Planet Pulp Martin Schjönning

Batman and Harley QuinnPulpens gæsteekspert, når det kommer til mørkets ridder, Per Ry Kristensen (se bl.a. her), skrev på Facebook, at Batman and Harley Quinn gjorde fysisk ondt på ham at se.

Så langt vil jeg ikke gå. Derimod vil jeg formode, at jeg har glemt filmen om en uge, hvilket vel på sin vis er værre. Dårlige film kan blive kult. Forglemmelige film bliver blot, tja, glemt.

Filmens ene titelkarakter, Harley Quinn, er grunden til, at en 29. film i en serie, vi ellers ikke har omtalt, overhovedet bliver anmeldt på Pulpen.

Quinn, der ikke er en af de “oprindelige” Batman-skurke fra tegneserierne, er blevet en kæmpe favorit blandt de mere casual fans af DC-universet, altså mainstreampublikummet.

Hun har oplevet en ubrudt stjernebestrøet periode som cosplayernes darling, siden blockbusteren Suicide Squad ramte biograferne sidste år.

Stockholm-syndromet Harley

Batman and Harley Quinn forsøger at give et nuanceret og mere voksent billede af kvinden, der mest er kendt som Jokerens sidekick.

Jeg har personligt altid kunnet lide hende. Hun er afgrundsdybt tragisk, et klasseeksempel på Stockholm-syndromet hos kvinder, der falder for voldelige, sindsforvirrede, manipulerende mandesvin.

I Harleys tilfælde er det ekstra sørgeligt, fordi hun, som Jokerens særligt trænede fængselspsykiater, netop burde kunne holde hans indflydelse under kontrol.

Harley er leverandør af en af de bedste replikudvekslinger i Batman: The Animated Series, i afsnittet The Laughing Fish (sæson 1, episode 46), der slutter med, at Jokeren øjensynligt bliver ædt af sin egen haj.

Harley: Oh my poor, poor puddin’.
Bullock: Come on, he was a demented, abusive, psychotic maniac.
Harley: Yeah. I’m really going to miss him!

Der burde altså være rigeligt at tage af for en manuskriptforfatter, når man også tilføjer, at Harley er humoristisk og særdeles intelligent og handlekraftig, sin sindssyge til trods. Hun falder desværre til jorden med et meget utilfredsstillende klask.

Fladpandet pruttehumor

Batman og Nightwing (opgraderede sexy Robin) finder ud af, at Poison Ivy og Floronic Man har sået frøene (undskyld!) til menneskehedens undergang.

De to trækrammende hippie-monstre vil lave alle mennesker om til plantevæsener, der måske, måske ikke vil overleve denne pludselige mutation.

Med en reference til endnu et afsnit af The Animated Series ved Batman, at Harley er Ivys bedste veninde, og han sender Nightwing ud for at opstøve Harley, der er prøveløsladt, så hun kan hjælpe dem.

Således opbygningen til plottet, der derefter falder aldeles fra hinanden. Der er en fræk sexscene hvor Harley binder og misbruger Nightwing seksuelt (vi ved jo alle sammen, at mænd ikke kan voldtages, ikke?) og derefter køres apokalypsen ud på et støvet sidespor.

I stedet for plot får seeren nu serveret en TV-dinner af mere eller mindre fladpandede gags, der perfekt viser, hvordan filmens skabere fejler totalt i deres forkølede forsøg på at gøre Batman-serien mere voksen.

Batmans animerede univers er allerede voksent og er blevet det gennem sublim karakterudvikling, psykologisk fuldstændige, tragiske skurke, en selvudslettende helt, og stemningen i dens fantastiske retrofuturistiske udgave af Gotham City.

Batman and Harley Quinn tilføjer kun lidt mere sex og vold end sædvanligt, men blandet med tåkrummende pruttehumor og sløset dialog bliver det faktisk bare mere umodent.

Dumt valg af bonusmateriale

Filmens klimaks er så ringe, at man burde fremhæve det i lærebøger på alverdens filmskoler. En legendarisk skikkelse fra DC-universet gør en overraskende entré midt i det og forsvinder så igen uden at have foretaget sig noget.

Det er muligvis en syg joke fra forfatternes side, men jeg syntes ikke, den var spor underholdende. Dertil kommer et soundtrack, der er decideret irriterende – man forstyrres simpelthen af det – og man har en film, der bare ikke vil være god.

Den hovedløse kavalkade af gags er mere i familie med Weekend at Bernie’s end med de dystre, velsammenskruede Batman-film og -serier, der går forud for den. Altså, bortset fra at Weekend at Bernie’s er sjov.

Når man ser Bluray-udgavens ekstramaterialeportræt af titelkarakteren, The Harley Effect, mistænker man, at Harleys far, Bruce Timm, har mistet kontrollen med sin skabning og bare har lavet den her film for at have noget at rive den af til, mens han bader i sine penge.

Som en særskilt idiotisk gestus har nogen også placeret to Harley Quinn-drevne afsnit fra The Animated Series på skiven – Harley and Ivy og Harley’s Holiday. Når man sætter dem på, efter at have set filmen, understreger det faktisk blot, hvor meget bedre, den kunne have været.

2 stjerner

Titel: Batman and Harley Quinn
Instruktør: Sam Liu
Manuskript: James Krieg & Bruce Timm
Cast: Kevin Conroy (Batman), Melissa Rauch (Harley Quinn), Loren Lester (Nightwing)
Klip: Christopher D. Lozinski
Musik: Kristopher Carter, Michael McCuistion, Lolita Ritmanis
Spilletid: 74 minutter
Aspect ratio: 1.78:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2017
Produktionsselskaber: DC Entertainment, Warner Bros. Animation

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: Superhelte



Planet Pulp Jacob Krogsøe

Blade Runner 2049Denne anmeldelse indeholder spoilers!

“Gud, hvor det klæder godt! Hvor det sidder dejligt!” sagde de alle sammen. ”Hvilket mønster! Hvilke farver! Det er en kostbar dragt!”

År 2049

Vi er i år 2049 i Californien. En Blade Runner er stadig en Blade Runner, altså en person der jagter og pensionerer (dræber) replikanter/androider.

Betjent KD6-3.7, kaldet “K”, der selv er en androide, er en Blade Runner. Han er i filmens indledning på jagt efter en replikant, som han finder og dræber. Men på replikantens grund, gravet dybt ned, finder han et kiste fyldt med knogler. Et lig er gemt væk.

Det sætter K på en rejse. En rejse, hvor han skal finde sig selv som en anden Pinocchio. Og en rejse, hvor der rippes op i fortiden. En fortid, hvor der står Rick Deckard skrevet med store bogstaver.

Jeg skriver ikke denne anmeldelse for at provokere; jeg skriver den ikke fordi, jeg bare vil være på tværs. Jeg skriver den bare fordi, jeg undres.

“9/10 filmeksperter elsker den”, “den bedste sequel nogensinde”, “et sanserigt eksistentielt mesterværk”, “du er ikke ekspert hvis du kan sige den er dårlig” osv. Stærke sager.

En af vor tids store instruktører

Så mine forventninger var skruet godt op. Ikke så meget på grund af idéen om en efterfølger til Blade Runner (1982), men fordi instruktøren Denis Villeneuve er en af vor tids mest spændende navne.

Film som Prisoners (2013), Sicario (2015) og Arrival (2016) er fremragende. Han har en fornem måde at fortælle historier på; historier der tør dvæle lang tid ved små scener og historier, hvor han har fået det bedste ud af sine skuespillere.

Jeg nåede dog også at høre nogle få, men stærke, kritiske røster, før jeg selv så filmen, så mine forventninger var afstemt på en behagelig måde.

Filmens indledning er enkel, smuk og effektiv. K’s møde med replikanten, konfrontationen, kampen og fundet af kisten. Det er godt lavet. Universet sidder lige i skabet. Nærmest som var det et af de gode og stemningsfulde afsnit af første sæson af True Detective (2014), hvor krimigenren tilføjes noget mystisk, noget mytisk.

Og generelt må man sige, at filmen rent visuelt er en nydelse, både i forhold til billedekompositionerne, kamerabevægelserne, farverne og klipningen.

Lyddesignet er også fremragende. En stor dråbe malurt i dette bæger er dog Hans Zimmer og Benjamin Wallfischs musik, der er voldsom på den helt forkerte måde: larmende, for meget af det gode, lidt som et overgreb på mine ører.

Alle disse, mere eller mindre, fornemme elementer klinger dog hult, når man ser på det færdige resultat. Det føles som om, filmen insisterer på at være stor kunst, med de lange indstillinger og de mange antydninger, men at den samlede fortælling slet ikke understøtter de store ambitioner.

Overfladen er smuk

Fortællermæssigt lægger filmen stærkt ud. Et plot og et univers der lugter af storhed. En enkel og effektiv handling, hvor idéen om den nedgravede kiste er pirrende. Det kunne blive rigtig, rigtig godt.

Desværre er det kun på overfladen. Ret hurtigt udvikler filmen sig bare til en rejse fra det ene tableau til det andet og den fine fornemmelse, man har af filmen i indledningen, fortaber sig i noget, der minder om en struktur, man kunne finde i et middelmådigt computerspil, hvor intentionen er at vise det ene spændende optrin efter det andet uden at tænke så meget over, hvorledes stederne og stemningerne hænger sammen.

