Planet Pulp Martin Schjönning

Lila the WerewolfHistorien fylder ikke alverden. Den er trykt på 44 ganske små sider i et lille hæfte fra 1974, oh, men hvilket hæfte!

Som jeg nævner i denne måneds leder, faldt den lillebitte varulveroman ned i skødet på mig, da jeg impulsivt besøgte et antikvariat – den sprang, om man så må sige, i øjnene på mig.

Forsiden i tre farver er en kubistisk vision af den klassiske metamorfose, stakkels Lila Braun er for evigt fanget mellem ulven og mennesket, et tema der kommer godt til udtryk i historien.
hvid

Kvinders seksualitet

Selve historien og de analogier den opbygger, har forfatteren, Peter S. Beagle, ved flere lejligheder undsagt sig, med en henvisning til at han var meget ung da han skrev den.

Det er temaer som at kvinders seksualitet er dybt forankret i deres indre monster, og at sex generelt er forbundet med vold og ydmygelse, forfatteren prøver at løbe fra, uden at jeg helt forstår hvorfor.

Lila og Farrell lever i et ganske harmonisk forhold, om end sidstnævnte helt klart ikke elsker sin partner – han er bare ret godt tilfreds med at hun er der.

Lila bruger én nat om måneden på at æde naboernes husdyr og deltage i støjende, kaotiske orgier med kvarterets gadehunde – noget Farrell langt hen ad vejen accepterer som en ret uskadelig særhed ved kæresten.

Selvom Farrell med tiden udvikler nogle komplekser omkring Lilas eskapader, ender det – undskyld spoileren – ret så lykkeligt for alle parter, selv Farrells svigermor.

Meget ulig amerikanske forfattere

Peter S. Beagle (f. 1939).

Peter S. Beagle (f. 1939).

Beagle, der er kendt for fantasyromanen The Last Unicorn (1968) og var screenwriter på den animerede Lord of the Rings-film fra 1978, er da også generelt kendt for at være langt mere børnevenlig – mindre kontroversiel – og det er faktisk synd, at han ikke fortsatte i det spor, Lila the Werewolf er skrevet i.

Ikke alene er perversionerne underholdende, men sproget og fortælleren Farrells mentale toneart er virkelig morsom. Underspillet morsom endda, meget ulig amerikanske forfattere generelt, som når Farrell plages af hvor småborgerligt det vil forekomme at slå op med en pige, bare fordi hun er varulv.

Med andre ord kan jeg øjensynligt lide Lila the Werewolf meget bedre end forfatteren kan. Den er et heftigt lille mellemmåltid af en bog!

Capra Press og de vilde 70’ere

Jeg er nødt til at knytte nogle kommentarer til selve udgivelsen. Som nævnt er der tale om en 44-siders pamflet, et format der i USA kendtes som en chapbook i “gamle dage”.

Disse var meget korte udgivelser, ofte poesi eller noveller, og altid med en rig visuel side. Lila the Werewolf er smykket med vignetter og en unik illustration på titelbladet. Font og sats er elegant, gammeldags med dekorative sidetal.

Kort sagt er det en ganske smuk lille bog, i en serie af smukke små bøger, fra et af de vigtigste amerikanske avantgardeforlag efter Anden Verdenskrig.

Capra Press blev drevet af ildsjæle og nåede aldrig at blive kæmpestort eller nogen økonomisk supersucces. Til gengæld kan man ikke undervurdere værdien, rent kulturelt, som forlaget har haft, som et sted hvor mange senere berømt- og berygtetheder fik udgivet deres første tekster i 60’erne og 70’erne.

Alene The Capra Chapbooks Series, hvoraf Lila the Werewolf er nummer 17, tæller forfattere som Henry Miller, Anaïs Nin, Ursula Le Guin, Raymond Carver, Charles Bukowski og Ray Bradbury.

Chapbook-formatet, hvor fokus var på kvaliteten af litteraturen, ikke længden af bogen, og hvor illustrationerne gav et luksusskær, selvom varen var billig, er desværre gået samme vej som Capra Press og den bittert underholdende, samfundskommenterende voksen-horror.

4 stjerner

Titel: Lila the Werewolf
Forfatter: Peter S. Beagle
Forlag: Capra Press
Format: Chapbook
Udgivelsesår: 1974
Sideantal: 44 sider
Illustrationer: Courtlandt Johnson

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: Varulve



Planet Pulp Martin Schjönning

Spellbook of the Lost and FoundMoïra Fowley-Doyles anden bog lever næsten op til den fabelagtige debut, The Accident Season (2015), som jeg anmeldte i dansk oversættelse – Ulykkernes Tid – sidste år.

I Spellbook of the Lost and Found vågner teenagerne i en søvnig lille irsk by op efter en drukfest, og de fleste har mistet et eller andet. Det er der som sådan ikke noget mærkeligt i, men for nogle af dem er tabet dog langt større end for andre.

En underlig, ældgammel bog dukker op, fyldt med trolddom og formularer, der gør, at forsvundne ting kan findes igen – men der er en pris at betale for den slags mirakler.

Snart begynder magien at lave problemer for vores hovedpersoner – to grupper af venner, der hver især kastes ud på dybt vand og forsøger at nå i land, inden de drukner.

Det er uhyggeligt svært at sige noget specifikt om værkets handling uden at afsløre noget fundamentalt. Intrigen er smuk, men skrøbelig som en antik vase, og det ville virkelig være synd at tale over sig.

Så tilgiv mig, at jeg skøjter lidt hurtigt over handlingen. Den er da også kun én ud af mange gode ting ved bogen, og faktisk er den ikke engang det bedste.

I modsætning til The Accident Season er Spellbook of the Lost and Found nemlig lidt forudsigelig, uden at det dog gør særlig meget.

Ambitiøst lyrisk

Moïra Fowley-Doyle.

Moïra Fowley-Doyle.

Øverst blandt de mange gode sager er sproget. Endnu en gang er jeg nødt til at betone mit had til YA-begrebet, for Fowley-Doyles bøger markedsføres målrettet til teenagere, øjensynligt fordi hovedpersonerne har den alder.

Dette er simpelthen dumt, især når man ser på det endog meget avancerede sprogbrug. Ikke alene er der udvalget af velsmagende gloser, der tæller små lune retter som “Detrimental”, “Vehemence”, “Reprocity” og “Cantankerous” (sidstnævnte var jeg sgu’ nødt til at slå op), der er også den rent poetiske side af sproget.

En helt simpel lille krølle som “… I think softly” er beskrivende for Fowley-Doyles generelle tone. I hendes verden tænker man nogle gange med en mildere stemme end andre.

