to ældre brødre, der er de eneste to overlevende medlemmer af en tontine – en gammel forsikringsform, hvor alle medlemmer indskyder penge, og hvor renterne derefter gradvist fordeles mellem de resterende overlevende i takt med, at medlemmerne dør.

Jeg har ikke set filmen, men den siges at være ganske charmerende, hvilket formentlig bl.a. også kan tilskrives John Barrys score.

Intenst charmerende

John Barry (1933-2011) på et foto fra 1960'erne.

John Barry (1933-2011) på et foto fra 1960’erne.

The Wrong Box var ikke Barrys første komediescore; forinden havde han leveret musikken til The Amorous Prawn (1962), A Jolly Bad Fellow (1964) og The Knack …and How to Get It (1965), så genren var bestemt ikke ny for ham.

Barry kvitterede da også med et veloplagt komediescore, der måske ikke er at regne blandt Barrys hovedværker fra 1960’erne, men som til gengæld er intenst charmerende.

Anmeldelsen er baseret på Intradas udgivelse fra 2011, der indeholder i alt 17 tracks. De første 13 skæringer er identiske med det album, der udkom i 1966 på selskabet Mainstream Records.

Dette relativt korte album (kun ca. 29 minutter) har Intrada så suppleret med to længere suiter på henholdsvis ca. 10 og 11 minutter, der indeholder en stor del af den resterende musik, Barry komponerede til filmen.

Som Intradas producer Douglass Fake forklarer i albummets liner notes, valgte Intrada i forbindelse med udgivelsen at kombinere de resterende cues i de to suiter for at give en mere sammenhængende lytteoplevelse, idet mange af de enkelte cues havde en spilletid på et minut eller mindre.

For at sikre lytteoplevelsen valgte Intrada dog at indlede den første suite (nr. 14) med en reprise af hovedtemaet, mens den anden suite (nr. 15) slutter med en reprise af musikken fra filmens rulletekster. Dermed er ikke samtlige ca. 22 minutters musik i de to suiter nyt, ligesom suiterne for en dels vedkommende består af gentagelser af materiale, der også indgår på det oprindelige soundtrack-album.

Endelig ligger der to separate cues som rosinerne i pølseenden. Disse er taget direkte fra det eneste overlevende masterbånd fra optagelserne af scoret. Det første er et cue, hvoraf der på det oprindelige album kun blev plads til halvdelen, mens resten kan høres i “Suite No. 1″; det andet er endnu en udgave af hovedtemaet.

Alt i alt løber Intradas udgivelse op i cirka en times musik.

En håndfuld tematiske idéer

Mange af Barrys scores fra 1960’erne var baseret omkring et enkelt eller nogle få temaer. Således også The Wrong Box, der dog ikke er et decideret monotematisk score sådan som f.eks. The Ipcress File (1965).

Barry opererer gennem scoret med en håndfuld tematiske idéer, hvoraf den fuldest udviklede er det deciderede hovedtema, der første gang høres i “Main Title” (nr. 1) og tager form af en fin, letbenet vals, komponeret i et umiskendeligt 1960’er-formsprog.

Hovedtemaet dukker op adskillige gange i løbet af scoret, dog ikke altid i sin primære orkestrering. Således dukker det op i et andet arrangement i “Yes, Who Is That?” (nr. 3), hvor det ikke fremstår som en vals. Andre steder benytter Barry blot brudstykker af temaet, f.eks. i indledningen af “Montages of Death” (nr. 2).

Men der er som sagt en lille håndfuld andre tematiske idéer, der manifesterer sig i løbet af scoret. Af disse er det mest udviklede det energiske humoristiske tema, der først gang dukker op i “Tontine Box Is Put On Hearse” (nr. 9). Resten af de tematiske idéer er nærmere at betragte som mindre udviklede motiver.

Generelt er stemningen letbenet, men ind imellem kommer der mere regulært dramatiske passager, hvoraf særligt et par stykker i “Montages of Death” kunne være taget direkte fra Barrys score til Zulu (1964).

I “Morris Visits Dr. Pratt” (nr. 7) høres noget atmosfærisk underscore, der fint kunne være hentet fra én af Barrys samtidige Bond-film. Og hovedparten af “Morris Hides As He Sees Handcart” (nr. 8) består ganske enkelt af fin, afdæmpet dramatisk underscore.

Legende tilgang

Scoret er dog i hovedparten af spilletiden ganske let og luftigt, og flere steder demonstrerer Barry også en legende tilgang til stoffet. Det sker bl.a. i det fine, humoristiske arrangement af Harry von Tilzer-sangen “Only A Bird In A Gilded Cage” (nr. 10), der oprindelig blev komponeret i 1900.

Og i “Suite No. 1″ høres en kærlig pastiche over Elgars berømte “Pomp and Circumstance March No. 1″ fra 1901.

Ikke blandt Barrys hovedværker

Som sagt er The Wrong Box på ingen måde at regne blandt John Barrys hovedværker fra 1960’erne, men det er alligevel et rigtig fint lille score, der endnu engang viser, hvor alsidig Barry var i denne periode.

Intradas udgivelse er nu desværre udsolgt, men man kan dog være heldig at finde det antikvarisk, selvom prisen er forholdsvis høj. Til gengæld er Harkit Records’ udgivelse fra 2008 stadig til at få fat i, men her er der dog kun tale om et genoptryk af det oprindelige soundtrackalbum og dermed altså kun de første 13 skæringer.

Til gengæld indeholder det oprindelige soundtrackalbum – ikke overraskende – de fleste højdepunkter fra scoret, og Harkit Records’ udgivelse er således ingen dårlig erstatning for Intradas lidt mere fyldestgørende udgivelse.

4 stjerner

Nummerliste:
1. Main Title (2:50)
2. Montage Of Deaths (2:08)
3. Yes, Who Is That? (1:33)
4. Strangler (3:17)
5. Responsible For Bringing Us Together (1:13)
6. God Save Us / Pedantic, Boring, Old (1:54)
7. Morris Visits Dr. Pratt (1:00)
8. Morris Hides As He Sees Handcart (2:33)
9. Tontine Box Is Put On Hearse (1:40)
10. Only A Bird In A Gilded Cage (Harry von Tilzer) (2:47)
11. Michael & Julia On Hearse (1:49)
12. Hackett Funeral And Fight (3:53)
13. Bournemouth Strangler (2:33)
14. Suite No. 1 [Main Title; Montage Of Deaths / Rhino Safari / I Believe You Are Too; Well That’s What I’ll Do Then / Julie Runs From Front Door; Morris Takes Candle; God Save Us! Tag] (10:20)
15. Suite No. 2 [Good Day Cousin; Peacock Looks At Body; … Sequence; I Was Not Always; Salvation Army Major-Masterman; Finish] (11:36)
16. 1M1 T8 [Main Title] (4:58)
17. 1M2 T2 [Montage Of Deaths / Rhino Safari / I Believe You Are Too] (2:59)

Total spilletid: 59:03

Titel: The Wrong Box
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1966
Udgivet: 2011
Label: Intrada

Anmeldt i nr. 141 | 13/07/2017



Planet Pulp Mogens Høegsberg

Twin Peaks: Fire Walk With MeTwin Peaks-prequelfilmen Fire Walk With Me adskiller sig på mange måder fra tv-serien, og forskellene strækker sig også til musikken, selvom filmens score blev komponeret af Angelo Badalamenti, der også leverede musikken til begge seriens sæsoner.

Det skal siges med det samme, at albummet med musik fra Fire Walk With Me langt fra præsenterer al filmens musik, og på flere måder kan man sige, at den musik, der kom med på albummet, ikke er fuldt ud repræsentativt for musikken i filmen.

Således er der en del musik i filmen af den mere humoristiske, quirky type, som Badalamenti også komponerede til serien.

Det gælder f.eks. en stor del af den musik, der findes i filmens første halve time, hvor handlingen følger to FBI-agenter Chester Desmond og Sam Stanley i deres efterforskning af mordet på Teresa Banks.

Vil ikke appellere til alle

Men musikken på albummet er dog repræsentativ i den forstand, at musikken i filmen som helhed er betydeligt mere mørk og dyster end tv-seriens musik, der ganske ofte slog over i det mere letbenede.

Albummet er en varieret sag, der veksler mellem det mørkt jazzede, det hårdt rockede, det decideret syrede og det æterisk smukke. Det gør albummet til en spændende lytteoplevelse, men det gør absolut også, at albummet som helhed ikke vil appellere til alle.

Dyster jazz

Angelo Badalamenti (f. 1937).

Angelo Badalamenti (f. 1937).

Albummet åbner med det dystre jazznummer “Theme From Twin Peaks – Fire Walk With Me”, der som vanligt for Badalamentis musik til serien fremføres af en blanding af elektroniske og akustiske instrumenter.

Over en bund af synthesizere fremføres selve temaet af solotrompet, akkompagneret af basguitar, trommer og synthesizet Rhodes-orgel.

Temaet er langsomt, dvælende og på én gang både dystert og smukt. Man må dog ikke tro, at temaet udgør et egentlig tema i den forstand, at det spiller nogen fast tilbagevendende rolle i musikken.

Jazzen fortsætter i det noget mere tempofyldte “The Pine Float” (nr. 2), hvor tenorsaxofonen tager den primære rolle, bakket op af vibrafon, bas og trommer, igen over en bund af synthesizere.

Midtvejs kommer også en veloplagt jazzguitarsolo, og alt i alt er “The Pine Float” et virkeligt swingende cue.

Samtidig med, at tempoet er noget højere, er “The Pine Float” også en noget mindre dyster sag end “Theme from Twin Peaks – Fire Walk With Me”, selvom de underliggende synthesizere hele tiden synes at antyde, at noget er galt.

