Planet Pulp Mogens Høegsberg

Star Wars Episode VIII: The Last JediAdvarsel! Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Da J.J. Abrams’ The Force Awakens havde premiere i december 2015, fik filmen næsten universelt gode anmeldelser.

Der var dog også en del fans, der kritiserede filmen for i alt for høj grad at minde om den allerførste Star Wars-film fra 1977, og det er da også rigtigt, at The Force Awakens har mange plotmæssige fællestræk med den film, der siden 1981 har været kendt som Episode IV: A New Hope.

I min egen anmeldelse af The Force Awakens skrev jeg da også, at jeg gerne havde set færre plotmæssige sammenfald med A New Hope, men at de i øvrigt ikke fik mig til at nyde filmen mindre.

Og videre, at jeg både håbede og troede på, at de efterfølgende film i højere grad ville komme til at stå på egne ben og ikke minde så meget om filmene i den oprindelige trilogi.

En del sammenfald

Hvad dette angår må man sige, at Rian Johnson med The Last Jedi har ramt en blød middelvej, for The Last Jedi minder betydelig mindre om The Empire Strikes Back (1980) end The Force Awakens mindede om A New Hope.

Dette til trods er der dog en del sammenfald, hvoraf nogle da også er helt unødvendige, og som Johnson med fordel kunne have undgået.

Det nok mest unødvendige sammenfald er dog ikke mellem The Last Jedi og The Empire Strikes Back, men mellem The Last Jedi og Return of the Jedi (1983), mere specifikt en scene, hvor Rey (Daisy Ridley) overgiver sig til Kylo Ren (Adam Driver) og bliver stillet foran Supreme Leader Snoke (Andy Serkis).

Denne scene udspiller sig langt hen ad vejen parallelt med scenen i Return of the Jedi, hvor Luke overgiver sig til Vader og bliver stillet foran Kejseren.

Scenen tager en uventet drejning, som dog sagtens kunne have været realiseret uden at det foregående behøvede være en næsten beat-for-beat-remake af scenen fra Return of the Jedi.

Polariseret modtagelse

Det er dog ikke de forskellige plotsammenfald med både The Empire Strikes Back og Return of the Jedi, der i den grad har polariseret fansene, for The Last Jedi er en film, der i meget høj grad har trukket fansene ud på fløjene.

Anmelderne har været næsten universelt positivt indstillede overfor filmen, mens de fleste fans har været delt i “lovers” og “haters”, sidstnævnte sågar i en sådan grad, at nogle har lavet en underskriftindsamling for at få Disney til at fjerne filmen fra den officielle Star Wars-kanon.

Det er selvfølgelig helt latterligt, men filmens “love or hate”-reaktion er på sin vis lige så uforståelig. The Last Jedi er bestemt intet mesterværk, men det er bestemt heller ingen rædsom film. Når det er sagt, må det siges, at der bestemt er problemer undervejs.

Inden vi kommer så langt, må vi dog hellere lige kigge lidt nærmere på filmens handling, hvoraf der her følger et fyldigt resume – dette er nødvendigt for at kunne diskutere pro et contra i forhold til Rian Johnsons valg.

Direkte fortsættelse

Som den første Star Wars-efterfølger nogensinde, begynder handlingen i The Last Jedi umiddelbart efter begivenhederne i The Force Awakens.

Det var Rian Johnson – der både har skrevet og instrueret – lidt tvunget til på grund af den måde, J.J. Abrams og Lawrence Kasdan afsluttede manuskriptet til The Force Awakens: Rey har lige fundet Luke Skywalker på planeten Ahch-To og rækker hans lyssværd frem mod ham.

I denne situation ville det virke mærkeligt, om ikke filmen begyndte lige i det øjeblik, snarere end – som alle de foregående sequels – at springe nogle år frem.

Ikke at dette dog afholdt Rian Johnson fra at se stort på elementer fra The Force Awakens, som vi senere skal vende tilbage til.

Luke i eksil

Men altså: Rey har fundet Luke Skywalker og beder om hans hjælp. Det er Luke indledningsvist overhovedet ikke interesseret i, for efter hans nederlag med Ben Solo/Kylo Ren, er Luke gået i eksil på Ahch-To og har vendt Jedi-stien ryggen.

Det kræver flere ting at få ham overtalt til at træne Rey og endnu flere ting at få ham til at engagere sig i den verserende konflikt mellem modstandsbevægelsen og The First Order – herunder et besøg af ingen anden end Yoda som “Force Ghost”.

Forfulgt af The First Order

Den anden plottråd i filmen tager sin begyndelse under det rumslag, der indleder filmen. Her bliver en stor del af modstandsbevægelsens flåde udraderet af The First Order, og da modstandsbevægelsens skibe tager flugten gennem hyperspace, bliver de forfulgt.

Det burde ikke lade sig gøre at spore nogen gennem hyperrummet, men den teknologi har The First Order altså nu udviklet, og det sætter General Leia (Carrie Fisher) og de sørgelige rester af flåden i en prekær situation.

De er ved at løbe tør for brændstof til hyperrums-springene, og når First Order-flåden alligevel bare kan følge efter dem, er det bare et spørgsmål om tid, før modstandsbevægelsen bliver indhentet og tilintetgjort.

Det eneste, de kan gøre, er at holde sig på så lang afstand af First Order-flåden, at deres skibes kraftskjolde kan afværge beskydningen fra The First Order, og selv dette beror på, at de har brændstof nok. Uret tikker altså.

Mission til kasino-planet

Den tredje plottråd i filmen følger direkte af den anden, for nu må modstandsbevægelsen finde en måde at ødelægge First Orders evner til at spore dem gennem hyperspace.

Denne mission tilfalder Finn (John Boyega) og teknikeren Rose (Kelly Marie Tran), der må opspore en mesterlig kodebryder på kasino-planeten Canto Bight. Her møder de den lyssky DJ (Benicio del Toro), der indvilger i at hjælpe dem – mod behørig betaling, naturligvis.

Men det er ikke nok bare at finde DJ. Finn, Rose og DJ må også ombord på Snokes flagskib for at slukke for First Orders sporingsmekanisme, og denne del af deres mission slår spektakulært fejl, da DJ forråder dem for flere penge.

Slut med Snoke – og med Luke

I mellemtiden har Rey forladt Luke på Ahch-To og valgt at overgive sig til Kylo Ren, fordi hun fornemmer, at der stadig er en konflikt i Ren og at han kan omvendes til Kraftens lyse side.

Hun føres for Supreme Leader Snoke, der vil vide, hvor han kan finde Luke Skywalker, og som fornemmer at den endelige sejr er indenfor rækkevidde.

Snoke når dog ikke langt, da han forrådes af sin egen discipel Kylo Ren, der ekspederer Snoke til det hinsides og forsøger at overtale Rey til at slutte sig til ham.

I en afsluttende desperat kamp mellem First Order og modstandsbevægelsen på saltplaneten Crait (i øvrigt en meget tydelig og unødvendig callback til Slaget på Hoth fra The Empire Strikes Back), dukker Luke Skywalker endelig op for at redde dagen.

Det viser sig dog, at han ikke gør det helt, som man tror, men projicerer sig tværs over galaksen fra Ahch-To til Crait for at konfrontere Kylo Ren.

Kraftanstrengelsen ved denne projektion koster Luke livet, og ligesom sin egen læremester Obi-Wan, bliver Luke ved sin død ét med Kraften. Men hans offer giver de sølle rester af modstandsbevægelsen mulighed for at flygte ombord på The Millennium Falcon.

En anden rolle til Luke

På trods af visse sammenfald, lægger The Last Jedi sig ikke nær så tæt op ad The Empire Strikes Back, som man kunne have frygtet.

F.eks. kunne man sagtens have været bange for, at Reys Jedi-træning på Ahch-To ville være blevet en ret direkte kopi af Lukes træning på Dagobah, men det er ikke tilfældet.

Netop Luke Skywalkers opførsel og sindstilstand er dog også én af de ting, der har været med til at splitte fansene. Mange havde håbet, at Luke ville være trådt i karakter som den helt, vi kender ham som, og vendt tilbage til kampen mod The First Order.

I stedet insisterer han på sit eksil, selvom han dog modvilligt går med til at træne Rey en smule. Lukes nederlag med Ben Solo har fået ham til at mene, at Jedi-ordenen har slået fejl, og at galaksen vil være et bedre sted uden Jedi-ordenen.

Han kommer i sidste ende naturligvis på andre tanker, men Lukes indstilling betyder, at han spiller en helt anden rolle for filmen, end de fleste fans formentlig havde forventet – og håbet på.

Interessante og problematiske greb

Det er blot ét af flere interessante og potentielt problematiske greb, som Rian Johnson foretager i sit manus. Ifølge Johnson var grunden til Lukes indstilling (og baggrunden for Lukes død), at Rey ellers nemt ville have mistet sin plads i filmen og den efterfølgende film.

Altså: At fokus nu ville være flyttet til Luke Skywalker og ikke på den nye hovedperson, som blev introduceret i The Force Awakens.

På den ene side kan jeg godt se, hvad Rian Johnson mener. På den anden side mener jeg, at det er udtryk for frygtsom og uopfindsom historiefortælling ikke at forsøge at finde plads til dem begge.

Lukes død virker i den grad antiklimaktisk, i særdeleshed når det går op for én, at det ikke engang var Luke i fysisk skikkelse, der konfronterede Kylo Ren, men Luke som en form for astral-projektion.

Han Solos død i The Force Awakens var trods alt både dramatisk og fyldt med patos; Lukes død virkede forceret, som om Johnson død og pine ville gøre det, som han får Kylo Ren til at sige til Rey: “Let the past die. Kill it, if you have to.”

Og det gør Rian Johnson så. Nogle (bl.a. de positivt indstillede anmeldere) ville sige, at det er udtryk for et modigt valg og et fortællemæssigt nybrud.

Andre ville sige, at det tyder på, at Johnson ikke har været sikker nok på egne evner som historiefortæller til, at han kunne finde plads til både Luke og Rey.

Om det er det ene eller det andet, er jeg i tvivl om. Lige nu hælder jeg til sidstnævnte.

Oppustet spilletid

Lukes død er efter min mening det absolut største problem ved The Last Jedi. Det næststørste er spilletiden, der med 152 minutter er en halv time for lang.

En af grundene til den oppustede spilletid er hele plottråden med Finn og Roses mission til Canto Bight, der derfor også i høj grad går ud over filmens pacing.

Canto Bight-sekvensen indeholder ellers nogle fine betragtninger, som markerer reelle nybrud i Star Wars-universet. De rige spillefugle i kasinoet har nemlig tjent deres penge ved at sælge våben til The First Order.

Da DJ senere viser Finn og Rose, at våbenhandlerne ikke bare sælger til The First Order, men også til modstandsbevægelsen, introduceres pludselig nogle reelle gråtoner i et univers, der ellers altid har været præget af klart optegnede konflikter mellem godt og ondt.