Som vi husker det fra slut 90’erne, hvor filmsekvenser blev bedre og bedre udført i computerspillene, dog ofte uden den store substans bag overfladen. Det vigtige var stadig handlingen og gameplayet, og Blade Runner 2049 føles lidt som filmsekvenser til et computerspil.

Det gør også, at det aldrig helt kommer til at føles som en sammenhængende fortælling, men mere som små enkeltdele, som små forspil til den store forløsning, der udebliver.

Værst af alt gør det, at jeg slet ikke bliver følelsesmæssigt engageret i filmen, og det er et problem, da den jo netop på alle områder råber efter de store følelser.

Banalt

Det bliver dog for alvor slemt, da vi kommer til Las Vegas, holdt i Fallout-nuancer (hvis jeg skal blive i computerspilsverdenen) og møder Rick Deckard. Og nu begynder de forskellige aspekter af filmens negative sider at spille sammen.

For det første synes jeg ikke, at Deckard giver fortællingen noget som helst, og hvad dælen har han brugt de sidste 30 år på? Det er fanwanking af værste skuffe, der allerede blev tydeligt, da filmen hev Edward James Olmos’ ikoniske karakter Gaff frem fra skabet uden at bruge ham til noget som helst andet, end et lille nik til mange fans. “Vi husker jer og elsker også den samme film” kan man næsten høre filmen hviske til os.

Da Deckard dukker op, mister filmen momentum, og handlingen rives i en klichéfuld retning. En retning, der kulminerer i det grotesk pinagtige James Bond-agtige klimaks ved vandet, hvor K skal i en terminator-duel med androide/Lisbeth Salander-klonen Luv.

Om det er et forsøg på at genskabe noget af slutningen fra originalen skal jeg ikke kunne sige, men i takt med at scenen skrider frem, bliver det mere og mere banalt. Var det bare det? Var filmen “bare” en lille klon af Blade Runner og A.I. Artificial Intelligence (2001), komplet med Spielbergsk sødme og så lidt robotoprørstanker a la Asimov?

Men lad os lige hoppe tilbage til Deckard og Harrison Ford. Jeg elsker manden, det skal der ikke være nogen tvivl om. Her virker han dog træt og underligt uoplagt. Bevares, han har det skæve smil, og et par actionscener, men Ford fremstår som en tam sammensmeltning af Han Solo/Richard Kimble/Indiana Jones og Deckard.

Det er faktisk bare Harrison Ford og ikke noget, der føles som en ægte karakter. Og det ser desværre ikke bedre ud med de andre skuespillere.

Ryan Gosling er komplet ligegyldig, nærmest kun med ét udtryk, men det skyldes primært hans karakter, som hverken har kant, varme eller noget som helt andet. Han er der bare – med et træt blik og en trist udstråling, og det er ikke nok i forhold til, at han er filmens protagonist i små tre timer!

Jared Leto er tåkrummende som Niander Wallace, men det skyldes primært de jammerlige replikker, der er kastet efter den stakkels mand, og selve konstruktionen af karaktererne og hans mildest talt lidt hullede motivationer for at gøre, som han gør.

Når der kastes grimme skygger

Jeg tænker The Architect fra Matrix-serien (1999, 2003), og det leder mig frem til sequel-snakken.

Den første Matrix-film var en vild sag; en fed film fyldt med fede idéer og fyldt med flere lag, hvor man som beskuer selv var med til at danne fortællingen bagved.

Det blev så ødelagt i de to efterfølgere, hvor alt blev afmystificeret, og hvor den ene plathed fulgte den anden. Det kastede skygger over den oprindelige Matrix-film.

Det samme gør sig gældende her, hvor Blade Runner 2049 transformerer Deckard til en meget banal karakter, og selvom filmen ønsker og påberåber sig på alle leder og kanter at være tvetydig, mystisk og kunstnerisk, så ender den desværre med at fremstå ret tom.

Deckard bliver en stopklods for filmens egne ambitioner, han tynger filmen ned og gør den banal, hvilket filmens sidste 15 minutter mejsler i granit.

Men filmens største problem, udover at den blæser sig op til noget, den ikke er, er, at den er kedelig. 45 minutter for lang. Måske en time for lang.

Hvis man havde holdt tonen fra indledningen og havde lavet en original fortælling frem for noget, der minder om en kopi af mange andre ting, så ville Blade Runner 2049 måske være blevet en god film.

Jeg forstår til fulde, at den roses for den visuelle side, men det er bare ikke nok i en fortællende film, og filmens ambition er jo ikke at efterligne artfilmen eller Andrej Tarkovskij, selvom man flere steder næsten kunne tro det.

Den vil “bare” fortælle en A.I.-lignende fortælling om jagten på det menneskelige og hvad det menneskelige er – tilsat lidt action og lidt lommefilosofi.

For drømmer androider om elektriske får eller kan de drømme om levende får? Og hvor ligger menneskeheden gemt? Hvad vil androider gøre, når de får en bevidsthed, og kan de blive mere menneskelige end ægte mennesker?

Spændende tematikker som den oprindelige Blade Runner belyste fint, og som dygtige science fiction-forfattere som Brian Aldiss og Isaac Asimov har udforsket flere gange.

I Blade Runner 2049 bliver det aldrig til andet end en overfladebehandling, og når filmen endelig forsøger at stikke dybt, med Niander Wallaces skaber-idéer og idéen om et oprør, bliver det for alvor pinligt og fyldt med plothuller.

Korthuset falder sammen, så man sidder med et kortspil, fyldt med små fine enkeltdele, der dog ikke passer sammen, men hvor fans af filmen sikkert, og ganske forståeligt, vil se det som brikker til et puslespil, som endnu ikke er færdiglagt. Myten kan altså leve videre.

En møgfilm

Det er naturligvis ikke objektive sandheder, jeg har disket op med her. Langt fra. Men det er mine nedslag i forhold til, hvorfor filmen ikke åbner op for, at min smag elsker den.

Normalt vil jeg ikke kaste mig så meget over andre anmeldelser og holdninger, når jeg skriver om en film, men denne gang gør jeg gerne en undtagelse.

Det skyldes al den snak, der har været op til filmen, alle dem, der har udnævnt filmen til et ubetinget mesterværk og den store undren, jeg sad tilbage med, efter at jeg havde set filmen, som jeg bedst kan beskrive som undervældende og småtam. Så læs min tekst som en sund undren.

Når filmens magi mister sit tag på mig efter 15 minutter, bliver andre svagheder naturligvis tydeligere, end hvis man holdes fanget hele filmen igennem. Men det er en anden og ganske spændende diskussion.

“Men han har jo ikke noget på!” sagde et lille barn.

2 stjerner

Titel: Blade Runner 2049
Instruktør: Denis Villeneuve
Manuskript: Hampton Fancher & Michael Green
Cast: Ryan Gosling (K), Jared Leto (Niander Wallace), Harrison Ford (Rick Deckard)
Foto: Roger Deakins
Klip: Joe Walker
Musik: Benjamin Wallfisch & Hans Zimmer
Spilletid: 164 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/UK/Canada, 2017
Produktionsselskaber: 16:14 Entertainment, Alcon Entertainment, Columbia Pictures, Scott Free Productions, Thunderbird Entertainment, Torridon Films, Warner Bros.

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: 2’er, Androider, Fortsættelse, Fremtiden



Planet Pulp Mogens Høegsberg

The VillageDet er i M. Night Shyamalans sjette film – den tredje efter gennembruddet med The Sixth Sense i 1999 – at instruktørens plotkonstruktioner for alvor begyndte at knirke.

Ikke at Shyamalans tidligere film havde undgået al kritik, men der er nogenlunde konsensus om, at The Sixth Sense, Unbreakable (2000) og Signs (2002) alle er ret gode film. Selv er jeg meget glad for både Unbreakable og Signs, mens jeg har et lidt mere anstrengt forhold til The Sixth Sense.

Da The Village kom i 2004, var det for længst kommet til at stå klart, at Shyamalan havde en markant forkærlighed for historier med en afsluttende twist, der tvang seeren til at revurdere alt, der var gået forud.

Således også med The Village, der langt hen ad vejen bestemt ikke er nogen dårlig film, men hvor den afsluttende twist skader filmen mere, end den gavner.

Afsides landsby

The Village foregår i en lille afsidesliggende landsby i Pennsylvania i 1897. Her bor bønderne i konstant frygt for nogle væsner, der bor i de store skovområder, der omslutter landsbyen og dens jorder.

Beboerne har bygget en serie vagttårne, hvorfra der holdes udkig hver nat, og farven rød er strengt forbudt i landsbyen, da den angiveligt tiltrækker væsnerne.

Landsbyens ledere spilles af en samling særdeles solide skuespillere med William Hurt, Sigourney Weaver og Brendan Gleeson i spidsen, men de egentlige hovedroller indehaves af Bryce Dallas Howard og Joaquin Phoenix.

Den blinde Ivy (Howard) er datter af lederen Edward (Hurt), mens den fåmælte Lucius er søn af Alice (Weaver). Efter at en syvårig dreng er død af sygdom, beder Lucius landsbyens ledere om lov til at gå gennem den forbudte skov til byen efter medicin. Lederne afslår imidlertid hans ønske.

