Planet Pulp Mogens Høegsberg

The Bachman BooksThe Long Walk er den anden af de i alt fem romaner, Stephen King i årene 1977-1984 udgav under pseudonymet Richard Bachman (læs mere om Bachman i anmeldelsen af Rage).

Romanen udkom i 1979 og var Kings sjette udgivne roman, men i sin kerne faktisk den ældste; han skrev romanen i 1966-1967, i løbet af sit første år på University of Maine. Dette er en ret væsentlig ting at have in mente, hvis man vil forsøge at forstå romanens symbolske lag.

Dystopisk USA

The Long Walk foregår cirka samtidig med udgivelsesåret, men i et USA der er blevet et totalitært samfund. Dette siges ikke direkte, men bliver tydeligt på forskellige måder.

En af måderne er selvfølgelig selve romanens centrale omdrejningspunkt, vandringen; en anden er omtalen af “squads”, der kommer og henter systemkritikere.

Baggrunden for, at USA har udviklet sig på denne måde bliver heller aldrig direkte sagt, men et par sætninger gør det klart, at Nazityskland enten vandt 2. Verdenskrig eller i hvert fald klarede sig meget længere, end i virkelighedens verden.

Derudover er det ikke fordi King bruger tid eller plads på at udmale et typisk dystopisk scenarie for læseren. Dystopien er klar alene gennem konceptet omkring Den lange vandring og de ovennævnte små bidder information.

Og dystopien kommer til at stå så meget desto tydeligere frem, fordi King derudover tegner et billede af et USA, hvor folk i øvrigt lever normale liv med skole, arbejde, universitet og så videre.

Ja, selv populærkulturen er ikke stort anderledes i dette dystopisk, fascistoide USA – John Travolta omtales et enkelt sted.

Gå til du dør – eller vinder

Forsiden af romanens førsteudgave, Signet Books, 1979.

Forsiden af romanens førsteudgave, Signet Books, 1979.

Titlens “lange vandring” er navnet på en konkurrence, der afholdes hvert år: 100 unge amerikanske mænd starter med at gå, og konkurrencen slutter først, når kun én er i live. Der er nogle få regler, hvoraf den væsentligste er, at man aldrig må gå langsommere end 4 miles i timen.

Gør man det, får man en advarsel. Dem må man få tre af. Der er ingen fjerde advarsel; her bliver deltageren koldblodigt likvideret af én af de soldater, der følger vandringen ombord på en mandskabsvogn.

Man kan dog “slette” en advarsel ved ikke at få yderligere advarsler i løbet af en time, men der er også nogle regler, man slet ikke må overtræde, og hvor en overtrædelse resulterer i øjeblikkelig henrettelse.

Den lange vandring er vanvittig populær underholdning og følges ivrigt af medier og tilskuere langs ruten, der tager sin begyndelse ved den canadiske grænse i Maine. Herefter går ruten sydpå gennem Maine og New Hampshire og mod Massachusetts.

Ensemblestykke

Stephen King (f. 1947).

Stephen King (f. 1947).

Hovedpersonen i The Long Walk er 16-årige Ray Garraty. Det er ham, vi følger, og det er gennem hans øjne, King fortæller romanen. Men selv om det er Garratys tanker, vi får indblik i gennem Kings fortællerstemme, er The Long Walk i høj grad et ensemblestykke, der primært udspiller sig i dialogen mellem en gruppe af deltagerne.

Dette skyldes selvfølgelig det grundlæggende koncept, der gør, at der er en naturlig begrænsning i, hvad der kan udspille sig på vejen.

Der er visse optrin undervejs, som da én af deltagerne forsøger at angribe soldaterne på mandskabsvognen eller da en anden forsøger at snige sig væk fra vejen under dække af mørket, men ellers er det den udmagrende, dødelige vandring, der udgør romanens eksterne handling.

Dybt ubehagelig

The Long Walk er af flere årsager en dybt ubehagelig roman, og den bliver bare mere og mere ubehagelig, jo tættere på slutningen, man kommer.

De forsigtige venskaber og alliancer, der skabes mellem de deltagende drenge, er dømt til at ende ulykkeligt, og efter at vandringen går i gang ganske tidligt i romanen, er døden med på alle sider. Det gør The Long Walk til en grum læseoplevelse, der ikke er sådan at ryste af sig igen.

Hvad der gør det hele endnu værre er, at det langsomt går op for drengene – med ganske få undtagelser – at de faktisk ikke ved, hvorfor de har meldt sig til Den Lange Vandring. Det gælder i hvert fald både Garraty og McVries, der bliver Garratys eneste rigtige “ven” undervejs.

Vietnam-allegori

King skrev som sagt The Long Walk tilbage i slutningen af 1960’erne og der er da heller ingen tvivl om, at romanen grundlæggende er en allegori over Vietnamkrigen, hvor unge mænd døde for en sag, som de grundlæggende var usikre på.

En væsentlig forskel på virkelighedens Vietnamkrig og Den Lange Vandring er dog, at hvor unge amerikanske mænd kunne ende i Vietnams jungle som følge af almindelig værnepligt, er alle deltagerne i Den Lange Vandring frivillige.

Med Vietnam-allegorien i tankerne kan The Long Walk på den led godt give mindelser om Oliver Stones få år yngre Platoon (1986), hvor hovedpersonen Chris (Charlie Sheen) også har meldt sig frivilligt, og hvor krigens vanvid og meningsløshed langsomt går op for ham.

Konkurrencementalitet under kritik

Men The Long Walk er ikke kun en Vietnam-allegori, for mediecirkusset omkring Den Lange Vandring er også i fokus, og det samme er de fanatiske tilskuere, der som tilskuerne i et romersk amfiteater med stor lyst overværer de dødelige løjer og jubler, når soldaternes rifler tager livet af endnu en vandrer.

Man kan sige, at Vietnamkrigen i sin egenskab af den første tv-dækkede krig også har en vis rolle at spille i forhold til transmitteringen af Den Lange Vandring, men det er i virkeligheden mere interessant at se på Den Lange Vandring i lyset af et “gameshow”.

Her er det selvfølgelig også værd at bide mærke i, at hele to af Kings Bachman-bøger tager udgangspunkt i dødelige gameshows – den anden er The Running Man (1982) – og idéen omkring den dødelige konkurrence, hvor det er “last man standing”, der vinder.

At King allerede så tidligt opbyggede en kras satire over den amerikanske forkærlighed for tv-transmitterede konkurrencer er ret påfaldende, al den stund at det er en forkærlighed, der på det tidspunkt slet ikke havde antaget de bizarre former, der siden skulle komme. Og som i øvrigt siden også har bredt sig over hele verden.

