Planet Pulp Mogens Høegsberg

For bare fjorten dage siden funderede jeg i et blogindlæg over, hvem der mon skulle levere musikken til den kommende Han Solo-film.

Svaret endte med at komme tidligere, end jeg regnede med, og det blev også et andet navn, end jeg havde forventet.

I en pressemeddelelse, der blev udsendt for to dage siden, blev det afsløret, at det bliver John Powell, der skal komponere musikken.

Den 53-årige britiske komponist har en lang række store projekter bag sig, bl.a. komponerede han musikken til de tre første film i Bourne-serien (2002, 2004, 2007) samt den seneste, Jason Bourne (2016), og i 2006 leverede han et fremragende score til den ellers lunkne X-Men: The Last Stand.

Derudover har Powell komponeret musik til en lang række animerede film, herunder de to How to Train Your Dragon-film (2010, 2014).

john_powell

Powell begyndte sin Hollywood-karriere hos Hans Zimmer, men har siden skabt en imponerende karriere for sig selv, hvor han også er brudt fri af den stil, der prægede og præger mange af de komponister, der har trådt deres barnesko under Zimmers vinger.

Powell er et virkeligt spændende valg til at komponere musikken til Han Solo-filmen. Hans Bourne-scores – foruden også musikken til Paycheck (2003) – demonstrerer hans evner til på effektiv vis at sammensmelte symfonisk musik med electronica, mens hans X-Men-score var et næsten hundrede procent symfonisk powerhouse af et score.

Ifølge pressemeddelelsen vil musikken til Han Solo-filmen blive komponeret i samme stil som de originale Star Wars-film, men vil fastholde Powells egen stemme.

Powell bliver den kun tredje komponist til at tackle en Star Wars-film efter John Williams’ indtil videre syv Star Wars-scores og Michael Giacchinos ene (Rogue One, 2016).

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Powell er i stand til at levere, og jeg glæder mig enormt til at høre, hvad Powell finder på! Godt gået, LucasFilm!



Planet Pulp Jacob Krogsøe

“My stories are about humans and how they react, or fail to react, or react stupidly. I’m pointing the finger at us, not at the zombies. I try to respect and sympathize with the zombies as much as possible.”

Hvis nogen fortjener titlen ”zombiefilmens fader”, eller ”Godfather of the Dead” som han ofte omtales, så er det George A. Romero.

Ikke fordi han opfinder begrebet zombie, men fordi han i 1968 skabte en film som blev et fyrtårn for horrorgenren og mere specifikt undergenren ”zombiefilm”.

10 år senere, i 1978, leverede han genrens helt store mesterværk og resten er historie.

Romeros ”lowbudget”-tilgang til filmmediet har også været en stor inspirationskilde for flere generationer af filmskabere. På samme måde som hans film har været mange filmnørders indgangsbillet til gysergenren.

Nu er Romero død i en alder af 77 år.

Romero blev født i Bronx den 4. februar 1940. Faderen var af cubansk afstamning, mens moderens familie oprindelig kom fra Litauen.

Efter tiden på universitet kastede den unge George sig over det at lave film, først gennem reklamefilm og kortfilm.

Som barn havde han lavet kortfilm på 8mm, blandt andet The Man From the Meteor fra 1954. Alt dette ændrede sig i slutningen af 60’erne, hvor Romero sammen med nogle gode venner, finansierede en nu legendarisk film der blev filmet i Pittsburg.

Men lad os først se på den tid, som Romero var en del af.

Tidsalderen Romero skrev sig ind i

Alfred Hitchcocks Psycho (1960) varslede en ny trend i 60’ernes horrorfilm. Efter 50’ernes fokusering på det ydre rum og trusler udefra, var det på tide at gysene kom fra det nære miljø.

Naboens datter kan være en morder – eller for den sags skyld en zombie. Men i starten af 60’erne ønskede Hollywood ikke at beskæftige sig med zombien, så andre lande tog over. Deriblandt Mexico, England og naturligvis Italien, der alle byggede videre på at zombien kommer frem i nærmiljøet.