“Don’t Do Anything (I Wouldn’t Do)” (nr. 4) er det sidste deciderede jazznummer på albummet. Her tager Badalamenti igen tempoet ned, og stemningen ligger i grænselandet mellem det smukt tilbagelænede og det let dystre.

“Don’t Do Anything (I Wouldn’t Do)” er arrangeret primært for vibrafon, trommer, elbas og endelig kontrabas, der spilles med bue, hvilket er karakteristisk for flere af scorets tracks og det giver en let foruroligende effekt.

Musikalsk højdepunkt

Den samme brug af kontrabassen høres også i “Sycamore Trees” (nr. 3), der på albummet høres i den udgave, der blev brugt i seriens finaleepisode, nemlig med vokal af den legendariske jazzsanger Little Jimmy Scott.

“Sycamore Trees” er en fantastisk skummel jazzkomposition, hvis underliggende synthesizere og kontrabaseffekter er direkte beslægtet med Black Lodge-musikken fra finaleepisoden.

I selve filmen høres “Sycamore Trees” kun i en instrumentaludgave, men det er glædeligt, at Lynch og Badalamenti valgte at tage vokaludgaven med på albummet fra Fire Walk With Me, særligt fordi der jo aldrig kom et album med musik fra seriens anden sæson, hvor “Sycamore Trees” var ét af de absolutte højdepunkter.

Syret og mærkeligt

Efter de tre-fire indledende, jazzede tracks, overrasker albummet ved at gå over i en helt anden stil, som nok har taget en del lyttere på sengen.

“A Real Indication” (nr. 5) begynder med et trommebeat, hvorover der snart kommer en basgang og et skævt kontrabastema (igen fremført med brug af bue). Her er vi rent musikalsk i et noget mere udsyret territorium end noget, Badalamenti udforskede i tv-serien.

Den virkelige overraskelse kommer dog først, da Angelo Badalamentis vokal kommer ind. Men Badalamenti synger ikke; han fremsiger teksten, som i øvrigt er skrevet af David Lynch og som naturligvis er passende mærkelig.

Det vil kun være rimeligt at sige, at “A Real Indication” er det, man kalder “an acquired taste”, men når først man lige kommer sig over, hvor mærkeligt et track, det er, er det faktisk sært ørehængende.

Endnu mere mærkeligt er “The Black Dog Runs at Night” (nr. 8), der igen har Angelo Badalamentis vokal, og som musikalsk kun består af en gentagen, ujævn basgang samt forskellige lydeffekter, bl.a. en konstant underliggende lyd af vind og en stedvist skrigende kat. Vokalen her består udelukkende af Badalamentis messen af ordene “The Black Dog Runs at Night”.

Med “The Black Dog Runs at Night” er vi ude i Twin Peaks-musikkens mest syrede og mærkelige hjørne, og nummeret er da også relativt kort.

Æterisk smukt og hårdt rocket

Som det var tilfældet med det originale album med musik fra Twin Peaks medvirker sangerinden Julee Cruise også her. Denne gang med nummeret “Questions in a World of Blue” (nr. 6) og i en stil, der er fuldstændig sammenlignelig med de sange, der var med på det oprindelige album.

Cruises æterisk smukke vokal ligger over en bund af langsomt skiftende synthesizerakkorder og med et svagt trommebeat. Som altid er den traurige musik af Badalamenti, mens teksten er af Lynch.

Lynch har også som komponist bidraget med et par tracks til scoret. Det første er “The Pink Room” (nr. 7), der er ét af de cues, der som diegetisk musik høres i den sekvens i filmen, hvor Laura Palmer prostituerer sig på en skummel bar nord for den canadiske grænse.

Musikken er rocket med et hårdt, næsten industrielt groove, og fremført med guitarer, bas, trommer og kontrabas spillet med bue. Temaet er simpelt og fremføres igen og igen i løbet af nummerets spilletid på fire minutter.

På trods af den ret brutale lyd, betyder de konstante gentagelser af det enkle tema, at cuet får en nærmest hypnotisk effekt.

Det andet cue, Lynch har komponeret er “Best Friends” (nr. 9), som er komponeret i samarbejde med komponisten David Slusser. Det er et stille cue, arrangeret for flygel, guitar, bas, vibrafon og trommer.

Det er et nydeligt, men også lidt kedeligt, cue med et tema, der gennemspilles nogle gange i løbet af nummerets spilletid på lidt over to minutter.

En smule velkendt materiale

Med “Moving Through Time” (nr. 10) er vi tilbage ved Badalamentis musik, og det er noget mere interessant.

En underliggende ostinato, fremført på vibrafon, løber gennem hele nummeret med flygel og kontrabas lagt henover. Igen spilles kontrabassen med bue. Stemningen er hemmelighedsfuld, mystisk og meditativ.

“Montage from Twin Peaks” (nr. 11) er det eneste track, der byder på en smule kendt tematisk materiale. Der er tale om en suite med flere cues, der glider over i hinanden, hvoraf de første par cues byder på nyt materiale.

Først kommer et uskyldigt 50’er-guitartema (“Girl Talk”), der i høj grad lyder som noget af det, Badalamenti komponerede til tv-serien.

Det går over i et trist tema for flygel over en bund af synthesizere (“Birds in Hell”), der dernæst går over i det velkendte tema for Laura Palmer. Laura Palmer-temaet går så endelig over i selve Twin Peaks-temaet, der også er kendt som “Falling”.

Albummet slutter med “The Voice of Love” (nr. 12), endnu et trist/tragisk, men også ganske smukt, synthesizertema.

Sammensat og ujævn

Som det formentlig fremgår er albummet med musik fra Twin Peaks: Fire Walk With Me en både sammensat og ujævn affære, der i visse cues adskiller sig markant fra tv-seriens musik, mens det i andre enten føles som en videreudvikling eller direkte videreførsel af seriens musik.

De indledende jazzede tracks er klart beslægtede med tv-seriens musik, men mere regulært jazzede end de fleste cues i tv-serien og med et langt mere fortættet lydbillede, mens flere af de synthesizerdominerede tracks fremstår som organiske videreførsler af musikken fra serien.

Og så har vi de cues, der stikker af i en helt anden retning – de to med vokal af Badalamenti og det hårdt rockede track, som Lynch har komponeret.

Alt i alt giver det en markant anderledes lytteoplevelse end det oprindelige album med musik fra tv-serien, og for den sags skyld også det mange år forsinkede album med musik fra seriens anden sæson, der udkom i 2007.

Derfor siger det også sig selv, at musikken fra Twin Peaks: Fire Walk With Me ikke nødvendigvis vil appellere til de, der kunne lide det oprindelige album, men de mere hårde fans af serien og af filmen vil naturligvis finde rigtig meget guf på albummet.

Det er dog vigtigt at gentage, at der mangler masser af musik fra filmen, og at man på den måde ikke må forvente et fuldt repræsentativt udvalg på skiven.

Dybt fascinerende eller dybt godnat

I modsætning til det oprindelig album med musik fra tv-serien er albummet med musik fra Twin Peaks: Fire Walk With Me ikke bare en mere ujævn sag, men også et album, man i højere grad skal vænne sig til ved adskillige gennemlytninger.

Jeg synes, det er både dybt fascinerende og dybt, dybt stemningsfuldt. Mange andre vil uden tvivl finde store dele af det dybt godnat.

5 stjerner

Nummerliste:
1. Theme From Twin Peaks: Fire Walk With Me (6:47)
2. The Pine Float (4:04)
3. Sycamore Trees (vokal af Jimmy Scott) (3:58)
4. Don’t Do Anything (I Wouldn’t Do) (7:21)
5. A Real Indication (vokal af Angelo Badalamenti) (5:38)
6. Questions in a World of Blue (4:54)
7. The Pink Room (4:06)
8. The Black Dog Runs at Night (vokal af Angelo Badalamenti) (1:49)
9. Best Friends (2:17)
10. Moving Through Time (6:45)
11. Montage From Twin Peaks: Girl Talk / Birds in Hell / Laura Palmer’s Theme / Falling (5:30)
12. The Voice of Love (3:53)

Total spilletid: 57:02

Titel: Twin Peaks: Fire Walk With Me
Komponeret af: Angelo Badalamenti (“The Pink Room” komponeret af David Lynch, “Best Friends” komponeret af David Lynch og David Slusser)
Arrangeret af: Angelo Badalamenti (“The Pink Room” arrangeret af David Lynch, “Best Friends” arrangeret af David Lynch og David Slusser)
Komponeret: 1992
Udgivet: 1992
Label: Warner Bros.

Anmeldt i nr. 140 | 13/06/2017

Stikord: Twin Peaks



Planet Pulp Mogens Høegsberg

The Twin Peaks ArchiveDa Twin Peaks kørte tilbage i 1990-91 løb serien over to sæsoner – en kort første sæson med otte episoder og en fuld anden sæson med 22 episoder.

Men der kom kun ét album med musik fra serien, nemlig det fremragende Music from Twin Peaks-album (1990), der både udgjorde en fremragende lytteoplevelse og var en tilfredsstillende musikalsk karakteristik af seriens soniske univers, til trods for at det på ingen måde var fuldt repræsentativt for første sæsons musik.

Der nåede aldrig at komme et album med musik fra anden sæson, mens serien stadig løb over skærmen, og der skulle gå 17 år, inden et sådant album så dagens lys. Men det kom da endelig i 2007 på David Lynchs eget label Absurda med titlen Twin Peaks: Season Two Music and More.