Det er ligeledes ret tydeligt, at Kings egentlige ærinde ikke er at kritisere gameshows som sådan, men den mentalitet, som gameshows bygger på, og som i et eller andet omfang kan føres tilbage til gladiatorkampene i det gamle Rom.

Det er en hård konkurrencementalitet, som USA og andre vestlige kapitalistiske økonomier kender alt for godt, og som tilhængere vil sige er et positivt aspekt ved liberale, kapitalistiske demokratier, mens kritikere vil sige, at det er præcis dette, der skaber en ekstremt lille, ekstremt rig overklasse og en meget stor klasse af have-nots.

Jeg prøver ikke at sige, at King med The Long Walk er ude i et rendyrket politisk ærinde (romanen har også eksistentialistiske og moralske aspekter), men der kan ikke være nogen tvivl om, at The Long Walk har andre kritiske undertoner end blot kritikken af Vietnamkrigen.

Medskyldige og ofre

Hvor tilskuernes plads er i alt dette, er et mere åbent spørgsmål. Fra Garraty og de andre vandreres perspektiv går tilskuerne hen og bliver et glubende monster og en uadskillelig del af det system, der har placeret dem på vejen.

Men fra læserens side er det knapt så entydigt, for lige så vel som vandrerne blot er almindelige borgere i dette fremtidige, mørke USA, er det klart, at det er også tilskuerne.

På den måde bliver tilskuerne på én gang medskyldige og ofre for den samme konkurrencementalitet, der har sendt vandrerne ud på deres dødsmarch.

Om det er Kings bredside til den amerikanske befolkning for ikke at tage større afstand til Vietnamkrigen, er svært at vide, men det er i hvert fald et af romanens mere fortolkningsåbne aspekter.

Der er ingen tvivl om, at The Long Walk er Kings mest politiske roman nogensinde, for selvom han tog lignende temaer under behandling i The Running Man, og selvom også Roadwork (1981) har systemkritiske undertoner, er The Long Walk nok den mest direkte og ambitiøse af de dem.

Mere aktuel end nogensinde

Det allerværste ved The Long Walk og én af grundene til, at romanen er så uafrystelig, er nok den måde, romanen ikke bare har bibeholdt sin aktualitet, men blot er blevet mere aktuel.

Gameshows er muteret til groteske størrelser som f.eks. Paradise Hotel, og unge mænd og kvinder dør fortsat i meningsløse krige, nu endda primært som frivillige.

Og som om det ikke er slemt nok, har USA’s 45. præsident formået at forvandle embedet til et perverst reality show, hvor mediedækningen – foruden hans Twitter-konto – spiller en drivende rolle.

Som en sidste burlesk krølle på halen har den orange mand i det ovale kontor faktisk selv været vært i et gameshow, hvor han én efter én eliminerede håbefulde deltagere med ordene “You’re fired!”.

Velkommen til fremtiden.

5 stjerner

Titel: The Long Walk
Forfatter: Stephen King (som Richard Bachman)
Forlag: Signet Books
Udgivelsesår: 1979
hvid
Anmeldte udgave:
Romanen findes i antologien The Bachman Books.
Forlag: New American Library (Plume)
Udgivelsesår: 1985
Format: Paperback
Sideantal: 187

Anmeldt i nr. 146 | 13/12/2017

Stikord: Dystopi, Fremtiden

Planet Pulp Martin Schjönning

HjemmetHjemmet er noget helt andet end Færgen. Hvor Færgen var et udstyrsstykke med 1200 statister og mere blod, end Peter Jackson kunne bruge på tre film, er Hjemmet – det ligger næsten i titlen – en langt mere intim sag.

Hvor Færgen handler om epidemisk vampyrisme, kaos og katastrofer, er horror-laget i Hjemmet langt hen ad vejen et mere anonymt væsen, den klassisk gotiske afart, hvor spøgelser, besættelser, marer og andre, mere private rædsler bor.

Strandberg demonstrerer ganske overlegent, at han kan skrive begge dele. Han har beholdt de skiftende fortællervinkler, men reduceret dem fra Færgens skrigende kor af stemmer til to gamle venner, der har været adskilt i tyve år, og nu tvinges sammen om den samme morbide historie.

Et tredje fortællerspor dukker op en sjælden gang imellem, og dette spor tilhører det titulære plejehjem, hvor historien udspiller sig.

Rædslernes hus

At placere handlingen på et demenshospital er ekstremt effektivt, for selv før man overhovedet når til det overnaturlige, er man ilde til mode, grebet af skrækken for en dag at havne sådan et sted.

De gamles konstante ydmygelse og de pårørendes frygt for en dag at ende som en tom skal af et menneske, uden evnen til at genkende sine elskede, sine venner, sine børn (en frygt der hurtigt smitter læseren) er noget, Strandberg formår at beskrive indgående, men nøgternt, uden at smøre tykkere på end det er nødvendigt.

Demensen er selvfølgeligt også uhyggeligt god til at understøtte mysteriet, for på et hjem, hvor beboerne i forvejen ser ting, der ikke er der, hører stemmer, ingen andre kan høre, lever i glemte tidsaldre og ikke aner, hvor de selv er, er grænsen mellem det naturligt forklarlige og det rædselsfuldt unaturlige allerede flydende.

Den alvidende fortællerstemme som plejehjemmet, Fyrreskyggen, har i romanen virker ret stærk, fordi den på en måde fungerer som alle de gamles og de ansattes og de pårørendes fælles stemme, men også som selve bygningens – en bygning hvor døden er en konstant følgesvend, et sted hvor liv altid slutter.

Godbid for horror-fans

Sproget er uudsmykket, som i en moderne kriminalroman, hvilket gør læsningen til en flydende fornøjelse. Det vil nok ikke tiltale den mere intellektuelle læser, men som afslapningslæsestof er Hjemmet et særdeles godt valg.

Afsnittene om demensen, om desperationen og de pårørendes sorg, forvirring og lede skurrer imod læserens rygrad hele bogen igennem og giver uvægerligt én lyst til at ringe til sin familie og bare snakke om stort og småt… For tænk hvis de en dag ikke kan huske dig!

Hjemmet er en horror-godbid, som alle fans af genren burde unde sig selv at læse. Den gør det, som horror er sat i verden for: Den forbereder os på det værst tænkelige, og gør det på en underholdende måde.

Skarpslebne og realistiske hovedpersoner, drama på både det meget jordnære og det helt æteriske plan, samt en læselighed, hvor alle kan være med, sikrer Hjemmet den samme gode karakter, som forgængeren modtog.

Hjemmet er venligst stillet til rådighed af forlaget Modtryk.