Ivy og Lucius bliver forelskede i hinanden, hvilket falder den retarderede Noah (Adrien Brody) for brystet. I jalousi angriber Noah Lucius med en kniv, og Lucius såres hårdt. Nu er det Ivys tur til at bede om lov til at tage til byen efter medicin, og det ender med, at hun får lov – hun er jo trods alt blind.

Spørgsmålet er nu blot, om hun kan komme sikkert gennem skoven eller om væsnerne i skoven vil gøre det af med hende…

Mister pusten til sidst

Som sagt er The Village langt hen ad vejen en ret god film. Som altid med Shyamalans film er The Village en overordentlig smuk film at se på. I modsætning til de farvemættede sommerbilleder, der prægede Signs, er The Village fyldt af efterårsfarver og en generelt mere nedtonet farvepalette.

Filmens første halvdel, der foregår i landsbyen, er på mange måder udtryk for et velfungerende mysteriedrama med enkelte horrorelementer, og skuespillerne gør det alle rigtig fint. Ikke bare hovedrollerne, men også birolleindehaverne, der også omfatter bl.a. Cherry Jones, Celia Weston og Frank Collison.

Horrorelementerne i denne del af filmen er også velfungerende, og det lykkes snildt for Shyamalan at opbygge en stemning af rædsel omkring skoven og dens farlige, men stort set usete, beboere.

Da Ivy begynder sin tur gennem skoven bliver filmen noget mere ensidig, bl.a. fordi hun hurtigt mister sin eskorte, der skulle følge hende en del af vejen. Nu er hun alene, hvilket selvfølgelig føjer til den grundlæggende spænding, men også berøver filmen mange af dens glimrende skuespillere.

Og da filmens afsluttende twist endelig kommer – med en behændig krydsklipning til begivenheder hjemme i landsbyen – mister The Village en stor del af pusten.

Et ærgerligt skær

Problemet med den afsluttende plot-twist er, at den udstiller, hvor skrøbelig en konstruktion, The Village egentlig er. Det samme var tilfældet med The Sixth Sense, mens Shyamalan slap noget heldigere om ved det i både Unbreakable og Signs.

Men når man i de afsluttende øjeblikke – og i minutterne og timerne efter filmen – gen-analyserer filmen med den nye viden, står de kolossale plothuller meget tydeligt frem.

Det kan naturligvis ikke ændre ved det faktum, at første del af filmen er både flot og velspillet og skiftevis rørende, spændende og uhyggelig, men det giver alligevel de gode dele af filmen et ærgerligt skær.

Havde Shyamalan dog blot kunnet holde sig til at lave den historie, han foregav at fortælle, i stedet for død og pine at skulle twiste det hele til sidst. Han er en glimrende historiefortæller, og The Village kunne have været en fin lille horrorfilm med en sjældent set setting, hvis altså han havde kunnet holde sig på dydens smalle sti.

One-trick pony?

Desværre ender The Village som lidt af en slap ballon, og det er rigtig ærgerligt, for filmen er både visuelt smuk og velspillet og så har den komponist James Newton Howards måske smukkeste score nogensinde.

Det var med The Village, at Shyamalans deroute i Hollywood tog sin begyndelse. Den cementerede han de følgende år med den ene skuffelse efter den anden – bl.a. Lady in the Water (2006) og The Happening (2008).

Sidste års Split (der også havde en markant afsluttende twist) blev Shyamalans comeback; nu bliver det spændende at se, om Shyamalan igen bider sig fast i Hollywood og ikke mindst, om han har andre tricks oppe i ærmet end det ene, der har givet ham ry for at være det, man på engelsk kalder en one-trick pony.

3 stjerner

Titel: The Village
Instruktør: M. Night Shyamalan
Manuskript: M. Night Shyamalan
Cast: Bryce Dallas Howard (Ivy Walker), Joaquin Phoenix (Lucius Hunt), Adrien Brody (Noah Percy), William Hurt (Edward Walker), Sigourney Weaver (Alice Hunt), Brendan Gleeson (August Nicholson)
Foto: Roger Deakins
Klip: Christopher Tellefsen
Musik: James Newton Howard
Spilletid: 108 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2004
Produktionsselskaber: Touchstone Pictures, Blinding Edge Pictures, Scott Rudin Productions

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: 1800-tallet, Skove



Planet Pulp Mogens Høegsberg

The BabadookI The Babadook spiller Essie Davis enken Amelia, der bor sammen med sin seksårige søn Samuel. Amelia og Samuel lider begge under tabet af Samuels far, der døde den aften, Samuel blev født.

Da filmen begynder, lider Amelia yderligere af galopperende søvnmangel, da Samuel har tilbagevendende mareridt, der holder ham og Amelia oppe om natten.

Samtidig står det klart, at Samuel har nogle adfærdsproblemer, der bl.a. bringer ham i problemer på skolen. Så den lille familie er ganske hårdt plaget allerede ved filmens begyndelse.

Men det bliver værre.

Uhyggelig bog

En aften da Amelia skal læse godnathistorie for Samuel, finder hun på Samuels reol en mystisk bog, som hun ikke har set før. “Mr. Babadook” hedder bogen, der viser sig at være en pop-up-bog med tekst og illustrationer, der starter med at være ildevarslende, men snart udvikler sig til at være rent ud sagt rædselsvækkende.

“If it’s in a word or in a look – you can’t get rid of the Babadook” begynder bogen og fortsætter: “See him in your room at night and you won’t sleep a wink.”

Mr. Babadook selv er tegnet som en uhyggelig sort silhuet med høj hat, to små øjne og en enorm mund med mange skarpe, hvide tænder.

Bogen fortsætter: “I’ll soon take off my funny disguise. Take heed of what you’ve read. Once you see what’s underneath you’re going to wish you were dead.”

Selvsagt stopper Amelia med at læse højt, inden hun når så langt, men det er for sent – på flere punkter. For det første er stakkels Samuel allerede skræmt fra vid og sans. Og for det andet kunne noget tyde på, at Amelia nu har lukket Mr. Babadook ind i deres hjem.

Tvetydig

Det er herefter, at The Babadook for alvor bliver rigtig interessant, for i det næste lange stykke af filmen, efterlades seeren i tvivl om, hvorvidt Mr. Babadook er virkelig, eller om han i virkeligheden er et symptom på Amelias dårligere og dårligere psykiske tilstand.

Denne del af filmen – groft sagt filmens anden akt og begyndelsen af tredje – er så klart den stærkeste. Dels byder filmen på nogle klassiske, men særdeles veleksekverede, elementer fra Haunted House-genren.
Dels er der nogle scener, der nok særligt for publikum med børn er næsten ubærlige, for i takt med, at Amelias psykiske tilstand forværres, kommer det også ved flere lejligheder til at gå ud over den stakkels Samuel.

Forfalder til bulder og brag

The Babadook er stedvist rigtig, rigtig uhyggelig, også selvom virkemidlerne på ingen måde er nyskabende. Tværtimod er filmen ganske klassisk opbygget, men med den effektive twist, at den langt hen ad vejen hensætter publikum i tvivl om, hvorvidt de overnaturlige tildragelser er ægte eller bare noget, Amelia forestiller sig.

I tredje akt toner filmen så endelig rent flag angående dette spørgsmål, og det er samtidig her, at The Babadook taber meget af pusten.

Ikke fordi den toner rent flag – dette bør sådan set roses – men fordi filmen herefter falder tilbage på en række ganske kluntede og voldsomme klichéer.

Hvor de første to tredjedele af filmen hovedsageligt består af effektiv stemningsopbygning med stedvise effektive jump scares, går filmen all-in henimod slutningen og dræber dermed den fine stemning til fordel for bulder og brag.

I lige præcis dette aspekt minder filmen egentlig ret meget om den første The Conjuring (2013), der lider under det samme strukturelle problem.

Det er ærgerligt, for hvis forfatter og instruktør Jennifer Kent havde holdt historien i lidt strammere tøjler helt til slutningen, kunne The Babadook have været et af det nye årtusindes bedste horrorfilm. De højder når filmen ikke helt op på.

Adskillige tolkningsmuligheder

Ikke desto mindre må filmen have ros for, at den gennem store dele af sin spilletid på så fornem vis kobler gængse horrorfilm-tildragelser sammen med et fint psykologisk drama, hvor Mr. Babadook har adskillige tolkningsmuligheder.

Man kan vælge at tolke ham som et udtryk for en voksende psykose hos Amelia, hvormed filmen på sin vis minder ikke så lidt om Adrian Lynes urovækkende Jacob’s Ladder (1990).

Men man kan også vælge, at tolke Mr. Babadook som den skygge af både sorg, tab og skyld, der bor i huset sammen med Amelia og Samuel som følge af faderens død.

Det er jo nok næppe et tilfælde, at “Mr. Babadook”-bogen ikke er én, der kommer ind i huset i løbet af filmen (som jo ellers er en klassisk horrorfilm-kliché), men i stedet viser sig allerede at være der.

Langt hen ad vejen rigtig god

The Babadook er både skrevet og instrueret af Jennifer Kent, der baserede filmen på en kortfilm, hun tidligere havde lavet, og som blev ved med at spøge i hendes bevidsthed.
Selvom Kent altså falder i klichéfælden til sidst, er både manus og instruktion langt hen ad vejen rigtig gode, og det samme kan siges om skuespilpræstationerne.

Særligt Essie Davis som den hårdt prøvede Amelia er imponerende, men Noah Wiseman er også god som Samuel, og han bliver aldrig irriterende, sådan som små børn på film ellers ofte gør.