DJ selv markerer det samme, for hvor Han Solo jo viste sig at være god nok på bunden og ikke havde nok i penge, er DJ den ægte vare: Han er til fals og sælger vitterligt sig selv til højstbydende.

Tankerne her er fine nok, og det klæder egentlig Star Wars også at få lidt gråtoner ind i det ellers renskurede sort/hvide moralske univers, som filmene foregår i.

Desværre fungerer Canto Bight-sekvensen ikke dramatisk og kommer i stedet bare til at fremstå som en distraktion fra de to andre plottråde.

Målet helliger ikke midlet #1

Endelig er der to andre plotmæssige problemer, som må adresseres. Det ene handler om Supreme Leader Snoke, som Rian Johnson ekspederer ud af historien uden at give os yderligere information om, hvem han var, hvor han kom fra og hvordan han fik magten over Kylo Ren.

Jovist, det kan vi selvfølgelig være heldige at få i Episode IX, men hvorfor skulle J.J. Abrams og kompagni bruge tid på Snoke i den næste film, når han nu er død.

Rian Johnsons argumentation for at tage livet af Snoke er, at det var mere interessant at få bygget Kylo Ren op som den egentlige skurk og ikke have endnu et spejl af den oprindelige trilogi i form af Snoke/Ren som Kejser/Vader.

Principielt er jeg enig i den betragtning og jeg ved også godt, at det ikke er Johnson, der har opfundet Snoke, men at han var en figur, Johnson “arvede” fra J.J. Abrams og Lawrence Kasdans manuskript til The Force Awakens.

Alligevel mener jeg, Johnsons behandling af Snoke er problematisk: Når nu noget er etableret som en væsentlig komponent af fortællingen, kan man ikke bare skære den væk uden videre forklaring.

I bedste fald er det en uelegant løsning, i værste fald er det decideret arrogant, og her hælder jeg igen til sidstnævnte.

Målet helliger ikke midlet #2

Det andet plotmæssige problem er også en arv fra The Force Awakens, nemlig spørgsmålet om Reys forældre. Det er et eksempel på én af J.J. Abrams’ “mystery boxes”, men det blev også hurtigt til én af de ting, fans virkelig gik op i.

Igen forstår jeg sådan set godt, hvorfor Johnson gerne ville af med den spekulation: Ved at lade Rey være datter af helt almindelige mennesker, understreger han, at man ikke skal være særligt udvalgt for at have Force-potentiale.

Det er en anti-elitær idé, Johnson gør sig til fortaler for, og den er grundlæggende sympatisk. Desværre er det endnu et eksempel på, hvordan Rian Johnson giver fanden i, hvad der blev sagt i The Force Awakens og derfor leverer en alt andet end elegant løsning.

Nu kan vi selvfølgelig ikke være helt sikre på, at Kylo Ren talte sandt, da han fortalte Rey, at hendes forældre var et par “nobodies”, men Rey lod til at føle, at det var sandheden.

Så det bliver spændende at se, om J.J. Abrams vælger at gå i rette med Rian Johnsons udlægning, når Episode IX kommer.

Fingeren peger på Kathleen Kennedy

Som sagt er både Snoke og spørgsmålet om Reys forældre plotelementer, som Johnson har arvet fra The Force Awakens, og mere end noget andet udstiller det måske problemet ved ikke at have udtænkt en samlet historie på forhånd.

J.J. Abrams og Lawrence Kasdan skrev manus til The Force Awakens og introducerede der Snoke og mysteriet om Reys forældre, men altså uden at give anvisninger til Johnson om, hvor historien var på vej hen, eller hvem de forestillede sig, at Reys forældre var.

I sidste ende må man nok derfor sige, at den anklagende finger må pege på Kathleen Kennedy og de andre bosser hos LucasFilm og Disney.

Det er deres ansvar, at der ikke fra begyndelsen blev lagt en plan for historierne i alle tre film, og at forfatterne bag hver enkelt film har været ansvarlige for at bringe historien videre.

Mindre graverende problemer

Man kunne sagtens pege på flere problematiske aspekter ved The Last Jedi, men så er vi ovre i de lidt mindre graverende aspekter.

Dog havde det været rart med lidt mere kød på både Finn og Poe, der i The Last Jedi har betydeligt mindre at arbejde med end i The Force Awakens. Særligt Poe er relegeret fra filmens plotmæssige maskinrum til en nærmest statist-agtig position.

Derudover kan man sætte spørgsmålstegn ved det ophidsende i en situation, hvor modstandsbevægelsens flåde flyver ligeud det meste af tiden og forfølges på afstand af First Order-flåden. Det virker faktisk en smule noller for nu at bruge et godt jysk udtryk.

Jo mindre sagt om Domhnall Gleesons pinlige overspil som General Hux, jo bedre. Og så virker humoren i filmen stedvist noget forceret, særligt den humor der sniger sig ind i samspillet mellem Luke og Rey på Ahch-To.

Skidt – og godt

Nu kunne det godt lyde som om, jeg hader The Last Jedi af et godt hjerte, men det er faktisk ikke tilfældet. For det er sådan, at nærmest hver problematisk ting, Rian Johnson gør i sit manus, også har nogle positive aspekter.

Selvom jeg er dybt skeptisk overfor Johnsons måde at forvalte Luke Skywalkers død på, er Lukes sindstilstand på opførsel på Ahch-To langt mere interessant, end hvis han beredvilligt havde taget Rey som elev og var trådt direkte ind i kampen på ny.

Selvom Canto Bight-sekvensen trækker filmen i langdrag og ødelægger pacingen, introducerer den fine betragtninger, vi ikke før har set i Star Wars, og som giver The Last Jedi en smule tankegods midt i al popcorn-ramasjangen.

Selvom jeg synes Snoke ekspederes på en uelegant og arrogant facon, er det positivt, at vi nu slipper for endnu et Vader vs. Luke-opgør med Kejseren på sidelinjen, men kan få Kylo Ren i en position, der gør ham farligere og mere interessant som den primære skurk.

Som en sidebemærkning kan det her siges, at Adam Driver faktisk formår at gøre Ren mere afrundet i denne omgang, hvor han ikke bare er en mut Darth Vader-wannabe.

Og selvom jeg også synes, at Rian Johnsons behandling af spørgsmålet om Reys forældre er problematisk, synes jeg formålet er positivt: At man ikke behøver være en Skywalker eller barnebarn af Obi-Wan eller noget helt tredje for at være “strong with the Force”.

Flot, underholdende – og bittersød

Derudover er The Last Jedi også en umanerlig flot film – rent visuelt tror jeg ikke, Star Wars nogensinde har set så godt ud – og til trods for den oppustede spilletid, er underholdningsværdien grundlæggende solid hele vejen igennem.

Dertil kommer en virkelig god indsats af Daisy Ridley som Rey, ligesom Adam Driver som nævnt er noget bedre i denne omgang. Samspillet mellem de to får vi forhåbentlig mere af i næste film.

Og så er det naturligvis bittersødt at se Carrie Fisher i hendes sidste rolle. Det var der selvfølgelig ingen, der vidste, da scenerne blev optaget, og det bliver spændende at se, hvordan Abrams og kompagni har tænkt sig at løse problemet med Fishers fravær i Episode IX.

Men velvidende, at Fisher døde i december sidste år, var det både gribende og hjerteskærende at se hende og Mark Hamill dele en sidste scene nær slutningen af The Last Jedi til tonerne af John Williams’ smukke “Luke and Leia”-tema, som vi ikke har hørt siden Return of the Jedi i 1983.

Fire små stjerner

Det er om ikke andet interessant med en Star Wars-film, der i den grad skiller vandene, som The Last Jedi har gjort, for det er ikke noget, vi ser så tit.

Anmeldernes gavmilde stjernedrys kan jeg ikke forstå, for både som enkeltstående film og indenfor rammerne af den større saga er der store problemer med The Last Jedi.

Omvendt forstår jeg heller ikke de, der decideret hader filmen. De problematiske og kontroversielle valg, Rian Johnson har foretaget, betyder i hvert fald, at The Last Jedi trådte nye veje og ikke bare var en “remake” af The Empire Strikes Back.

Sidstnævnte var der mange, der krævede, efter at have jamret over, hvor meget The Force Awakens mindede om A New Hope. Nu fik de noget nyt, og så jamrer de alligevel.

The Last Jedi er måske ikke helt den film, mange havde håbet på, men dens uventede og kontroversielle måde at behandle etablerede plotelementer på gør den i det mindste langt mere interessant, end jeg havde regnet med.

Og så er den både solidt underholdende (pacing-problemer til trods) og rigtig flot lavet. The Last Jedi sniger sig op på fire små stjerner herfra.

4 stjerner

Titel: Star Wars: Episode VIII: The Last Jedi
Instruktør: Rian Johnson
Manuskript: Rian Johnson
Cast: Mark Hamill (Luke Skywalker), Carrie Fisher (Leia Organa), Adam Driver (Kylo Ren), Daisy Ridley (Rey), John Boyega (Finn), Oscar Isaac (Poe Dameron), Andy Serkis (Snoke)
Foto: Steve Yedlin
Klip: Bob Ducsay
Musik: John Williams
Spilletid: 152 minutter
Aspect ratio: 2.39:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2017
Produktionsselskab: Lucasfilm, Ram Bergman Productions, Walt Disney Pictures

Anmeldt udenfor nummer | 21/12/2017

Stikord: Star Wars

Planet Pulp Martin Schjönning

The Forbidden RoomSom nævnt i dette nummers leder er The Forbidden Room et kunstværk, mere end det er en film, som vi normalt kender dem.

Den blev til som et bizart stykke installationskunst på et udstillingscenter i Montreal. Bagmanden, Guy Maddin havde besluttet sig for at genskabe tolv stumfilm, der ellers er gået tabt.

Maddin og et hold af ildsjæle skabte en film om dagen, som de optog åbent, så centerets publikum kunne se på. Efterfølgende blev hele pibetøjet klippet sammen til det enigmatiske cirkus, der er The Forbidden Room.

Historien lægger ud på en neddykket ubåd i vanskeligheder. Fartøjet er lastet med en ikke nærmere forklaret eksplosiv substans, der vil detonere og sprænge båden i luften, hvis trykket forandrer sig – altså hvis båden uddykker.

Besætningen er tæt på panik og kaptajnen har, af mystiske årsager, spærret sig inde i et svært tilgængeligt (og formodentligt det titulære) rum.

Pludselig dukker en skovhugger op, gennem en rist. Han indleder en historie, der følges op af sømændene, og mens de manøvrerer rundt i den kyklopiske undervandsbåds indre, folder lag efter lag af fortælling sig ud.

Kaos!

Man følger historien om den smukke Margot, der skal reddes fra primitive, varulveagtige barbarer, der har kidnappet hende – eller befinder hun sig måske nærmere i deres ildelugtende, knoglebestrøede hule?