Et eksempel på lyrisk sprog for fuld hammer er: “Ivy’s eyes are red from all these truths she’s finally telling.” Jeg siger det lige igen: Dette er ikke YA-litteratur, hvis sådan noget da overhovedet findes. Det er voksenlitteratur med teenagere i hovedrollerne, og som kvikke teenagere også kan nyde.

En ting man somme tider glemmer er, hvor spændende det er at være teenager. Det er uden sammenligning den mest definerende tid for de fleste af os.

Der hvor man virkelig opdager sine gode og dårlige, stærke og svage sider. Hvor man finder sit ståsted i verden. Man forelsker sig og brænder for nye sager, og er samtidig sygt sårbar.

Det er den mest interessante periode i en karakters liv, man som forfatter kan beskæftige sig med, og en af de sværeste at skrive realistisk.

Spellbook of the Lost and Found kører i et adstadigt tempo – den er faktisk halvtreds sider for lang til sin handling. Men det giver plads til, at karaktererne kan vise sig frem i deres hormonelt forstyrrede pragt, og det er vildt godt håndværk. Man kan sagtens nyde det som voksen læser.

Shameless med magi

Stemningsmæssigt befinder vi os i Twin Peaks-territorium (den originale), hvor mysterierne hober sig op, og hele verden er lidt abstrakt, uden helt at miste grebet.

Historiens placering – vi bruger det meste af tiden i finanskriseramte Udkants-Irland – emmer lidt af den britiske TV-serie Shameless. Mange af vores 17-årige hovedpersoner ryger, drikker og får ulovlige tatoveringer, andre er fra velfungerende, om end ret underlige kernefamilier.

Disse udsatte mennesker beskrives med stor kærlighed som eftertænksomme, selvstændige individer, der ikke får et apoplektisk anfald fordi magien pludselig viser sig at virke.

Det er vidunderligt befriende – både at se underklassen blive beskrevet som normale mennesker og at der ikke skal gå ti kapitler med at de nægter at trio på magiens ægthed, fordi det ville være den realistiske ting at gøre.

Spellbook of the Lost and Found er hundrede sider længere end sin forgænger, og det virker helt klart som en redaktionel beslutning og en forkert én af slagsen – tykke bøger sælger bedst, også til YA-segmentet.

Alt reddes desværre ikke af de overbevisende karakterer. Forudsigeligheden trækker også ned, men alt andet er nærmest perfekt. Set som en spændende fortælling om allegorisk social arvesynd, teenage-weltschmerz, og skummel magi med keltiske rødder, er Spellbook of the Lost and Found simpelthen en gedigen læseoplevelse.

Vurderet som decideret ungdomslitteratur ville den nok ikke slippe af sted med fem stjerner.

5 stjerner

Titel: Spellbook of the Lost and Found
Forfatter: Moïra Fowley-Doyle
Forlag: Penguin Random House
Format: Hardcover
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 368 sider

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: Magi



Planet Pulp Mogens Høegsberg

The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My TapesI min anmeldelse af The Secret Diary of Laura Palmer (1990) skrev jeg, at Lauras dagbog var den eneste rigtigt relevante af de spin-off-bøger, der udkom inden for Twin Peaks-universet, mens serien kørte.

Det udsagn står jeg ved, men det betyder ikke, at agent Coopers selvbiografi (med den tunge titel The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My Tapes) er uinteressant for Twin Peaks-fans.

En livslang passion

Bogen er skrevet af Scott Frost, Mark Frosts bror, der også skrev to episoder af tv-seriens anden sæson. Den tager form af en dagbog, men i modsætning til f.eks. Laura Palmers dagbog, der foregiver at være en gengivelse af en skrevet dagbog, postulerer selvbiografien at være transskriptioner af Coopers bånd.

Bogen begynder juledag 1967; dagen hvor den kommende FBI-agent i en alder af 13 år har fået sin første båndoptager. Coopers forkærlighed for indtalte beskeder går altså langt tilbage, og det er naturligvis fint set af Frost at tage denne quirk ved Cooper og gøre den til en livslang passion.

Scott Frost.

Scott Frost.

At det så samtidig er en ret hårdhændet gimmick er en anden sag, og det største problem, Frost får skabt for sig selv gennem bogens 226 sider, er, at Coopers indtalte beskeder ofte fremstår som om, de var skrevne.

Det akkurat samme problem bemærkede jeg i min efterhånden gamle anmeldelse af Bram Stokers Dracula (1897), hvor den gode Dr. Sewards indtalte dagbogsnotater (på den dengang revolutionerende fonograf) også fremstår meget litterære, selvom de skulle forestille at være indtalte.

Det er i virkeligheden det selvsamme problem, mange forfattere står overfor, når de skal skrive dialog. Her oplever man også ofte, at folk i bøger taler på en måde, man har meget svært ved at forestille sig rigtige mennesker gøre.

1967-1989

Selvbiografien er inddelt i seks overordnede dele uden titler, og hver del er derudover delt ind i et antal kapitler. Første del dækker perioden 1967-1970. Anden del er ganske kort og består af tre korte breve, Cooper sendte til sin far, mens han var på en lang rejse i 1970-73, hvorom intet ellers vides.

Tredje del er igen båndoptagelser og dækker perioden 1973-1977. Fjerde del er også ganske kort og dækker 1978-79, mens femte del dækker 1978-79. Sidste del dækker endelig perioden 1980-1989 med store huller undervejs, angiveligt på grund af Coopers arbejde for FBI.

Sidste “indlæg” er dateret den 24. februar 1989 og lyder “There’s been a body found in Washington state, Diane. A young woman, wrapped in plastic. I’m headed for a little town called Twin Peaks.”

Forfulgt af død

Indholdsmæssigt er bogen ganske ujævn. Første del dækker Coopers sene barndom og tidlige ungdom, og er stedvist meget humoristisk i tonen, selvom der allerede her sniger sig mere alvorlige elementer ind.

Vi hører her bl.a. om den unge Coopers tidlige fascination af lovhåndhævelsesarbejde og FBI og hans første møde med kærligheden. Men vi hører også om Coopers første møder med døden, først da hans mor dør, siden da nabopigen Marie, som Cooper har været forelsket i, dør.

Her tegner sig et tema for resten af bogen; et tema, som også i et eller andet omfang har en klangbund i tv-serien. Nemlig, at Cooper synes at være “forfulgt” af død.

Dette tema videreudvikles i bogens tredje del, hvor Cooper ved et tilfælde kommer på sporet af en morder. Morderen slipper væk, men det er Cooper, der finder offeret – en ung kvinde, der er blevet dolket.