Wiseman var kun seks år, da optagelserne fandt sted, og det var en lettelse, da jeg et sted læste, at nogle af de værste scener mellem Amelia og Samuel faktisk blev optaget med en voksen stand-in for Wiseman.

Teknisk set er filmen også ganske flot, selvom budgettet har været ret lavt – filmen er estimeret til at have kostet i omegnen af 2 millioner USD.

Ikke det mesterværk, den blev udråbt til

The Babadook blev voldsomt hypet, da den havde premiere, og hypen er til dels forståelig, for meget langt hen ad vejen er The Babadook en rigtig god gyser, der stedvist er rigtig uhyggelig og andre steder knugende og ubehagelig.

Helt det mesterværk, den blev udråbt til, er den dog ikke, mest fordi tredje akt forfalder til lidt for meget bulder og brag med lidt for mange og lidt for tydelige forbilleder i en håndfuld kendte gyserfilm.

4 stjerner

Titel: The Babadook
Instruktør: Jennifer Kent
Manuskript: Jennifer Kent
Cast: Essie Davis (Amelia), Noah Wiseman (Samuel)
Foto: Radek Ladczuk
Klip: Simon Njoo
Musik: Jed Kurzel
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: Australien/Canada, 2014
Produktionsselskaber: Screen Australia, Causeway Films, The South Australian Film Corporation, Smoking Gun Productions, Entertainment One

Anmeldt i nr. 143 | 13/09/2017

Stikord: Australien, Haunted House, Onde Bøger



Planet Pulp Jacob Krogsøe

ItTorsdag den 7. september om aftenen. Min puls pumper som et godt gammelt damptog, hvor der lige er blevet skovlet en masse kul på ovnen.

Jeg er nogle minutter inde i min introduktion før visningen af It. Der sidder ca. 300 mennesker i salen. Da jeg begynder at fortælle om, hvordan Stephen King på loftet fandt en kiste fyldt med pulpmagasiner, begynder flere i salen at skrige. Der er noget bag mig.

Et hovedværk fra 1986

I 1986 udkom Stephen Kings mammutværk It (på dansk Det onde). Romanen er over 1000 sider lang. Den er ambitiøs, og når man ser på Kings samlede forfatterskab, kan man sige, at den destillerer flere af Kings tematikker og virkemidler i én klar og tydelig roman.

Det er en roman, som mange King-elskere vil pege på som forfatterens hovedværk, men det er en helt anden diskussion.

Mogens skriver i sin anmeldelse af romanen følgende om strukturen:

“It er fortalt i to primære tidsmæssige forløb. En handlingstråd finder sted i romanens nutid (1985) og derfra springes der i en række flashbacks tilbage til sommeren 1958, hvor hovedparten af handlingen finder sted. Dette er imidlertid suppleret af en række “interludier” eller mellemspil, der har form som en dagbog, hvor forfatteren (én af romanens hovedpersoner) giver yderligere baggrund om det onde, der er på spil i byen Derry i Maine, hvor romanen hovedsageligt foregår.”

Det onde skal altså bekæmpes i to tider, hvor der klippes mellem de to tider. Den nye filmatisering af It gør noget helt andet, men det vender jeg tilbage til om lidt.

27 er et nøgletal

I 1990 udkom tv-miniserien It som Mogens også har anmeldt her. Jeg er enig i mange af kritikpunkterne, dog har jeg en svaghed for 1990-udgaven, som skræmte mig ganske meget, da jeg så den første gang.

Generelt synes jeg, at stemningen i miniserien er ond, og det ser jeg som et stort plus. Derudover er Tim Curry et decideret scoop i rollen som Pennywise.

Som det er tilfældet i romanen, hvor der går 27 år mellem 1958 og 1985, så skulle der gå 27 år mellem den første filmatisering og så den, der går sin sejrsgang i biograferne i disse dage. Meget passende.

Og så er vi ved at være fremme ved den nye film. Handlingen er rykket frem til juni 1989 (efter den uhyggelige prolog, der foregår i oktober 1988). At rykke handlingen frem giver som sådan fin mening, specielt fordi det også giver mulighed for at ride med på Stranger Things-bølgen, men mere om det om lidt.

I prologen forsvandt den lille dreng Georgie. Da han løber efter en lille hjemmelavet papirbåd møder han en klovn, der gemmer sig nede i kloakken. Haps, siger det så, og blodet flyder. Fin, fin scene.

Året efter begynder det dog for alvor at gå galt i byen Derry. Noget ondt er på spil, der får børn til at forsvinde. Noget der åbenbart trækker sine spor tilbage i tiden. Og noget der tager form af en ondskabsfuld klovn. Så langt så godt.

Det er så op til en gruppe handlekraftige børn, anført af Georgies storebror Bill Denbrough, at tage kampen op mod det onde. Udover den reelle ondskab må vores unge helte også slås med uduelige voksne og ondskabsfulde unge mænd.

Vi følger kun børnene

Og det er så nu, uden at spoile for meget, at filmen adskiller sig mest fra bogen: Vi følger nemlig kun de unge tilbage i 1989. Og, igen uden at spoile for meget, kan jeg godt afsløre, at efterfølgeren (som med garanti bliver til noget, da It allerede har indtjent et blodbad af dollars), kommer til at handle om de voksne.

Det fungerer faktisk ganske fint. Altså det med at de unges historie fortælles ud i en køre. Der er noget uhygge, noget skæbnetungt, fra romanen som går tabt i den ligning, men som enkeltstående film er det godt set.

Det er også klogt af filmfolkene, fordi de ikke kunne være sikre på, at der ville komme en efterfølger. Derfor har de sigtet mod, at den første film kunne fungere som et enkeltstående værk med en afsluttet fortælling, der forløses på tilfredsstillende vis.

Udover at der er rykket i tiden og at strukturen er anderledes, så er der en del ting, der adskiller sig for romanen. Men det kan I afsøge et andet sted på nettet ved blot at google “It book vs movie” eller lignende. Der findes spandevis af analyser.

Det vigtige for mig i den sammenhæng er, at filmen ligner romanen, på overfladen, men at meget af substansen, det der løber bag teksten i romanen, er væk. Man har fokuseret på noget andet, og det er helt fair. Jeg tænker at det yngre publikum (16-20 år) vil elske filmen.

Man fornemmer godt tilhørsforholdet til Kings roman, men selvom mange ting ligner romanen, så er filmen en helt anden størrelse. Der er mere tale om et kulissegys: På overfladen er vi i Kings univers, men når vi kigger bag kulisserne er der lidt tomt, det er kun overflade. Det gør også, at gyset aldrig bliver decideret uhyggeligt, som det er tilfældet hos King.

Det gør, at skrækken bliver umiddelbar, som var du i et spøgelseshus eller i en rutchebane, bygget op omkring veludførte jump scares og klamme optrin. Uhyggen punkteres konstant af humor. I biografen var det tydeligt, at det fungerede: Publikum skreg, ofte efterfulgt af latter.

På den måde legede filmen ganske godt med os. Men det gør også at den snigende uhygge, det vedvarende gys, aldrig udfolder sig som hos eksempelvis Stephen King.

Stranger Things-forbindelsen

Filmen minder visuelt og tematisk meget om Stranger Things hvilket jo er sjovt nok, da Stranger Things har bygget sit fundament på netop Stephen Kings fortællinger.

På den måde påvirker kulturprodukter hinanden ganske godt: Det der i første omgang var en hyldest til Stephen King bliver til det, der inspirerer netop den Stephen King-filmatisering, som hyldesten i første omgang var inspireret af.

At handlingen er rykket fra 1950’erne til 1980’erne gør denne inspirationen endnu mere tydelig og det har med garanti giver skaberne af It nørdorgasmer, når de har leget med filmplakater fra Gremlins (1984) og Beetlejuice (1988) kombineret med at der i biografen i Derry kører film som Lethal Weapon 2 og A Nightmare on Elm Street 5: The Dream Child, der begge er fra 1989.

Det bliver til metalag, der både underholder og kommenterer på handlingen, og lignende metalag findes naturligvis også i romanen, da Stephen King jo om nogen er bevidst om andre værker og bruger dem livligt i sine egne værker – It er jo i sig selv ganske inspireret af Ray Bradburys Something Wicked This Way Comes fra 1962 og sådan kunne man fortsætte.

Problemet er blot, at hvis disse nik tilbage i tiden tager for meget fokus, kan de også være med til at punktere handlingen, spændingen, uhyggen – og det sker flere steder i 2017-udgaven af It.

Bevares, det er hyggeligt, men det river mig ud af fortællingen, og lige præcis den del, og vægtningen af det, fungerer faktisk bedre i netop Stranger Things.

At en af hovedrolleskuespillerne, Finn Wolfhard, er med i både It og Stranger Things gør sammenfaldet komplet.

Klovnen er skræmmende

Pennywise, klovnen, fungerer fremragende (lidt en blanding mellem Gollum, Heath Ledgers tilgang til jokeren og så noget fra en J-Horror film) – jeg er specielt helt pjattet med den måde, han bevæger sig på. Om man bedre kan lide Bill Skarsgårds klovn end Tim Currys er nok et spørgsmål om, hvilken generation du tilhører.

Så jeg må konstatere, at den nye It er en ganske underholdende og flot film, dog 15 minutter for lang, men at den desværre ikke er specielt uhyggelig.