Den helt store britiske zombiefilm kom fra Hammer studiet i 1966 og hed The Plague of the Zombies. Her flyttes handlingen væk fra nutidens Amerika og til England i 1860.

Pointen er, at zombiegenren bliver til noget man kan nikke genkendende til. Altså at det er det, vi kender – eksempelvis vores bedste ven – bliver transformeret om til en zombie.

Det var en trend, som Romero byggede videre på i Night of the Living Dead. Men før Romero lavede sin lille zombiefilm, var der en anden film, som banede vejen for ham, og som han tydeligt er blevet inspireret af, selvom den ikke har fået samme status i filmhistorien.

Der er tale om Ubaldo Ragona og Sidney Salkows amerikansk/italienske The Last Man on Earth fra 1964. Filmen er baseret på Richard Mathesons I Am Legend fra 1954.

Filmen foregår i et postapokalyptisk USA, hvor der i stedet for zombier er tale om vampyrer. Men disse monstre minder meget om zombier.

Vincent Price – hans kendte navn var også nok til at filmen blev distribueret i USA – spiller den sidste mand på Jorden. Eller det tror han i hvert fald selv.

Men det vigtige for zombiegenren er, at filmen tackler mange af de samme problematikker, som Romero benytter sig af fire år senere.

Price bliver tvunget til at dræbe vampyrer, som tidligere var hans venner eller naboer. Altså det samme tema om det nære miljø, hvor zombien ikke er noget eksotisk fra Haiti eller et fjollet rumvæsen.

Nej, filmen stiller spørgsmålstegn ved grænsen mellem dem og os. Hvem er de rigtige monstre og hvem er mennesker? Nøjagtig det samme som er det bærende element i hele Romeros zombiesaga.

2. oktober 1968

Og den 2. oktober 1968 fik Romeros Night of the Living Dead så premiere i USA.

Den blev sablet ned af anmelderne, der fandt volden og temaerne frastødende. Det gik endda så vidt, at den anerkendte anmelder Roger Ebert skrev et indlæg i Reader’s Digest, hvor han advarede forældre mod at lade deres børn se filmen.

Men naturligvis gjorde dette blot filmen endnu mere populær. Døden blev af Romero gjort håndgribelig og realistisk, og det ramte hårdt ned i Amerikas forstæder.

Før i tiden var zombier blevet brugt til at skræmme folk og måske kvæle dem. Romero tilførte blod, indvolde og splat. Nu ville zombierne spise menneskekød, og det viser Romero.

I dag kan det virke lidt forældet, men man må huske på, at man aldrig havde set noget lignende tilbage i 1968.

night_of_the_living_dead

Romero brød grænser ned og fik publikum til at fundere over deres egen krops mulige forfald. Hans tilgang var en grum og nihilistisk dommedagsvision, som skulle blive standarden i zombiefilm helt frem til i dag.

Og oveni fik man også en fin samfundskritik leveret i et filmisk formsprog, der er meget nede på jorden, lettere amatøragtigt, og som ikke tager noget unødvendigt fokus væk fra handlingen.

Dette understøttes af musikken, der minder om noget, man har hørt i tusindvis af Hollywood-film fra 50’erne og 60’erne.

De sort/hvide farver giver naturligvis også filmen et noget gammeldags look. Filmen er dog også lavet på et meget lille budget, og man fornemmer tydeligt, at der er tale om en lille independentfilm, lavet af venner og bekendte.

Eksempelvis spiller produceren rollen Harry, den ene skribent er også klipper, og Romero selv skriver, instruerer, filmer og klipper.

Alligevel er der tale om noget meget moderne, og det ligger også i filmens brutalitet, der virker des stærkere, fordi formsproget er så klassisk.

Det gør også, at de indslag, vi hører i radioen og ser i fjernsynet, virker meget troværdige, fordi eksempelvis TV-indslagene ligner TV-indslag fra 60’erne.

Mesterværket i indkøbscentret

Der skulle dog gå 10 år, før Romero vendte tilbage til zombierne, men det gjorde han så til gengæld også med bravour med Dawn of the Dead fra 1978; uden sammenligning alle tiders bedste zombiefilm.