Det er dette øjeblik, der er med til at overbevise Cooper om, at ondskaben eksisterer som en håndgribelig mørk kraft. Dette er noget, han reflekterer over senere i bogen, hvor ondskaben for Cooper antager en på én gang metafysisk og håndgribelig karakter.
Altså: Ondskaben er for Cooper ikke bare “the evil that men do”, som Albert Rosenfield siger i tv-serien, men en reel kraft, der må og kan bekæmpes.

Humoristiske passager

Selv efter at Frost har introduceret de mere alvorlige temaer i bogen, er der dog stadigt stærkt humoristiske passager. En af de klart bedste i hele bogen er sekvensen, hvor Cooper beslutter sig for at undersøge, hvor længe han kan holde sig vågen uden at det går ud over hans kognitive evner.

Dette eksperiment, der finder sted i december 1973, er ganske forrygende morsomt skrevet, som følgende indtalte besked vidner om (her har Cooper været vågen i ca. 42 timer):

“Darkness is falling. My mind and body feel strong and alert. Have checked all closets in the house to make sure that none of the little people are hiding in them.”

Dette er blot én af flere sådanne eksperimenter, Cooper foretager. Senere undersøger han, hvor længe man kan undlade at urinere med normalt væskeindtag.

Windom Earle-mysteriet

Bogens femte del handler om Coopers første tid som FBI-agent og her hører vi bl.a. om hans første møde med sin makker og mentor Windom Earle, der skulle komme til spille en væsentlig rolle som seriens primære antagonist i anden halvdel af anden sæson.

De begivenheder, vi ganske kort får beskrevet i tv-serien, med mordet på Windom Earles hustru Caroline, som Cooper har forelsket sig i, er også dækket i bogen, men vi får mere at vide her – bl.a. forsvinder Earle på et tidspunkt og lader til at have været bortført.

Har man set serien, ved man, at det nok næppe er tilfældet, men at Earles forsvinden er direkte relateret til det større mysterium, han er en del af, og at Earle allerede på dette tidspunkt er vanvittig.

Disse dele af bogen er ren guf for seriens fans, selvom man på ingen måde får svar på nogen spørgsmål: Der bliver blot lagt flere lag til mysteriet omkring Earle, og det er virkelig ganske stemningsfuldt.

Enkelte kontinuitetsproblemer

Efter tragedien i Pittsburgh, hvor Cooper bliver såret og Caroline myrdet, dækker bogens sjette del Coopers tilbagevenden til arbejdet som agent efter en orlov på lidt over et halvt år.

Indledningsvist bliver Cooper udlånt til det føderale narkopoliti DEA, og det er i den forbindelse, han møder en agent ved navn Dennis Bryson, som også figurerer i serien.

Senere vender Cooper tilbage til FBI, og her dækker bogen også Coopers efterforskning af mordet på Teresa Banks, som blev myrdet af den samme morder, der senere skulle myrde Laura Palmer.

Her kommer bogen en lille smule på tynd is, uden at det dog er Scott Frosts skyld. På det tidspunkt kunne Frost jo ikke vide, at David Lynch og Robert Engels året efter ville gå længere ind i Teresa Banks-sagen i den første halve time af prequel-filmen Twin Peaks: Fire Walk With Me (1992).

Men det resulterer selvfølgelig i nogle kontinuitetsproblemer, både ved ting, der konkret bliver nævnt i bogen og ved ting, der udelades, men som man ville forvente, at Cooper havde omtalt, hvis kontinuiteten havde været på plads.

Og selvfølgelig vil der være nogle kontinuitetsproblemer i en bog som denne; det er næsten uundgåeligt. Men ser man bort fra problemerne i forhold til Fire Walk With Me, er der faktisk ikke mange diskrepanser i forhold til det, vi får at vide i serien.

Et andet eksempel er dog i forhold til mordet på Caroline Earle, som i bogen finder sted i april 1979. I tv-serien siger Cooper, det skete for fire år siden, og da serien foregår i 1989, placerer det mordet i 1985.

Fin for fans

Coopers selvbiografi er, som de øvrige spin-off-produkter fra Twin Peaks, udelukkende for fans. Bogen fordrer helt klart, at man har set serien og kender hovedpersonen.

Har man ikke det, vil den være noget nær ulæselig. Ikke fordi indholdet ikke vil være meningsgivende for de, der ikke har set serien, men de vil uden tvivl finde bogen helt og aldeles ligegyldig.

Derudover skal det også siges, at der ikke er ret meget information at hente, der kan kaste lys over tv-seriens begivenheder. Og man skal heller ikke regne med at komme så dybt under huden på Cooper, som man gjorde med Laura Palmer i Jennifer Lynchs The Secret Diary of Laura Palmer.

Til trods for dette, vil fans nok alligevel finde bogen rigtig fin, måske også fordi det er den af spin-off-bøgerne, der bedst rammer tv-seriens tone i sin blanding af humor, alvor og weirdness.

Skal man endelig kritisere The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My Tapes for noget, skulle det være, at den også til en vis grad afmystificerer den gode Cooper, men her forstår Scott Frost heldigvis også betydningen af, at holde nogle af Coopers sider hemmelige.

Ikke alt har det bedst af at blive forklaret til døde, og i sidste ende beholder Cooper da også sin generelle aura af mystik.

4 stjerner

Titel: The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My Tapes
Forfatter: Scott Frost
Forlag: Penguin Books
Udgivelsesår: 1991
Format: Paperback
Sideantal: 226

Anmeldt i nr. 140 | 13/06/2017

Stikord: Twin Peaks



Planet Pulp Mogens Høegsberg

Twin Peaks: Access Guide to the TownMed Twin Peaks: Access Guide to the Town er vi ude i den absolut mest kulørte ende af de spin-off-produkter, der kom ud af Twin Peaks, da serien kørte tilbage i 1990-91.

Bogen er en turistguide til Twin Peaks, og titlen “Access Guide” kommer af, at bogen er blevet til i samarbejde med det anerkendte guidebogforlag Access Press.

Illusionen brister

Twin Peaks: Access Guide to the Town tager således form af en ægte guidebog og er delt ind i afsnit med titler som “History”, “Flora”, “Fauna”, “Points of Interest”, “Lodging” og så videre.

Illusionen brister dog hurtigt, da man blandt de vignetter, der ligger som smallere spalter på hver side, finder minibiografier af mange af tv-seriens personer, inklusive agent Cooper.

Bogens tekst er derudover en spøjs blanding af noget, der virker som information, man kunne finde i en ægte guidebog og mere eller mindre skæve og humoristiske indslag.