De utallige jump scares når på et tidspunkt et mætningspunkt som gør, at jeg bliver immun. Mere rendyrket og langsom gys havde været på sin plads, men måske det kommer i kapitel 2?

Tilbage i biografen i Randers. Der er flere, der skriger, og da jeg vender mig rundt, står der en klovn lige bag mig! En fucking klovn.

Efter det første chok aftager samler jeg mig. Jeg vender mig om mod publikum og siger: “Jeg går lige på WC, så kan I hygge jer med klovnen imens”. Publikum begynder at grine. Uhyggen er punkteret og jeg kan komme videre med mit foredrag, da klovnen lister væk.

3 stjerner

Titel: It
Instruktør: Andy Muschietti
Manuskript: Chase Palmer, Cary Fukunaga & Gary Dauberman efter Stephen Kings roman It
Cast: Jaeden Lieberher (Bill Denbrough), Jeremy Ray Taylor (Ben Hanscom), Sophia Lillis (Beverly Marsh), Finn Wolfhard (Richie Tozier), Chosen Jacobs (Mike Hanlon), Jack Dylan Grazer (Eddie Kaspbrak), Wyatt Oleff (Stanley Uris), Bill Skarsgård (Pennywise)
Foto: Chung-hoon Chung
Klip: Jason Ballantine
Musik: Benjamin Wallfisch
Spilletid: 135 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2017
Produktionsselskaber: New Line Cinema, KatzSmith Productions, Lin Pictures, RatPac-Dune Entertainment, Vertigo Entertainment

Anmeldt i nr. 143 | 13/09/2017

Stikord: Filmatisering, Klovne



Planet Pulp Jacob Krogsøe

Valerian and the City of a Thousand PlanetsGround Control to Major Tom. Ground Control to Major Tom. Take your protein pills and put your helmet on.

Sjældent har en film haft en federe introsekvens. Efterfulgt af nogle sekunder i selskab med selveste Rutger Hauer. Ja, efter de første fem minutter var jeg slået til tælling af en meget positiv begyndelse på en film, som jeg ellers frygtede ville stinke. Men hvad med resten? Fem minutter skaber jo ikke en film.

Sense of wonder

Du, vi og jeg kan godt ånde lettet op: Besson skuffer ikke. Det er en dejlig film, underholdende og smilende, fyldt med action og humor. Men mest af alt fyldt til bristepunktet med fantastiske effekter og “sense of wonder”.

Major Valerian og sergent Laureline er rumagenter i det 28. århundrede, hvor vi møder et samfund spækket med andre racer.

Filmens omdrejningspunkt er den gigantiske internationale rumstation Alpha, som med tiden har vokset sig sammen til en gigantisk by/verden, som er beboet af flere millioner væsner, der lever i forskellige habitater, hvor der både er vand, landjord, byer og meget andet.

Så mange detaljer og ideer at der kunne være plads til 1000 forskellige fortællinger. Men der er sket noget på Alpha, noget ondt er åbenbart på spil. Det bliver så op til Valerian og Laureline at undersøge sagen.

En stor herlig rodebunke kan man betegne den overordnede fortælling. Ja, flere steder halter manuskriptet, og filmen vil for meget, men for satan hvor er den fyldt med uforfalsket filmmagi og en ungdommelig glæde til filmmediet, der resulterer i herlige optrin og vilde idéer.

Jo mere du formår at se filmen som en selvstændig størrelse, og ikke en 1:1 gengivelse af Jean-Claude Mézières og Pierre Christins saga om Linda og Valentin, jo større oplevelse får du, selvom filmen faktisk indfanger en masse af tegneseriens magi, en tegneserie der jo netop er kendetegnet ved mangfoldighed både i forhold til plot og stil.

Fra Paris til USA og tilbage igen

Jean-Claude Mézières og Pierre Christin mødte hinanden første gang som børn i 1940’ernes krigsramte Paris. Men det var en tur til USA i 1960’erne, der for alvor rystede dem sammen, og det var her, inspireret af den storslåede natur og det, ja, noget specielle samfund samt af datidens store science fiction forfattere, at Linda og Valentin (Valérian et Laureline eller Valérian, agent spatio-temporel) blev skabt.

I perioden fra 1967-2010 kørte serien med mere eller mindre fast interval. Som med så meget andet er den danske udgivelsesrækkefølge dybt mærkværdig, hvor bind et i Danmark, Landet uden stjerner, var tredje bind i den originale serie, hvis man antager, at Valérian contre les mauvais rêves (1967, Onde drømme på dansk) er bind nul, da det først udkom som samlet album i 1983.

Serien havde med Landet uden stjerner fundet sit udtryk, og Mezieres og Christin var sikre på, hvor de ville hen med deres historier.

Flere af seriens klichéer var blevet etableret – eksempelvis at Linda igen og igen må skifte kostume fra det ene haremspige-outfit til det andet – og rammerne for universet omkring heltene var faldet på plads. Så skal man begynde et andet sted end ved begyndelsen, er Landet uden stjerner absolut et godt sted at starte.

I perioden fra 2010-2013 blev samtlige Linda og Valentin-udgivelser præsenteret i lækre hardcoverbind spækket med ekstramateriale.

Blandt andet kunne man her første gang på dansk opleve den uforkortede version af Storbyen der druknede. Linda og Valentins samlede eventyr bind 1-7 hører hjemme hos alle samlere, men hvis du lige vil tjekke dem ud først, kan de lånes på et bibliotek i en galakse tæt på dig.

Underholdning og kritik af samfundet

Bag ramasjang-facaden gemmer der sig ofte samfundsmæssige kommentarer i Linda og Valentin-historierne. Det gør også, at historierne kan nydes af både børn og voksne, da man både får rendyrket underholdning og fine metakommentarer om vores samfund.

I De tusinde planeters rige er det et handelsselskabs oprør, der fører til det feudale samfunds endeligt, og i Landet uden stjerner er der en tydelig parodi over henholdsvis materialistiske og patriarkalske systemer.

Pierre Christin, forfatteren bag Linda og Valentin, har selv udtalt følgende:

“Den aktuelle kunst skal ikke udformes med tilpasning eller omvendelse af læseren for øje – den skal forsøge at bevidstgøre.”

Over årene har både stil og indhold udviklet sig meget, fra det meget naive formsprog til en mere voksen og detaljeret stil.

Så man forstår godt, at Luc Besson har været fascineret af tegneserien, siden han var barn. Allerede tilbage i 1991 tog han kontakt til Jean-Claude Mézières, men i første omgang blev det ikke til det store.

Da Linda og Valentin-albummet Les cercles du pouvoir (1994, på dansk Magtens cirkler) udkom, sendte Mézières det med posten til Besson. Der er en flyvende taxa på forsiden, og snart var Korben Dallas skabt.

Efterfølgende besøgte Mézières også produktionen på The Fifth Element (1997) som, af flere grunde, har et ægte Linda og Valentin-feel i både stil og indhold.

Hvis handlingen var henlagt til en fremmed planet, og de to rumagenter var blevet tilsat, kunne det sagtens være handlingen i et Linda og Valentin-album værdigt.

Hvis vi så lige drejer sigtekornet mod Besson, så ser vi et spraglet fransk talent. En meget dygtig billedskaber men også med et noget ujævnt output af film.

Efter den ambitiøse og vulgært overdrevne Jeanne d’Arc (1999) var det som om, Besson brændte ud som instruktør.

Med få afstikkere til Arthur og Minimoysernes univers (2006, 2009 og 2010) var Besson mest aktiv som producer og manusforfatter i perioden fra 1999 og frem til ca. 2010, hvor han forsøgte sig med en filmatisering af Tardis Les Aventures extraordinaires d’Adèle Blanc-Sec.

Ikke nogen perfekt film men den kunne alligevel noget. Det skulle dog bliver den frygtelige Lucy (2014), der for alvor åbnede døren til Linda og Valentin-land: Et budget på 40 millioner dollars blev til 450 millioner dollars. Pludselig var Besson igen et navn, man turde kaste store penge efter og tak for det.

Som en god dag i Djurs Sommerland

Valerian and the City of a Thousand Planets henter inspiration i flere af historierne, og det tilsættes så et herligt kulørt fransk og lettere manieret univers spækket med absurde optrin og sjove eksistenser.

Og her er “optrin” kodeordet, for der er ikke nogen tvivl om, at filmen halter lidt i sin overordnede fortælling. Men hvis man kan nyde filmen som en tur i Djurs Sommerland (ja, jeg er er bosat lidt nord for Århus) så er der meget at komme efter.

Jeg kommer heller ikke udenom at sige lidt om castingen. Cara Jocelyn Delevingne er skøn som Linda, hun er i det hele taget bare skøn, hvorimod den drengede Dane William DeHaan på ingen måde har den nødvendige fysiske pondus.

Ja, han er charmerende men man tror ikke på ham som actionhelt. Man lader jo heller ikke Robert Hansen spille Conan the Barbarian.

I sidste ende er Valerian and the City of a Thousand Planets en kulørt og modig film, der flere steder fejler, men den gør det med stil, så jeg håber, at europæerne og asiaterne kaster de penge efter den, som er nødvendige for, at vi kan få flere film i serien. Amerikanerne vil åbenbart hellere se noget andet, noget de kender, lidt som med deres madvaner.

For den her film er sgu’ lidt anderledes og fransk på den gode måde. Man kan så håbe på, at næste film kaster et bedre manuskript af sig.