5 stjerner

Titel: Hemmet
Forfatter: Mats Strandberg
Forlag: Norstedts
Udgivelsesår: 2017
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Hjemmet
Forlag: Modtryk
Udgivelsesår: 2017
Oversættelse: Allan Hilton Andersen
Sideantal: 331

Anmeldt i nr. 145 | 13/11/2017

Planet Pulp Jacob Krogsøe

Horror Zeitgeist - Auteur Larry CohenSmå 90 sider trykt på kraftigt papir i et papirformat, der er lidt mindre end A5. Spækket med illustrationer i form af filmplakater, filmstills og andet godt.

Der er med denne fine lille udgivelse tale om en hyldest til det filmiske multitalent Larry Cohen. Bogen er inddelt i tre kapitler med en afsluttende filmografi. Bogen er skrevet af Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff.

Akademisk kaffe

Første kapitel handler om Larry Cohen og har den noget voldsomme titel “Psykodomestiske mareridt. Larry Cohen og det post-industrielle samfunds rædsler.” Tak for den akademiske kaffe!

Og du kan risikere at få den selvsamme kaffe galt i halsen, når du læser en sætning som “I disse og mange andre film fra samme periode zoomer de amerikanske horrorauteurs ind på implikationerne af de mentale og sociale omkalfatringer i samtiden.”

Men det akademiske sprog, og den seriøse tilgang, er samtidig udgivelsens største styrke. Bogen og formen er kompromisløs. Den lefler ikke for at lave en letlæst bog om horror på dansk.

Jeg savner dog visse steder en lidt bedre kommatering og måske lidt kortere sætninger, men i det hele taget er både sproget og indholdet ganske spændende.

I forhold til selve analysen af Cohens oeuvre og virke som auteur er der mange fine detaljer, hvor Cohen placeres ind i en vigtig tidsånd i filmverdenen.

Personligt er jeg mægtigt glad for Cohens debutfilm Bone, og den omtales også fint i denne udgivelse sammen med mange andre af Cohens udgivelser.

Herligt interview

Andet kapitel er et interview med Larry Cohen selv, lavet af bogens to forfattere i forbindelse med en visning af Cohens The Stuff i cinemateket i 2015.

Det er et fint interview, hvor Cohen behændigt formår at hive spørgsmålene ned på gadeplan. Det står som en fin og stærk kontrast til forfatternes akademiske tilgang. Cohen siger blandt andet “Det er helt afgørende at sige, at jeg laver filmene for at have det sjovt.”

Tredje kapitel, med titlen “Postscriptum. Mørk filosofi”, er en spændende tekst om, hvad gyset som genre kan.

Her står der blandt andet “Horror giver os adgang til mørket og lyset i nogle af disse egne i os selv, men den gør mere end det. Den åbner en kosmisk og kollektiv dimension i os alle, som er nedarvet gennem årtusinder, og som med stor sandsynlighed er meget ældre end menneskehedens historie.”

Fin udgivelse

Det vigtigste ved den fine, lille udgivelse, udover at det er forfriskende med en udgivelse på dansk om horror, er, at den giver læseren lyst til at dykke dybere ned i både horrorgenren og mere specifikt Larry Cohens værker.

Formen kan godt virke afskrækkende, men jeg mener, du bør give den en chance. Og hvis det bliver for langhåret eller sproget for nørklet, så kan du altid bare hoppe frem til det glimrende interview med Larry Cohen.

Horror Zeitgeist – Auteur Larry Cohen er venligst stillet til rådighed af forlaget Space Poetry.

4 stjerner

Titel: Horror Zeitgeist – Auteur Larry Cohen
Forfattere: Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff
Forlag: Space Poetry
Format: Paperback
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 88

Anmeldt i nr. 145 | 13/11/2017

Planet Pulp Martin Schjönning

Kushiel's ChosenAt skulle forfatte et blot nogenlunde fyldestgørende resumé af handlingen i Kushiel’s Chosen er ikke nogen nem opgave.

Ligesom etteren, Kushiel’s Dart, er der tale om særdeles grandios fantasy, der breder sig vidt både psykologisk og geografisk.

Den fortællende hovedperson, kurtisanen Phèdre, er mærket af Kushiel, en slags straffende ærkeengel. Phédres skæbne er at fungere som Kushiels værktøj på jorden, hvilket er en blandet velsignelse.

På den ene side bruger hun de talenter, Kushiel har udstyret hende med, til at bekæmpe forræderi mod kronen i hendes højtelskede, bogstaveligt talt gudsbenådede hjemland, Terre d’Ange. På den anden side koster det hende en uendelighed af smerte – fysisk, mental og spirituel – som hun inderligt nyder, i stigende grad mod sin vilje.

Phèdre er oplært som spion og – af mangel på et bedre begreb – som en hellig skøge, der sælger sig selv til rigets højtstående sadister. Samtidig forsøger hun at få sit kærlighedsforhold til præstekrigeren Joscelin til at fungere, hvilket bestemt ikke er nemt.

Den Europa-inspirerede verden, der blev præsenteret i den første bog, udvides ganske gevaldigt i Kushiel’s Chosen, med nye lande og folkeslag.

Hvor man i bog et mødte folk, der svarede til frankerne, germanerne, pikterne og kelterne, møder man i bog to grækere, venetianere og kretensere. I begge bøger stifter man bekendtskab med ækvivalenter til jøder og sigøjnere, der traditionen tro er statsløse folk, som man kan møde alle steder.

Meget af alt

Jacqueline Carey (f. 1964).

Jacqueline Carey (f. 1964).

Plottet er, som i Kushiel’s Dart, en forrygende blanding af labyrintisk hofintrige og hæsblæsende eventyr. Det er romantisk og storslået a la Greven af Monte Christo, men altså dyppet i low magic fantasy.

Sproget er om muligt endnu mere sprudlende end i første bog; sine steder vil jeg påstå, at vi har at gøre med engelsk på Shakespeare-niveau: Vanvittig poetisk, men også humoristisk og actionpræget, som i mesterens allerbedste skuespil.

Terre d’Anges trone er igen truet af indre splid og højforræderi, og det er Phédres utaknemmelige opgave at trevle intrigerne op og redde hele kongeriget. Hendes modstander, den enigmatiske, gudesmukke og blodtørstigt sadistiske Melisande, er et sted derude og lægger planer, og hun må standses for enhver pris.

Undervejs møder vi oprørske håndværkerlav, sleske adelige, vilde pirater, profeter og forrædere en masse. Til trods for sprogets tyngde, de uendelige krøller på historien og et persongalleri, der fylder fem tætskrevne sider (i stikordsform), er det hele utroligt medrivende.

Kushiel’s Chosen er bare ikke helt lige så god som sin forløber. I bogens midte finder man hundrede sider, der strengt taget godt kunne undværes – men værdsætter man selve sproget, er de ekstra hundrede sider jo bare en gevinst.

Et enkelt sted forefindes et tilfælde, der har enorm indflydelse på resten af bogens handling. Dette er et ubegribeligt tilfældigt tilfælde, som svarer til at hovedpersonen faktisk finder den berømte nål i en høstak.