I en anden historie springer et meget selvbevidst overskæg fra en død mand til dennes enke, så hun ikke skal savne ham alt for meget. En søvnløs kirurg plages af kvindelige danseskeletter, alt imens en ældre mand uhørt udførligt, grænsende til det patologisk sindssyge, forklarer, hvordan man tager et karbad. Forvirret? Det er vist også meningen.

The Forbidden Room er en hyldest til et filmmedie, der stort set ikke eksisterer længere. En hyldest der antager mange former.

For det første er produktionsfaciliteterne, filmholdet har anvendt, ikke meget bedre end dem, man i forne tider optog de oprindelige tolv stumfilm med.

De er optaget med digitalkameraer, men udover det har deres tilblivelse været en slags venden tilbage til kinematografiens skabelsesberetning.

Alle effekter er fysiske, alle lamperne analoge, kostumer og regi er skaffet med kort varsel, og skuespillet er tæt på den rene improvisation. Sine steder er der tale, andre steder dukker de klassiske stumfilms dialogtavler op.

Kærlighed til kunsten

For det andet er udvælgelsen af de historier, der er brugt, en hyldest til filmbarndommens endeløse fantasi. Som alle andre medier og kunstformer har været det i deres unge år, var filmen på en måde mere grænseløs i dens første rigtige guldalder fra 1917 til omkring 1925.

Der var ikke nogen opskrift på, hvordan en film skulle være – man havde simpelthen ikke skrevet reglerne ned endnu.

Det kom der jo de mest fabelagtige visuelle fortællinger ud af, som de titaniske tyskere Das Cabinet des Dr. Caligari (1920), Nosferatu (1922) og Metropolis (1927), den kontroversielle amerikaner Birth of a Nation (1915), britiske Alfred Hitchcocks The Lodger: A Story of the London Fog, Charles Chaplins genistreger i The Gold Rush (1925) og City Lights (1931) – hans datter, Geraldine, spiller i øvrigt tre mindre roller i The Forbidden Room – og naturligvis det storladne russiske actiondramamesterværk Panserkrydseren Potemkin (1925).

Der blev leget og pjattet, eksperimenteret og nyskabt i en uendelighed, og det er denne både kreative og praktisk udførte nysgerrighed og legesyge, som The Forbidden Room fejrer.

Helhedsindtrykket er overvældende, nogle vil måske endda sige chokerende, og nogle få kværulanter påstår, at The Forbidden Room simpelthen ikke kan ses.

Mængden af fortællinger bedøver til tider hjernen lidt, men den sprælske visuelle side, med stumfilmstro rystelser, grelt kontrasterende lys og både tilsigtede og utilsigtede skyggemonstre i kanten af lærredet, vækker den igen.

Der er en dybfølt kærlighed til selve den kunstform, man arbejder med, som er skinbarligt nærværende i The Forbidden Room.

Intet midtimellem

Netop kærligheden, den grænseløse leg, frygtløsheden i hele den kunstneriske øvelse, gør det muligt langt hen ad vejen at tilgive filmen dens mange fejl.

Den bærer enormt meget præg af den uhørt korte produktionstid, den stort set fraværende efterredigering, den vidtåbne slutning og det til tider sløsede skuespil.

Man kan hele tiden vende tilbage til et æstetisk udgangspunkt, hvor fejlene er meningen, hvor de som Dogme95-reglerne fungerer som de benspænd, der gør værket interessant.

The Forbidden Room er bestemt ikke en film for hvem som helst, og den er ikke noget, man lige klasker på tilfældigt tirsdag aften for at slå et par timer ihjel.

Det er et af den slags værker, der minder os om, hvad vi har mistet, men også understreger hvor meget vi har lært, hvor langt teknologien er kommet.

Den maler et billede af det fritænkende, sprudlende barn, der var filmmediet i starten af 1900-tallet, og som nu er blevet en ret forudseelig voksen, der går lovligt højt op i sin selvangivelse. Man investerer sig i den, eller man går glip af den – der er intet midtimellem.

5 stjerner

Titel: The Forbidden Room
Instruktør: Guy Maddin, Evan Johnson
Manuskript: Guy Maddin, Evan Johnson, Bob Kotyk, John Ashbery, Kim Morgan
Cast: Roy Dupuis (Cesare), Clara Furey (Margot), Louis Negin (Marv / Smithy / Mars / Organizer / Mr. Lanyon), Udo Kier (Count Yugh / The Butler / The Dead Father / Guard / Pharmacist), Gregory Hlady (Jarvis / Dr. Deane / A Husband), Mathieu Amalric (Thadeusz M_ / Ostler), Geraldine Chaplin (The Master Passion / Nursemaid / Aunt Chance)
Foto: Benjamin Kasulke, Stéphanie Anne Weber Biron
Klip: John Gurdebeke
Musik: Galen Johnson, Guy Maddin, Jason Staczek
Spilletid: 119 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: Canada, 2015
Produktionsselskaber:

Phi, Buffalo Gal Pictures

Anmeldt i nr. 146 | 13/12/2017

Planet Pulp Mogens Høegsberg

OrphanI Orphan bliver vi endnu engang trakteret med en af horrorgenrens klassiske troper: Onde børn.

Det er et udgangspunkt, der har resulteret i alt fra fremragende til rent ud sagt rædselsfulde film, men med Orphan formår Jaume Collet-Serra at ramme indenfor skiven, selvom Orphan på ingen måde vil gå over i historien som en klassiker.

Drømmebarn?

Ægteparret Kate og John har to børn, den døve Maxine og hendes storebror Daniel. De skulle have haft et tredje barn, men barnet var dødfødt, og Kate og John er stadig ved at komme sig over tabet.

De beslutter sig derfor for at adoptere et barn, og under et besøg på et børnehjem bliver de betagede af den niårige Esther, der oprindelig kommer fra Rusland, men som børnehjemmet derudover ved meget lidt om.

Esther virker som en meget speciel lille pige – stille, høflig, glad for kunst og håndarbejde, ja kort sagt som et lille drømmebarn. Kate og John adopterer hende, og hvor Max straks accepterer hende, er Daniel noget mere skeptisk.

En tid går alt godt, men snart begynder tingene at udvikle sig i en mere dyster retning: Esther virker gammelklog, og en række mærkelige begivenheder får Kate til at begynde at mistænke, at noget er helt galt med Esther.

Det vil John ikke høre tale om; han mener, Kate er paranoid, og det samme gør Kates psykolog, der også har hjulpet Kate over sin alkoholisme.

Men de urovækkende begivenheder i hjemmet fortsætter, og nu står Kate helt alene med en trussel, hun mener truer hele hendes familie.

Mere af handlingen skal ikke afsløres her; heller ikke den afsluttende plot twist, som jeg faktisk ikke havde regnet ud, selvom man ved, at en twist må komme.

Klassiske virkemidler

Orphan er en gennemført habil psykologisk horrorfilm, der foruden den grundlæggende, klassiske præmis, også spiller på en række andre klassiske virkemidler fra horrorgenrens bagkatalog.

Vigtigst er her, at manuskriptet aldrig holder publikum hen i uvished, men lader os vide (næsten) alt. Det betyder, at vi ser filmen vel vidende, at Kate har ret og at John og psykologen tager grueligt fejl.

Igennem dette enkle trick opbygger Orphan en stor del af sin suspense: Vores vished om, at Esther virkelig ikke er ude på noget godt og vores frygt for, at hun vil gøre Kate og børnene noget ondt.

Og som situationen spidser til er det naturligvis netop det, hun forsøger på. Spørgsmålet helt frem til klimaks er, om Esther vil lykkedes med dele af sit foretagende.

Overbevisende indsats

Ægteparret Kate og John spilles af Vera Farmiga og Peter Sarsgaard, der hver især yder en fin og troværdig indsats som det hårdt prøvede ægtepar, også selvom man adskillige gange undervejs har lyst til at kværke Sarsgaards John og ruske noget fornuft ind i hovedet på ham – naturligvis præcis den reaktion, manuskriptet gerne vil have frem i publikum.

Maxine og Daniel spilles af henholdsvis Aryana Engineer (jep, det hedder hun) og Jimmy Bennett, og er også fine i rollerne, selvom særligt Bennett har den velkendte “mut pre-teen”-rolle og som sådan har absolut intet at arbejde med.

Den væsentligste drivkraft i filmen er dog Isabelle Fuhrman, der har rollen som Esther. Fuhrmann var 12 år, da filmen blev indspillet, men hun leverer en komplet overbevisende indsats som den gammelkloge 9-årige, der bærer på en dyster hemmelighed.

Fuhrmann formår trods sin dengang unge alder at projicere en psykopatisk kulde, som hos de fleste andre børneskuespillere ville være endt som noget, der lignede surhed eller apati.

Samtidig er hun i stand til at vende på en tallerken og spille lige præcis den søde, lille pige, John og Kate første gang mødte på børnehjemmet, uden at hendes sødme her kommer til at virke forceret eller kvalm.

Som sådan er det Fuhrmann, der bærer filmen, mens både Farmiga og Sarsgaard – hvor seværdige de end er – indtager sekundære roller.

By the numbers

Orphan kan på ingen måde ses som nogen original film – med undtagelse, måske, af den afsluttende plot twist.

Setup og virkemidler er kendte og velafprøvede, og med et ganske fermt manus af David Leslie Johnson (der spillefilmsdebuterede her) var det sådan set alene op til Jaume Collet-Serra at få skibet til flyde eller synke.

Og her klarer Collet-Serra det fint, uden at han på nogen måde hæver Orphan til andet end en ganske velfungerende lille, by the numbers-horrorfilm.

Spanske Collet-Serra spillefilmsdebuterede som instruktør fire år før Orphan med den svært underholdende remake af klassikeren House of Wax (2005) og har siden debuten lavet yderligere en håndfuld spillefilm, foruden enkelte afsnit af tv-serier.

Positivt overrasket

Skal man være grov, kunne man sige, at Orphan er Hollywood-horrormetervare, men i Jaume Collet-Serras hænder er Orphan både underholdende nok og tilpas stramt fortalt til, at jeg er parat til at lade tvivlen komme den til gode.

Hvis man ser Orphan uden at have tårnhøje forventninger, ender man måske faktisk med at blive temmelig positivt overrasket undervejs. Det var i hvert fald min oplevelse.

4 stjerner

Titel: Orphan
Instruktør: Jaume Collet-Serra
Manuskript: David Leslie Johnson efter historie af Alex Mace
Cast: Vera Farmiga (Kate), Peter Sarsgaard (John), Isabelle Fuhrmann (Esther), Jimmy Bennett (Daniel), Aryana Engineer (Maxine)
Foto: Jeff Cutter
Klip: Timothy Alverson
Musik: John Ottman
Spilletid: 118 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/Canada/Tyskland, 2009
Produktionsselskaber: Dark Castle Entertainment, Appian Way, Studio Babelsberg Motion Pictures, StudioCanal

Anmeldt i nr. 146 | 13/12/2017

Stikord: Onde Børn

Planet Pulp Jacob Krogsøe

Westworld - Season 1: The MazeOBS! Denne anmeldelse indeholder milde spoilers.