I mellemtiden havde vi fået albummet med musik fra prequel-spillefilmen Twin Peaks: Fire Walk With Me (1992), der også indeholdt et enkelt track fra seriens anden sæson, det vildt stemningsfulde jazznummer “Sycamore Trees” fra finaleepisoden.

Mere musik fra Twin Peaks

Angelo Badalamenti (f. 1937).

Angelo Badalamenti (f. 1937).

Selvom albummet med musik fra anden sæson indeholdt en del cues, som fans havde længtes efter – for mit eget vedkommende bl.a. den dystre musik fra finaleepisoden og den syrede/jazzede musik fra The Black Lodge – så var heller ikke dette album på nogen måde repræsentativt.

Der var godt nok mere musik på Twin Peaks: Season Two Music and More end der var på Music from Twin Peaks-albummet, men det havde krævet som minimum to skiver at præsentere et blot nogenlunde afrundet billede af anden sæsons musik.

Men med udgivelsen af Season Two Music and More troede de fleste Peaks-fans nok, at vi hermed havde hørt de sidste toner af Badalamentis score.

Vi tog heldigvis fejl.

Spilletid på næsten 10 timer!

I 2011 blev David Lynchs website relanceret som et site, der primært handlede om musikken fra Lynchs produktioner og musikalske samarbejdspartnere. Og som en del af sitet lå “The Twin Peaks Archive”, hvor der i løbet af 16 måneder løbende blev udgivet nye tracks fra Twin Peaks’ musikbibliotek.

Dengang lå musikken til fri download, men man kunne også vælge at købe de enkelte tracks i bundles. Ved afslutningen talte The Twin Peaks Archive hele 211 tracks med en samlet spilletid på næsten 10 timer!

På et tidspunkt blev David Lynch-websitet redesignet, og da forsvandt musikken, men heldigvis er det stadig muligt at få fat i The Twin Peaks Archive, der kan downloades via David Lynchs side på Spinshop (en side, der formidler direkte salg mellem kunstnere og købere).

Prisen er blot ca. 10 USD eller ca. 70 danske kroner. Eller sagt på en anden måde: Ca. 30-35 øre per track!

Forskelle på den oprindelige pakke og den nye

Det skal lige siges, at indholdet af den 1,3 gigabyte store fil, man nu kan købe til download, ikke er 100 % identisk med de 211 tracks, der blev lagt ud på Lynchs website i 2011-12.

Således synes der at mangle seks af de tracks, der var en del af den oprindelige Twin Peaks Archive, men til gengæld får man fire tracks, der ikke var en del af den oprindelige pakke.

Dertil kommer yderligere tre bonustracks, der kommer fra David Lynch og Mark Frosts kortlivede komedieserie On The Air, der løb over én kort sæson i 1992.

Jeg har intet bud på, hvorfor der er opstået den diskrepans mellem den oprindelige pakke og den, man nu kan købe, men under alle omstændigheder er forskellene så små, at det i det store billede er ret ligegyldigt.

Med The Twin Peaks Archive er langt størstedelen af musikken fra både serien og Fire Walk With Me kommet ud, selvom der endnu er enkelte tracks, der aldrig er blevet udgivet.

Tracklisten til den originale Twin Peaks Archive-pakke, lister over uudgivne tracks og meget andet kan findes på den ekstremt grundige og fascinerende blog Twin Peaks Soundtrack Design, hvor der tillige findes store mængder flotte covers og meget andet for de virkelig inkarnerede fans af Twin Peaks-musikken.

Musikbibliotek

The Twin Peaks Archive har en samlet spilletid på hen mod 10 timer, så det er næsten unødvendigt at sige, at dette ikke bliver en traditionel filmmusikanmeldelse.

En grundig gennemgang af samtlige 200+ tracks ville ikke alene blive uoverskuelig lang; den ville også blive hamrende uinteressant.

Derfor bliver anmeldelsen her mere en løs karakteristik af, hvad man kan forvente at finde på albummet, som nok heller ikke bør betragtes som et decideret “album”, men snarere som et musikbibliotek, som Twin Peaks-fans kan bruge til at skrue én eller flere playlister sammen.

Variationer af kendte temaer

Der er et naturligvis et vist overlap mellem den musik, man finder i The Twin Peaks Archive og så den musik, der tidligere har været udgivet på de tre albums med musik fra serien og fra Fire Walk With Me.

Der er dog stort set ingen komplette sammenfald mellem tracks, der tidligere har været udgivet. I stedet er der tale om tematiske sammenfald, hvor The Twin Peaks Archive byder på alternative versioner af cues eller temaer, der er optrådt på nogle af de tidligere albums.

Her kan man f.eks. tage “Dance of the Dream Man (Original)” (nr. 189) som eksempel. Dette track er over store dele af sin spilletid helt identisk med den udgave af “Dance of the Dream Man”, der var med på Music from Twin Peaks-albummet, men hen mod slutningen mangler vibrafonen, der var med på tracket på det oprindelige album.

På den måde findes der adskillige variationer af kendte tracks som “Dance of the Dream Man”, “Freshly Squeezed”, “Laura Palmer’s Theme” og andre.

Primært er det i arrangement, orkestrering og tempo, der er nogle forskelle, hvilket f.eks. gælder de ni udgaver af “Freshly Squeezed”, der ligger som nr. 85-93 og har parentetiske titler som “Clarinet”, “Flute”, “Mid-tempo Version” og så videre.

De forskellige udgaver afspejler selvfølgelig, at de samme temaer optrådte i forskellige udgaver i selve serien, så med The Twin Peaks Archive burde det være muligt at finde lige præcis den yndlingsversion af et bestemt tema, man aldrig tidligere har kunnet høre.

Masser af ny musik

Men det virkelige trækplaster ved The Twin Peaks Archive er naturligvis den store mængde musik, der aldrig tidligere har været udgivet i nogen form. Og her er der både masser af godt fra selve tv-serien og fra Fire Walk With Me.

Fra Fire Walk With Me får vi bl.a. den jazzede, men også foruroligende, “Deer Meadow Shuffle” (nr. 1-2), de stærkt foruroligende “Mysterioso #1″ og “Mysterioso #2″ (nr. 11-14, flere versioner), den virkeligt ubehagelige “It’s Your Father” (nr. 103) og den fulde udgave af “Birds in Hell” (nr. 33), der på Fire Walk With Me-albummet kun optrådte i uddrag som del af en længere suite.

Der er en del flere tracks fra Fire Walk With Me-scoret, men det er dog i sagens natur selve tv-seriens musik, der er tungest repræsenteret, og her får vi også mange fantastiske tracks, som har været savnet på de tidligere udgivelser.

For mit eget vedkommende er det nok mest de tungt atmosfæriske cues, jeg har manglet, som f.eks. de tre tracks med titlen “Slow Speed Orchestra” og undertitlerne “24 Hours”, “Unease Motif” og “Black Lodge Rumble” (nr. 49-51) eller de tre umiddelbart følgende cues med titlen “Half Speed Orchestra” og undertitlerne “Stair Music / Danger Theme”, “Dark Forces” og “Windom Earle’s Motif” (nr. 52-54).

Men der er også mange fine tematisk orienterede tracks, der med The Twin Peaks Archive endelig så dagens lys, f.eks. “Wheeler’s Theme” (nr. 84) med den country-agtige slideguitar, den 50’er-rockede “Americana” (nr. 17) eller de mange alternative versioner af Twin Peaks-hovedtemaet.

En fantastisk gave

Som sagt vil det gå alt for vidt at gå ind i en grundig gennemgang af de over 200 tracks, der findes på The Twin Peaks Archive.

Lad det bare være sagt, at udgivelsen er en guldgrube for Twin Peaks-fans, der med de tre udgivne albums samt The Twin Peaks Archive vil være i stand til at skræddersy den perfekte lytteoplevelse.

Da The Twin Peaks Archive må betragtes som et musikbibliotek snarere end som et album, siger det også sig selv, at det ikke egner sig til at blive lyttet til som et album fra ende til anden. Godt nok er det i passager ganske varieret, men pludselig render man ind i en stime variationer over det samme tema, der vil gøre lytteoplevelsen ganske ensformig.

Derfor skal The Twin Peaks Archive tilgås netop som et arkiv, hvorfra man kan hive de tracks, man lige går og mangler til den eller de playlister(r), man er i gang med at sætte sammen.

Som sådan er The Twin Peaks Archive til gengæld også helt genial og en fantastisk gave fra David Lynch og Angelo Badalamenti til seriens fans.

Hvis man er fan af Twin Peaks og Angelo Badalamentis musik til serien er der absolut ingen undskyldning for ikke at spendere de sølle 70 kroner, The Twin Peaks Archive koster. Og så er det bare i gang med at lave playlister.

Her kan man i øvrigt også lade sig inspirere af den tidligere omtalte blog, der bl.a. indeholder en opskrift på, hvordan man skræddersyr et komplet soundtrack-album, episode for episode. Det er filmmusiknørderi på et meget, meget højt niveau.

Se den komplette nummerliste her.

6 stjerner

Titel: The Twin Peaks Archive
Komponeret af: Angelo Badalamenti (enkelte tracks komponeret af David Lynch)
Komponeret: 1990-92
Udgivet: 2011-12

Anmeldt i nr. 140 | 13/06/2017

Stikord: Twin Peaks



Planet Pulp Mogens Høegsberg

Music from Twin PeaksDet første album med musik fra Twin Peaks præsenterer knap 50 minutters musik fra seriens første sæson. Det er langt fra al musik fra første sæson, men albummet formår alligevel at præsentere et nogenlunde afrundet indtryk af seriens musik og vigtigst af alt, så indkapsler albummet til perfektion seriens stemning.