Og når man først har læst etteren med dens hyppige, overlegent velskrevne og vildt frække sexscener, føler man virkelig manglen på dem i toeren, særligt i den sidste halvdel.

Jeg gav den første bog de sjældne seks stjerner. Den her burde egentlig også få topkarakter, hvis den blev målt på en hvilken som helst anden skala, end den som Jacqueline Carey selv har etableret.

5 stjerner

Titel: Kushiel’s Chosen
Forfatter: Jacqueline Carey
Forlag: Tor Books
Udgivelsesår: 2002
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag: Tor Books
Udgivelsesår: 2003
Format: Paperback
Sideantal: 680

Anmeldt i nr. 145 | 13/11/2017

Stikord: 2’er, Fantasy, Fortsættelse, Trilogi

Planet Pulp Martin Schjönning

Lila the WerewolfHistorien fylder ikke alverden. Den er trykt på 44 ganske små sider i et lille hæfte fra 1974, oh, men hvilket hæfte!

Som jeg nævner i denne måneds leder, faldt den lillebitte varulveroman ned i skødet på mig, da jeg impulsivt besøgte et antikvariat – den sprang, om man så må sige, i øjnene på mig.

Forsiden i tre farver er en kubistisk vision af den klassiske metamorfose, stakkels Lila Braun er for evigt fanget mellem ulven og mennesket, et tema der kommer godt til udtryk i historien.
hvid

Kvinders seksualitet

Selve historien og de analogier den opbygger, har forfatteren, Peter S. Beagle, ved flere lejligheder undsagt sig, med en henvisning til at han var meget ung da han skrev den.

Det er temaer som at kvinders seksualitet er dybt forankret i deres indre monster, og at sex generelt er forbundet med vold og ydmygelse, forfatteren prøver at løbe fra, uden at jeg helt forstår hvorfor.

Lila og Farrell lever i et ganske harmonisk forhold, om end sidstnævnte helt klart ikke elsker sin partner – han er bare ret godt tilfreds med at hun er der.

Lila bruger én nat om måneden på at æde naboernes husdyr og deltage i støjende, kaotiske orgier med kvarterets gadehunde – noget Farrell langt hen ad vejen accepterer som en ret uskadelig særhed ved kæresten.

Selvom Farrell med tiden udvikler nogle komplekser omkring Lilas eskapader, ender det – undskyld spoileren – ret så lykkeligt for alle parter, selv Farrells svigermor.

Meget ulig amerikanske forfattere

Peter S. Beagle (f. 1939).

Peter S. Beagle (f. 1939).

Beagle, der er kendt for fantasyromanen The Last Unicorn (1968) og var screenwriter på den animerede Lord of the Rings-film fra 1978, er da også generelt kendt for at være langt mere børnevenlig – mindre kontroversiel – og det er faktisk synd, at han ikke fortsatte i det spor, Lila the Werewolf er skrevet i.

Ikke alene er perversionerne underholdende, men sproget og fortælleren Farrells mentale toneart er virkelig morsom. Underspillet morsom endda, meget ulig amerikanske forfattere generelt, som når Farrell plages af hvor småborgerligt det vil forekomme at slå op med en pige, bare fordi hun er varulv.

Med andre ord kan jeg øjensynligt lide Lila the Werewolf meget bedre end forfatteren kan. Den er et heftigt lille mellemmåltid af en bog!

Capra Press og de vilde 70’ere

Jeg er nødt til at knytte nogle kommentarer til selve udgivelsen. Som nævnt er der tale om en 44-siders pamflet, et format der i USA kendtes som en chapbook i “gamle dage”.

Disse var meget korte udgivelser, ofte poesi eller noveller, og altid med en rig visuel side. Lila the Werewolf er smykket med vignetter og en unik illustration på titelbladet. Font og sats er elegant, gammeldags med dekorative sidetal.

Kort sagt er det en ganske smuk lille bog, i en serie af smukke små bøger, fra et af de vigtigste amerikanske avantgardeforlag efter Anden Verdenskrig.

Capra Press blev drevet af ildsjæle og nåede aldrig at blive kæmpestort eller nogen økonomisk supersucces. Til gengæld kan man ikke undervurdere værdien, rent kulturelt, som forlaget har haft, som et sted hvor mange senere berømt- og berygtetheder fik udgivet deres første tekster i 60’erne og 70’erne.

Alene The Capra Chapbooks Series, hvoraf Lila the Werewolf er nummer 17, tæller forfattere som Henry Miller, Anaïs Nin, Ursula Le Guin, Raymond Carver, Charles Bukowski og Ray Bradbury.

Chapbook-formatet, hvor fokus var på kvaliteten af litteraturen, ikke længden af bogen, og hvor illustrationerne gav et luksusskær, selvom varen var billig, er desværre gået samme vej som Capra Press og den bittert underholdende, samfundskommenterende voksen-horror.

4 stjerner

Titel: Lila the Werewolf
Forfatter: Peter S. Beagle
Forlag: Capra Press
Format: Chapbook
Udgivelsesår: 1974
Sideantal: 44 sider
Illustrationer: Courtlandt Johnson

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: Varulve

Planet Pulp Martin Schjönning

Spellbook of the Lost and FoundMoïra Fowley-Doyles anden bog lever næsten op til den fabelagtige debut, The Accident Season (2015), som jeg anmeldte i dansk oversættelse – Ulykkernes Tid – sidste år.

I Spellbook of the Lost and Found vågner teenagerne i en søvnig lille irsk by op efter en drukfest, og de fleste har mistet et eller andet. Det er der som sådan ikke noget mærkeligt i, men for nogle af dem er tabet dog langt større end for andre.

En underlig, ældgammel bog dukker op, fyldt med trolddom og formularer, der gør, at forsvundne ting kan findes igen – men der er en pris at betale for den slags mirakler.

Snart begynder magien at lave problemer for vores hovedpersoner – to grupper af venner, der hver især kastes ud på dybt vand og forsøger at nå i land, inden de drukner.

Det er uhyggeligt svært at sige noget specifikt om værkets handling uden at afsløre noget fundamentalt. Intrigen er smuk, men skrøbelig som en antik vase, og det ville virkelig være synd at tale over sig.

Så tilgiv mig, at jeg skøjter lidt hurtigt over handlingen. Den er da også kun én ud af mange gode ting ved bogen, og faktisk er den ikke engang det bedste.

I modsætning til The Accident Season er Spellbook of the Lost and Found nemlig lidt forudsigelig, uden at det dog gør særlig meget.

Ambitiøst lyrisk

Moïra Fowley-Doyle.

Moïra Fowley-Doyle.