Tv-udgaven af Westworld er en velsmurt, spændende, flot og til tider ganske tankevækkende tur gennem den Nolanske forlystelsespark.

Desværre der den også for lang i spyttet: Den kunne godt være forkortet med to afsnit, og slutningen, hvor maskerne falder, er en anelse for konstrueret. Men lad os se på den overordnede handling først.

Tag med til westernland

I en ikke så fjern fremtid har firmaet Delos Incorporated skabt den ultimative forlystelsespark. Her befolker robotter (kaldet værter), der ligner mennesker til forveksling et westernland, som man kender det fra de glade westerns.

Der er saloons, indianere, sheriffer, plakater med forbrydere på, heste, romantisk prærieidyl og meget, meget andet.

Så kan de rige gæster ellers udleve forskellige “story lines”, som skaberne bag parken har skrevet. Lidt som at medvirke i et computerspil eller tage en rolle i en film.

Og gæsterne kan så myrde og hore og te sig tosset. Hvad der sker i Westworld bliver i Westworld. Her ser man den menneskelige svinehund for fuld udblæsning; her ser man kvinder blive gjort til objekter, her ser man en ganske modbydelige herskerkultur.

Det mest uhyggelige er dog, at flere af robotterne begynder at udvikle ægte følelser og at der, bag deres koder og programmering, ligger noget, der minder om hukommelse.

Når en vært dør bliver de bare repareret og sendes ud i parken igen. Og igen. Og igen.

Et oprør lurer

Uden at skulle afsløre for meget, for serien lever meget via dens mystik, så er der spændende ting på spil.

Nogle af værterne begynder nemlig så småt at gøre klar til et oprør. De bliver bevidste om, at de “bare” er maskiner, som deres skabere kan kassere som småt brændbart eller elektronik.

For bag kulisserne, dybt under jorden og højt oppe på klipper, er forlystelsesparkens maskinrum. Her designes der nye plottråde, her tænkes der vilde tanker, og her bliver robotterne skabt og repareret.

Ved siden af fortællingen om robotterne, der får mere og mere bevidsthed, er denne første sæsons anden hovedfortælling historien om den mystiske The Man in Black (spillet af Ed Harris), der er en gæst med en helt speciel dagsorden. En dagsorden, der spiller kraftigt ind på flere af handlingstrådene.

Første sæson slutter med en cliffhanger og anden sæson er på vej. Naturligvis, fristes man til at sige.

Spændende tematikker, sublim teknik

Der er mange spændende tematikker på spil i Westworld. Der er idéen om, at være en skaber, der er idéen om de menneskelige lyster, de mange lag i fortællingen, de fine betragtninger i forhold til kunstig intelligens (kan en robot udvikle sig i en menneskelig retning?), forlystelsesparken og meget andet.

Der er meget rendyrket guf at komme efter. Både fra western- og science fiction-genren. Mange vilde idéer, mange sublime detaljer. Desværre burde man have skåret ned på noget af dialogen, som ofte bliver for overforklarende.

Til gengæld er serien rent visuelt en nydelse. Production design-holdet skal have alle de stjerner, man kan kaste efter dem, da de virkelig har skabt et troværdigt miljø. Man tror på parken.

Samtidig er de digitale effekter i de fleste tilfælde gode; kun nogle få baggrundsbilleder træder tydeligt frem som CGI, den nød har man ikke knækket helt endnu.

Flere af actionscenerne er også fremragende, og i det hele taget er idéen med at medvirke i en western godt tænkt og udført. Nøjagtig som det var tilfældet i Michael Crichtons originale Westworld fra 1973.

Jeg synes dog, at filmen, på trods af sine lettere bedagede effekter, fremstår skarpere og mere effektiv end serien, og det skyldes primært, at serien er for lang. Den klassiske seriesyge.

Fælles har serien og filmen en herligt modbydelig afsøgning af menneskelig perversion og liderlighed.

Truman in the Woods

Når serien er bedst, og det er den i mange scener, er den er herlig og diabolsk blanding af The Truman Show (1998) og The Cabin in the Woods (2012).

Fra The Truman Show får vi idéen om en kunstig verden. Og der er mange paralleller mellem Truman Burbank og værterne i Westworld. For hvad sker der, når man finder ud af, at man bare er skabt for at være underholdning? Når ens verden ikke er andet end en løgn, en kulisse.

Fra The Cabin in the Woods får vi den nihilistiske og groteske stemning fra maskinrummet. At have det job, som teknikerne i Westworld har, er noget, der påvirker dem psykologisk. Og det gælder også de ansatte, der er højere oppe i systemet.

Når man flirter med idéen om at være en form for gud, risikerer man, at sikringerne i den menneskelige hjerne kortslutter.

I forhold til slutningen kan man jo sagtens argumentere for, at konstruktionen giver fin mening. Den ultimative narration/fortælling fra parkens skaber, der som en anden Bilbo Sækker kommer med den store afslutning til den store fest.

Serien er udviklet af Jonathan Nolan, Christophers lillebror, der har været medskaber af manuskripterne til film som Memento (2000), The Prestige (2006), The Dark Knight Rises (2012) og Interstellar (2014).

Klassisk Nolansk, fra det sublime til det ordinære

Nolan-brødrene elsker den slags. Altså måden hvorpå det hele vendes rundt til sidst. Tidspunktet i fortællingen, hvor det velsmurte urværk ændrer rytme. Hvor man som tilskuer tvinges til at revurdere det, man netop har set.

Problemet med slutningen i Westworld er, at det faktisk ikke fungerer specielt godt i tv-serieformatet.

Det trækkes i langdrag og føles ikke på samme magiske måde, som det kan være tilfældet i en film, der, med sin kortere spilletid, har præsenteret en mere komprimeret handling, hvor det også er nemmere at snyde tilskueren.

Tryllenummeret i Westworld har ikke den rette timing, og det er for stort materiale, der skal snydes omkring.

Alt i alt er Westworld bestemt et kig hver. Den svinger fra det sublime til det ordinære med for meget dialog, en alt for lang spilletid og en slutning, der ikke sidder i mit skab.

4 stjerner

Titel: Westworld: Season 1
Instruktør: Jonathan Nolan, Richard J. Lewis, Neil Marshall, Vincenzo Natali, Jonny Campbell, Frederick E.O. Toye, Stephen Williams, Michelle McLaren
Manuskript: Jonathan Nolan, Lisa Joy, Daniel T. Thomsen, Ed Brubaker, Halley Wegryn Gross, Charles Yu, Dan Dietz, Kath Lingenfelter
Cast: Evan Rachel Wood (Dolores Abernathy), Thandie Newton (Maeve Millay), Jeffrey Wright (Bernard Lowe), James Marsden (Teddy Flood), Ed Harris (Man in Black), Anthony Hopkins (Dr. Robert Ford)
Foto: Paul Cameron, Brendan Galvin, Robert McLachlan, David Franco
Klip: Marc Jozefowicz, Stephen Semel, Mark Yoshikawa, Andrew Seklir, Tanya M. Swerling, Jeff Jur
Musik: Ramin Djawadi
Spilletid: 617 minutter (10 afsnit af varierende spilletid – fra 56-90 minutter)
Aspect ratio: 1.78:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2016
Produktionsselskaber: Bad Robot, Jerry Weintraub Productions, Kilter Films, Warner Bros. Television

Anmeldt i nr. 146 | 13/12/2017

Stikord: Forlystelsesparker, Remake, Robotter, Western

Planet Pulp Mogens Høegsberg

Stranger Things 2Da Stranger Things debuterede på Netflix i juli 2015 blev serien hurtigt en kæmpesucces. Ikke fordi Netflix havde gjort en stor PR-indsats for at tiltrække seere, men på grund af positiv omtale på nettet og mund-til-øre-metoden.

Efter kort tid stod det klart, at Netflix havde en kæmpesucces på hånden, og der gik da heller ikke længe, inden streamingtjenesten gav grønt lys for endnu en sæson.

Selvom Stranger Things fortalte en afsluttet historie, havde de to brødre Matt og Ross Duffer, der står bag serien, sået nok frø i den sidste episode til, at en eventuel anden sæson havde noget at bygge videre på.

Stranger Things 2 havde premiere på Netflix den 27. oktober 2017 og i modsætning til første sæson, der blev lagt på streamingtjenesten i al stilfærdighed, havde Netflix denne gang kørt det helt store PR-apparat i stilling.

PR-maskinen begyndte at kværne omkring seks måneder før premieren, og de sidste to-tre måneder kørte den for alvor på højtryk. Hypen omkring Stranger Things 2 var stor.

Og heldigvis for serien – og Duffer-brødrene – kan seriens anden sæson godt leve op til forventningerne.

Slutning – med muligheder for fortsættelse

Ved afslutningen af første sæson var Will Byers (Noah Schnapp) blevet reddet ud af den dystre vrangverden, som seriens børn kalder The Upside Down.

Den skurkagtige Dr. Brenner (Matthew Modine) var død (eller i hvert fald forsvundet), og det samme var Eleven (Millie Bobby Brown), der forsvandt idet hun besejrede Demogorgon-monstret fra The Upside Down.

Men hvad var mon det sneglelignende væsen, som Will kastede op i håndvasken på badeværelset i finaleepisoden? Og hvorfor stillede sherif Hopper (David Harbour) mon en madkurv ud i skoven?

Tingene spidser til

Sæson 2 begynder knapt et år senere, kort før Halloween i 1984. Mike (Finn Wolfhard) lider stadig under tabet af Eleven, men ellers er tingene så nogenlunde vendt tilbage til deres vante tilstand. Næsten.

For Will er begyndt at have nogle tilbagevendende visioner, hvor han pludselig synes at befinde sig i The Upside Down, hvor et enormt monster lurer.

Hopper og videnskabsmændene på Hawkins Lab slår Wills visioner hen som posttraumatisk stressyndrom, men Wills mor Joyce har en mistanke om, at noget andet stikker bag.

En ny pige, Maxine – med kaldenavnet Max (Sadie Sink) – ankommer til Hawkins og tiltrækker snart drengenes opmærksomhed, bl.a. fordi hun hurtigt får high-scoren i arkadespillet Dig Dug og generelt er ret cool. Til gengæld er hendes storebror Billy (Dacre Montgomery) en rigtig skidt karl.

Samtidig foregår der andre og knap så almindelige ting i Hawkins: Sherif Hopper kaldes ud til en af de lokale bønder, der mistænker en nabo for at have forgiftet hans græskarmark. Men Hopper finder snart ud af, at det ikke kun er én af bønderne, der har en død mark.