4 stjerner

Titel: Valerian and the City of a Thousand Planets
Instruktør: Luc Besson
Manuskript: Luc Besson
Cast: Dane DeHaan (Major Valerian), Cara Delevingne (Sergeant Laureline), Clive Owen (Commander Arun Filitt)
Foto: Thierry Arbogast
Klip: Julien Rey
Musik: Alexandre Desplat
Spilletid: 137 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: Frankrig, 2017
Produktionsselskaber: EuropaCorp, Fundamental Films, Grive Productions, Gulf Film, Novo Pictures, Orange Studio, River Road Entertainment, TF1 Films Production, Universum Film

Anmeldt i nr. 142 | 13/08/2017

Stikord: Film baseret på tegneserie, Rummet



Planet Pulp Mogens Høegsberg

The Book of EliEn vandringsmand (Denzel Washington) er på vej gennem et afsvedet, postapokalyptisk USA. I sin rygsæk bærer han en bog, som han skal aflevere et sted mod vest.

Manden er bevæbnet med både en machete, en bue og en pistol, og han ved, hvordan man skal bruge dem. I sit første møde med en flok kannibalistiske landevejsrøvere dræber han uden problemer en håndfuld mænd, der vil røve og – formentlig – æde ham.

Senere er han vidne til en anden gruppe landevejsrøvere, der overfalder og myrder en mand og en kvinde. Han holder sig ude af konflikten. “Hold dig til stien” mumler han til sig selv.

Bøger og landevejsrøvere

Så ankommer han til en lille, støvet by. Mens den lokale marskandiser (Tom Waits) oplader batteriet til hans MP3-afspiller, besøger han beværtningen overfor i jagt på nogle dråber vand.

Efter en konflikt med én af de landevejsrøvere, han tidligere så, bliver han ført op til byens leder, Carnegie (Gary Oldman), som vi i en tidligere scene har fundet ud af er på jagt efter en helt bestemt, men endnu unavngivet, bog.

Han har sendt hold af landevejsrøvere ud for at opstøve bøger, men indtil videre har de ikke haft held til at finde lige præcis den bog, han er ude efter.

Carnegie tilbyder Vandringsmanden at slutte sig til ham, men Vandringsmanden afslår høfligt. Carnegie accepterer dog ikke et nej, og Vandringsmanden tvinges til overnatte.

Carnegie sender sin elskers datter Solara (Mila Kunis) ind for at forføre Vandringsmanden – uden held. Men i sine samtaler med Vandringsmanden hører hun Vandringsmanden bede bordbøn. Da hun gentager denne bøn for Carnegie, indser han, at Vandringsmanden er i besiddelse af den bog, han er ude efter.

Og ja, det er Biblen.

Det lykkes Vandringsmanden at flygte. Solara gør ham følgeskab – indledningsvist ikke med Vandringsmandens gode vilje. Carnegie og hans tropper sætter efter dem…

Tvivlsomme kreative kræfter

Ovenstående handlingsreferat dækker de væsentligste punkter i løbet af den første halvdel af The Book of Eli, der er skrevet af Gary Whitta, der også har skrevet manus til den meget udskældte After Earth (2013) og som sammen med John Knoll stod bag historien til sidste års Star Wars-spin-off Rogue One (2016).

Filmen er instrueret af brødrene Albert og Allen Hughes, der i øvrigt er bedst kendt for den problematiske filmatisering af Alan Moore-mesterværket From Hell (2001).

Ret god – op til et vist punkt

The Book of Eli er en ret god film et godt stykke hen ad vejen; faktisk lige til man finder ud af, at den bog, Carnegie er ude efter er Biblen.

Egentlig er filmen vel også ok et stykke tid efter det, for Carnegies motiver for at ville have fingre i Biblen er passende nok magtpolitiske.

Til sidst bliver The Book of Eli dog ret frygtelig, da vi i den sparsomme dialog mellem Solara og Vandringsmanden (som måske, måske ikke, hedder Eli) finder ud af baggrunden for, at Vandringsmanden har begivet sig ud på den lange rejse tværs gennem den dødsensfarlige ødemark, som USA er blevet til.

Og slutningen er rent ud sagt ækel. Uden at afsløre hvad der sker, kan jeg godt fortælle, at det er en slutning, der kun kan falde i god jord i Guds Eget Land. For os mere jordbundne europæere er det et udtryk for nogle af de ting, vi finder mest uforståelige ved amerikanerne.

Cool hovedperson

Det er ærgerligt, at The Book of Eli ender med at være en omgang kristen moralsuppe, for indtil den kammer over i det, er filmen som sagt ret god.

Vandringsmanden er en supercool karakter, der siger meget lidt det første lange stykke tid. Når han taler er han høflig, men bestemt, og hvis nogen kommer på tværs af hans mission, betaler de med livet.

Han er en mester med sine våben og en formidabel jæger, også selvom maden i dette støvede USA hyppigt består af katte og afpillede fugle, som Vandringsmanden kan skyde med sin bue.

Fin miljøskildring

Miljøskildringen er også rigtig fin. Det er ikke fordi, der er noget banebrydende nyt under den postapokalyptiske sol, men omgivelserne er flot realiserede, også selvom man ved filmens start lige skal vænne sig til filmens farveholdning, der indledningsvist er drænet for stort set alle andre farver end brune og grå nuancer.

Det er 30 år siden, den gamle verden døde, får vi at vide, og selvom det aldrig siges direkte, må man formode, at der har været tale om en atomkrig. Efter krigen er solen blevet farlig – i hvert fald for øjnene – så alle går med solbriller udenfor.

Langsomt sniger flere og flere farver sig dog ind, indtil farveholdningen hen mod filmens slutning nærmer sig det “naturlige”.

Mad Max uden biler

Det er en gold, ugæstfri verden, Vandringsmanden og Solara bevæger sig igennem, og vi finder ud af, at mange overlevende efter den krig, der har lagt verden næsten øde, er blevet kannibaler for at overleve.

En af filmens mere festlige indslag er små biroller af Michael Gambon og Frances de la Tour som et kannibalistisk ægtepar, Vandringsmanden og Solara møder på deres vej.

På mange måder kunne The Book of Eli foregå i den samme verden som Mad Max-filmene – blot her uden fokus på køretøjer og brændstof.

Kammer totalt over

Som sagt kammer The Book of Eli totalt over til sidst, og for mig ødelægger det en stor del af det, der er gået forud. Der kommer også en afsluttende twist, som er ret latterlig, og generelt lider hele filmens tredje akt under to problemer: Kvalm kristen moralisering og en følelse af, at vi har set det før.

Sidstnævnte går særligt på Carnegie og kompagnis jagt på Vandringsmanden og Solara, og så må det hertil siges, at Gary Oldman langt hen ad vejen desværre overspiller fælt.

Og som om vi ikke allerede her er i klichéland, dukker Malcolm McDowell gudhjælpemig op i en lille, ukrediteret rolle til sidst.

Se den for det postapokalyptiske miljø

Til alt held er underholdningsværdien hele vejen igennem ret høj, hvilket sammen med den udmærkede postapokalyptiske miljøskildring og ditto stemning i høj grad redder filmen.

Havde Gary Whitta ikke skullet slå os oven i hovedet med sin kvalme Bibel-moral havde The Book of Eli reddet sig fire solide stjerner herfra. Men den slags trækker ned i den samlede vurdering, og The Book of Eli ender på mere lunkne tre stjerner i min bog.

Se den for det postapokalyptiske miljø, hvis du er en sucker for den slags, ligesom jeg er. Hvis du ikke er det, så spring let og elegant over.

3 stjerner

Titel: The Book of Eli
Instruktør: Albert Hughes & Allen Hughes
Manuskript: Gary Whitta
Cast: Denzel Washington (Eli), Gary Oldman (Carnegie), Mila Kunis (Solara), Frances de la Tour (Martha), Michael Gambon (George), Tom Waits (Engineer), Malcolm McDowell (Lombardi)
Foto: Don Burgess
Klip: Cindy Mollo
Musik: Atticus Ross, Leopold Ross & Claudia Sarne
Spilletid: 113 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2010
Produktionsselskaber: Alcon Entertainment, Silver Pictures

Anmeldt i nr. 142 | 13/08/2017

Stikord: Postapokalyptika



Planet Pulp Mogens Høegsberg

Soylent GreenAdvarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilere.

I året 2022 er Jorden blevet et overbefolket helvede, hvor fødevarer og vand er mangelvarer.

I New York, hvor filmen foregår, bor der 40 millioner mennesker, og de fleste lever af forskellige produkter, fremstillet af megafirmaet Soylent, og som er baseret på koncentrerede grøntsager. Soylents seneste produkt, Soylent Green, skulle være baseret på plankton fra verdenshavene.

Handlingen tager sin begyndelse, da én af cheferne i Soylent bliver myrdet i sin luksuslejlighed, og politidetektiven Frank Thorn (Charlton Heston) bliver sat på sagen.

Thorn når ret hurtigt frem til, at Simonson ikke bare er blevet myrdet, men likvideret, og i samarbejde med sin researcher, den aldrende Solomon Roth (Edward G. Robinson) sporer han sig ind på, at det er Soylent, der står bag. Men hvorfor…

Lavt budget

Soylent Green er meget løseligt baseret på romanen Make Room! Make Room! fra 1966 af Harry Harrison. Som filmatiseringen tager romanen afsæt i en overbefolket verden, hvor Jordens ressourcer er blevet knappe, men derudover er filmen sin helt egen størrelse og afviger markant fra forlægget.