Fem år før filmen blev lavet var Romero på besøg hos en ven i Pennsylvania, og denne havde et kontor i et gigantisk mall.

Her fik Romero idéen – midt i et gigantisk tempel for den amerikanske forbrugerisme – til sin næste zombiefilms setting.

dawn_of_the_dead

Nyheden om at Romero ville lave en ny zombiefilm spredte sig hurtigt, og der var stor interesse, specielt i Europa.

Den italienske producer Alfredo Cuomo kastede sin kærlighed på projektet, og han viste manuskriptet til sin gode ven, horrorlegenden Dario Argento

Det skulle vise sig at blive begyndelsen på et venskab og et samarbejde mellem Romero og Argento.

Romero solgte filmens udenlandske rettigheder til Argento, og det gav Romero kapitalen til at påbegynde indspilningen af Dawn of the Dead.

Det skal her lige nævnes, at Argento klippede den europæiske version otte minutter kortere og indsatte ekstra musik af sit husorkester Goblin.

Filmen begynder lige på og hårdt, og selvom filmen er lavet 10 år senere end Night of the Living Dead, har man en klar fornemmelse af, at den rent kronologisk foregår én dag efter begivenhederne i Night of the Living Dead.

Vi er på en TV-station, hvor der kører et debatprogram. Først aner man ikke, hvad det handler om, men man mærker tydeligt, at stemningen er trykket.

Vi hører, at alle lig der ikke ødelægges vil genopstå, og så ved vi godt, hvad menuen står på: Zombier!

Filmen er fortalt i et malende tempo, hvor Romero giver sig tid til at komme ind under huden på sine karakterer.

I Night of the Living Dead fik man et indblik i, hvordan mennesker reagerer under pres over et kort tidsrum, men her følger vi dem over længere tid.

I starten er indkøbscentret et sandt overflødighedshorn af materielle goder, men det går snart op for vores hovedpersoner, at det materielle intet er værd i en verden, hvor man ikke har kontakt med sine medmennesker.

Langsomt distanceres de fire fra hinanden, og tingene begynder at gå dårligt.

Palle alene i verden

Det er en tyk og rammende kommentar på det moderne samfund, hvor forbrugerismen har afløst de menneskelige relationer.

Og denne kommentar er formidlet gennem humor, blod og indvolde. Der er en forrygende scene, hvor Roger og Peter funderer over, hvorfor zombierne kommer til centret – mens de betragter et par overvægtige zombier – og de kommer frem til, at det skyldes at zombierne må huske noget fra deres levende liv.

Og hvad er det, ironisk nok, de fede amerikanere husker? Deres lokale mall!

Zombierne bliver gjort til hjernedøde forbrugere, der vandrer meningsløst rundt i det store center, mens muzakken drøner ud af højttalerne. Der er et utal af muligheder; alt fra skøjtebaner der bruges til skydetræning til restauranter, hvor man kan lave mad til hinanden.

Men mest af alt virker det troværdigt, fordi man som tilskuer godt kan relatere til stedet, og man tager sig selv i at overveje, hvilke butikker man ville vælge at gå ind i, hvis man havde et helt center for sig selv.

Lidt den samme tanke som man kender fra Jens Sigsgaards Palle alene i verden (1942).

Romero kommer ikke med en løsning på, hvordan man kommer ud af forbrugerismen. Han vil bare gerne gennem sin morbide humor smadre illusionen om 70’ernes Amerika som et godt sted.

Det virker og giver naturligvis filmen det ekstra lag, som du ellers ikke er vant til at se i gyserfilm. Filmen har et utal af tolkningsmuligheder, nogle mere troværdige end andre, men det vigtige er, at den lægger op til eftertanke.

Zombiegenren og spørgsmålet om tolkning

Efterfølgende har Romero, på godt og ondt, belyst zombiegenren fra flere forskellige vinkler, dog aldrig på højde med Night of the Living Dead og Dawn of the Dead.