Og Dustin (Gaten Matarazzo) finder et nuttet lille dyr i sin skraldespand, som dog hurtigt viser sig at være knap så nuttet – og som ikke bliver ved med at være helt så lille.

I mellemtiden har vi seere – men ikke Mike og de andre i vennegruppen – fundet ud af, at Eleven lever i bedste velgående, og at Hopper har holdt hende skjult for myndighederne siden begivenhederne i første sæsons finaleepisode.

Tingene begynder hurtigt at spidse til for vores venner i Hawkins, og problemerne har endnu engang rod i den portal, Eleven har åbnet mellem vores verden og The Upside Down. Spørgsmålet er blot, om der er noget at gøre?

Medrivende

Anden sæson af Stranger Things føles som en fuldstændig organisk og naturlig fortsættelse af første sæson. Truslen fra The Upside Down er godt nok noget større denne gang, men Duffer-brødrene fortsætter derudover ufortrødent i samme stil som i første sæson.

Det er til stor glæde for mange, undertegnede deriblandt, mens de, der følte, at første sæson havde meget lidt at byde på og spillede for meget på 80’er-nostalgien, har fået mere ved at bære til bålet.

Det er rigtigt, at man sagtens kan kritisere Stranger Things for ikke at være synderligt original. Serien er fortsat en blanding af mange inspirationskilder – Stephen King-romaner og et hav af film fra 1980’erne.

Men ligesom første sæson trods sin manglende originalitet alligevel formåede at fortælle en medrivende og underholdende historie, gælder det samme for anden sæson.

Karakterudvikling

Samtidig er det heller ikke alt, der bare bliver ved det gamle. Der sker faktisk en udvikling med nogle af karaktererne, ligesom man også lærer nogle af hovedpersonernes familie at kende.

Der kommer med kød på sherif Hopper, og Nancys kæreste Steve (Joe Keery) gennemgår også en udvikling, der har været med til at gøre ham til en klar seerfavorit.

Blandt børnene er det Dustin og Lucas (Caleb McLaughlin), der sker mest med i sæson to, ligesom Noah Schnapp har betydeligt mere at arbejde med i denne omgang, hvor han ikke tilbringer hele sæsonen fanget i The Upside Down.

Derudover er de ret sjovt at møde Lucas’ familie, heriblandt hans irriterende (og virkeligt sjove) lillesøster Erica (Priah Ferguson), ligesom Mikes mor (Cara Buono) har et ahem.. interessant møde med Max’ bad boy-storebror Billy.

Også Eleven har sin egen historie, der udspiller sig i løbet af sæsonen, hvilket bl.a. kommer til udtryk i en standalone-episode, der har delt kritikerne, men som fungerer absolut glimrende på egne præmisser, selvom den også er med til at gøre sæsonens sidste tredjedel noget ujævn.

Mike sker der derimod meget mindre med, og fra at være en af de absolut drivende kræfter i første sæson, har han en betydeligt mere perifer rolle i denne omgang.

Max er en velkommen tilføjelse til persongalleriet, selvom hun sådan set bare går ind og udfylder den rolle, Eleven havde i første sæson: Pigen, der kommer ind i drengegruppen, og indledningsvist sår splid, inden hun endelig accepteres.

Max storebror Billy er som sådan også en erstatning, i dette tilfælde for Joe Keerys Steve, der igennem størstedelen af første sæson var lidt af en douchebag, men som i slutningen af sæsonen trådte i karakter som lidt af en helt.

Som sådan havde Duffer-brødrene behov for et nyt teenage-røvhul, og her er Billy en arketype, der ikke bare trækker tråde tilbage til 1980’erne, men for så vidt helt tilbage til 1950’ernes bad boy-typer.

Når man kender Duffer-brødrenes forkærlighed for Stephen King-referencer er det derfor svært ikke at se Billy som Duffer-brødrenes udgave af Stephen Kings birolle-skurk Ace Merrill fra bl.a. The Body (1982) – forlægget for Stand By Me (1986) – og Needful Things (1991).

Kærkomne gensyn

Samtidig byder Stranger Things 2 på et par kærkomne gensyn med et par skuespillere, som vi på vore breddegrader ikke har set det store til i lang tid.

Den ene er vores allesammens yndlingshobbit Sean “Samwise” Astin, der spiller Joyce Byers’ elektroniknørdede kæreste Bob. Astin er altid sympatisk, og han er fin i rollen som den evigt gode Bob.

Den anden er Paul Reiser, der spiller den nye leder af Hawkins Lab. Castingen af Reiser er beåndet, for én af Reisers gennembrudsroller var som Carter Burke i Aliens42940 (1986), hvor Burke forsikrede Ripley om, at han virkelig var en “okay guy”, selvom han viste sig at være alt andet.

Om Reisers Dr. Owens viser sig at være en “okay guy” i denne omgang, skal jeg ikke afsløre her. Blot kan jeg sige, at Aliens er én af de film, der refereres flittigt til i denne sæson. Og uanset hvad, håber jeg ikke, at Reisers tid på Stranger Things er slut med sæson 2.

Nostalgisk tonede 1980’ere

Hvad angår design, fotografering og effekter er Stranger Things 2 lige så flot lavet som første sæson, hvis ikke flottere.

Tidsbilledet er lige i øjet, selvom det fortsat er den nostalgisk tonede fremstilling af 1980’erne, der ses her, og ikke den mere afdæmpede og neutralt fremstillede (og dermed mere troværdige) version af 1980’erne som i f.eks. FX-serien The Americans (2013-).

Det eneste, der fortsat skærer i ørerne, er Kyle Dixon og Michael Steins dramatisk tonedøve synth-score, der er ligeså narrativt intetsigende som i første sæson og som, når det er værst, ligefrem skader seriens dramatiske narrativ.

Det er i den forbindelse sigende, at de musikalsk mest velfungerende passager er de par stykker, hvor Duffer-brødrene har brugt et cue fra John Carpenter og Alan Howarths score til Escape from New York (1981).

Står i højere grad på egne ben

Stranger Things 2 er lavet med lige så stor kærlighed til 1980’erne og de mange forbilleder, der har inspireret serien, som første sæson var, men det er lidt som om, Duffer-brødrene bevidst har valgt at tone de direkte referencer en anelse ned, og det klæder serien.

Referencer er der fortsat masser af – Aliens-referencerne er nævnt, og plottråden omkring det dyr, Dustin finder, lugter kraftigt af Gremlins (1984) for nu blot at nævne et par stykker – men referencerne til de filmiske og litterære forbilleder er knapt så hæmningsløst tydelige som i sæson 1

Selvom det ikke betyder, at serien pludselig virker mere original, betyder det dog, at sæson 2 i lidt højere grad synes at stå på egne ben.

Større pres

Til gengæld er der nu også lagt et større pres på Duffer-brødrene for at komme på et helt nyt plot til den tredje sæson, der uden tvivl kommer, for det er tvivlsomt, om serien kan holde til endnu en sæson, der udspiller sig på præcist samme præmisser som sæson 1 og 2.

At tredje sæson kommer til at handle om truslen fra The Upside Down lader finaleepisodens sidste indstilling ingen tvivl om, men omstændighederne må blive anderledes, hvis ikke serien skal begynde at gå i tomgang.

Heldigvis har Duffer-brødrene med de nye roller og skuespillere, de har introduceret i sæson 2, og den måde, karaktererne udvikler sig på, gødet jorden for mange fine muligheder i tredje sæson.

Der går nok et års tid, inden vi kan forvente, at Stranger Things 3 rammer Netflix, og hvis Duffer-brødrene kan holde kvaliteten fra de første to sæsoner, har vi noget at glæde os til i de våde efterårsmåneder 2018.

5 stjerner

Titel: Stranger Things 2
Instruktør: Matt Duffer, Ross Duffer, Shawn Levy, Andrew Stanton, Rebecca Thomas
Manuskript: Matt Duffer, Ross Duffer, Justin Doble, Paul Dichter, Jessie Nickson-Lopez, Kate Trefry
Cast: Winona Ryder (Joyce Byers), David Harbour (Jim Hopper), Finn Wolfhard (Mike Wheeler), Millie Bobby Brown (Eleven/Jane), Gaten Matarazzo (Dustin Henderson), Caleb McLaughlin (Lucas Sinclair), Natalia Dyer (Nancy Wheeler), Charlie Heaton (Jonathan Byers), Cara Buono (Karen Wheeler), Joe Keery (Steve Harrington), Noah Schnapp (Will Byers), Sadie Sink (Max Mayfield), Dacre Montgomery (Billy Hargrove), Sean Astin (Bob Newby), Paul Reiser (Dr. Sam Owens)
Foto: Tim Ives, Tod Campbell, David Franco
Klip: Kevin D. Ross, Nat Fuller, Katheryn Naranjo
Musik: Kyle Dixon & Michael Stein
Spilletid: 464 minutter (9 afsnit af varierende spilletid – fra 45-62 minutter)
Aspect ratio: 2.00:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2017
Produktionsselskaber: 21 Laps Entertainment, Monkey Massacre
Distributør (streaming): Netflix
hvid
Stranger Things er en original Netflix-serie. Der er ni afsnit i anden sæson, og det hele er tilgængeligt på Netflix.

Anmeldt i nr. 145 | 13/11/2017

Stikord: 1980’erne, TV

Planet Pulp Michael Lillegaard Larsen

Things to ComeScience fiction-visionerne på film fra 1920’erne og 1930’erne var ofte både vildt optimistiske på teknologiens vegne, samtidig med, at de tydeligvis var et produkt af den tid, de var lavet i.

I år skriver vi 2017, men her, 16 år senere, har vi endnu ikke nået de opsigtsvækkende fremtidsvisioner fra Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968). Vi har ikke gjort Månen til en rumbase, og vi har heller ikke haft rumrejser mod Jupiter. Øv!

Den gamle science fiction-film Things to Come (1936) (dansk: Krigen der kommer), som vi ser på her, er også fyldt med fremtidsvisioner, der i dag virker som den rene fantasi snarere end en mulig kommende virkelighed.

Filmen bygger på romanen The Shape of Things to Come af den legendariske science fiction-forfatter H.G. Wells, som også har stået for filmmanuskriptet.

En anden science fiction-legende, forfatteren Arthur C. Clarke, viste i øvrigt Kubrick filmen som et eksempel på datidens forsøg på at skabe en realistisk science fiction film, mens de lavede 2001: A Space Odyssey. Angiveligt skulle Kubrick dog have hadet Things to Come!

Fremtidsvisioner fra gamle dage

Vi skriver 1940. I den hyggelige engelske by Everytown er det juleaften, men der meldes nyt om en kommende krig.