Hovedtemaet blev til før serien

Musikken til Twin Peaks blev komponeret af den dengang 53-årige komponist og sangskriver Angelo Badalamenti, der havde været aktiv indenfor film og tv siden 1970’erne.

Badalamentis karriere tog dog først for alvor fart i kølvandet på Blue Velvet (1986), hvor han oprindelig blev ansat som Isabella Rossellinis sanglærer. Det fik Lynch til at hyre Badalamenti til at komponere filmens musik, og deres samarbejde blev udvidet, da det ikke lykkedes Lynch at få rettighederne til sangen “Song to the Siren” af This Mortal Coil.

I stedet skrev Lynch og Badalamenti sammen sangen “Mysteries of Love” – den første sang, Lynch skrev tekst til.

Dette samarbejde skulle vise sig at blive betydningsfuldt for musikken til Twin Peaks, for uagtet at Lynch formentlig under alle omstændigheder havde hyret Badalamenti til at komponere scoret, blev hovedtemaet til Twin Peaks faktisk til, før serien.

Sangskriveren Lynch

Angelo Badalamenti (f. 1937).

Angelo Badalamenti (f. 1937).

Efter at Lynch og Badalamenti havde skrevet “Mysteries of Love” til Blue Velvet, tilfaldt det Badalamenti at finde en sangerinde. Valget faldt på Julee Cruise, som Badalamenti tidligere havde mødt.

Lynch og Badalamenti var så begejstrede for Cruise, at de besluttede sig for at fortsætte samarbejdet som henholdsvis tekstforfatter, komponist og sanger, hvilket førte til Cruises debutalbum Floating into the Night, der udkom i september 1989.

En af sangene på albummet var “Falling”, som Lynch året efter valgte at bruge som hovedtemaet til Twin Peaks. Julee Cruise dukker også selv op i serien – i både første og anden sæson – hvor hun som sangerinde på den lokale honky-tonk The Road House fremfører flere numre fra Floating into the Night.

Tre numre fra Floating into the Night indgår på albummet med musik fra Twin Peaks, og yderligere ét nummer høres i seriens sæson to.

Driver af stemning

Badalamentis musik til Twin Peaks er ligeså eklektisk som serien selv: En blanding af jazz, 1950’er-guitar-twang og skummel atmosfærisk musik, realiseret som en blanding af synthesizere, klaver, elguitar, bas, trommer, klarinet, fløjte og saxofon.

Det lyder som en mærkelig blanding, og det er det på sin vis også. Sikkert er det i hvert fald, at Badalamentis musik til Twin Peaks er øjeblikkeligt genkendeligt – gennemført i en stil, der er helt unik for serien og dens komponist.

Samtidig driver musikken af stemning, uanset om det er i det æterisk smukke hovedtema, det skummelt-smukke tema for Laura Palmer, det syret stemningsfulde i “Audrey’s Dance”, det upbeat jazzede i “Dance of the Dream Man” eller det seriøst creepy “Night Life in Twin Peaks”.

Musikbibliotek

Badalamentis tilgang til Twin Peaks var egentlig meget konventionel. Han komponerede en række temaer for seriens forskellige personer såvel som en mængde atmosfærisk musik.

Mange af temaerne indspillede han i forskellige variationer, hvilket gjorde det nemt at bruge den allerede indspillede musik løbende gennem serien, selvom han selvfølgelig måtte udvide seriens musikalske univers i sæson to.

Der synes altså til en vis grad at være tale om en situation, hvor meget af musikken eksisterede på forhånd og eksisterede som et stort bibliotek, der kunne bruges af seriens music editor.

Vi har siden fået et ret godt indblik i Badalamentis arbejde, da Lynch og Badalamenti fra 2011-12 lagde over 200 stykker musik ud til download på Lynchs hjemmeside under titlen The Twin Peaks Archive.

De frit tilgængelige lydfiler er siden fjernet, men man kan endnu i dag købe The Twin Peaks Archive (212 filer med en spilletid på næsten 10 timer) for 10 dollars! Men det var et lille sidespring.

Et af de bedst kendte tv-temaer nogensinde

Music from Twin Peaks præsenterer nogle af seriens væsentligste temaer samt de tre Julee Cruise-sange i et program på 10 skæringer med en spilletid på lige i underkanten af 50 minutter – programmet er udvalgt med henblik på at skulle kunne ligge på en LP såvel som en CD, deraf den relativt begrænsede spilletid.

Albummet åbner med “Twin Peaks Theme”, instrumentaludgaven af “Falling”, der endnu i dag står som ét af de bedst kendte og mest originale tv-temaer nogensinde.

Med sit dvælende tempo, twangy guitarer og svævende synthflader er hovedtemaet en studie i idyl – særligt når det høres i serien med credits-sekvensens billeder af et savværk, et vandfald og en langsomt strømmende flod.

Som så meget andet i serien er hovedtemaets idyl naturligvis en tynd fernis over det, der i virkeligheden foregår i Twin Peaks, men illusionen er fuldendt i de fem minutter, nummeret varer.

Det egentlige hovedtema

“Laura Palmer’s Theme” (nr. 2) er formentlig det af seriens temaer, der høres flest gange, og i virkeligheden kan man godt diskutere, om det ikke nærmere er dette tema, der burde kaldes seriens hovedtema.

Temaet for Laura Palmer består af fire dele: Først en dyster indledning med et tema på 3+7 toner, der gentages nogle gange. Derefter beskriver en stigende, smuk tonerække endnu et tema og endelig – på toppen af tonerækken – kommer et tredje, smukt tema, inden vi vender tilbage til det dystre tema fra indledningen.

Historien om, hvordan Badalamenti kom på Palmer-temaet er berømt blandt fans af serien. I et interview med Rolling Stone fra 2014 fortalte Badalamenti historien endnu engang:

David said, ‘Start it off foreboding, like you’re in a dark wood, and then segue into something beautiful to reflect the trouble of a beautiful teenage girl. Then, once you’ve got that, go back and do something that’s sad and go back into that sad, foreboding darkness’.

Det tog 20 minutter for Badalamenti at omsætte Lynchs instruktioner i musik, og selvom komponisten tilbød at arbejde videre med temaet, at udvide lidt på det, sagde Lynch nej. Han syntes, det var perfekt, som det var.

Det kan man ikke fortænke ham i, for selvom Laura Palmers tema måske nok er meget simpelt, sammenlignet med mange andre temaer, så er det både rammende, smukt og stemningsfuldt.

Horrorjazz

To andre væsentlige tematiske elementer i seriens musik introduceres i “Audrey’s Dance” (nr. 3). Dels er der det primære tema, fremført på vibrafon (muligvis synthesizet), klarinet og saxofon, dels er der den underliggende basgang.

Begge optræder mange gange i seriens musik og alene på dette album dukker temaet og basgangen op i yderligere tre cues, men i ganske forskelligartede fremførsler og instrumenteringer – “Freshly Squeezed” (nr. 5), “The Bookhouse Boys” (nr. 6) og “Dance of the Dream Man” (nr. 9).

Selve temaet fra “Audrey’s Dance” må ikke forveksles med et tema for Audrey Horne som sådan; snarere synes temaet at være associeret med byen mere generelt og måske også med “The Dream Man” – dværgen i agent Coopers syrede drøm. Men her bevæger vi os ud i en tolkning, der ville kræve noget mere tid og plads at redegøre for.

Dog skal det siges, at temaet blandt fans ofte refereres til som “Dream Man”-temaet, hvilket jeg også gør her.
“Audrey’s Dance” er derudover et syret, ekstremt stemningsfuldt, cue, hvor sax, klarinet og vibrafon kombineres i en drømmende, men også atonal og stedvist næsten skræmmende cocktail, som man fristes til at definere som horrorjazz.

Reprise og montage

“Freshly Squeezed” er som sagt en reprise af de tematiske elementer fra “Audrey’s Dance”, men introducerer derudover to andre tilbagevendende elementer i Twin Peaks‘ musik, dels fingerknips, dels trommeslagerens brug af whiskers. Det er også yderligere to elementer, der er med til at sætte en fed streg under Twin Peaks-musikkens jazzinspiration.

“The Bookhouse Boys” er en montage, der kombinerer flere cues. Den starter med en spøgelsesagtig fremførsel af Dream Man-temaet på saxofon (med rumklang), delvist suppleret af trommer, inden introduktion af et helt nyt tema på elguitar.

Dette simple guitar-motiv på 3+3 toner bruges i serien som tema for den hemmelige loge The Bookhouse Boys. Herefter høres det indledende motiv fra Laura Palmer-temaet, inden yderligere et nyt tema introduceres, et drillende lille tema på 11 toner, der i serien typisk høres, når Audrey Horne udspionerer sin skurkagtige far. Hvorvidt man derfor nærmere skal associere temaet med Ben Horne kan derfor diskuteres, men nu er vi igen ude i detaljen.

“Night Life in Twin Peaks” er albummets eneste regulære cue med (stort set) utematisk underscore, og her er vi i den regulært skræmmende del af Twin Peaks‘ musikalske univers. Creepy synth-flader smelter sammen med synth-effekter, fløjte og klarinet og skaber en gennemført uhyggelig stemning.

I “Dance of the Dream Man” er vi til gengæld tilbage i den jazzede stil fra tidligere med fingerknips, bas, trommer og saxofon. Det er i både basgang og tematisk fremførsel (på saxofonen) endnu en reprise af Dream Man-temaet, blot i en meget ren, regulær og virkelig upbeat jazzet udgave.

“Love Theme from Twin Peaks” (nr. 10) er i tematisk forstand en reprise af “Laura Palmer’s Theme”, blot i en anden instrumentering, så hvorfor der sondres titelmæssigt mellem de to, har jeg aldrig forstået.