Den sidste film Romero nåede at instruere var også meget passende zombiefilmen Survival of the Dead fra 2009, en film der viste, at Romero ikke længere var den visionære instruktør som påbegyndte rejsen tilbage i 1968. Filmen var blottet for nye ideer og blev også en kommerciel fiasko.

I forhold til tematikker og tolkningsmuligheder i hans egne film, var Romero meget forbeholden og ydmyg. Der var ikke nødvendigvis de store budskaber bag, ”Just because I’m showing somebody being disembowelled doesn’t mean that I have to get heavy and and put a message behind it!”.

Og så alligevel, som han her sagde i forbindelse med Dawn of the Dead: ”Stores of every type offer gaudy displays of consumer items. At either end of the concourse, like the main altars at each end of a cathedral, stand the mammoth two-storey department stores, great symbols of a consumer society. They appear as an archaeological discovery, revealing the gods and customs of a civilization now gone.”

The Walking Dead og Kongen

Zombiegenren er naturligvis meget andet end Romero, men zombiegenren ville ikke se ud, som den gør, uden Romero. Se blot på den voldsomt populære serie The Walking Dead. Manden bag The Walking Dead, Robert Kirkman, lægger heller ikke skjul på, at det specielt er Romeros tilgang til zombien, og særligt Dawn of the Dead, der tiltaler ham.

Kirkman indfanger også på fornem vis, hvorfor netop Romero kunne noget helt specielt:

“To me, the best zombie movies aren’t the splatter feats of gore and violence with goofy characters and tongue in cheek antics. Good zombie movies show is how messed up we are, they make us question our station in society… and our society’s station in the world. They show us gore and violence and all that cool stuff too…

But there’s always an undercurrent of social commentary and thoughtfulness. Give me “Dawn of the Dead” over “Return of the Living Dead” any day. To me zombie movies are thought provoking, dramatic fiction, on par with any Oscar worthy garbage that’s rolled out year after year. Movies that make you question the fabric of our very society is what I like.

And in GOOD zombie movies… you get that by the truckload. With the THE WALKING DEAD I want to explore how people deal with extreme situations and how these events CHANGE them. I’m going in for the long haul. You guys are going to get to see Rick change and mature to the point that when you look back on this book you won’t even recognize him. I hope you guys are looking forward to a sprawling epic, because that’s the idea with this one.”

Man må sige at Kirkman er lykkes ganske, ganske godt med sit ambitiøse projekt – det ovenstående citat stammer fra den første trade paperback, der udkom tilbage 2004.

Udover sit favntag med zombien er Romero også kendt for sit tætte samarbejde med Stephen King på Creepshow fra 1982 og The Dark Half fra 1993. King skrev følgende på Twitter om Romeros død: “Sad to hear my favorite collaborator–and good old friend–George Romero has died. George, there will never be another like you.”

Rå og oprigtig

Der er mange ting, Romero ikke kunne, eller ting, han ikke ønskede at gøre. Men han kunne fange en hel generation af horrorfans (og flere af de generationer, der fulgte) med sin umiddelbare tilgang til filmmediet.

Hos Romero finder man amatørens glæde ved ”bare at lave film.” Billigt og effektivt med fokus på fysiske effekter og snigende gys. Derfor ramte og rammer specielt Night og Dawn også så hårdt, som de gør.

De er rå og oprigtige og blottede for den pæne smag, blottet for 50 producenter der siger, at det skal være på den måde. Det er Romeros visioner, vi er vidner til. Og det er en sjældenhed, når man ser på film i dag.

Det er dermed en vigtig skikkelse, vi siger farvel til. Både i forhold til zombiegenren men også i forhold til måden at lave film på, måden hvorpå Romero, på godt og ondt, har inspireret horder af vordende filmskabere. Hvil i fred, du kæmpe – på flere måder; George A. Romero var 1.94 meter høj.

George A. Romeros filmografi som instruktør:
Night of the Living Dead (1968)
There’s Always Vanilla (1971)
Season of the Witch (1972)
The Crazies (1973)
Martin (1978)
Dawn of the Dead (1978)
Knightriders (1981)
Creepshow (1982)
Day of the Dead (1985)
Monkey Shines (1988)
Two Evil Eyes (1990)
The Dark Half (1993)
Bruiser (2000)
Land of the Dead (2005)
Diary of the Dead (2007)
Survival of the Dead (2009)

Kilder:
A-Z of Cult Films and Film-Makers, Stephen Paul Davies 2001.
Book of the Dead, Jamie Russel 2005.
Days Gone Bye, Robert Kirkman, 2004.