Det bekymrer forretningsmanden John Calbal (Raymond Massey), og det spolerer juleglæden for ham trods muntre ord fra hans optimistiske ven Pippa Passworthy (Edward Chapman) om, at det hele bliver godt igen. Men selvsamme aften bliver Everytown udsat for luftbombardement.

Krigen er brudt ud, og som den skrider frem, bliver menneskehedens fremtid mørkere. Dog er der håb forude.

Ovenpå ruinerne af Everytown prøver menneskeheden i fremtiden at skabe civilisation på ny med en futuristisk paradis-by med prægtige flyvemaskiner, og man har planer om at lande på Månen! Men hvor længe kan freden og håbet bevares inden en ny krig bryder løs…

Som at se lang montage tilsat papfigurer

Strukturen i Things to Come er meget episodisk. Der springes frem i høj hastighed gennem et århundrede, og det går hårdt ud over opbygningen af de mange figurer.

De fungerer mere som koncepter end egentlige personer, man kommer tæt på. Mere vægt på dem havde gjort dramaet meget mere interessant. I stedet er idéerne i centrum, og det bliver brugt i dialogen, der ind imellem halter noget i det stive skuespil.

Udviklingen af menneskehedens fremtid bliver vist i mange korte montager, der vækker mindelser om den russiske filmmager Sergei Eisensteins montageteknik fra hans filmklassikere Panserkrydseren Potemkin (1925) og Oktober (1928).

Dem i Things to Come er dog ikke nær så dynamiske og levende som i de nævnte Eisenstein-mesterværker. Undervejs i Things to Come kommer løbende rulletekster, der kort forklarer tidens gang i Everytown. Det er som at se crawl-tekster fra Star Wars-film. Til gengæld er Arthur Bliss’ bombatiske musik med til at give Things to Come noget tiltrængt energi.

Den virkelige stjerne i filmen er scenografen Vincent Korda. Hans kulisser er fantastiske at se på, lige fra den krigshærgende Everytown til fremtidens udgave af selvsamme by. Alt sammen realiseret som en kombination af både kulisser, locations og miniaturemodeller. I dette tilfælde tager baggrunden alt fokus fra det i forgrunden!

En film der er værd at udforske trods mangler

Things to Come er bestemt ikke et mesterværk. Dertil er filmen alt for tung i sit pompøse melodrama, men de spændende, smukke billeder er en formildende faktor.

3 stjerner

Titel: Things to Come
Dansk titel: Krigen der kommer
Instruktør: William Cameron Menzies
Manuskript: H.G. Wells efter hans egen roman The Shape of Things to Come
Cast: Raymond Massey (John Cabal), Edward Chapman (Pippa Passworthy), Ralph Richardson (The Boss), Margaretta Scott (Roxana), Cedric Hardwicke (Theotocopulos), Maurice Braddell (Dr. Harding), Sophie Stewart (Mrs. Cabal), Derrick De Marney (Richard Gordon), Ann Todd (Mary Gordon), Pearl Argyle (Catherine Cabal)
Foto: Georges Périnal
Klip: Charles Crichton, Francis D. Lyon
Musik: Arthur Bliss
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 1.37:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: England, 1936
Produktionsselskaber: London Film Productions

Anmeldt i nr. 145 | 13/11/2017

Stikord: Fremtiden

Planet Pulp Martin Schjönning

Batman and Harley QuinnPulpens gæsteekspert, når det kommer til mørkets ridder, Per Ry Kristensen (se bl.a. her), skrev på Facebook, at Batman and Harley Quinn gjorde fysisk ondt på ham at se.

Så langt vil jeg ikke gå. Derimod vil jeg formode, at jeg har glemt filmen om en uge, hvilket vel på sin vis er værre. Dårlige film kan blive kult. Forglemmelige film bliver blot, tja, glemt.

Filmens ene titelkarakter, Harley Quinn, er grunden til, at en 29. film i en serie, vi ellers ikke har omtalt, overhovedet bliver anmeldt på Pulpen.

Quinn, der ikke er en af de “oprindelige” Batman-skurke fra tegneserierne, er blevet en kæmpe favorit blandt de mere casual fans af DC-universet, altså mainstreampublikummet.

Hun har oplevet en ubrudt stjernebestrøet periode som cosplayernes darling, siden blockbusteren Suicide Squad ramte biograferne sidste år.

Stockholm-syndromet Harley

Batman and Harley Quinn forsøger at give et nuanceret og mere voksent billede af kvinden, der mest er kendt som Jokerens sidekick.

Jeg har personligt altid kunnet lide hende. Hun er afgrundsdybt tragisk, et klasseeksempel på Stockholm-syndromet hos kvinder, der falder for voldelige, sindsforvirrede, manipulerende mandesvin.

I Harleys tilfælde er det ekstra sørgeligt, fordi hun, som Jokerens særligt trænede fængselspsykiater, netop burde kunne holde hans indflydelse under kontrol.

Harley er leverandør af en af de bedste replikudvekslinger i Batman: The Animated Series, i afsnittet The Laughing Fish (sæson 1, episode 46), der slutter med, at Jokeren øjensynligt bliver ædt af sin egen haj.

Harley: Oh my poor, poor puddin’.
Bullock: Come on, he was a demented, abusive, psychotic maniac.
Harley: Yeah. I’m really going to miss him!

Der burde altså være rigeligt at tage af for en manuskriptforfatter, når man også tilføjer, at Harley er humoristisk og særdeles intelligent og handlekraftig, sin sindssyge til trods. Hun falder desværre til jorden med et meget utilfredsstillende klask.

Fladpandet pruttehumor

Batman og Nightwing (opgraderede sexy Robin) finder ud af, at Poison Ivy og Floronic Man har sået frøene (undskyld!) til menneskehedens undergang.

De to trækrammende hippie-monstre vil lave alle mennesker om til plantevæsener, der måske, måske ikke vil overleve denne pludselige mutation.

Med en reference til endnu et afsnit af The Animated Series ved Batman, at Harley er Ivys bedste veninde, og han sender Nightwing ud for at opstøve Harley, der er prøveløsladt, så hun kan hjælpe dem.

Således opbygningen til plottet, der derefter falder aldeles fra hinanden. Der er en fræk sexscene hvor Harley binder og misbruger Nightwing seksuelt (vi ved jo alle sammen, at mænd ikke kan voldtages, ikke?) og derefter køres apokalypsen ud på et støvet sidespor.

I stedet for plot får seeren nu serveret en TV-dinner af mere eller mindre fladpandede gags, der perfekt viser, hvordan filmens skabere fejler totalt i deres forkølede forsøg på at gøre Batman-serien mere voksen.

Batmans animerede univers er allerede voksent og er blevet det gennem sublim karakterudvikling, psykologisk fuldstændige, tragiske skurke, en selvudslettende helt, og stemningen i dens fantastiske retrofuturistiske udgave af Gotham City.

Batman and Harley Quinn tilføjer kun lidt mere sex og vold end sædvanligt, men blandet med tåkrummende pruttehumor og sløset dialog bliver det faktisk bare mere umodent.

Dumt valg af bonusmateriale

Filmens klimaks er så ringe, at man burde fremhæve det i lærebøger på alverdens filmskoler. En legendarisk skikkelse fra DC-universet gør en overraskende entré midt i det og forsvinder så igen uden at have foretaget sig noget.

Det er muligvis en syg joke fra forfatternes side, men jeg syntes ikke, den var spor underholdende. Dertil kommer et soundtrack, der er decideret irriterende – man forstyrres simpelthen af det – og man har en film, der bare ikke vil være god.

Den hovedløse kavalkade af gags er mere i familie med Weekend at Bernie’s end med de dystre, velsammenskruede Batman-film og -serier, der går forud for den. Altså, bortset fra at Weekend at Bernie’s er sjov.

Når man ser Bluray-udgavens ekstramaterialeportræt af titelkarakteren, The Harley Effect, mistænker man, at Harleys far, Bruce Timm, har mistet kontrollen med sin skabning og bare har lavet den her film for at have noget at rive den af til, mens han bader i sine penge.

Som en særskilt idiotisk gestus har nogen også placeret to Harley Quinn-drevne afsnit fra The Animated Series på skiven – Harley and Ivy og Harley’s Holiday. Når man sætter dem på, efter at have set filmen, understreger det faktisk blot, hvor meget bedre, den kunne have været.

2 stjerner

Titel: Batman and Harley Quinn
Instruktør: Sam Liu
Manuskript: James Krieg & Bruce Timm
Cast: Kevin Conroy (Batman), Melissa Rauch (Harley Quinn), Loren Lester (Nightwing)
Klip: Christopher D. Lozinski
Musik: Kristopher Carter, Michael McCuistion, Lolita Ritmanis
Spilletid: 74 minutter
Aspect ratio: 1.78:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2017
Produktionsselskaber: DC Entertainment, Warner Bros. Animation

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: Superhelte

Planet Pulp Jacob Krogsøe

Blade Runner 2049Denne anmeldelse indeholder spoilers!

“Gud, hvor det klæder godt! Hvor det sidder dejligt!” sagde de alle sammen. ”Hvilket mønster! Hvilke farver! Det er en kostbar dragt!”

År 2049

Vi er i år 2049 i Californien. En Blade Runner er stadig en Blade Runner, altså en person der jagter og pensionerer (dræber) replikanter/androider.

Betjent KD6-3.7, kaldet “K”, der selv er en androide, er en Blade Runner. Han er i filmens indledning på jagt efter en replikant, som han finder og dræber. Men på replikantens grund, gravet dybt ned, finder han et kiste fyldt med knogler. Et lig er gemt væk.

Det sætter K på en rejse. En rejse, hvor han skal finde sig selv som en anden Pinocchio. Og en rejse, hvor der rippes op i fortiden. En fortid, hvor der står Rick Deckard skrevet med store bogstaver.

Jeg skriver ikke denne anmeldelse for at provokere; jeg skriver den ikke fordi, jeg bare vil være på tværs. Jeg skriver den bare fordi, jeg undres.

“9/10 filmeksperter elsker den”, “den bedste sequel nogensinde”, “et sanserigt eksistentielt mesterværk”, “du er ikke ekspert hvis du kan sige den er dårlig” osv. Stærke sager.

En af vor tids store instruktører

Så mine forventninger var skruet godt op. Ikke så meget på grund af idéen om en efterfølger til Blade Runner (1982), men fordi instruktøren Denis Villeneuve er en af vor tids mest spændende navne.

Film som Prisoners (2013), Sicario (2015) og Arrival (2016) er fremragende. Han har en fornem måde at fortælle historier på; historier der tør dvæle lang tid ved små scener og historier, hvor han har fået det bedste ud af sine skuespillere.

Jeg nåede dog også at høre nogle få, men stærke, kritiske røster, før jeg selv så filmen, så mine forventninger var afstemt på en behagelig måde.