Blind taxachauffør

Blandt de afsnit, der virker som om, de kunne komme fra en ægte guidebog, er f.eks. den ret grundige indførsel i byens historie og afsnittet om områdets flora.

Blandt de skæve indslag er f.eks. en hel side dedikeret til en liste over den musik, der kan findes på jukeboxen i RR-dineren, og der bruges et helt opslag til et teknisk diagram over, hvordan tømmer udsaves på Packard-savværket og hvilke tømmerprofiler, savværket producerer.

Længst ude er dog en fire sider lang annonce for “Tim and Tom’s Taxidermy” med de to brødre Tim og Tom, der både er konservatorer og taxachauffører til trods for, at bror Tom, der kører taxaen, er blind.

Selvom illusionen om, at man sidder med en ægte guidebog, for længst er brudt, er annoncen her så absurd tåbelig og fjollet, at man ikke helt forstår, hvorfor bogens håndfuld af forfattere (der også tæller tre af seriens forfattere) insisterede på at gå så langt.

Én stor joke

Man skal ikke langt ind i Twin Peaks: Access Guide to the Town, før man indser, at bogen er lavet som én stor joke fra forfatternes side, og ser man bort fra et par handy kort over byen og omegnen samt en udtegning af helleristningen fra Owl Cave, er der meget få ting af reel interesse i bogen.

Meget af det indhold, der kunne tages seriøst som et forsøg på at give noget baggrundsinformation om byen – f.eks. kapitlet om byens og egnens historie – er sidenhen blevet modsagt af Mark Frosts The Secret History of Twin Peaks (2016), der må anses som den kanoniske af de to bøger.

Dog er der et interessant sammenfald mellem de to bøger, da de begge postulerer, at Twin Peaks-området blev besøgt af medlemmer af Lewis og Clark-ekspeditionen i starten af 1800-tallet.

Bidrager intet til oplevelsen af tv-serien

Som med både The Secret Diary of Laura Palmer (1990) og The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My Tapes (1991) gælder det også for Twin Peaks: Access Guide to the Town, at man ikke skal forvente at få information, der kan kaste yderligere lys over seriens mysterier.

Af de tre bøger, er Access Guide den mest perifere, for de to andre gav trods alt en lidt bedre forståelse af Laura Palmer og Dale Cooper.

Access Guide bidrager intet til læserens oplevelse af tv-serien med mindre man føler, at det det virkelig ændrer ens oplevelse, at man ved, at Oscar Wilde besøgte byen i 1902.

Jammerlig og fascinerende

Som et spin-off-produkt af Twin Peaks, er Twin Peaks: Access Guide to the Town derfor på de fleste måder et ganske jammerligt produkt, der i bedste fald kan kaste et par halvhjertede grin af sig.

Som kuriosum og som vidnesbyrd om den enorme kulturelle gennemslagskraft, tv-serien havde i sin korte levetid, er bogen imidlertid ganske fascinerende. Det ændrer dog ikke på, at den i dag næppe er værd at opstøve, med mindre man er virkelig hård fan af serien.

2 stjerner

Titel: Twin Peaks: Access Guide to the Town
Forfattere: Gregg Almquist, Tricia Brock, Robert Engels, Lise Friedman, Harley Peyton
Forlag: Penguin Books
Udgivelsesår: 1991
Format: Paperback
Sideantal: 110

Anmeldt i nr. 140 | 13/06/2017

Stikord: Twin Peaks



Planet Pulp Michael Lillegaard Larsen

The Art of Todd McFarlane - The Devil's in the DetailsJeg læste meget Spider-Man i mine barndomsår og var meget optaget af de forskellige tegnere, der satte deres præg på den menneskelige edderkop.

En af dem, jeg især husker, var Todd McFarlane. Han tog om nogen figuren og gav den nyt liv. Han gjorde øjnene store som tekopper og tegnede spindelvæv som spaghetti. Kort sagt: Han tog Spider-Man og lagde virkelig vægt på ordet “spider”!

For nogle år siden udgav McFarlane den længe ventede bog om hans tegneseriekunst, The Art Of Todd McFarlane – The Devil’s in the Details. Det er en 400 siders tung moppedreng af en kunstbog, der også er en biografi om hans karriere i underholdningsbranchen med forord af selveste Stan Lee.

Den tidligere begyndelse og Spider-Man

Spider-Man.

Spider-Man.

Todd McFarlane blev født den 16. april 1961 og tegnede meget, da han var lille. Han blev grebet af tegneseriemediet og ville have en karriere som professionel tegneserietegner.

I bogens første kapitel “Don’t Take No for an Answer” ser man et hav af tidlige tegninger og skitser. Man ser nogle ivrige forsøg fra McFarlanes side på at være den nye Jack Kirby. Han forsøgte at sende sine tegninger til mange tegneserieforlag, men fik hele 700 afslag(!), hvoraf nogle kan læses i bogen.

McFarlanes ihærdige og fandenivoldske energi gav dog pote, da han blev hyret til at tegne nogle numre af Coyote – en nogen obskur serie fra Marvel. Resultatet gav mere freelance-arbejde fra både Marvel og DC og dermed mulighed for at tegne ikoner som Batman, Superman, Hulk og især Spider-Man.

Med netop den figur skabte McFarlane stor opmærksomhed med sine dynamiske tegninger fuld af drama, spænding og action. Bogen viser mange af hans populære Spider-Man-tegninger, der var med til at gøre ham et hit blandt fans, og billederne er stadig fantastiske at se på.

Spawn og Image

Forsiden af 'Spawn' nr. 1.

Forsiden af ‘Spawn’ nr. 1.

Midt i Spider-Man-succesen opstod der kreative uenigheder og frustrationer mellem McFarlane og Marvel. Han følte, at der var for mange begrænsninger på, hvad han kunne gøre med netsvingeren og fik i sidste ende nok.

Sammen med andre kollegaer (bl.a. Jim Lee og Erik Larsen) sagde McFarlane op, og i fællesskab skabte de forlaget Image, der i år kan fejre 25 års jubilæum.

Nu med eget forlag og fuld kreativ kontrol udgav McFarlane Spawn, en brutal og blodig tegneserie om lejesoldaten Al Simmons, der bliver til den dystre helvedesyngel Spawn. McFarlane skabte sin figur allerede i high school-årene, men som en kulørt sci fi-figur, der intet havde at gøre med Helvede.