Planet Pulp Mogens Høegsberg

Der er stadig et godt stykke tid til, Star Wars-spin-off-filmen om Han Solo får premiere. Indtil videre er den fortsat premieresat til 25. maj 2018, men efter fyringen af Phil Lord og Christopher Miller i juni er det muligt, at Ron Howard får brug for mere tid til at rette op på de ting, der angiveligt ikke fungerede.

Hvis filmens premieredato bliver flyttet, bliver det formentlig til julen, hvor også filmene i hovedserien har deres premierer. Her er der i 2018 heldigvis plads til Han Solo-filmen, da The Last Jedi får premiere i år og den sidste film i hovedserien kommer i 2019.

Men alt dette har sådan set intet at gøre med, hvem der skal komponere musikken.

Det store spørgsmål er, om Ron Howard får lov til at vælge sin egen komponist eller om LucasFilm-bossen Kathleen Kennedy tager kontrol over den del af processen.

Alexandre Desplat (f. 1961).

Alexandre Desplat (f. 1961).

Da Gareth Edwards blev hyret til at instruere Rogue One lader det til, at Kennedy og LucasFilm ville køre en politik, hvor hver instruktør fik lov til at vælge sin egen komponist. I hvert fald var det Alexandre Desplat, der stod til at skulle komponere musikken til Rogue One, og Desplat havde i 2014 komponeret musikken til Edwards’ Godzilla-remake.

Det var først, da Rogue One kom i problemer og blev forsinket på grund af reshoots m.m., at Desplat var nødt til at forlade projektet på grund af andre forpligtelser. Herefter kom Michael Giacchino ombord, men det er uvist, hvem der tog beslutningen om at give projektet til Giacchino. Var det Edwards’ idé eller kom den fra chefgangen på LucasFilm?

Michael Giacchino (f. 1967).

Michael Giacchino (f. 1967).

Sidstnævnte er bestemt ikke utænkeligt, og hvis Kathleen Kennedy havde en finger med i spillet om at få Giacchino ombord, er det meget tænkeligt, at hun bestemmer sig for, at Giacchino også skal komponere scoret til Han Solo-filmen. Giacchino leverede et glimrende score til Rogue One og det til trods for, at han kun havde fire og en halv uge til at komponere musikken.

Men hvis det forholder sig sådan, at instruktøren fortsat selv kan vælge sin komponist, ja så har vi en helt anden situation.

Nu er det Ron Howard, der sidder i instruktørstolen på Han Solo-filmen, og selvom Howard aldrig har haft én fast komponist, som han har benyttet på sine projekter, kan vi nok alligevel komme med et kvalificeret bud på, hvem der skal stå for musikken, nemlig Hans Zimmer.

James Horner (1953-2015).

James Horner (1953-2015).

De to komponister, Howard har haft flest samarbejder med er James Horner og Hans Zimmer. Foruden de to har Howard også brugt Randy Edelman, John Williams, Thomas Newman, Randy Newman og senest Roque Baños foruden enkelte andre – men jeg regner ikke med, at Burt Bacharach er et oplagt valg!

Men det er så klart Horner og Zimmer, der tegner sig for de fleste samarbejder med Howard, og Horner er som bekendt desværre ikke blandt os længere. Dermed peger pilen i høj grad på Hans Zimmer – altså i fald, Howard selv får lov til at vælge sin komponist.

Og hvad skal man så mene om det?

Den er faktisk svær at greje, for Hans Zimmer er ubestrideligt en dygtig komponist, der, når han er inspireret, er i stand til at levere filmmusik af meget høj karat.

Hans Zimmer (f. 1957).

Hans Zimmer (f. 1957).