Velkomne tilføjelser

Foruden de syv tracks, der er omtalt indtil videre, indeholder albummet som tidligere nævnt også tre skæringer med Julee Cruises vokal, heraf også vokaludgaven af “Falling”, der lukker albummet som nr. 10.

De to andre er “The Nightingale” (nr. 4) og “Into the Night” (nr. 7), der begge har Cruises æteriske vokal til fælles, men som derudover er stemningsmæssigt ret forskellige.

Hvor “The Nightingale” er en smuk og enkel ballade med twangy guitarer og en drømmende stemning, er “Into the Night” en betydelig mere dyster – men ikke mindre smuk – affære, der domineres af synthesizerflader og Rhodes-orgel og har en vidunderlig solo for basklarinet.

Alle tre Cruise-sange er velkomne tilføjelser til albummet, om end de måske fylder mere på albummet end sangenes rolle i serien retfærdiggør.

Fantastisk album

På trods af, at albummet kun skraber overfladen af den ret store mængde musik, Angelo Badalementi komponerede til første sæson af Twin Peaks, er det – ligesom seriens første sæson – en overordentlig helstøbt affære.

I sit nøje udvalg af temaer og montager, koblet med de tre Julee Cruise-sange, indfanger albummet seriens stemning til perfektion, og derudover er musikken også i sig selv en fornøjelse at lytte til. Dermed står albummet både som et fantastisk godt tv-musikalbum og et godt album helt generelt.

6 stjerner

Nummerliste:
1. Twin Peaks Theme (5:06)
2. Laura Palmer’s Theme (4:52)
3. Audrey’s Dance (5:17)
4. The Nightingale (vocal by Julee Cruise) (4:56)
5. Freshly Squeezed (3:48)
6. The Bookhouse Boys (3:29)
7. Into the Night (vocal by Julee Cruise) (4:44)
8. Night Life in Twin Peaks (3:27)
9. Dance of the Dream Man (3:41)
10. Love Theme from Twin Peaks (5:04)
11. Falling (vocal by Julee Cruise) (5:21)

Total spilletid: 49:45

Titel: Music from Twin Peaks
Komponeret af: Angelo Badalamenti
Orkestreret og arrangeret af: Angelo Badalamenti
Komponeret: 1990
Udgivet: 1990
Label: Warner Bros.

Anmeldt i nr. 139 | 13/05/2017

Stikord: Twin Peaks



Planet Pulp Mogens Høegsberg

Twin Peaks: Season Two Music and MoreI 2007 udgav David Lynch og Angelo Badalamenti albummet Twin Peaks Music – Season Two Music and More på Lynchs eget label Absurda.

Da serien kørte, udkom kun ét album med musik fra serien, og der var udelukkende uddrag fra første sæson, og selv her manglede store mængder musik.

Det eneste musik fra seriens anden sæson, der var udgivet før 2007, var sangen “Sycamore Trees”, som blev fremført af den legendariske jazzsanger Little Jimmy Scott (1925-2014) i finaleepisoden.

Dette nummer fandt vej til albummet med musik fra prequelfilmen Twin Peaks: Fire Walk With Me (1992), selvom sangen i filmen kun optræder i en instrumentaludgave.

I 2007 fik seriens fans så endelig en smagsprøve på noget af det musik, de havde hungret efter i 16-17 år.

Også musik fra Fire Walk With Me

Albummets undertitel “Season Two Music and More” skal tages bogstaveligt, for selvom hovedparten af de 22 tracks på albummet stammer fra seriens anden sæson, er der også enkelte tracks, der stammer fra Fire Walk With Me, ligesom enkelte tracks aldrig blev brugt i hverken serien eller filmen.

Samtidig er der naturligvis også et vist overlap med det originale soundtrack-album fra 1990 i form af nogle af de temaer, der findes på albummet. Der er dog intet direkte overlap i form af tracks, der er deciderede gengangere.

Varieret album

Angelo Badalamenti (f. 1937).

Angelo Badalamenti (f. 1937).

Albummet åbner og lukker med Laura Palmers tema, her med “Love Theme”-titlen. Som jeg har redegjort for i anmeldelsen af det oprindelige album, er Laura Palmers tema og seriens kærlighedstema som sådan identiske og har blot instrumenteringen til forskel.

Her får vi endnu et par alternative instrumenteringer – “Love Theme Intro” (nr. 1) med fragmenter af Dream Man-temaet lagt ind over (se anmeldelsen af musikken fra første sæson).

Herefter får vi en stribe temaer og cues, der ikke tidligere havde været hørt på album. I det følgende gør jeg noget, jeg sjældent gør i anmeldelser af film- og tv-musik: Jeg gennemgår albummets tracks ét for ét, dog ikke alle i rækkefølge.

Når jeg gør det, skyldes det, at Season Two Music and More er et meget varieret album, både når det kommer til tematisk indhold og orkestrering. Det er derfor ganske svært at komme med en mere overordnet karakteristik af indholdet, uden at blive så vag, at anmeldelsen ville være uinteressant.

Shelly og Leo Johnson

Det første af de nye temaer er “Shelly” (nr. 2), og her hører vi også for første gang én af de ændringer, der er mellem Badalamentis musik til første og anden sæson, nemlig brugen af akustisk kontrabas.

I første sæson syntes al bas enten at være elbas eller synthesizet, men i musikken fra sæson to anvendte Badalamenti også kontrabas i udstrakt grad.

“Shelly” indledes med basgang og trommer og suppleres snart af et melankolsk tema, fremført på synthesizer og Rhodes-orgel.

“New Shoes” (nr. 3) er endnu et nyt tema, igen med kontrabas, trommer og Rhodes i Badalementis unikke jazzede stil. Her har vi at gøre med temaet for den mentalt handicappede Leo Johnson, der tilbringer en del af anden sæson som en savlende grøntsag, der kun kan sige ordene “New shoes”.

Audrey og andre

Præsentationen af nye temaer fortsætter med den uskyldige “High School Swing” (nr. 4), som er skrevet i den for serien så karakteristiske 50’er-retro-lyd med twangy guitarer. I serien bruges temaet som signatur for den post-komatøse Nadine Hurley.

“Audrey’s Prayer” (nr. 7) introducerer et nyt og melankolsk synthesizer-domineret tema for Audrey Horne. Temaet anvendes første gang, mens Audrey Horne holdes fanget i bordellet One Eyed Jack’s i begyndelsen af anden sæson, men finder løbende brug gennem sæsonen som et tema for Audrey.

I “Audrey” (nr. 15) får vi desuden en reprise af det drillende Audrey-tema på 11 toner, som også indgik på det oprindelige soundtrack-album (i montage-nummeret “The Bookhouse Boys”). Her høres temaet blot i en alternativ instrumentering med bl.a. basklarinet.

“I’m Hurt Bad” kombinerer to tematiske idéer – dels det orgelbluesjazzede tema, der allerførste gang høres i første sæson, da det kommer ud af en jukebox, dels det mørke tema for den morderiske femme fatale Evelyn, som James Hurley kommer i kløerne på i en af anden sæsons mest ligegyldige sideplots.

Fra 50’er rock ‘n’ roll til noir

“Drug Deal Blues” (nr. 9) er et muntert lille rock ‘n’ roll-track i 50’er-/60’er-stil, der i serien bruges i forbindelse med scener mellem Shelly Johnson og Bobby Briggs.

“Harold’s Theme” (nr. 10) er det melankolske synthesizertema for den agorafobiske Harold Smith, som Donna Hayward finder ud af er i besiddelse af Lauras hemmelige dagbog. Et udmærket lille tema, der dog ikke fremstår som et af seriens væsentligste, bl.a. ved at være så tydeligt synthesizet.

“Night Bells” (nr. 12) består for det meste bare af en serie elguitar-anslag, dog med et minimalt tema, der gentages et par gange undervejs. Det er imidlertid et af seriens mere markante tematiske islæt i sæson to og er derfor en velkommen tilføjelse på albummet.

“Josie and Truman” (nr. 16) ligger et eller andet sted i grænselandet mellem noir og lounge-agtig easy listening. Cuet er et stykke stille flygel- og saxdomineret jazz med lavmælte trommer og en passage for vibrafon og flygel.

Særligt sidstnævnte har et anstrøg af elevatormusik, mens de dele af cuet der bruger saxofon, nærmest lyder som noget, der kunne komme fra en film noir. Meget passende, Josies status som femme fatale i betragtning.

Creepy synth og syret Black Lodge-musik

“Hook Rug Dance” (nr. 17) er et simpelt lille sentimentalt tema, der over en bund af strygere og synth, fremføres af både flygel, guitar og (formentlig synthesizet) xylofon. Temaet bruges kun et par gange i serien, første gang under en flashbackscene, hvor de to skurkagtige Horne-brødre mindes deres uskyldsrene barndom.

“Packard’s Dance” begynder med Dream Man-temaet på vibrafon, inden det går over i det dystre, rytmiske tema, der i serien bruges i forbindelse med både Andrew Packard og hans nemesis Thomas Eckhardt. Igen er der tale om et overvejende synthbaseret cue, men betydeligt mere interessant end det noget sukkersøde Harold Smith-tema.

For mig er der dog ingen tvivl om, at det virkelige tilløbsstykke ved albummet er det ni minutter lange “Dark Mood Woods / The Red Rood”, der kombinerer flere cues fra serien.

Både “Dark Mood Woods” og “The Red Room” stammer fra seriens sidste episode, hvor Cooper trænger ind i The Black Lodge. Kortvarigt høres dog også Windom Earles motiv, der stammer fra tidligere i anden sæson og blev brugt hver gang den sindssyge Earle er på skærmen.