Det er sjovt at se de tidligere Spawn-tegninger kontra de mere berømte billeder, som man kan se i flotte reproduktioner. Der er mange flotte Spawn-forsider. Min personlige favorit er fra Spawn nr. 9 (som også er forsiden til den danske Spawn nr. 3 fra 1996), hvor den hotte engel-babe Angela lige har udslettet en Spawn-kriger. McFarlane tegnede de første tyve numre, indtil Greg Capullo tog over som fast tegner og McFarlane tog sig af rentegningen.

Succesen med Spawn udnyttede McFarlane i stor stil og på egne betingelser. Han skabte legetøjfirmaet McFarlane Toys og satte nye standarder for produktion af legetøjfigurer med ekstrem høj detaljerigdom.

Med sit eget produktionsselskab Todd McFarlane Productions (den mand elsker virkeligt sit eget navn!) skabte han den noget mislykkede filmatisering Spawn (1997) og den fantastiske HBO-animationsserie Todd McFarlane’s Spawn (1997-99). Han har også planer om at lave en helt ny Spawn-film og har interesse i at skrive og instruere filmen på egen hånd.

En mesterlig illustreret livshistorie for fans

For fans af Todd McFarlane er der meget at hente i de utallige billeder og anekdoter fra hans kreative liv, der omfatter tegneserier, legetøj, film, tegnefilm og computerspil.

Har man aldrig hørt om ham, er The Art of Todd McFarlane – The Devil’s in the Details en god og solid introduktion, som bestemt ikke skuffer.

Til slut i bogen opfordrer McFarlane dem, der har drømme, om at blive ved med at følge dem, uanset hvad livet bringer af udfordringer. Så er de ord hermed givet videre.

6 stjerner

Titel: The Art of Todd McFarlane – The Devil’s In The Details
Forfatter: Todd McFarlane
Illustrationer: Todd McFarlane, Jim Lee, Greg Capullo
Forlag, år: Image Comics, 2012
Format: Paperback
Sideantal: 400 sider

Anmeldt i nr. 137 | 13/03/2017



Planet Pulp Martin Schjönning

Authorised Murder (Murder at the ABA)Isaac Asimov. Navnet er et trylleord blandt nørder. Personen bag det var en slags profet, hvis ikke ligefrem en afgud. Dets blotte nævnelse kan afslutte en diskussion eller starte en ny. Derfor er jeg virkelig glad for endelig at have fundet en bog af ham, jeg kan lide!

En overvurderet forfatter

Jeg har nemlig langt hen ad vejen syntes, at Asimov var overvurderet. Okay, han skrev de tre grundlove for robotter; okay han var en intellektuel polyglot med flere hundrede udgivelser bag sig; okay, han nåede at modtage fjorten æresdoktorater og få opkaldt både en asteroide og et krater på Mars efter sig. Okay, okay, okay.

Men fra mit synspunkt, herude på æstetikkens rurale overdrev, mangler Asimov simpelthen talent for at beskrive. Det er almindeligt kendt for hans stil, der beskrives som ren, staffagefri, kirurgisk og seriøs af hans disciple, og i sin tid blev værkerne endda solgt på disse kvaliteter.

Isaac Asimov (1920-1992)

Isaac Asimov (1920-1992).

Jeg finder stilen steril, ubegejstret og kedelig. Asimov skriver, hvad der sker og hvordan hans kønsløse karakterer agerer på det – og hvorfor de gør det. Af en fantastik-forfatter at være, er der utroligt lidt overladt til fantasien i hans tekster.

Med små 500 udgivelser måtte der selvfølgelig, før eller siden, dukke en op, jeg kunne lide, og den dukkede op i en form, jeg godt nok ikke havde regnet med. Murder at the ABA (udgivet i Storbritannien under titlen Authorised Murder) er en krimi – det engelske begreb “murder mystery” er sådan set meget mere passende – der foregår på en bogmesse.

Det lyder jo ret gudsjammerligt, hvis man normalt er til bøger om fjerne galakser, men Asimov skriver for en gangs skyld levende og giver sine karakterer puls.

Asimov og en bogmesse

Førsteudgaven af 'Murder at the ABA', forlaget Doubleday, 1976.

Førsteudgaven af ‘Murder at the ABA’, forlaget Doubleday, 1976.

Man følger forfatteren Darius Just, der besøger messen af høflighed overfor sin forlægger. Modvilligt bliver Just, der er en vidunderligt usympatisk hovedperson, en del af en mordefterforskning, som ingen andre anerkender er en mordefterforskning. Kun en lille, personlig detalje ved den dødes situation giver Just mistanken om, at noget er galt.

Mysteriet er originalt for sin tid, men den sande fornøjelse ved bogen er at læse en, for mig, ukendt Asimov, der ornamenterer sine sætninger og rent faktisk beskriver Just og hans omverden i detaljer.

Isaac Asimov er en aktiv karakter i historien, Just skal forestille at eksistere i virkeligheden, og selve bogen foregiver at være et samarbejde mellem de to. Asimov forklarer på den måde selv sit besynderlige stilskifte, blandt andet gennem kommenterende noter, hvor han skændes med Just.

Nogle gange glemmer man helt at følge med i mysteriet, fordi dette lag af meta-humor er så morsomt og indbydende.

Asimov var et skrivende menneske, der må have brugt absurd store dele af sit liv på bogmesser. Med Murder at the ABA åbner han et vindue ind til en verden, litteraturbranchen, som både er letgenkendelig for os, der begår os i den i dag, men også er helt og aldeles anderledes.

Læsevaner, teknologi og dannelsesskred har haft deres effekter på branchen i de fyrre år, der er gået siden udgivelsen, og man kan blive helt vemodig, når man læser om forne tiders storhed, som altså er romanens samtid.

Noget der til gengæld ikke har forandret sig, er branchens selvopfattelse/højtidelighed, betændte intriger og afhængighed af rødvin, og jeg holder måske ekstra meget af bogen på grund af den hårdtslående måde, Asimov beskriver den på.

Murder at the ABA er en hurtigt læst litterær godbid, der desværre ikke på nogen måde er repræsentativ for Asimovs enorme forfatterskab. Jeg skal ikke udelukke, at han skrev den som en slags vittighed, men selv hvis han gjorde, gør det ikke noget. Den rummer nemlig den fortælleglæde, jeg har savnet i hans øvrige produktion.

5 stjerner

Titel: Murder at the ABA
Forfatter: Isaac Asimov
Forlag: Doubleday
Udgivelsesår: 1976
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Authorised Murder
Forlag: Victor Gollancz Ltd.
Udgivelsesår: 1977
Sideantal: 240
hvid
Murder at the ABA er romanens originaltitel. I Storbritannien blev den udgivet under titen Authorised Murder.