Soylent Green forsøger bravt at tegne et dystopisk portræt af fremtidens USA, men det er ret tydeligt, at filmens budget ikke har været det største.

Meget af det, vi får at vide om verdens tilstand, formidles således alene gennem dialogen, f.eks. at mennesker stort set alene bor i byerne, mens de tilbageværende gårde på landet er tungt befæstede.

At New York er stærkt overbefolket formidles gennem brugen af statister, der overbefolker de fleste scener og forureningen vises gennem et grønligt filter, der er lagt hen over store dele af udendørsscenerne.

Det generelt lave budget betyder dog også, at filmens scenografi og kostumer har et ret billigt og lurvet udseende, hvilket spiller fint sammen med filmens budskab og setting.

Human Resources?

Filmens altafgørende afsløring er vel i dag så berømt, at det for de fleste næppe var nødvendigt med en advarsel mod spoilers, men det viser sig jo naturligvis i sidste ende, at Soylent-firmaet har fundet en ny ressource at fremstille sine fødevarer af – titlens Soylent Green.

Da Thorn mod filmens slutning gemmer sig på en skraldebil, der angiveligt kører lig til forbrænding, finder han i stedet ud af, at ligene bliver fragtet til Soylent-fabrikken, hvor de laves om til det nye, nærende Soylent Green, fordi havene også er ved at dø – der er ingen plankton at fremstille Soylent Green af.

Det kunne have været et rystende og markant plot twist, selv i dag (hvis altså man ikke på forhånd kendte afsløringen), men desværre er afsløringen et decideret antiklimaks, måske mest af alt fordi den del af plottet, der handler om Thorns efterforskning, er så tynd, som den er.

I virkeligheden er det slet ikke Thorn, der kommer på sporet af Soylents udåd; det er Sol Roth, der finder ud af det og afslører sin viden til Thorn – dog på en måde, så publikum ikke kan høre, hvad Sol fortæller.

Ikke desto mindre er scenen, hvor Thorn infiltrerer Soylent-fabrikken, mærkeligt udynamisk og afsløringen decideret udramatisk.

Har ikke kunnet knække koden

Man får fornemmelsen af, at manuskriptforfatteren bag Soylent Green – Stanley R. Greenberg – ikke helt har kunnet knække koden for, hvordan han skulle kombinere en science fiction-dystopi om et udmarvet fremtidssamfund med en simpel detektivhistorie.

Resultatet bliver, at fokus primært ligger på det første, mens detektivhistorien bliver skubbet i baggrunden.

Og skal vi være helt ærlige, så fungerer miljøskildringen ikke helt så godt i dag, som den måske gjorde i 1973. Forskellen på rig og fattig (og til de sidste hører også politidetektiven Thorn) er såmænd formidlet fint nok.

Det sker primært i form af den luksuslejlighed, hvor den myrdede Soylent-chef boede, og hvor han både havde adgang til varmt vand (og generelt bare vand i rigelige mængder), kød og grøntsager og en til lejligheden hørende sexslave med betegnelsen “furniture”, altså møblement.

Ja, det var ikke nok at skildre fremtidens dårligdomme i form af en økologisk katastrofe; de rige skulle også lige have tilhørende sexslaver for at understrege, hvor skidt det hele, står til.

Stedvist grinagtig

Ud over denne rig-fattig-konflikt, er resten af miljøskildringen ikke særligt effektiv. Som sagt er det primært ved anvendelsen af store mængder statister og det førnævnte grønlige filter, at det overbefolkede, forurenede New York tegnes.

Derudover har filmens budget dikteret, at der ikke var råd til nogle mere storslåede indstillinger og scener, der virkelig kunne understrege, at verden var i dårlig stand.

Stedvist bliver forsøget på at vise, hvor slemt det står til, endda decideret grinagtigt: Da politiet skal stoppe en flok demonstranter i at lave ravage, kommer nogle store lastbiler kørende med skovle monteret foran. De går derefter i gang med – bogstaveligt – at “grave” demonstranterne op og smide dem om bag i lastbilerne.

Men dels foregår det i et så adstadigt tempo og dels er scenariet generelt bare så fortænkt, at jeg måtte tage mig selv i at sidde og grine.

Kriminalhistorien glemmes

På grund af sine generelt få lokaliteter og personer bliver Soylent Green en meget intim film, der postulerer at verden er af lave, men som ikke formår at overbevise publikum om det.

Vi lærer heller ikke Hestons karakter ordentligt at kende, og det begyndende forhold mellem Thorn og sexslavepigen Shirl får heller aldrig mulighed for at folde sig ud.

Værst af det hele er dog nok, at hele den kriminalhistorie, filmen postulerer at være bygget op som, sjofles til en sådan grad, at man er lovligt undskyldt, hvis man glemmer, at den i det hele taget er der.

Ingen særlig god film

Der gemmer sig en god film i konceptet bag Soylent Green og sågar en effektiv kriminalhistorie, men det har manuskriptforfatteren ikke formået at omsætte idéen til.

Soylent Greens eneste claim to fame i dag må derfor næsten være Hestons afsluttende udråb “Soylent Green is people!” For nogen særlig god film er den faktisk ikke.

2 stjerner

Titel: Soylent Green
Dansk titel: Fremtidens rædsel
Instruktør: Richard Fleischer
Manuskript: Stanley R. Greenberg
Cast: Charlton Heston (Detective Thorn), Leigh Taylor-Young (Shirl), Edward G. Robinson (Solomon Roth)
Foto: Richard H. Kline
Klip: Samuel E. Beetley
Musik: Fred Myrow
Spilletid: 97 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1973
Produktionsselskaber: Metro-Goldwyn-Mayer (MGM)

Anmeldt i nr. 142 | 13/08/2017

Stikord: Dystopi, Fremtiden



Planet Pulp Jacob Krogsøe

The MummyI år 1127 bliver en korstogsridder i London begravet sammen med en vigtig genstand fra Egypten. I nutiden finder man under en udgravning den selvsamme grav. Det skal naturligvis undersøges nærmere.

Så klippes der igen tilbage i tiden, denne gang til det gamle Egypten, hvor vi bliver vidner til prinsesse Ahmanets grusomme gerninger (hvor hun sælger sin sjæl til guden for ondskab Set for at få magt).

Hendes gerninger betyder, at hun straffes, og via et omfattende ritual bliver hun spærret inde i en sarkofag, der begraves langt væk fra Egypten i en hemmelig hule, hvor sarkofagen sænkes ned i en sø af kviksølv, der skal holde Ahmanets ondskab fanget til evig tid.
hvid

Mumien i hullet

Så tager vi en dyb indånding, da handlingen springer frem til nutidens Irak, hvor filmens hovedperson, lykkeridderen og soldaten Nick Morton (Tom Cruise) ved et tilfælde finder frem til netop den hemmelige hule, hvor Ahmanet ligger spærret inde i.

Vupti, så kommer sarkofagen op på et fly som, sammen med Nick, har kurs mod England. Men noget går naturligvis galt, og flyet styrter ned.

Man tror, at Nick er død, men noget har holdt liv i ham, noget der har store planer, noget ondt, altså noget meget ondt – jeg hvisker “Ahmanet” uden at afsløre for meget.
Efter et mellemspil i Oxford sætter vi kursen mod London, hvor vi møder en hr. Edward Hyde, der leder en hemmelig organisation, der bekæmper ondskab.

Men hvad gør Nick, hvad vil ondskaben, hvorfor skal de samme flashbacksekvenser gentages, tror den voice over, at vi er dumme, og drikker Jekyll Red Bull? Jeg vil ikke røbe mere her.

Skrækikon

Mumien er et af de helt store skrækikoner. Trådene tilbage til det gamle Egypten, måden man balsamerede ligene på og selve grundpræmissen om forbandelse, om det evige liv og den grusomme ondskab.

Både i filmverdenen og i litteraturen er mumien en populær skikkelse. I forhold til filmbranchen er det noget, vi kan takke Universal for (og sidenhen også Hammer, men det er en anden historie).

Grundpillen er

The Mummy

fra 1932, altså den med Boris Karloff, som var en vigtig del af serien Universal Monsters, der også tæller klassikere som Dracula (1931), Frankenstein (1931) og The Wolf Man (1941) for blot at nævne et mægtigt udvalg blandt mange herlige film.

Gode, gamle monstre

Det er netop de gamle Universal-film, eller selve universet, som den nye The Mummy trækker på og som den nye franchise, Dark Universe, skylder alt.

Franchise er bestemt ikke noget nyt begreb, når man kigger tilbage gennem filmhistorien. Specielt i studiedagene, hvor instruktører og skuespillere var i stald hos det samme studie i mange år.

Dengang blev det ofte til filmserier, som netop er kendetegnet ved genkendeligheden og ved, at man mere eller mindre er garanteret X antal solgte billetter, da mennesker ofte er kulturelle flokdyr, der gerne ser det samme som alle andre og gerne ser det igen og igen.

Her har vi Tarzan som et godt gammelt eksempel. Og Batman og Superman. I Danmark har vi jo Olsen Banden og Far til Fire.