Filmens indledning er enkel, smuk og effektiv. K’s møde med replikanten, konfrontationen, kampen og fundet af kisten. Det er godt lavet. Universet sidder lige i skabet. Nærmest som var det et af de gode og stemningsfulde afsnit af første sæson af True Detective (2014), hvor krimigenren tilføjes noget mystisk, noget mytisk.

Og generelt må man sige, at filmen rent visuelt er en nydelse, både i forhold til billedekompositionerne, kamerabevægelserne, farverne og klipningen.

Lyddesignet er også fremragende. En stor dråbe malurt i dette bæger er dog Hans Zimmer og Benjamin Wallfischs musik, der er voldsom på den helt forkerte måde: larmende, for meget af det gode, lidt som et overgreb på mine ører.

Alle disse, mere eller mindre, fornemme elementer klinger dog hult, når man ser på det færdige resultat. Det føles som om, filmen insisterer på at være stor kunst, med de lange indstillinger og de mange antydninger, men at den samlede fortælling slet ikke understøtter de store ambitioner.

Overfladen er smuk

Fortællermæssigt lægger filmen stærkt ud. Et plot og et univers der lugter af storhed. En enkel og effektiv handling, hvor idéen om den nedgravede kiste er pirrende. Det kunne blive rigtig, rigtig godt.

Desværre er det kun på overfladen. Ret hurtigt udvikler filmen sig bare til en rejse fra det ene tableau til det andet og den fine fornemmelse, man har af filmen i indledningen, fortaber sig i noget, der minder om en struktur, man kunne finde i et middelmådigt computerspil, hvor intentionen er at vise det ene spændende optrin efter det andet uden at tænke så meget over, hvorledes stederne og stemningerne hænger sammen.

Som vi husker det fra slut 90’erne, hvor filmsekvenser blev bedre og bedre udført i computerspillene, dog ofte uden den store substans bag overfladen. Det vigtige var stadig handlingen og gameplayet, og Blade Runner 2049 føles lidt som filmsekvenser til et computerspil.

Det gør også, at det aldrig helt kommer til at føles som en sammenhængende fortælling, men mere som små enkeltdele, som små forspil til den store forløsning, der udebliver.

Værst af alt gør det, at jeg slet ikke bliver følelsesmæssigt engageret i filmen, og det er et problem, da den jo netop på alle områder råber efter de store følelser.

Banalt

Det bliver dog for alvor slemt, da vi kommer til Las Vegas, holdt i Fallout-nuancer (hvis jeg skal blive i computerspilsverdenen) og møder Rick Deckard. Og nu begynder de forskellige aspekter af filmens negative sider at spille sammen.

For det første synes jeg ikke, at Deckard giver fortællingen noget som helst, og hvad dælen har han brugt de sidste 30 år på? Det er fanwanking af værste skuffe, der allerede blev tydeligt, da filmen hev Edward James Olmos’ ikoniske karakter Gaff frem fra skabet uden at bruge ham til noget som helst andet, end et lille nik til mange fans. “Vi husker jer og elsker også den samme film” kan man næsten høre filmen hviske til os.

Da Deckard dukker op, mister filmen momentum, og handlingen rives i en klichéfuld retning. En retning, der kulminerer i det grotesk pinagtige James Bond-agtige klimaks ved vandet, hvor K skal i en terminator-duel med androide/Lisbeth Salander-klonen Luv.

Om det er et forsøg på at genskabe noget af slutningen fra originalen skal jeg ikke kunne sige, men i takt med at scenen skrider frem, bliver det mere og mere banalt. Var det bare det? Var filmen “bare” en lille klon af Blade Runner og A.I. Artificial Intelligence (2001), komplet med Spielbergsk sødme og så lidt robotoprørstanker a la Asimov?

Men lad os lige hoppe tilbage til Deckard og Harrison Ford. Jeg elsker manden, det skal der ikke være nogen tvivl om. Her virker han dog træt og underligt uoplagt. Bevares, han har det skæve smil, og et par actionscener, men Ford fremstår som en tam sammensmeltning af Han Solo/Richard Kimble/Indiana Jones og Deckard.

Det er faktisk bare Harrison Ford og ikke noget, der føles som en ægte karakter. Og det ser desværre ikke bedre ud med de andre skuespillere.

Ryan Gosling er komplet ligegyldig, nærmest kun med ét udtryk, men det skyldes primært hans karakter, som hverken har kant, varme eller noget som helt andet. Han er der bare – med et træt blik og en trist udstråling, og det er ikke nok i forhold til, at han er filmens protagonist i små tre timer!

Jared Leto er tåkrummende som Niander Wallace, men det skyldes primært de jammerlige replikker, der er kastet efter den stakkels mand, og selve konstruktionen af karaktererne og hans mildest talt lidt hullede motivationer for at gøre, som han gør.

Når der kastes grimme skygger

Jeg tænker The Architect fra Matrix-serien (1999, 2003), og det leder mig frem til sequel-snakken.

Den første Matrix-film var en vild sag; en fed film fyldt med fede idéer og fyldt med flere lag, hvor man som beskuer selv var med til at danne fortællingen bagved.

Det blev så ødelagt i de to efterfølgere, hvor alt blev afmystificeret, og hvor den ene plathed fulgte den anden. Det kastede skygger over den oprindelige Matrix-film.

Det samme gør sig gældende her, hvor Blade Runner 2049 transformerer Deckard til en meget banal karakter, og selvom filmen ønsker og påberåber sig på alle leder og kanter at være tvetydig, mystisk og kunstnerisk, så ender den desværre med at fremstå ret tom.

Deckard bliver en stopklods for filmens egne ambitioner, han tynger filmen ned og gør den banal, hvilket filmens sidste 15 minutter mejsler i granit.

Men filmens største problem, udover at den blæser sig op til noget, den ikke er, er, at den er kedelig. 45 minutter for lang. Måske en time for lang.

Hvis man havde holdt tonen fra indledningen og havde lavet en original fortælling frem for noget, der minder om en kopi af mange andre ting, så ville Blade Runner 2049 måske være blevet en god film.

Jeg forstår til fulde, at den roses for den visuelle side, men det er bare ikke nok i en fortællende film, og filmens ambition er jo ikke at efterligne artfilmen eller Andrej Tarkovskij, selvom man flere steder næsten kunne tro det.

Den vil “bare” fortælle en A.I.-lignende fortælling om jagten på det menneskelige og hvad det menneskelige er – tilsat lidt action og lidt lommefilosofi.

For drømmer androider om elektriske får eller kan de drømme om levende får? Og hvor ligger menneskeheden gemt? Hvad vil androider gøre, når de får en bevidsthed, og kan de blive mere menneskelige end ægte mennesker?

Spændende tematikker som den oprindelige Blade Runner belyste fint, og som dygtige science fiction-forfattere som Brian Aldiss og Isaac Asimov har udforsket flere gange.

I Blade Runner 2049 bliver det aldrig til andet end en overfladebehandling, og når filmen endelig forsøger at stikke dybt, med Niander Wallaces skaber-idéer og idéen om et oprør, bliver det for alvor pinligt og fyldt med plothuller.

Korthuset falder sammen, så man sidder med et kortspil, fyldt med små fine enkeltdele, der dog ikke passer sammen, men hvor fans af filmen sikkert, og ganske forståeligt, vil se det som brikker til et puslespil, som endnu ikke er færdiglagt. Myten kan altså leve videre.

En møgfilm

Det er naturligvis ikke objektive sandheder, jeg har disket op med her. Langt fra. Men det er mine nedslag i forhold til, hvorfor filmen ikke åbner op for, at min smag elsker den.

Normalt vil jeg ikke kaste mig så meget over andre anmeldelser og holdninger, når jeg skriver om en film, men denne gang gør jeg gerne en undtagelse.

Det skyldes al den snak, der har været op til filmen, alle dem, der har udnævnt filmen til et ubetinget mesterværk og den store undren, jeg sad tilbage med, efter at jeg havde set filmen, som jeg bedst kan beskrive som undervældende og småtam. Så læs min tekst som en sund undren.

Når filmens magi mister sit tag på mig efter 15 minutter, bliver andre svagheder naturligvis tydeligere, end hvis man holdes fanget hele filmen igennem. Men det er en anden og ganske spændende diskussion.

“Men han har jo ikke noget på!” sagde et lille barn.

2 stjerner

Titel: Blade Runner 2049
Instruktør: Denis Villeneuve
Manuskript: Hampton Fancher & Michael Green
Cast: Ryan Gosling (K), Jared Leto (Niander Wallace), Harrison Ford (Rick Deckard)
Foto: Roger Deakins
Klip: Joe Walker
Musik: Benjamin Wallfisch & Hans Zimmer
Spilletid: 164 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/UK/Canada, 2017
Produktionsselskaber: 16:14 Entertainment, Alcon Entertainment, Columbia Pictures, Scott Free Productions, Thunderbird Entertainment, Torridon Films, Warner Bros.

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: 2’er, Androider, Fortsættelse, Fremtiden

Planet Pulp Mogens Høegsberg

The VillageDet er i M. Night Shyamalans sjette film – den tredje efter gennembruddet med The Sixth Sense i 1999 – at instruktørens plotkonstruktioner for alvor begyndte at knirke.

Ikke at Shyamalans tidligere film havde undgået al kritik, men der er nogenlunde konsensus om, at The Sixth Sense, Unbreakable (2000) og Signs (2002) alle er ret gode film. Selv er jeg meget glad for både Unbreakable og Signs, mens jeg har et lidt mere anstrengt forhold til The Sixth Sense.

Da The Village kom i 2004, var det for længst kommet til at stå klart, at Shyamalan havde en markant forkærlighed for historier med en afsluttende twist, der tvang seeren til at revurdere alt, der var gået forud.

Således også med The Village, der langt hen ad vejen bestemt ikke er nogen dårlig film, men hvor den afsluttende twist skader filmen mere, end den gavner.

Afsides landsby

The Village foregår i en lille afsidesliggende landsby i Pennsylvania i 1897. Her bor bønderne i konstant frygt for nogle væsner, der bor i de store skovområder, der omslutter landsbyen og dens jorder.

Beboerne har bygget en serie vagttårne, hvorfra der holdes udkig hver nat, og farven rød er strengt forbudt i landsbyen, da den angiveligt tiltrækker væsnerne.

Landsbyens ledere spilles af en samling særdeles solide skuespillere med William Hurt, Sigourney Weaver og Brendan Gleeson i spidsen, men de egentlige hovedroller indehaves af Bryce Dallas Howard og Joaquin Phoenix.

Den blinde Ivy (Howard) er datter af lederen Edward (Hurt), mens den fåmælte Lucius er søn af Alice (Weaver). Efter at en syvårig dreng er død af sygdom, beder Lucius landsbyens ledere om lov til at gå gennem den forbudte skov til byen efter medicin. Lederne afslår imidlertid hans ønske.