Øverst blandt de mange gode sager er sproget. Endnu en gang er jeg nødt til at betone mit had til YA-begrebet, for Fowley-Doyles bøger markedsføres målrettet til teenagere, øjensynligt fordi hovedpersonerne har den alder.

Dette er simpelthen dumt, især når man ser på det endog meget avancerede sprogbrug. Ikke alene er der udvalget af velsmagende gloser, der tæller små lune retter som “Detrimental”, “Vehemence”, “Reprocity” og “Cantankerous” (sidstnævnte var jeg sgu’ nødt til at slå op), der er også den rent poetiske side af sproget.

En helt simpel lille krølle som “… I think softly” er beskrivende for Fowley-Doyles generelle tone. I hendes verden tænker man nogle gange med en mildere stemme end andre.

Et eksempel på lyrisk sprog for fuld hammer er: “Ivy’s eyes are red from all these truths she’s finally telling.” Jeg siger det lige igen: Dette er ikke YA-litteratur, hvis sådan noget da overhovedet findes. Det er voksenlitteratur med teenagere i hovedrollerne, og som kvikke teenagere også kan nyde.

En ting man somme tider glemmer er, hvor spændende det er at være teenager. Det er uden sammenligning den mest definerende tid for de fleste af os.

Der hvor man virkelig opdager sine gode og dårlige, stærke og svage sider. Hvor man finder sit ståsted i verden. Man forelsker sig og brænder for nye sager, og er samtidig sygt sårbar.

Det er den mest interessante periode i en karakters liv, man som forfatter kan beskæftige sig med, og en af de sværeste at skrive realistisk.

Spellbook of the Lost and Found kører i et adstadigt tempo – den er faktisk halvtreds sider for lang til sin handling. Men det giver plads til, at karaktererne kan vise sig frem i deres hormonelt forstyrrede pragt, og det er vildt godt håndværk. Man kan sagtens nyde det som voksen læser.

Shameless med magi

Stemningsmæssigt befinder vi os i Twin Peaks-territorium (den originale), hvor mysterierne hober sig op, og hele verden er lidt abstrakt, uden helt at miste grebet.

Historiens placering – vi bruger det meste af tiden i finanskriseramte Udkants-Irland – emmer lidt af den britiske TV-serie Shameless. Mange af vores 17-årige hovedpersoner ryger, drikker og får ulovlige tatoveringer, andre er fra velfungerende, om end ret underlige kernefamilier.

Disse udsatte mennesker beskrives med stor kærlighed som eftertænksomme, selvstændige individer, der ikke får et apoplektisk anfald fordi magien pludselig viser sig at virke.

Det er vidunderligt befriende – både at se underklassen blive beskrevet som normale mennesker og at der ikke skal gå ti kapitler med at de nægter at trio på magiens ægthed, fordi det ville være den realistiske ting at gøre.

Spellbook of the Lost and Found er hundrede sider længere end sin forgænger, og det virker helt klart som en redaktionel beslutning og en forkert én af slagsen – tykke bøger sælger bedst, også til YA-segmentet.

Alt reddes desværre ikke af de overbevisende karakterer. Forudsigeligheden trækker også ned, men alt andet er nærmest perfekt. Set som en spændende fortælling om allegorisk social arvesynd, teenage-weltschmerz, og skummel magi med keltiske rødder, er Spellbook of the Lost and Found simpelthen en gedigen læseoplevelse.

Vurderet som decideret ungdomslitteratur ville den nok ikke slippe af sted med fem stjerner.

5 stjerner

Titel: Spellbook of the Lost and Found
Forfatter: Moïra Fowley-Doyle
Forlag: Penguin Random House
Format: Hardcover
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 368 sider

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: Magi

Planet Pulp Mogens Høegsberg

The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My TapesI min anmeldelse af The Secret Diary of Laura Palmer (1990) skrev jeg, at Lauras dagbog var den eneste rigtigt relevante af de spin-off-bøger, der udkom inden for Twin Peaks-universet, mens serien kørte.

Det udsagn står jeg ved, men det betyder ikke, at agent Coopers selvbiografi (med den tunge titel The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My Tapes) er uinteressant for Twin Peaks-fans.

En livslang passion

Bogen er skrevet af Scott Frost, Mark Frosts bror, der også skrev to episoder af tv-seriens anden sæson. Den tager form af en dagbog, men i modsætning til f.eks. Laura Palmers dagbog, der foregiver at være en gengivelse af en skrevet dagbog, postulerer selvbiografien at være transskriptioner af Coopers bånd.

Bogen begynder juledag 1967; dagen hvor den kommende FBI-agent i en alder af 13 år har fået sin første båndoptager. Coopers forkærlighed for indtalte beskeder går altså langt tilbage, og det er naturligvis fint set af Frost at tage denne quirk ved Cooper og gøre den til en livslang passion.

Scott Frost.

Scott Frost.

At det så samtidig er en ret hårdhændet gimmick er en anden sag, og det største problem, Frost får skabt for sig selv gennem bogens 226 sider, er, at Coopers indtalte beskeder ofte fremstår som om, de var skrevne.

Det akkurat samme problem bemærkede jeg i min efterhånden gamle anmeldelse af Bram Stokers Dracula (1897), hvor den gode Dr. Sewards indtalte dagbogsnotater (på den dengang revolutionerende fonograf) også fremstår meget litterære, selvom de skulle forestille at være indtalte.

Det er i virkeligheden det selvsamme problem, mange forfattere står overfor, når de skal skrive dialog. Her oplever man også ofte, at folk i bøger taler på en måde, man har meget svært ved at forestille sig rigtige mennesker gøre.

1967-1989

Selvbiografien er inddelt i seks overordnede dele uden titler, og hver del er derudover delt ind i et antal kapitler. Første del dækker perioden 1967-1970. Anden del er ganske kort og består af tre korte breve, Cooper sendte til sin far, mens han var på en lang rejse i 1970-73, hvorom intet ellers vides.

Tredje del er igen båndoptagelser og dækker perioden 1973-1977. Fjerde del er også ganske kort og dækker 1978-79, mens femte del dækker 1978-79. Sidste del dækker endelig perioden 1980-1989 med store huller undervejs, angiveligt på grund af Coopers arbejde for FBI.

Sidste “indlæg” er dateret den 24. februar 1989 og lyder “There’s been a body found in Washington state, Diane. A young woman, wrapped in plastic. I’m headed for a little town called Twin Peaks.”

Forfulgt af død

Indholdsmæssigt er bogen ganske ujævn. Første del dækker Coopers sene barndom og tidlige ungdom, og er stedvist meget humoristisk i tonen, selvom der allerede her sniger sig mere alvorlige elementer ind.