“Dark Mood Woods” er et vidunderligt creepy synthesizercue (med sit eget tema), mens “The Red Room” er den syrede musik fra The Black Lodge, domineret af kontrabas og elguitar på en bund af synthesizer.

Særligt Red Room-musikken er en helt perfekt musikalsk destillation af Lynchs særheder, og både “Dark Mood Woods” og “The Red Room” giver mig kuldegysninger den dag i dag.

Fire Walk With Me

Foruden de tracks, jeg nu har nævnt, er der også en håndfuld andre, heraf tre tracks fra Twin Peaks: Fire Walk With Me.

“Blue Frank” (nr. 6) er som det eneste track på albummet krediteret til David Lynch, og er stilmæssigt nært beslægtet med “The Pink Room”-cuet på Fire Walk With Me-albummet. Det stammer da også fra samme sekvens i filmen.
På en bund af et tungt trommebeat ligger en kombination af elguitar-anslag og kontrabas, spillet med bue. Et stemningsfuldt, men også noget ensformigt track, der med en spilletid på over 5 minutter måske er lige langt nok.

“Half Heart” (nr. 19) er en slags hybrid mellem tv-seriens musik og den ofte endnu mere dvælende musik i Fire Walk With Me.

Cuet, der er fremført på synth, bas, guitar og saxofon, præsenterer et nyt tema, der er nært beslægtet med både seriens hovedtema og Laura Palmer-temaet. Det er et stille og smukt tema, men det ret simple tema har igen ret svært ved at holde opmærksomheden gennem en spilletid på over 5 minutter.

Det sidste track fra Fire Walk With Me er nærmere beslægtet med resten af Fire Walk With Me-scoret end det er med musikken fra tv-serien. Over en bund af ekstremt dystre synthflader høres en række små, utematiske og ofte foruroligende saxofon- og stryger-linjer.

Det er creepy stuff, der trods manglen på et decideret tema, faktisk nemmere formår at holde lytterens opmærksomhed end de andre Fire Walk With Me-tracks.

Source cues

Endelig er der også tre source-cues på albummet samt et enkelt track, der ikke fandt anvendelse hverken i serien eller i Fire Walk With Me. Sidstnævnte – “Cop Beat” (nr. 9) – er et jazzet lille cue for kontrabas, trommer og lidt synth.

De tre source-cues, altså diegetisk musik, er “Hayward Boogie” (nr. 5), “Barbershop” (nr. 11) og “Just You” (nr. 13). “Hayward Boogie” er med i et afsnit, hvor Leland og Sarah Palmer er på middagsbesøg hos Hayward-familien, hvis yngste datter spiller nummeret på klaver.

Det er en munter lille boogie, der faktisk fremføres af skuespilleren Alicia Witt, men som måske ikke hører til de store hellige graler fra tv-seriens soundtrack (personligt ville jeg hellere have haft Ray Wises forskruede fremførsel af 1940’er-vrøvlesangen “Mairzy Doats”).

“Barbershop” er, som titlen antyder, en barbershop – én af flere vokalfrie barbershopsange fra den barbershopgruppe, der i serien på et tidspunkt ses i baggrunden på The Great Northern Hotel. Et sjovt, men unægteligt noget specielt valg at inkludere på albummet.

Til gengæld har mange af seriens fans sukket efter “Just You” – balladen, der i serien (og på albummet) fremføres af skuespillerne James Marshall, Lara Flynn Boyle og Sheryl Lee. Sandt at sige er sangen nok mest ønsket, fordi det er et stærkt og meget stiliseret øjeblik i tv-serien (man undrer sig f.eks. over, hvor trommerne kommer fra, da sangen fremføres i tv-serien).

Selve sangen er som sådan ikke synderligt interessant og fremstår nærmest lidt uskøn på grund af Marshalls ikke specielt vellydende falset. Men det er unægteligt sjovt at have sangen, så det er en meget velkommen tilføjelse til albummet.

Aparte udvalg

Som det nok fremgår, er Twin Peaks Music – Season Two Music and More en særdeles blandet landhandel, der byder på alt fra væsentlige cues fra serien til knap så interessante cues fra både serien og Twin Peaks: Fire Walk With Me. Og alt ind imellem.

Mest af alt undrer man sig lidt over udvalget, som Lynch og Badalamenti uden tvivl selv har stået for. Hvorfor egentlig inkludere de tre tracks fra Fire Walk With Me i stedet for ganske enkelt at udgive et separat album med mere musik fra den film?

Hvorfor medtage et cue, der slet ikke fandt anvendelse? Og hvad ligger bag udvælgelsen af de tre source cues? Som sagt er det lille barbershop-nummer da ganske morsomt, men det er aldeles perifert i forhold til seriens musikalske univers som sådan.

Det samme kan siges om “Hayward Boogie”, der måske nok spiller en fremtrædende rolle i det afsnit, det indgår i, men som derudover er stilistisk helt løsrevet fra resten af seriens musik.

Inklusionen af “Just You” kan jeg som sagt bedre forstå, men derudover havde der nu været et par andre source cues, jeg hellere ville have haft.

Sagen er nok blot den, at ovenstående cues alle er komponeret af Badalamenti, så der var ingen rettighedsmæssige problemer med at udgive dem, mens f.eks. “Mairzy Doats”-nummeret er et originalt 1940’er-nummer og altså rettighedsbelagt.

Kun for fans

Albummet med musik fra anden sæson af Twin Peaks fremstår på ingen måde så helstøbt som det første album. På den måde kan man vel sige, at albummet på mange måder spejler tv-seriens anden sæson, der bestemt heller ikke var så helstøbt, som første sæson var.

Music from Twin Peaks-albummet fra 1990 formåede også at præsentere et afrundet udvalg af seriens musik, men også på det punkt må man sige, at Season Two Music and More fejler. Ikke bare i det stedvist noget spøjse udvalg, men også fordi det ville kræve et dobbeltalbum at præsentere bare et nogenlunde afrundet udvalg af musik fra anden sæson.

Da det udkom i 2007, var Twin Peaks Music – Season Two Music and More naturligvis en kærkommen tilføjelse til det album, der udkom i 1990, men selvom enkelte tracks er helt fantastiske, kommer albummet som helhed slet ikke op siden af det første.

I modsætning til det første album, der var så helstøbt at det også kunne appellere til de, der ikke så serien, er Twin Peaks Music – Season Two Music and More kun for fans.

4 stjerner

Nummerliste:
1. Love Theme Intro (2:22)
2. Shelly (2:17)
3. New Shoes (3:48)
4. High School Swing (1:51)
5. Hayward Boogie (2:16)
6. Blue Frank (5:12)
7. Audrey’s Prayer (2:10)
8. I’m Hurt Bad (2:31)
9. Cop Beat (1:56)
10. Harold’s Theme (1:43)
11. Barbershop (1:26)
12. Night Bells (2:47)
13. Just You (3:36)
14. Drug Deal Blues (3:08)
15. Audrey (2:27)
16. Josie and Truman (4:31)
17. Hook Rug Dance (2:24)
18. Packard’s Vibration (2:39)
19. Half Heart (5:31)
20. Laura’s Dark Boogie (5:01)
21. Dark Mood Woods / The Red Room (9:00)
22. Love Theme Farewell (2:34)

Total spilletid: 71:10

Titel: Twin Peaks Music: Season Two Music and More
Komponeret af: Angelo Badalementi (“Blue Frank” komponeret af David Lynch)
Komponeret: 1990-1992
Udgivet: 2007
Label: Absurda

Anmeldt i nr. 139 | 13/05/2017

Stikord: Twin Peaks



Planet Pulp Mogens Høegsberg

Born FreeMed scoret til Born Free (1966) vandt John Barry ikke bare sin første men tillige sin anden Oscar. Barry vandt nemlig ikke kun for selve scoret; sammen med tekstforfatteren Don Black vandt han også for bedste sang.

Set i det lys er det utroligt at tænke på, at Barry nær havde takket nej til at komponere musikken til filmen. Den historie fortalte Barry i det britiske tv-program Great Performances, der i 1993 havde et afsnit med titlen Moviola, dedikeret til Barrys karriere.

Ifølge Barry læste han manuskriptet og tænkte umiddelbart, at det ikke var noget for ham. Han lod sig dog overtale af produceren Carl Foreman til at møde filmens instruktør James Hill, der havde nogle meget specifikke ønsker til musikken, som Barry ikke var enig i.

Barry sagde endnu engang til Foreman, at han ikke mente, han kunne komponere musikken, men han fik at vide, at han bare skulle ignorere instruktøren og komponere scoret, som han selv ville. Og så endte det alligevel med, at Barry skrev musikken.

Selve filmen er et familiedrama, baseret på virkelige hændelser, om ægteparret Joy og George Adamson, der i slutningen af 1950’erne opfostrede en forældreløs løveunge og trænede den til at kunne klare sig selv i naturen.

Bredt malende strygere

John Barry (1933-2011) på et foto fra 1960'erne.

John Barry (1933-2011) på et foto fra 1960’erne.

Det er godt for os filmmusikfans, at Barry lod sig overtale til at komponere musikken, for Born Free er faktisk et helt vidunderligt score, der også er ret interessant ved, at det peger fremad i Barrys karriere.

Det var tredje år i træk, at Barry komponerede musikken til en film, der foregik i Afrika. I 1964 leverede han musikken til Zulu, i 1965 var det Mister Moses og nu altså Born Free. Men de tre scores kunne nærmest ikke være mere forskellige.