Anmeldt i nr. 135 | 13/01/2017



Planet Pulp Mogens Høegsberg

Mørke guders templerDansksproget fantasy har altid haft trange kår, og det, der er udkommet, har for det meste været møntet på børn og unge. Mørke guders templer er en undtagelse fra denne generelle regel: Her er der i høj grad tale om en bog for voksne, ligesom den tager en undergenre op, der ikke har nogen dansk tradition overhovedet.

For Mørke guders templer er ikke bare en antologi med fantasynoveller; det er en antologi med fantasynoveller i “sword & sorcery”-traditionen – i hvert fald hvis man skal tro teksten på bogens bagside og introduktionen. Om det så helt holder, vender jeg tilbage til.

Mørke guders templer er udkommet på enmandsforlaget H. Harksen Productions, der nu gennem nogle år har udgivet dansksproget genrelitteratur med fokus på horror. Forlægger Henrik Harksen er også den ene af antologiens to redaktører; den anden er den utrættelige Rasmus Wichmann.

En svært definerbar genre

Antologien indledes med en introduktion – Hvorfor sword & sorcery – af Rasmus Wichmann. Heri forsøger Wichmann at indkredse fænomenet sword & sorcery eller sværd og trolddom, som genren også er blevet kaldt på dansk efter den populære serie af enmandsrollespil, der udkom i 1980’erne.

Introduktionen er ganske velskrevet og bestemt velment, men den er heller ikke helt uproblematisk. Wichmann har, helt forståeligt, lidt besvær med at få defineret “sword & sorcery” som genre, men giver dog nogle fingerpeg om markante træk ved genren, som især sættes i relation (og modsætning) til episk fantasy af Tolkien-aftapningen.

Wichmann peger på, at sword & sorcery – eller heroisk fantasy, som han også kalder genren – ikke handler om en modvillig helt, der skal redde verden. Her er der tale om helte (eller antihelte), der tager på eventyr, fordi det er deres job eller personlige kald.

Wichmann nævner i introduktionen naturligvis nogle helt uomgængelige skikkelser indenfor genren, som f.eks. Robert E. Howard, og kommer også ind på forbindelsen til H.P. Lovecraft, der spøgte i Howards forfatterskab og noget mere end spøger i Mørke guders templer (jævnfør titlen).

Howard og Conan spiller en væsentlig rolle i Wichmanns introduktion, ligesom han undervejs kommer ind på heltetyper, dansksproget fantasy og genrens forbindelse med rollespil.

På mange måder er introduktionen som sagt udmærket, men ikke desto mindre er den noget ufokuseret, ligesom den ikke til fulde lykkes med at definere heroisk fantasy klart nok til at opsætte en ramme for antologiens noveller, der for en dels vedkommende lige så vel kunne gives andre genrebetegnelser.

Samtidig er det lidt uklart, hvem introduktionen egentlig er skrevet til. For novicen er introduktionen stedvist ret indforstået, særligt da Wichmann begynder at tale om rollespilsscenarier, og for os nørder er den lidt for forklarende. Det er som om, Wichmann ikke har været helt sikker på, hvem han skrev til.

Voksenbog

Efter introduktionen på 13 sider, kommer så antologiens 11 noveller. Novellerne varierer i længde fra 13 til 47 sider; de fleste ligger mellem ca. 20 og 40 sider. Indholdsmæssigt er der, for at bruge en fortærsket kliché, tale om en blandet landhandel, og det gælder både form, stil, stemning og kvalitet.

Én ting skal dog slås fast igen: Mørke guders templer er en voksenbog. Der er blod, vold og uhygge i massevis: Der er udpenslede slagscener, hvor lemmerne flyver og blodet flyder i stride strømme. Og der er lovecraftianske tentakelmonstre, blodige sortmagiske ritualer og en enkelt mareridtsskabende dæmonbesat kvinde.

Til gengæld er der forbløffende lidt sex. Faktisk er der ikke rigtig noget overhovedet.

Nu skal det ikke forstås som om, at udpenslet død og vold er allestedsnærværende i Mørke guders templer. I nogle af novellerne er volden tonet ned og der er langt fra horrorelementer i alle novellerne. Men målgruppen er entydigt den voksne læser.

Forskelligartede

Novellerne er meget forskelligartede. Der er dyster dark fantasy i Martin Jürgensens Menneskejagt og Flemming R.P. Raschs Den grå guds tempel, der er fantasy af mere episk tilsnit i Helle Jakobsens Caels øje, der er symbolladet, metaforisk fantasy i Amdi Silvestris En sang om vand, Thomas Hverrings Den yderste dag og Michael Dysts Vandrerens dagbog, der er en slags high fantasy i Christina Ebbesens Mørke guders templer og Bjarke Larsens Dødedagene, og der er historisk fantasy i Lars Kramhøfts Tårernes konge og Rasmus Wichmanns Oprørere.

Og endelig er der humoristisk dark fantasy i Jacob Andersens fjollede, men dybt fornøjelige, Karzul – Stjernekoglerens forbandelse.

Der er med andre ord lidt for enhver svag, men det er ikke alle noveller, der fremstår lige stærkt. Michael Dysts Vandrerens dagbog er for kunstlet og selvhøjtidelig for min smag, mens Christina Ebbesens Mørke guders templer såmænd er velskrevet nok, men også utroligt konventionel high fantasy, som jeg ikke rigtig synes hører til i en sword & sorcery-antologi, uanset om hovedpersonerne så er lejesoldater eller ej.

I andre tilfælde er det sproget, der kommer på tværs. Således i Helle Jakobsens Caels øje, hvor den ellers udmærkede idé spoleres i ret høj grad af forfatterens utrolige forkærlighed for anvendelsen af ordet “sind”.

Fire favoritter

Men der er bestemt også gode sager iblandt. En af mine favoritter er Martin Jürgensens Menneskejagt. Her skylder jeg læseren at fortælle, at Martin er én af mine gamle venner – ja, Martin var i sin tid faktisk med til at stifte Sleazehound, den umiddelbare forløber for Planet Pulp.

Med det sagt, må jeg sige, at Martins ubehagelige lille dark fantasy-novelle er lidt af perle – hvis altså man kan lide mørk, ond fantasy. For Menneskejagt er mørk som midnat ved nymåne, og så er den tilmed rigtig uhyggelig.

En anden favorit er Amdi Silvestris poetiske En sang om vand. Titelligheden med George R.R. Martins efterhånden noget trættende A Song of Ice and Fire (1996-) er uheldig, men Silvestris novelle fortjener sin poetiske titel mere end George R.R. Martins mastodont.