Vi hører her bl.a. om den unge Coopers tidlige fascination af lovhåndhævelsesarbejde og FBI og hans første møde med kærligheden. Men vi hører også om Coopers første møder med døden, først da hans mor dør, siden da nabopigen Marie, som Cooper har været forelsket i, dør.

Her tegner sig et tema for resten af bogen; et tema, som også i et eller andet omfang har en klangbund i tv-serien. Nemlig, at Cooper synes at være “forfulgt” af død.

Dette tema videreudvikles i bogens tredje del, hvor Cooper ved et tilfælde kommer på sporet af en morder. Morderen slipper væk, men det er Cooper, der finder offeret – en ung kvinde, der er blevet dolket.

Det er dette øjeblik, der er med til at overbevise Cooper om, at ondskaben eksisterer som en håndgribelig mørk kraft. Dette er noget, han reflekterer over senere i bogen, hvor ondskaben for Cooper antager en på én gang metafysisk og håndgribelig karakter.
Altså: Ondskaben er for Cooper ikke bare “the evil that men do”, som Albert Rosenfield siger i tv-serien, men en reel kraft, der må og kan bekæmpes.

Humoristiske passager

Selv efter at Frost har introduceret de mere alvorlige temaer i bogen, er der dog stadigt stærkt humoristiske passager. En af de klart bedste i hele bogen er sekvensen, hvor Cooper beslutter sig for at undersøge, hvor længe han kan holde sig vågen uden at det går ud over hans kognitive evner.

Dette eksperiment, der finder sted i december 1973, er ganske forrygende morsomt skrevet, som følgende indtalte besked vidner om (her har Cooper været vågen i ca. 42 timer):

“Darkness is falling. My mind and body feel strong and alert. Have checked all closets in the house to make sure that none of the little people are hiding in them.”

Dette er blot én af flere sådanne eksperimenter, Cooper foretager. Senere undersøger han, hvor længe man kan undlade at urinere med normalt væskeindtag.

Windom Earle-mysteriet

Bogens femte del handler om Coopers første tid som FBI-agent og her hører vi bl.a. om hans første møde med sin makker og mentor Windom Earle, der skulle komme til spille en væsentlig rolle som seriens primære antagonist i anden halvdel af anden sæson.

De begivenheder, vi ganske kort får beskrevet i tv-serien, med mordet på Windom Earles hustru Caroline, som Cooper har forelsket sig i, er også dækket i bogen, men vi får mere at vide her – bl.a. forsvinder Earle på et tidspunkt og lader til at have været bortført.

Har man set serien, ved man, at det nok næppe er tilfældet, men at Earles forsvinden er direkte relateret til det større mysterium, han er en del af, og at Earle allerede på dette tidspunkt er vanvittig.

Disse dele af bogen er ren guf for seriens fans, selvom man på ingen måde får svar på nogen spørgsmål: Der bliver blot lagt flere lag til mysteriet omkring Earle, og det er virkelig ganske stemningsfuldt.

Enkelte kontinuitetsproblemer

Efter tragedien i Pittsburgh, hvor Cooper bliver såret og Caroline myrdet, dækker bogens sjette del Coopers tilbagevenden til arbejdet som agent efter en orlov på lidt over et halvt år.

Indledningsvist bliver Cooper udlånt til det føderale narkopoliti DEA, og det er i den forbindelse, han møder en agent ved navn Dennis Bryson, som også figurerer i serien.

Senere vender Cooper tilbage til FBI, og her dækker bogen også Coopers efterforskning af mordet på Teresa Banks, som blev myrdet af den samme morder, der senere skulle myrde Laura Palmer.

Her kommer bogen en lille smule på tynd is, uden at det dog er Scott Frosts skyld. På det tidspunkt kunne Frost jo ikke vide, at David Lynch og Robert Engels året efter ville gå længere ind i Teresa Banks-sagen i den første halve time af prequel-filmen Twin Peaks: Fire Walk With Me (1992).

Men det resulterer selvfølgelig i nogle kontinuitetsproblemer, både ved ting, der konkret bliver nævnt i bogen og ved ting, der udelades, men som man ville forvente, at Cooper havde omtalt, hvis kontinuiteten havde været på plads.

Og selvfølgelig vil der være nogle kontinuitetsproblemer i en bog som denne; det er næsten uundgåeligt. Men ser man bort fra problemerne i forhold til Fire Walk With Me, er der faktisk ikke mange diskrepanser i forhold til det, vi får at vide i serien.

Et andet eksempel er dog i forhold til mordet på Caroline Earle, som i bogen finder sted i april 1979. I tv-serien siger Cooper, det skete for fire år siden, og da serien foregår i 1989, placerer det mordet i 1985.

Fin for fans

Coopers selvbiografi er, som de øvrige spin-off-produkter fra Twin Peaks, udelukkende for fans. Bogen fordrer helt klart, at man har set serien og kender hovedpersonen.

Har man ikke det, vil den være noget nær ulæselig. Ikke fordi indholdet ikke vil være meningsgivende for de, der ikke har set serien, men de vil uden tvivl finde bogen helt og aldeles ligegyldig.

Derudover skal det også siges, at der ikke er ret meget information at hente, der kan kaste lys over tv-seriens begivenheder. Og man skal heller ikke regne med at komme så dybt under huden på Cooper, som man gjorde med Laura Palmer i Jennifer Lynchs The Secret Diary of Laura Palmer.

Til trods for dette, vil fans nok alligevel finde bogen rigtig fin, måske også fordi det er den af spin-off-bøgerne, der bedst rammer tv-seriens tone i sin blanding af humor, alvor og weirdness.

Skal man endelig kritisere The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My Tapes for noget, skulle det være, at den også til en vis grad afmystificerer den gode Cooper, men her forstår Scott Frost heldigvis også betydningen af, at holde nogle af Coopers sider hemmelige.

Ikke alt har det bedst af at blive forklaret til døde, og i sidste ende beholder Cooper da også sin generelle aura af mystik.

4 stjerner

Titel: The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My Tapes
Forfatter: Scott Frost
Forlag: Penguin Books
Udgivelsesår: 1991
Format: Paperback
Sideantal: 226

Anmeldt i nr. 140 | 13/06/2017

Stikord: Twin Peaks

Planet Pulp Mogens Høegsberg

Twin Peaks: Access Guide to the TownMed Twin Peaks: Access Guide to the Town er vi ude i den absolut mest kulørte ende af de spin-off-produkter, der kom ud af Twin Peaks, da serien kørte tilbage i 1990-91.

Bogen er en turistguide til Twin Peaks, og titlen “Access Guide” kommer af, at bogen er blevet til i samarbejde med det anerkendte guidebogforlag Access Press.

Illusionen brister

Twin Peaks: Access Guide to the Town tager således form af en ægte guidebog og er delt ind i afsnit med titler som “History”, “Flora”, “Fauna”, “Points of Interest”, “Lodging” og så videre.