Hvor der ikke er synderligt meget Afrika over scoret til Zulu, gik Barry all-in i sit score til Mister Moses, der er kraftigt domineret af et vældigt arsenal af slagtøj; den ene af de to fremherskende måder at komponere musik til Afrika-film (den anden er afrikanske stemmer).

Med scoret til Born Free valgte Barry en helt anden tilgang, som man måske kan kalde en tredje måde at komponere musik til Afrika på, nemlig brugen af bredt malende strygere til at understrege det vældige afrikanske landskab. Det var den modus, han senere også skulle vælge i sit score til Out of Africa (1986).

Op mod en halv snes tematiske idéer

Born Free, der er komponeret for symfoniorkester og krydret med en smule slagtøj, er et tematisk rigt score, der, hvis man tæller alle temaer og småmotiver sammen, har op imod en halv snes forskellige tematiske idéer.

Det dominerende hovedtema, der første gang høres i “Main Title – Born Free” (nr. 1) er et godt eksempel på den bredt malende stil, der kendetegner scoret som helhed. Hovedtemaet er roligt, lyrisk og ind imellem decideret storslået. Det er baseret på en underliggende ostinato, hvorover ligger selve temaet, fremført af strygerne.

Her hører vi for første gang i Barrys karriere en antydning af den stil, som skulle komme til at dominere Barrys output fra de sene 1970’ere og frem til slutningen af hans karriere.

Samme stil er også tydelig i “The Death of Pati” (nr. 4), der også indeholder et af scorets andre temaer; et mere afdæmpet og tænksomt tema, der her tangerer det decideret tragiske.

Yderligere to mindre temaer høres første gang i “Elsa at Play” (nr. 3), og som titlen antyder er vi her ovre i en helt anden boldgade, let og legende.

Endelig er der et femte tema, der første gang dukker op i “Flirtation” (nr. 9). Her er der tale om et langsommeligt, næsten sensuelt, tema, der for at understrege flirten er tilføjet en cremet saxofon.

Foruden de fem deciderede temaer er der yderligere en håndfuld mindre udviklede tematiske idéer, der dukker op ind imellem – et af de oftest anvendte er et percussionmotiv på 4+5 toner, der første gang introduceres i “The Hunt” (nr. 2).

Skønheden ved landskabet

I interviewet i Moviola fortalte Barry, at hans musikalske tilgang til Born Free var som en pastiche over musikken til en Disney-film. Det er ikke umiddelbart en karakteristik, jeg er synderligt enig i, men hvis Barry dermed blot mente, at han tog en meget mere Hollywood’sk tilgang til stoffet, forstår jeg, hvor han ville hen.

Der er ikke som sådan nogen antydninger i musikken af, at Barry gjorde musikken mere letbenet, end filmen lagde op til, og der er flere decideret mørke passager undervejs, særligt i “The Death of Pati” og “Killing at Kiunga” (nr. 6).

Alligevel er hovedindtrykket dog af et score, der understreger skønheden ved det afrikanske landskab og de store dyr, filmen handler om, og op til dette punkt i Barrys karriere er det vel nok hans tematisk rigeste score overhovedet.

Vokaludgaven af hovedtemaet er i øvrigt et ganske fint nummer, der med tilføjelsen af lidt rytmeguitar og Matt Monros vokal er blevet til et udmærket crooner-nummer, der dog i højere grad end resten af scoret føles tidsfæstet i 1960’erne.

Flere udgaver

Den anmeldte version af scoret er den, Film Score Monthly udgav i 2004. Indholdet er identisk med det album, der blev udgivet i 1966, og præsenterer som sådan ikke det komplette score.

Hvis man vil have det komplette score, må man i stedet købe Vàrese Sarabandes genindspilning fra 2000 med Royal Scottish National Orchestra, dirigeret af Frederic Talgorn.

Vàreses udgave har en spilletid på lige knap 53 minutter og indeholder ikke vokaludgaven. Dermed er der lige omkring 16 minutters ekstra musik på Vàreses udgave.

FSM’s udgave indeholder dog alle de væsentligste uddrag af Barrys score, og den kvalitative bedømmelse af scoret er således uafhængig af udgave. Og så mangler man altså Matt Monros vokaludgave af hovedtemaet, hvis man kun investerer i genindspilningen. Begge udgaver er i øvrigt stadig i handlen.

Born Free er et fantastisk score; et tidligt eksempel på Barrys bredt malende stil, som senere skulle blive hans varemærke – også i en sådan grad, at det tiltrak sig stadigt flere kritiske røster. Her, hvor det var et kreativt nybrud for Barry, er det dog i den grad forfriskende. Og hvor er det dog smukt!

5 stjerner

Nummerliste:
1. Main Title – Born Free (2:43)
2. The Hunt (3:17)
3. Elsa at Play (4:40)
4. The Death of Pati (3:38)
5. Waiting for Joy (2:01)
6. Killing at Kiunga (2:40)
7. Born Free (Vocal – Matt Monro) (2:52)
8. Holiday With Elsa (2:51)
9. Flirtation (4:11)
10. Warthog Hunt (2:25)
11. Fight of the Lioness (2:41)
12. Reunion/Born Free (5:52)

Total spilletid: 39:51

Titel: Born Free
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1966
Udgivet: 2004
Label: Film Score Monthly

Anmeldt i nr. 138 | 13/04/2017



Planet Pulp Michael Lillegaard Larsen

The WolfmanEn gotisk horrorfilm, der foregår i fortiden, bør have musik, der passer til den tid og ikke nutidig musik. Men det var ved at ske med lydsporet til The Wolfman (2010).

Danny Elfman var blevet hyret af filmens instruktør Joe Johnston og leverede et fuldblods-horrorscore, der var meget old school. Men så blev produktionen af The Wolfman kraftigt forsinket af reshoots, og Elfman måtte forlade projektet, da han skulle lave musikken til Tim Burtons Alice in Wonderland (2010).

Så pludselig var Elfmans varulve-musik i fare, og Universal fik den skøre idé at erstatte Elfmans musik med moderne elektronisk musik i håb om at fange et yngre publikum!

De hyrede Paul Haslinger der tidligere havde lavet netop den type musik til Underworld (2003), der tilfældigvis også handlede om bl.a. varulve. Planerne blev heldigvis droppet, og Elfmans mere tidstypiske musik overlevede.

Den blev dog ændret til at passe den ændrede version af The Wolfman. Det skete uden Elfmans hjælp, og nye cues blev derfor komponeret af Conrad Pope og Edward Shearmur. Várese Sarabandes udgivelse indeholder dog kun Elfmans score, og den hører ét af hans bedste scores fra dette årti.

Tydelig inspiration fra Wojciech Kilar

Danny Elfman (f. 1953).

Danny Elfman (f. 1953).

Elfman afslørede ærligt i et interview at hans inspirationskilde til musikken var Wojciech Kilars fremragende musik til Bram Stoker’s Dracula (1992), som han var meget begejstret for.

Kilars musik var mørkt, gotisk og romantisk anlagt, og Elfman gik efter selvsamme effekt. Det står allerede klart fra albummets første nummer, “Wolf Suite, Part 1″ (nr. 1), der indledes med tunge toner efterfulgt af en violin med sigøjner-klang, der spiller hovedtemaet. Det store orkestre i baggrunden kommer frem med hastige skridt og slutter suiten dramatisk af med et brag.

Mere afdæmpet er “Wolf Suite, Part 2″ (nr. 2), der byder på en melankolsk og romantisk version af hovedtemaet og har et kraftigt skær af tragedie over sig. Her er der fokus med strygerne, og det er skønt at lytte til. Elfmans store helt, Bernard Hermann, var en mester i at skrive effektiv strygermusik, og Elfman kan også.

Uhyggelige og romantiske toner

Der er også heftige omgange af bombastisk horrormusik i The Wolfman, der ind imellem vækker mindelser om Elfmans score til Sleepy Hollow (1999). “First Transformation” (nr. 10) og “Reflection/Second Transformation” (nr. 16) byder på fornem opbygning, og giver et godt indtryk af varulven, der kommer frem i den tragiske hovedperson. Intet af det bliver underspillet og det er en fryd.

Man får også heftig wall to wall-actionmusik i “Gypsy Massacre” (nr. 6) og “Country Carnage” (nr. 13), og disse cues lever til fulde op til deres titler. Med andre ord er der dømt Elfman unchained!

Når der er ikke dømt rendyrket horrormusik på soundtracket, er der smukke passager af romantisk musik, der rummer både poesi og melankoli. “The Funeral” (nr. 8) har en vemodig version af temamelodien, mens “The Traveling Montage” (nr. 17) har den smukkeste udgave af selvsamme tema. Det er måske den mest sørgmodige rejsemusik, der er blevet skrevet til film!

Den tragiske romance mellem Lawrence og Gwen får lov at dominere i en håndfuld cues, såsom “The Healing Montage” (nr. 9), der indeholder en af Elfmans kendte trademarks, brugen af kvindelige korstemmer. Alene solostemmen i starten af det cue kan give én gåsehud.

Der er spinkel klavermusik og stemningsfulde strygere i “The Antique Shop” (nr. 12), og romantikken når sin sørgelige konklusion med den fornemme “The Finale” (nr. 18).

Dejlig mørk musik til fuldmåne-nætter

Danny Elfmans musik til The Wolfman er en dejlig, mørk fornøjelse, og han sparer heldigvis ikke på de store udtryk. Trods (eller måske på grund af) den førnævnte og mærkbare inspiration fra Kilars Dracula-musik, er The Wolfman et af Elfmans mest lytteværdige scores indenfor de senere år.