Handlingen er udflydende i Silvestris novelle og baggrunden for den konkrete handling må sammenstykkes af brudstykker. Men i sidste ende står man tilbage med en stemningsfuld lille novelle, der af alle novellerne i antologien måske er den, der bedst rammer sword & sorcery-genren.

En tredje favorit er Lars Kramhøfts Tårernes konge, der finder sted i et mytisk Arabien – men dog tæt nok på den virkelige verden til, at der ikke er tale om “ren” fantasy. Det giver novellen et fascinerende metalag og placerer den i et flimrende no man’s land mellem historisk fiktion og fantasy.

Det samme gælder Rasmus Wichmanns fascinerende Oprørere, der foregår i det romersk kontrollerede Britannien. I novellen er en romersk officer på jagt efter en gruppe oprørere, da han pludselig får besøg af en “agent”, udsendt af Rom.

De fire ovennævnte noveller er de klart bedste i Mørke guders templer og er hver især ganske glimrende på hver deres facon. Men med undtagelse af Amdi Silvestris En sang om vand, står jeg stadig tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt novellerne egentlig hører til i en antologi af “sword & sorcery”-historier.

Spækket med fejl

Et sidste kritikpunkt ved antologien falder desværre tilbage på redaktørerne. “Desværre” siger jeg, fordi jeg ved, at en bog som Mørke guders templer er et passionsprojekt for både Henrik Harksen og Rasmus Wichmann.

Men bogen er spækket med fejl af forskellig art. Dels banale slåfejl, dels regulære stavefejl, dels knækkede metaforer eller forkert anvendte faste vendinger. Jeg overdriver næppe – eller i hvert fald kun en lille smule – hvis jeg siger, at der er fejl på hver anden side hele bogen igennem.

Det er pisseærgerligt, for det kan ikke undgå at skæmme helhedsindtrykket. Og det er altså fejl, som burde være fanget i den redaktionelle gennemlæsning, hvor der ikke bare har været én, men to redaktører.

Stort potentiale

Mørke guders templer er en ret vellykket antologi, selvom novellerne er kvalitativt svingende og selvom der er en del irriterende fejl i teksten undervejs.

Jeg er ikke overbevist om, at Mørke guders templer er en “sword & sorcery”-antologi – i hvert fald bliver man ikke rigtig klogere på, hvad sword & sorcery er for en genre, set i forhold til andre undergenrer af fantasy.

Men til gengæld bliver man en del klogere på potentialet indenfor dansksproget fantasy for voksne. Og det er stort.

Mørke guders templer er venligst stillet til rådighed af H. Harksen Productions.

4 stjerner

Titel: Mørke guders templer
Redaktion: Rasmus Wichmann & Henrik Harksen
Forlag: H. Harksen Productions
Format: Paperback
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 335
Forsideillustration: Jakob Hansson

Anmeldt i nr. 134 | 13/12/2016



Planet Pulp Martin Schjönning

Hollow CityEn isoleret ø, skjult af tåge og domineret af lig-fyldte moser. En ung amerikaner, der rives ud af sit status quo-liv, og indblandes i en krig mellem monstre og særlinge. Et barndomstraume der bliver til virkelighed. Alt dette var kun begyndelsen.

Jeg foretrækker som regel at anmelde uden at spoile, men det er svært med bogserier. Jeg skal gøre mit bedste for at bevare spændingen, men kan ikke gøre mig håb om at gøre forfatteren til Hollow City den kunst efter.

For det er spændende. Neglebidende, angstsvedfremkaldende, rygradsrystende spændende! Så spændende at det faktisk går hen og bliver problematisk.

Fra asken til ilden … og videre

Ransom Riggs (f. 1979).

Ransom Riggs (f. 1979).

Jake, som er den bærende hovedperson og seriens jeg-fortæller, har sagt farvel til sit magelige, men kedelige liv i som rich kid i Florida. Han har taget springet ind i en verden, hvor huller i tiden, groteske uhyrer og udødelige børn med magiske evner, hører til dagens orden.

Jake blev efterladt i slutningen af etteren i et slags pusterum, og man troede lige, at man skulle læse en toer, der byggede langsomt op til endnu et rædselseventyr.

Allerede fra første side bliver man flået ud af den vildfarelse, og på de følgende næsten 400 sider bliver man jaget fra det ene mere sindsoprivende øjeblik til det næste. Riggs har skrevet en jagtscene i romanlængde, hvor prisen for at blive fanget er hele den magiske verdens eksistens, inkarneret i én person, som Jake og hans venner forsøger at redde.

Gådefulde sigøjnere, hjerteløse monstre i menneskeforklædning, et grufuldt luftbombardement i London Centrum: Hele tiden er vi på vej mod et diffust mål med mellemstationer, der bliver konstant mere grusomme og ubegribelige. Jeg måtte simpelthen holde daglange pauser undervejs. Den her bog gjorde mig mentalt forpustet.

Midten af historien

Ligesom den første bog, Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children, er Hollow City spækket med udførlige beskrivelser, iøjnefaldende karakterer, sjove overraskelser og frem for alt god, gedigen uhygge.

Men den substans og stemning der placerede etteren i horror/fantasy-parnasset, bliver slidt ned til grunden af de mange (og lange) action-sekvenser i toeren. Der er stadig en rigdom af originalitet og fortælleglæde, men den overdøves af skudsalver, bomber og skrig.

Personerne er blevet betragteligt mere statiske, og kærlighedshistorien – for sådan en er der også – byder ikke på den samme dybe følelse af ekstase og desperation, som fik den til at fremstå så realistisk i den første bog.

Misforstå mig ret, dette er stadig solid litteratur, men efter at have blandet fantasy med horror og magisk realisme og en smule sci-fi, kan Riggs’ hybridskabning ikke bære også at skulle være en jagt-thriller og en krigsroman.

Hollow City er mere end noget andet en toer. Én lang bevægelse mellem det første og sidste led i en god fortælling. Den forkætrede og evigt risikable midte af historien. Jeg havde personligt forventet mig langt mere af Ransom Riggs.

3 stjerner

Titel: Hollow City
Forfatter: Ransom Riggs
Forlag: Quirk Books
Format: Hardcover
Udgivelsesår: 2014
Sideantal: 396 sider

Anmeldt i nr. 133 | 13/11/2016

Stikord: 2’er, Fortsættelse



Planet Pulp Michael Lillegaard Larsen

The Little Book of SupermanSuperman har aldrig været min personlige favorit blandt de utallige superhelte, også selvom jeg har tegneserier og set film om den første rigtige superhelt.