Den længst kørende filmfranchise er nok James Bond-serien, der fortsat skovler penge ind, selvom både folkene foran og bagved kameraet er udskiftet mange gang. Bond er et godt brand.

Hvornår noget går fra at være en serie af film til at blive en franchise, kan man altid diskutere. Marvels store satsning, MCU, er vor tids største kommercielle franchise-succes.

Så det er denne stolte franchise-tradition, som Universal igen forsøger at genoplive. Sidst gik det jo meget godt med Stephen Sommers’ kulørte og meget underholdende The Mummy fra 1999, der også fik to efterfølgere og en spin-off-serie.

I 2004 kom så den store Universal-homage, Van Helsing, som Stephen Sommers også stod bag, og det var en kæmpe rodebunke. Det er jo så også risikoen når man forsøger at samle 100 film i én film.

Blottet for originalitet

Hvis man ser på listen over filmhistoriens største kommercielle succeser, så er franchise/filmserierne mere end godt repræsenteret.

Filmfolkene skal ikke bruge det samme krudt på at fortælle om et helt nyt univers, da folk jo kender (og gerne vil se det, de kender) dem.

Se blot på listen over de mest succesfulde film, som – inflation eller ej – er domineret af nyere film, hvoraf de fleste tilhører en franchise. Star Wars, MCU, Fast & Furious, Harry Potter, LOTR/The Hobbit, Transformers og Jurassic Park er eksempler.

Ofte resulterer det i film, som tjener mange penge, men også film, som stort set er blottet for originalitet og vovemod, da man netop er bange for at skuffe det publikum, som man tror ved hvad vil have.

Det ender ofte i omskrivninger, reshoots og for mange kokke ind over, så man skjuler de individuelle krydderier og skaber et produkt, som flest mulige mennesker kan nyde, uden at de brokker sig. Nøjagtigt som det er tilfældet med McDonalds.

Man kan sige, hvad man vil, og det vil jeg også gøre, men det er sgu’ lidt en mangel på kreativitet/mod, at man satser på det sikre eller genopliver noget, der var sikkert engang.

Det kan godt lyde som noget pladderhumanistisk og idealistisk sludder. Filmene skal jo tjene penge ind osv., det frie marked og min bare røv. Det hjælper bare ikke på, at der lige nu tisses synkront i bukserne i både litteratur og filmbranchen (og sikkert også i computerspilsbranchen, som jeg med vilje ikke kender så meget til længere).

Vi spises af med remake på remake, sequel på sequel. Hvis der ikke snart kommer et brud (og her taler jeg i den kommercielle top, da der findes masser af gode film i undergrunden), så dør filmbranchen.

Kan man så ikke bare sige, at jeg er en gammel, sur mand og at publikum bare får det, de ønsker? Jo. Men hvis der ikke gøres noget, så sker der ingen ændringer. Så er vi bare lemminger.

Hvad vil filmen? Det virker ikke til at den selv ved det

The Mummys helt store problem er, at den ikke ved, hvilket ben den skal stå på. Skal det være action-adventure, horror, actionkomedie eller noget helt andet? The Mummy fra 1999 satsede meget på komikken og en velcastet Brendan Fraser, og det fungerede godt. Underholdende og sjovt.

The Mummy anno 2017 vil lidt det hele og forsøger for meget. Og så drukner det hele i CGI, flashbacksekvenser (og gentagelser af dem) samt voice over (alarmklokkerne begynder at ringe, da voice over netop ofte bruges til at ”redde” fejl i manuskriptet, eller nærmere uklarheder, hvor man ikke tror at publikum fatter, hvad der sker).

Et andet klassisk (og moderne) problem er, at der er alt for mange inde over manuskriptet. Det stikker i alt for mange retninger og rammer ikke plet på nogen områder. Ufokuseret og dovent uden én eneste original ide. Og det er alligevel imponerende.

Et andet problem er, at man ikke føler noget for en eneste af karaktererne. Kong Cruise gør det som sådan udmærket som actionmand, og der er flere rigtig fine scener, men det hele drukner i ligegyldigt bulder og brag i stedet for at udnytte de mørke dele af universet, som ligger åbenlyst lige foran filmskaberne, men som man åbenbart ikke formår at bruge.

Så indtil videre tror jeg bestemt ikke, at Dark Universe kommer til at leve længe, og det gør mig ikke så meget. Men igen, hvis den næste planlagte film, Bride of Frankenstein (2019), blæser mig bagud, så er det jo fint.

Jeg vil dog, som man nok godt kan fornemme, hellere se nye film med anderledes idéer, der fejler, end gentagelse på gentagelse, der får kommerciel succes. Hellere risikere at skide i bukserne på grund af vovemod i stedet for at pisse i bukserne for bare at holde sig varm.

2 stjerner

Titel: The Mummy
Instruktør: Alex Kurtzman
Manuskript: David Koepp, Christopher McQuarrie & Dylan Kussman efter historie af Jon Spaihts, Alex Kurtzman & Jenny Lumet
Cast: Tom Cruise (Nick Morton), Russell Crowe (Dr. Henry Jekyll), Annabelle Wallis (Jenny Halsey), Sofia Boutella (Ahmanet)
Foto: Ben Seresin
Klip: Gina Hirsch, Paul Hirsch, Andrew Mondshein
Musik: Brian Tyler
Spilletid: 110 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2017
Produktionsselskaber: Universal Pictures, Dark Universe, Dentsu, Perfect World Pictures, Sean Daniel Company, Secret Hideout

Anmeldt i nr. 141 | 13/07/2017

Stikord: Egypten, Mumier



Planet Pulp Michael Lillegaard Larsen

Severance“The Office møder Fredag den 13.” Det er citatet fra magasinet Rolling Stone, man finder på det danske DVD-cover til Severance (2006), der byder på absurd og makaber underholdning.

Det lyder umiddelbart som en lovende film, men det er en skuffende oplevelse, som jeg kommer ind på.

Filmens instruktør Christopher Smith har senere jongleret med horror og humor med film som Triangle (2009) og Get Santa (2014), men med Severance prøvede han at forene de to genrer i en film.

Teambuilding i de dunkle skove

Den internationale våbenfabrikant Palisade Defence har 75 års erfaring med at levere våben til mange internationale konflikter.

Firmaets salgsafdeling – et cast bestående af bl.a. Laura Harris, Toby Stephens og Danny Dyer – er på teambuilding-tur i Budapest, og deres chef har tilbudt dem et luksusophold i firmaets nye spa-hytte i weekenden.

Alt dette lyder meget lækkert, men så sker der noget. Flere voldelige psykopater begynder at gå efter dem en efter en og stopper ikke, før de alle sammen er døde…

En skæv og sjusket blanding af humor og horror

Filmen har en grum åbningsscene, der er som taget ud af en standard slasherfilm. To lækre østeuropæiske piger er fanget nede i et hul ude i en skov.

Imens bliver en mand flænset levende med en stor dolk, og scenen tager en absurd drejning, da sangen Itchycoo Park af bandet Small Faces går i gang på lydsporet. Dermed er der lagt en skæv tone for resten af filmen.

Det humoristiske element i Severance er uden tvivl inspireret af den britiske udgave af The Office (2001-03).

Dog kniber det med kemien mellem skuespillerne, og det går ud over den komiske timing med dem. Man køber dem ikke som et hold. Det havde gavnet filmen med noget mere historie mellem dem, for det i busturen er simpelthen ikke nok.

Det kniber også med filmens andet vigtige element, nemlig gyset. Man behøver selvfølgelig ikke altid at skildre uhyggelige mennesker med stærke motivationer, for det virkede fint i f.eks. Deliverance (1972, dansk: Udflugt med døden). Men i Severance mangler man alligevel noget ordentlig motivation for de nærmest utallige mordere, der er i filmen.

Der er dog en god ironi i at se dem fra våbenfirmaet blive koldblodigt myrdet med egne våben, lidt ligesom Tony Stark i Iron Man (2008), der bliver såret af egne missiler. Men når man er lettere ligeglad med personerne, så har ironien ikke samme slagkraft.

En usammenhængende filmoplevelse

Severance er en usammenhængende filmoplevelse trods gode idéer, der desværre bliver forløst noget tamt. Der er et tydeligt forsøg på at være satirisk og sarkastisk, men det er som at opleve nogen fortælle en vittighed uden komisk timing.

Det er interessant at opleve markedsføringen af en film, der er genremæssigt er så forvirrende som Severance. Jeg kan blive i tvivl om de folk, der arbejder i den slags afdelinger overhovedet ser de film, de skal markedsføre. For de prøver ihærdigt på at fremstille filmen som en respektløs gyserkomedie og siger ”Se den, hvis du kan lide film som The Office, Borat, Jackass og Pulp Fiction”.

Selv siger jeg, at man burde bare se de nævnte titler og glemme alt om Severance. For de andre film ved, hvad de har gang i.

2 stjerner

Titel: Severance
Instruktør: Christopher Smith
Manuskript: James Moran & Christopher Smith efter historie af James Moran
Cast: Toby Stephens (Harris), Laura Harris (Maggie), Danny Dyer (Steve), Andy Nyman (Gordon)
Foto: Ed Wild
Klip: Stuart Gazzard
Musik: Christian Henson
Spilletid: 92 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, islandsk og norsk
Produktionsland, år: UK/Tyskland/Ungarn, 2006
Distributør (DVD): Scanbox
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 141 | 13/07/2017