5 stjerner

Nummerliste:
1. Wolf Suite Pt 1 (4:12)
2. Wolf Suite Pt 2 (5:55)
3. Prologue (2:57)
4. Dear Mr. Talbot (1:45)
5. Bad Moon Rising (0:59)
6. Gypsy Massacre (2:24)
7. Wake Up, Lawrence (5:17)
8. The Funeral (4:13)
9. The Healing Montage (2:50)
10. First Transformation (3:30)
11. You Must Go (3:46)
12. The Antique Shop (3:32)
13. Country Carnage (2:31)
14. Be Strong (2:31)
15. The Madhouse (5:32)
16. Reflection/2nd Transformation (4:12)
17. The Traveling Montage (4:27)
18. The Finale (4:11)
19. Wolf Wild #2 (1:27)

Total spilletid: 66:11

Titel: The Wolfman
Komponeret af: Danny Elfman
Dirigeret af: Pete Anthony
Orkestrering: Steve Bartek, Rick Giovinazzo, Conrad Pope, Edgardo Simone, David Slonaker, Clifford J. Tasner
Komponeret: 2010
Udgivet: 2010
Label: Vàrese Sarabande

Anmeldt i nr. 138 | 13/04/2017



Planet Pulp Mogens Høegsberg

The ChaseThe Chase fra 1966 er en thriller om den undvegne straffefange Bubber Reeves og en række forhold i den lille sydstatsby, han kommer fra. Læg dertil en hovedrig oliemand, der vil have Reeves af vejen, samt en flok lokale, der sætter pris på en god gang sydstats-selvjustits, og så har man en dramatisk affære.

Filmen var i den grad stjernespækket: Robert Redford spillede rollen som Charlie “Bubber” Reeves, Marlon Brando var sheriffen i den lille by, Jane Fonda spillede Reeves’ hustru, og i andre roller sås Robert Duvall, James Fox og den bundsolide birollemand E.G. Marshall.

Eklektisk

The Chase var John Barrys første score i 1966 – et år der for Barry skulle vise sig at være mindre produktivt, men bestemt ikke mindre kreativt, end 1965, hvor Barry havde komponeret hele syv scores. I 1966 skulle det blive til blot fire, men til gengæld var det fire på hver sin måde fantastiske scores: The Chase, Born Free, The Wrong Box og The Quiller Memorandum.

Jeg har set Barrys score til The Chase beskrevet som “eklektisk”, og det er i virkeligheden det perfekte ord. Scoret består nemlig af en blanding af “normal” symfonisk filmscore og forskellige typer jazznumre – alle vel at mærke originale Barry-kompositioner.

Det skaber en meget særegen, men unægteligt varieret, lytteoplevelse, men vigtigere er, at begge typer musik er af meget høj kvalitet.

Langstrakt og komplekst hovedtema

John Barry (1933-2011) på et foto fra midten af 1960'erne.

John Barry (1933-2011) på et foto fra midten af 1960’erne.

Den mere traditionelle symfoniske score fra The Chase er på albummet repræsenteret ved skæringerne 1, 2, 4, 6, 8, 10, 12 og 14 (de sidste to tracks, 15 og 16, er alternative indspilninger af hovedtemaet). Resten af skæringerne, dvs. 3, 5, 7, 9, 11 og 13 er de forskellige jazzkompositioner.

Der er fem temaer og motiver på spil i The Chase-scoret. Barry introducerer tre forskellige motiver i det første minut af “Main Title: The Chase” (nr. 1), hvorefter selve hovedtemaet følger. Det ene motiv høres kun få gange i resten af scoret; de andre to samt hovedtemaet oftere.

Det første motiv er et eksplosivt actionmotiv på 5-6 toner, der åbner ballet. Derefter følger et snigende suspensemotiv på fire toner, her orkestreret for flygel akkompagneret af mundharmonika. Så kommer et andet suspensemotiv på syv toner, orkestreret for træblæsere og akkompagneret af bl.a. mundharmonika og messingblæsere.

Herefter kommer selve hovedtemaet, der i “Main Title: The Chase” er orkestreret for mundharmonika, suppleret af lange stryger-sustains. Det er et ganske kompliceret tema på i alt 34 toner, arrangeret i fem fraser.

I virkeligheden er hovedtemaet en smule for langstrakt og komplekst til at være nemt at huske, men det er et meget slående og stemningsfuldt tema, hvis orkestrering giver et anstrøg af westernstemning (se dog nedenfor).

Efter det første gennemløb af temaet gentages det, blot nu i en endnu mere spartansk instrumentering for mundharmonika, bakket op af enlige banjo-anslag, inden messingblæsere slår en intens stemning an til sidst.

Smager af western

“The Chase Is On” (nr. 2) starter stille og bygger langsomt op med træblæsere og mundharmonika, inden Barry introducerer en mexi-trompet, hvorved man øjeblikkeligt føler sig hensat til en westernfilm.

Men hvis man syntes, mexi-trompeten smager af western, er det intet imod, hvad Barry gør herefter, hvor han gennemløber hovedtemaet i en klassisk western-taktart, der er som snydt ud af næsen på Elmer Bernstein og Aaron Copland. Herefter fortsætter cuet med endnu et par stille gennemløb af hovedtemaet, også med det eksplosive actionmotiv fra begyndelsen af “Main Title”-cuet.

“What Did I Do Wrong” (nr. 4) introducerer scorets smukke og tragiske sekundære tema, der fremføres på obo, suppleret af stille strygere. Det sekundære tema vender tilbage i det lige så smukke “Stop Talking Foolish – Stop Talking Anything” (nr. 6), inden et stille gennemløb af hovedtemaet, denne gang instrumenteret for solofløjte.

Action- og suspensecuet “The Beating” (nr. 8) er bygget op omkring de to suspensemotiver fra “Main Title”-nummeret, der får adskillige gennemløb. Tilføjelsen af vibrafon i sidste fjerdedel af cuet giver desuden musikken en snert af Bond – året før spillede netop vibrafonen en stor rolle i suspensemusikken til Thunderball.

Fleksibelt hovedtema

Som det næsten altid er tilfældet, får Barry rigtig meget ud af sit primære tema, der også i The Chase er meget fleksibelt. Hvor hovedtemaet i “Main Title”-nummeret har en hård, westernagtig edge, er alt det hårde pillet ud i den version, der høres i “Stop Talking Foolishly – Stop Talking Anything”.

Det samme er tilfældet i “I Came To The End of Me!” (nr. 10), der består udelukkende af en afdæmpet, næsten tragisk udgave af hovedtemaet. Rent tragisk og skæbnetung er til gengæld den udgave af hovedtemaet, der høres i “The Junkyard” (nr. 12) – det er flot og knugende filmmusik.

Hovedtemaet og det sekundære tema får endnu et gennemløb i “The Killing – Next Morning” (nr. 14), der starter med et gennemløb af hovedtemaet, inden det sekundære tema fremføres, først på solo-obo, derefter suppleret med strygere.

Veloplagte jazzcues

Indtil videre har vi kun beskæftiget os med de mere traditionelle cues, men som sagt er der også en række veloplagte jazzcues på scoret.

De begynder med den virkelig svingende “Saturday Night Philosopher” (nr. 3); et stykke blues-jazz, der starter med vægt på blæsere og elbas, inden Barry introducerer en virkelig svedig passage for Hammondorgel.

Det er, for nu at sige det direkte, røvhamrende cool og et nummer af den type, man sagtens kan lytte til uden at nødvendigvis er fordi, man vil høre filmmusik.

“Call that Dancin’?” (nr. 5) er en helt anden type jazz, nemlig tilbagelænget piano- og orgeljazz i et betydeligt lavere tempo.

“Look Around” (nr. 7) minder nærmest om et 1940’er- eller 1950’er-arrangement, og med “And You’ve Got One!” (nr. 9) er vi igen i den helt tilbagelænede stil med piano og saxofon. Det samme gælder det afsluttende jazznummer, “Blues For Bubber” (nr. 11).

De mere traditionelle symfoniske cues og de forskellige jazzcues ligger på albummet blandet sammen, hvilket skaber en særdeles varieret og også lidt besynderlig lytteoplevelse, heraf min tilslutning til betegnelsen “eklektisk” for scoret som en helhed.

Begge dele – de symfoniske cues og jazzmusikken – er dog ganske fremragende, og der er dele af The Chase, der betegner noget af det mest følelsesbetonede og knugende filmmusik, Barry havde komponeret op til dette punkt i sin karriere.

Varieret, underholdende og eklektisk

The Chase er et score, jeg vil anbefale varmt, uanset om man er til jazzmusik eller ej. Bryder man sig ikke om jazz, kan man med fordel programmere udenom de rene jazzskæringer og ellers får man en varieret, underholdende og som sagt eklektisk lytteoplevelse i selskab med noget forbandet god filmmusik af én af de bedste filmkomponister, vi nogensinde har haft.

5 stjerner

Nummerliste:
1. Main Title: The Chase (2:45)
2. The Chase Is On (4:42)
3. Saturday Night Philosopher (4:44)
4. What Did I Do Wrong? (2:40)
5. Call That Dancin’? (3:39)
6. Stop Talking Foolish – Stop Talking Anything (3:34)
7. Look Around (2:02)
8. The Beating (3:25)
9. And You’ve Got One! (2:41)
10. I Came To The End Of Me! (2:53)
11. Blues For Bubber (4:06)
12. The Junkyard (5:29)
13. I’ll Drink To That (2:45)
14. The Killing – Next Morning (5:21)

Bonus tracks:
15. Main Title (Alternate Version) (3:18)
16. The Chase (1:58)

Total spilletid: 56:02

Titel: The Chase
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1966
Udgivet: 2004
Label: Sony Music Soundtrax

Anmeldt i nr. 137 | 13/03/2017