Jeg fortrækker mine superhelte med fejl og mangler, der trods alt gør dem mere menneskelige. Superman er nærmest for perfekt, men der er alligevel noget ved figuren, der bliver ved med at fascinere, selv mange år efter han første gang dukkede op. Det er som at se et moderne folkeeventyr, der formår at bevare magien i sig.

Kunstbogen The Little Book of Superman fra DC Comics og Taschen bevidner den fascinationskraft, der ligger i Superman og udforsker de sidste 75 års tegneseriekunst, der viser den kunstneriske udvikling af figuren.

Superman-kunst gennem tiderne

Som tilfældet var med de andre The Little Book of-bøger om Supermans venner Batman og Wonder Woman, har forfatteren Paul Levitz leveret et forord om, hvorfor verden stadig holder af den fantasi, der er Superman. Levitz kommer fint omkring de betragtninger.

Bogen viser over syv årtiers tegneseriekunst og andet Superman-relateret stof, opdelt i kapitlerne The Golden Age (1938-1956), The Silver Age (1956-1970), The Bronze Age (1970-1984), The Dark Age (1984-1998) og The Modern Age (1998-2010).

Fra de kulørtee og glade historier til de mere modne historier, der stadig handler om superheltens evige kamp for retfærdighed og beskyttelse af Jorden. Reproduktionerne af de mange fantastiske tegninger er af høj kvalitet – som sædvanlig, når man har med bøger fra forlaget Taschen at gøre.

Der er bidrag fra bl.a. Joe Shuster (den oprindelige Superman-tegner og -medskaber), Jack Burnley, Curt Swan (en af de allerbedste Superman-tegnere), Carmine Infantino, Neal Adams, John Byrne, Frank Quitely og vores egen Teddy Kristiansen.

Der er også billeder fra de mange film – de gamle live action-film med Christopher Reeve og de stadig fantastiske Fleischer-tegnefilm. Selvom man ikke læste selve tegneserierne, har man sandsynligvis på et eller andet tidspunkt i sit liv oplevet Superman, og det siger noget om figurens betydning i popkulturen.

Superman er efter 75 år stadig aktiv i vores kultur, her for tiden især på grund af DC-filmene med Henry Cavill i rollen.

Supergod bog for Superman-fans

The Little Book of Superman bør være på enhver Superman-fans og almen tegneseriefans boghylde. Bogen har en udsøgt samling af billeder, der perfekt illustrerer figurens utrolige evolution gennem årene. Superman er en af den slags popkultur-ikoner, der vitterligt er usårlig og som vil være her, ligeså længe der er intelligent liv på kloden.

5 stjerner

Titel: The Little Book of Superman
Forfatter: Paul Levitz
Forlag: Taschen
Format: Hardcover
Udgivelsesår: 2015
Sideantal: 196 sider

Anmeldt i nr. 133 | 13/11/2016

Stikord: Superhelte



Planet Pulp Martin Schjönning

De der søgerKing har forfattet glimrende, i nogle tilfælde geniale, værker i de fantastiske genrer. Indenfor især overnaturlig horror har han skrevet genredefinerende historier som Carrie (1974), The Shining (1977) og Pet Sematary (1983), suppleret med realistisk litteratur som Misery (1987) og Rage (1977).

Han har haft succes med dystopisk science fiction (The Running Man, 1982) og fantasy for både børn (The Eyes of the Dragon, 1987) og voksne (Dark Tower-serien, 1982-2004) og også kontrafaktisk historie (11/22/63, 2011).

Jeg har fulgt ham, nærmest siden jeg blev gammel nok til at læse ham, og der har da været et par svipsere undervejs – det er vel nærmest en naturlov, når man er så utroligt produktiv. Jeg har dog aldrig været så skuffet over en King-bog, som da jeg læste De der søger.

Langsomt fra start

Stephen King (f. 1947).

Stephen King (f. 1947).

De der søger er både titlen på bogen og navnet på det private detektivbureau, der står for opklaringen i historien. Allerede her kan man forudsige, at oversættelsen er en kende klumpet.

Den amerikanske titel, Finders Keepers, er noget mere mundret og idiomatisk tilfredsstillende og lyder mere som et bureau jeg ville hyre. Oversættelsen er ikke katastrofal, blot gumpetung, og det tyder på at have været et hastigt udført stykke arbejde, som oversættelser desværre ofte er.

Selv en sublim oversættelse kunne dog ikke have reddet bogen fra at være en grundlæggende kedelig, forudsigelig og hurtigt glemt affære. De der søger er en toer til Mercedesmorderen (Mr. Mercedes) og sælges som sådan ved at fremhæve, at opdageren Hodges og hans umage hold af hjælpere, der er med i første bog, er omdrejningspunktet.

De er dog kun for alvor med i bogens sidste tredjedel. Det kendetegner faktisk hele romanen, at den er begrædeligt lang tid om at komme i gang.

På-hovedet-krimi

Jeg har intet imod historier, der kræver en lang, gradvis introduktion – jeg er trods alt fantasy-fan – men det kræver, at bemeldte introduktion forekommer spændende og vedkommende. Her er der nærmest tale om det modsatte, og som krimi er den nærmest skrevet på hovedet.

Som læser sidder man nemlig med hele historien i skødet. Alt bliver blotlagt af en allestedsnærværende fortæller, der dukker op i omtrent hvert tredje afsnit og blotlægger plottets knogler.

Det er der ikke meget mysterium over, og fornøjelsen ved at sidde og gætte med – den primære fornøjelse ved kriminallitteraturen – udebliver derfor helt og aldeles.

At læse De der søger er lidt ligesom at se en film med en person, der allerede har set den og ikke kan holde sin kæft. Her er det bare forfatteren, der taler over sig.

Det er virkelig synd, for plottet, der omhandler en myrdet bestsellerforfatter (der godt kunne have været J.D. Salinger), hans forsvundne notesbøger, en finanskriseramt American Nightmare-familie og en psykotisk livstidsfange, kunne have fungeret glimrende, hvis det var blevet præsenteret bedre.

Stephen King er en umådeligt ferm fortæller, og det her er simpelthen bare ikke godt nok. Jeg skrev, så sent som i sidste måned en anmeldelse af min store helt Joe Abercrombies novellesamling Sharp Ends, og min dom var omtrent den samme: Når man forventer det bedste, føles det næstbedste som det værste.

1 stjerne

Titel: De der søger
Originaltitel: Finders Keepers
Forfatter: Stephen King
Udgivelsesår: 2016
Oprindeligt udgivelsesår: 2015
Forlag: Hr. Ferdinand
Format: Hardcover
Sideantal: 400 sider
hvid
Finders Keepers udkom i USA i 2015 på forlaget Simon and Schuster.