Illusionen brister dog hurtigt, da man blandt de vignetter, der ligger som smallere spalter på hver side, finder minibiografier af mange af tv-seriens personer, inklusive agent Cooper.

Bogens tekst er derudover en spøjs blanding af noget, der virker som information, man kunne finde i en ægte guidebog og mere eller mindre skæve og humoristiske indslag.

Blind taxachauffør

Blandt de afsnit, der virker som om, de kunne komme fra en ægte guidebog, er f.eks. den ret grundige indførsel i byens historie og afsnittet om områdets flora.

Blandt de skæve indslag er f.eks. en hel side dedikeret til en liste over den musik, der kan findes på jukeboxen i RR-dineren, og der bruges et helt opslag til et teknisk diagram over, hvordan tømmer udsaves på Packard-savværket og hvilke tømmerprofiler, savværket producerer.

Længst ude er dog en fire sider lang annonce for “Tim and Tom’s Taxidermy” med de to brødre Tim og Tom, der både er konservatorer og taxachauffører til trods for, at bror Tom, der kører taxaen, er blind.

Selvom illusionen om, at man sidder med en ægte guidebog, for længst er brudt, er annoncen her så absurd tåbelig og fjollet, at man ikke helt forstår, hvorfor bogens håndfuld af forfattere (der også tæller tre af seriens forfattere) insisterede på at gå så langt.

Én stor joke

Man skal ikke langt ind i Twin Peaks: Access Guide to the Town, før man indser, at bogen er lavet som én stor joke fra forfatternes side, og ser man bort fra et par handy kort over byen og omegnen samt en udtegning af helleristningen fra Owl Cave, er der meget få ting af reel interesse i bogen.

Meget af det indhold, der kunne tages seriøst som et forsøg på at give noget baggrundsinformation om byen – f.eks. kapitlet om byens og egnens historie – er sidenhen blevet modsagt af Mark Frosts The Secret History of Twin Peaks (2016), der må anses som den kanoniske af de to bøger.

Dog er der et interessant sammenfald mellem de to bøger, da de begge postulerer, at Twin Peaks-området blev besøgt af medlemmer af Lewis og Clark-ekspeditionen i starten af 1800-tallet.

Bidrager intet til oplevelsen af tv-serien

Som med både The Secret Diary of Laura Palmer (1990) og The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My Tapes (1991) gælder det også for Twin Peaks: Access Guide to the Town, at man ikke skal forvente at få information, der kan kaste yderligere lys over seriens mysterier.

Af de tre bøger, er Access Guide den mest perifere, for de to andre gav trods alt en lidt bedre forståelse af Laura Palmer og Dale Cooper.

Access Guide bidrager intet til læserens oplevelse af tv-serien med mindre man føler, at det det virkelig ændrer ens oplevelse, at man ved, at Oscar Wilde besøgte byen i 1902.

Jammerlig og fascinerende

Som et spin-off-produkt af Twin Peaks, er Twin Peaks: Access Guide to the Town derfor på de fleste måder et ganske jammerligt produkt, der i bedste fald kan kaste et par halvhjertede grin af sig.

Som kuriosum og som vidnesbyrd om den enorme kulturelle gennemslagskraft, tv-serien havde i sin korte levetid, er bogen imidlertid ganske fascinerende. Det ændrer dog ikke på, at den i dag næppe er værd at opstøve, med mindre man er virkelig hård fan af serien.

2 stjerner

Titel: Twin Peaks: Access Guide to the Town
Forfattere: Gregg Almquist, Tricia Brock, Robert Engels, Lise Friedman, Harley Peyton
Forlag: Penguin Books
Udgivelsesår: 1991
Format: Paperback
Sideantal: 110

Anmeldt i nr. 140 | 13/06/2017

Stikord: Twin Peaks

Planet Pulp Michael Lillegaard Larsen

The Art of Todd McFarlane - The Devil's in the DetailsJeg læste meget Spider-Man i mine barndomsår og var meget optaget af de forskellige tegnere, der satte deres præg på den menneskelige edderkop.

En af dem, jeg især husker, var Todd McFarlane. Han tog om nogen figuren og gav den nyt liv. Han gjorde øjnene store som tekopper og tegnede spindelvæv som spaghetti. Kort sagt: Han tog Spider-Man og lagde virkelig vægt på ordet “spider”!

For nogle år siden udgav McFarlane den længe ventede bog om hans tegneseriekunst, The Art Of Todd McFarlane – The Devil’s in the Details. Det er en 400 siders tung moppedreng af en kunstbog, der også er en biografi om hans karriere i underholdningsbranchen med forord af selveste Stan Lee.

Den tidligere begyndelse og Spider-Man

Spider-Man.

Spider-Man.

Todd McFarlane blev født den 16. april 1961 og tegnede meget, da han var lille. Han blev grebet af tegneseriemediet og ville have en karriere som professionel tegneserietegner.

I bogens første kapitel “Don’t Take No for an Answer” ser man et hav af tidlige tegninger og skitser. Man ser nogle ivrige forsøg fra McFarlanes side på at være den nye Jack Kirby. Han forsøgte at sende sine tegninger til mange tegneserieforlag, men fik hele 700 afslag(!), hvoraf nogle kan læses i bogen.

McFarlanes ihærdige og fandenivoldske energi gav dog pote, da han blev hyret til at tegne nogle numre af Coyote – en nogen obskur serie fra Marvel. Resultatet gav mere freelance-arbejde fra både Marvel og DC og dermed mulighed for at tegne ikoner som Batman, Superman, Hulk og især Spider-Man.

Med netop den figur skabte McFarlane stor opmærksomhed med sine dynamiske tegninger fuld af drama, spænding og action. Bogen viser mange af hans populære Spider-Man-tegninger, der var med til at gøre ham et hit blandt fans, og billederne er stadig fantastiske at se på.

Spawn og Image

Forsiden af 'Spawn' nr. 1.

Forsiden af ‘Spawn’ nr. 1.

Midt i Spider-Man-succesen opstod der kreative uenigheder og frustrationer mellem McFarlane og Marvel. Han følte, at der var for mange begrænsninger på, hvad han kunne gøre med netsvingeren og fik i sidste ende nok.

Sammen med andre kollegaer (bl.a. Jim Lee og Erik Larsen) sagde McFarlane op, og i fællesskab skabte de forlaget Image, der i år kan fejre 25 års jubilæum.

Nu med eget forlag og fuld kreativ kontrol udgav McFarlane Spawn, en brutal og blodig tegneserie om lejesoldaten Al Simmons, der bliver til den dystre helvedesyngel Spawn. McFarlane skabte sin figur allerede i high school-årene, men som en kulørt sci fi-figur, der intet havde at gøre med Helvede.