Ivy og Lucius bliver forelskede i hinanden, hvilket falder den retarderede Noah (Adrien Brody) for brystet. I jalousi angriber Noah Lucius med en kniv, og Lucius såres hårdt. Nu er det Ivys tur til at bede om lov til at tage til byen efter medicin, og det ender med, at hun får lov – hun er jo trods alt blind.

Spørgsmålet er nu blot, om hun kan komme sikkert gennem skoven eller om væsnerne i skoven vil gøre det af med hende…

Mister pusten til sidst

Som sagt er The Village langt hen ad vejen en ret god film. Som altid med Shyamalans film er The Village en overordentlig smuk film at se på. I modsætning til de farvemættede sommerbilleder, der prægede Signs, er The Village fyldt af efterårsfarver og en generelt mere nedtonet farvepalette.

Filmens første halvdel, der foregår i landsbyen, er på mange måder udtryk for et velfungerende mysteriedrama med enkelte horrorelementer, og skuespillerne gør det alle rigtig fint. Ikke bare hovedrollerne, men også birolleindehaverne, der også omfatter bl.a. Cherry Jones, Celia Weston og Frank Collison.

Horrorelementerne i denne del af filmen er også velfungerende, og det lykkes snildt for Shyamalan at opbygge en stemning af rædsel omkring skoven og dens farlige, men stort set usete, beboere.

Da Ivy begynder sin tur gennem skoven bliver filmen noget mere ensidig, bl.a. fordi hun hurtigt mister sin eskorte, der skulle følge hende en del af vejen. Nu er hun alene, hvilket selvfølgelig føjer til den grundlæggende spænding, men også berøver filmen mange af dens glimrende skuespillere.

Og da filmens afsluttende twist endelig kommer – med en behændig krydsklipning til begivenheder hjemme i landsbyen – mister The Village en stor del af pusten.

Et ærgerligt skær

Problemet med den afsluttende plot-twist er, at den udstiller, hvor skrøbelig en konstruktion, The Village egentlig er. Det samme var tilfældet med The Sixth Sense, mens Shyamalan slap noget heldigere om ved det i både Unbreakable og Signs.

Men når man i de afsluttende øjeblikke – og i minutterne og timerne efter filmen – gen-analyserer filmen med den nye viden, står de kolossale plothuller meget tydeligt frem.

Det kan naturligvis ikke ændre ved det faktum, at første del af filmen er både flot og velspillet og skiftevis rørende, spændende og uhyggelig, men det giver alligevel de gode dele af filmen et ærgerligt skær.

Havde Shyamalan dog blot kunnet holde sig til at lave den historie, han foregav at fortælle, i stedet for død og pine at skulle twiste det hele til sidst. Han er en glimrende historiefortæller, og The Village kunne have været en fin lille horrorfilm med en sjældent set setting, hvis altså han havde kunnet holde sig på dydens smalle sti.

One-trick pony?

Desværre ender The Village som lidt af en slap ballon, og det er rigtig ærgerligt, for filmen er både visuelt smuk og velspillet og så har den komponist James Newton Howards måske smukkeste score nogensinde.

Det var med The Village, at Shyamalans deroute i Hollywood tog sin begyndelse. Den cementerede han de følgende år med den ene skuffelse efter den anden – bl.a. Lady in the Water (2006) og The Happening (2008).

Sidste års Split (der også havde en markant afsluttende twist) blev Shyamalans comeback; nu bliver det spændende at se, om Shyamalan igen bider sig fast i Hollywood og ikke mindst, om han har andre tricks oppe i ærmet end det ene, der har givet ham ry for at være det, man på engelsk kalder en one-trick pony.

3 stjerner

Titel: The Village
Instruktør: M. Night Shyamalan
Manuskript: M. Night Shyamalan
Cast: Bryce Dallas Howard (Ivy Walker), Joaquin Phoenix (Lucius Hunt), Adrien Brody (Noah Percy), William Hurt (Edward Walker), Sigourney Weaver (Alice Hunt), Brendan Gleeson (August Nicholson)
Foto: Roger Deakins
Klip: Christopher Tellefsen
Musik: James Newton Howard
Spilletid: 108 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2004
Produktionsselskaber: Touchstone Pictures, Blinding Edge Pictures, Scott Rudin Productions

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: 1800-tallet, Skove

Planet Pulp Mogens Høegsberg

The BabadookI The Babadook spiller Essie Davis enken Amelia, der bor sammen med sin seksårige søn Samuel. Amelia og Samuel lider begge under tabet af Samuels far, der døde den aften, Samuel blev født.

Da filmen begynder, lider Amelia yderligere af galopperende søvnmangel, da Samuel har tilbagevendende mareridt, der holder ham og Amelia oppe om natten.

Samtidig står det klart, at Samuel har nogle adfærdsproblemer, der bl.a. bringer ham i problemer på skolen. Så den lille familie er ganske hårdt plaget allerede ved filmens begyndelse.

Men det bliver værre.

Uhyggelig bog

En aften da Amelia skal læse godnathistorie for Samuel, finder hun på Samuels reol en mystisk bog, som hun ikke har set før. “Mr. Babadook” hedder bogen, der viser sig at være en pop-up-bog med tekst og illustrationer, der starter med at være ildevarslende, men snart udvikler sig til at være rent ud sagt rædselsvækkende.

“If it’s in a word or in a look – you can’t get rid of the Babadook” begynder bogen og fortsætter: “See him in your room at night and you won’t sleep a wink.”

Mr. Babadook selv er tegnet som en uhyggelig sort silhuet med høj hat, to små øjne og en enorm mund med mange skarpe, hvide tænder.

Bogen fortsætter: “I’ll soon take off my funny disguise. Take heed of what you’ve read. Once you see what’s underneath you’re going to wish you were dead.”

Selvsagt stopper Amelia med at læse højt, inden hun når så langt, men det er for sent – på flere punkter. For det første er stakkels Samuel allerede skræmt fra vid og sans. Og for det andet kunne noget tyde på, at Amelia nu har lukket Mr. Babadook ind i deres hjem.

Tvetydig

Det er herefter, at The Babadook for alvor bliver rigtig interessant, for i det næste lange stykke af filmen, efterlades seeren i tvivl om, hvorvidt Mr. Babadook er virkelig, eller om han i virkeligheden er et symptom på Amelias dårligere og dårligere psykiske tilstand.

Denne del af filmen – groft sagt filmens anden akt og begyndelsen af tredje – er så klart den stærkeste. Dels byder filmen på nogle klassiske, men særdeles veleksekverede, elementer fra Haunted House-genren.
Dels er der nogle scener, der nok særligt for publikum med børn er næsten ubærlige, for i takt med, at Amelias psykiske tilstand forværres, kommer det også ved flere lejligheder til at gå ud over den stakkels Samuel.

Forfalder til bulder og brag

The Babadook er stedvist rigtig, rigtig uhyggelig, også selvom virkemidlerne på ingen måde er nyskabende. Tværtimod er filmen ganske klassisk opbygget, men med den effektive twist, at den langt hen ad vejen hensætter publikum i tvivl om, hvorvidt de overnaturlige tildragelser er ægte eller bare noget, Amelia forestiller sig.

I tredje akt toner filmen så endelig rent flag angående dette spørgsmål, og det er samtidig her, at The Babadook taber meget af pusten.

Ikke fordi den toner rent flag – dette bør sådan set roses – men fordi filmen herefter falder tilbage på en række ganske kluntede og voldsomme klichéer.

Hvor de første to tredjedele af filmen hovedsageligt består af effektiv stemningsopbygning med stedvise effektive jump scares, går filmen all-in henimod slutningen og dræber dermed den fine stemning til fordel for bulder og brag.

I lige præcis dette aspekt minder filmen egentlig ret meget om den første The Conjuring (2013), der lider under det samme strukturelle problem.

Det er ærgerligt, for hvis forfatter og instruktør Jennifer Kent havde holdt historien i lidt strammere tøjler helt til slutningen, kunne The Babadook have været et af det nye årtusindes bedste horrorfilm. De højder når filmen ikke helt op på.

Adskillige tolkningsmuligheder

Ikke desto mindre må filmen have ros for, at den gennem store dele af sin spilletid på så fornem vis kobler gængse horrorfilm-tildragelser sammen med et fint psykologisk drama, hvor Mr. Babadook har adskillige tolkningsmuligheder.

Man kan vælge at tolke ham som et udtryk for en voksende psykose hos Amelia, hvormed filmen på sin vis minder ikke så lidt om Adrian Lynes urovækkende Jacob’s Ladder (1990).

Men man kan også vælge, at tolke Mr. Babadook som den skygge af både sorg, tab og skyld, der bor i huset sammen med Amelia og Samuel som følge af faderens død.

Det er jo nok næppe et tilfælde, at “Mr. Babadook”-bogen ikke er én, der kommer ind i huset i løbet af filmen (som jo ellers er en klassisk horrorfilm-kliché), men i stedet viser sig allerede at være der.

Langt hen ad vejen rigtig god

The Babadook er både skrevet og instrueret af Jennifer Kent, der baserede filmen på en kortfilm, hun tidligere havde lavet, og som blev ved med at spøge i hendes bevidsthed.
Selvom Kent altså falder i klichéfælden til sidst, er både manus og instruktion langt hen ad vejen rigtig gode, og det samme kan siges om skuespilpræstationerne.

Særligt Essie Davis som den hårdt prøvede Amelia er imponerende, men Noah Wiseman er også god som Samuel, og han bliver aldrig irriterende, sådan som små børn på film ellers ofte gør.

Wiseman var kun seks år, da optagelserne fandt sted, og det var en lettelse, da jeg et sted læste, at nogle af de værste scener mellem Amelia og Samuel faktisk blev optaget med en voksen stand-in for Wiseman.

Teknisk set er filmen også ganske flot, selvom budgettet har været ret lavt – filmen er estimeret til at have kostet i omegnen af 2 millioner USD.

Ikke det mesterværk, den blev udråbt til

The Babadook blev voldsomt hypet, da den havde premiere, og hypen er til dels forståelig, for meget langt hen ad vejen er The Babadook en rigtig god gyser, der stedvist er rigtig uhyggelig og andre steder knugende og ubehagelig.

Helt det mesterværk, den blev udråbt til, er den dog ikke, mest fordi tredje akt forfalder til lidt for meget bulder og brag med lidt for mange og lidt for tydelige forbilleder i en håndfuld kendte gyserfilm.

4 stjerner

Titel: The Babadook
Instruktør: Jennifer Kent
Manuskript: Jennifer Kent
Cast: Essie Davis (Amelia), Noah Wiseman (Samuel)
Foto: Radek Ladczuk
Klip: Simon Njoo
Musik: Jed Kurzel
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: Australien/Canada, 2014
Produktionsselskaber: Screen Australia, Causeway Films, The South Australian Film Corporation, Smoking Gun Productions, Entertainment One

Anmeldt i nr. 143 | 13/09/2017

Stikord: Australien, Haunted House, Onde Bøger