Det er sjovt at se de tidligere Spawn-tegninger kontra de mere berømte billeder, som man kan se i flotte reproduktioner. Der er mange flotte Spawn-forsider. Min personlige favorit er fra Spawn nr. 9 (som også er forsiden til den danske Spawn nr. 3 fra 1996), hvor den hotte engel-babe Angela lige har udslettet en Spawn-kriger. McFarlane tegnede de første tyve numre, indtil Greg Capullo tog over som fast tegner og McFarlane tog sig af rentegningen.

Succesen med Spawn udnyttede McFarlane i stor stil og på egne betingelser. Han skabte legetøjfirmaet McFarlane Toys og satte nye standarder for produktion af legetøjfigurer med ekstrem høj detaljerigdom.

Med sit eget produktionsselskab Todd McFarlane Productions (den mand elsker virkeligt sit eget navn!) skabte han den noget mislykkede filmatisering Spawn (1997) og den fantastiske HBO-animationsserie Todd McFarlane’s Spawn (1997-99). Han har også planer om at lave en helt ny Spawn-film og har interesse i at skrive og instruere filmen på egen hånd.

En mesterlig illustreret livshistorie for fans

For fans af Todd McFarlane er der meget at hente i de utallige billeder og anekdoter fra hans kreative liv, der omfatter tegneserier, legetøj, film, tegnefilm og computerspil.

Har man aldrig hørt om ham, er The Art of Todd McFarlane – The Devil’s in the Details en god og solid introduktion, som bestemt ikke skuffer.

Til slut i bogen opfordrer McFarlane dem, der har drømme, om at blive ved med at følge dem, uanset hvad livet bringer af udfordringer. Så er de ord hermed givet videre.

6 stjerner

Titel: The Art of Todd McFarlane – The Devil’s In The Details
Forfatter: Todd McFarlane
Illustrationer: Todd McFarlane, Jim Lee, Greg Capullo
Forlag, år: Image Comics, 2012
Format: Paperback
Sideantal: 400 sider

Anmeldt i nr. 137 | 13/03/2017

Planet Pulp Martin Schjönning

Authorised Murder (Murder at the ABA)Isaac Asimov. Navnet er et trylleord blandt nørder. Personen bag det var en slags profet, hvis ikke ligefrem en afgud. Dets blotte nævnelse kan afslutte en diskussion eller starte en ny. Derfor er jeg virkelig glad for endelig at have fundet en bog af ham, jeg kan lide!

En overvurderet forfatter

Jeg har nemlig langt hen ad vejen syntes, at Asimov var overvurderet. Okay, han skrev de tre grundlove for robotter; okay han var en intellektuel polyglot med flere hundrede udgivelser bag sig; okay, han nåede at modtage fjorten æresdoktorater og få opkaldt både en asteroide og et krater på Mars efter sig. Okay, okay, okay.

Men fra mit synspunkt, herude på æstetikkens rurale overdrev, mangler Asimov simpelthen talent for at beskrive. Det er almindeligt kendt for hans stil, der beskrives som ren, staffagefri, kirurgisk og seriøs af hans disciple, og i sin tid blev værkerne endda solgt på disse kvaliteter.

Isaac Asimov (1920-1992)

Isaac Asimov (1920-1992).

Jeg finder stilen steril, ubegejstret og kedelig. Asimov skriver, hvad der sker og hvordan hans kønsløse karakterer agerer på det – og hvorfor de gør det. Af en fantastik-forfatter at være, er der utroligt lidt overladt til fantasien i hans tekster.

Med små 500 udgivelser måtte der selvfølgelig, før eller siden, dukke en op, jeg kunne lide, og den dukkede op i en form, jeg godt nok ikke havde regnet med. Murder at the ABA (udgivet i Storbritannien under titlen Authorised Murder) er en krimi – det engelske begreb “murder mystery” er sådan set meget mere passende – der foregår på en bogmesse.

Det lyder jo ret gudsjammerligt, hvis man normalt er til bøger om fjerne galakser, men Asimov skriver for en gangs skyld levende og giver sine karakterer puls.

Asimov og en bogmesse

Førsteudgaven af 'Murder at the ABA', forlaget Doubleday, 1976.

Førsteudgaven af ‘Murder at the ABA’, forlaget Doubleday, 1976.

Man følger forfatteren Darius Just, der besøger messen af høflighed overfor sin forlægger. Modvilligt bliver Just, der er en vidunderligt usympatisk hovedperson, en del af en mordefterforskning, som ingen andre anerkender er en mordefterforskning. Kun en lille, personlig detalje ved den dødes situation giver Just mistanken om, at noget er galt.

Mysteriet er originalt for sin tid, men den sande fornøjelse ved bogen er at læse en, for mig, ukendt Asimov, der ornamenterer sine sætninger og rent faktisk beskriver Just og hans omverden i detaljer.

Isaac Asimov er en aktiv karakter i historien, Just skal forestille at eksistere i virkeligheden, og selve bogen foregiver at være et samarbejde mellem de to. Asimov forklarer på den måde selv sit besynderlige stilskifte, blandt andet gennem kommenterende noter, hvor han skændes med Just.

Nogle gange glemmer man helt at følge med i mysteriet, fordi dette lag af meta-humor er så morsomt og indbydende.

Asimov var et skrivende menneske, der må have brugt absurd store dele af sit liv på bogmesser. Med Murder at the ABA åbner han et vindue ind til en verden, litteraturbranchen, som både er letgenkendelig for os, der begår os i den i dag, men også er helt og aldeles anderledes.

Læsevaner, teknologi og dannelsesskred har haft deres effekter på branchen i de fyrre år, der er gået siden udgivelsen, og man kan blive helt vemodig, når man læser om forne tiders storhed, som altså er romanens samtid.

Noget der til gengæld ikke har forandret sig, er branchens selvopfattelse/højtidelighed, betændte intriger og afhængighed af rødvin, og jeg holder måske ekstra meget af bogen på grund af den hårdtslående måde, Asimov beskriver den på.

Murder at the ABA er en hurtigt læst litterær godbid, der desværre ikke på nogen måde er repræsentativ for Asimovs enorme forfatterskab. Jeg skal ikke udelukke, at han skrev den som en slags vittighed, men selv hvis han gjorde, gør det ikke noget. Den rummer nemlig den fortælleglæde, jeg har savnet i hans øvrige produktion.

5 stjerner

Titel: Murder at the ABA
Forfatter: Isaac Asimov
Forlag: Doubleday
Udgivelsesår: 1976
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Authorised Murder
Forlag: Victor Gollancz Ltd.
Udgivelsesår: 1977
Sideantal: 240
hvid
Murder at the ABA er romanens originaltitel. I Storbritannien blev den udgivet under titen Authorised Murder.

Anmeldt i nr. 135 | 13/01/2017