Indenfor de senere år synes jeg desværre, at en stor del af Zimmers musik til højtprofilerede film – jeg tænker her især på Dark Knight-trilogien og hans Superman-scores – har været pænt kedelige og i hvert fald slet ikke den slags musik, en Star Wars-film kalder på.

Det er bestemt heller ikke fordi, jeg tror, Zimmer ville komponere et Star Wars-score i samme formsprog som f.eks. Man of Steel, og Zimmer har da også tidligere vist sig mere end i stand til at komponere fin, livlig symfonisk musik.

Alligevel ved jeg ikke helt, hvad jeg skal tænke om udsigten til et Star Wars-score med Hans Zimmer ved roret, og skal jeg være helt ærlig, håber jeg nok på, at Kathleen Kennedy holder på Giacchino.

En af de ting, der er mest frustrerende ved Marvels efterhånden lange serie af superheltefilm er, at der har været utrolig lidt musikalsk kontinuitet. De indtil videre 16 film inden Marvel-universet (og her taler jeg kun om Marvels egne produktioner) har haft musik af 11 forskellige komponister, hvilket betyder, at der har været utrolig lidt kontinuitet.

Ikke fordi alle Marvel-scores behøver være komponeret i samme formsprog, men en mere konsekvent tilgang til brugen af temaer kunne være ønskværdig.

Star Wars er selvfølgelig ikke direkte sammenlignelig med Marvel-universet, og selvfølgelig skal der også her være plads til leg og fornyelse, men ikke desto mindre kunne man håbe på, at de kommende enkeltstående Star Wars-film byder på en lidt homogen lyd, der også rent musikalsk er med til at binde universet sammen.

Det bliver rigtig spændende at se, hvad der sker og hvem valget falder på. Uanset hvem det bliver, kan vi være sikre på, at beslutningen nok skal afføde store mængder ophedet debat blandt filmmusikfans.

Og så kan vi i øvrigt tage stort set samme snak om fremtiden for James Bond-musikken, men det må blive en anden dag.

Måske skulle Kathleen Kennedy bare lade de her komponere musikken?

Måske skulle Kathleen Kennedy bare lade de her komponere musikken?



Planet Pulp Mogens Høegsberg

Mens man venter på, at det fysiske eksemplar af Michael Giacchinos score til Spider-Man: Homecoming dumper ned i postkassen, har man nu muligheden for at høre musikken på Spotify. Og det kan varmt anbefales, at man gør det.

Spider-Man: Homecoming er Giacchinos anden Marvel-film. Hans score til Doctor Strange (2016) var fremragende, og med musikken til den nye Spider-Man-film demonstrerer Giacchino igen, hvorfor han på få år har positioneret sig blandt den absolutte top af Hollywoods A-liste indenfor filmmusik.

Michael Giacchino (f. 1967).

Michael Giacchino (f. 1967).

Han har allerede sat sig på tre store franchises – Star Trek, Jurassic World og Planet of the Apes – og han har foden indenfor på Star Wars-franchisen med Rogue One (2016). Han har tidligere komponeret to scores i Mission: Impossible-serien. Og nu er han altså repræsenteret med indtil videre to film indenfor Marvels Cinematiske Univers.

Dertil kommer selvfølgelig den lange række af enkeltstående film, han har leveret musik til, bl.a. adskillige Pixar-film samt bl.a. John Carter (2012) og Jupiter Ascending (2015), der måske begge floppede, men har fremragende musik.

Hovedparten af Giacchinos output er sket indenfor de sidste 10-11 år, og manden er blot 49 år gammel – det er altså ganske imponerede! Som det ser ud lige nu er der kun én anden komponist, der kan gøre Giacchino rangen stridig som kongen af Hollywood-filmmusik, og det er Hans Zimmer.

Men tag selv og lyt til Giacchinos seneste opus. Det kan som sagt gøres på Spotify; ellers er der en smagsprøve i videoen herunder.



Planet Pulp Martin Schjönning

Jeg husker gåturen fra Horsens station. Den er blevet en traditionel pilgrimsfærd for mig nu, men første gang hang der en sort sky af skepsis over mit hoved, mens jeg travede op ad den bakke, hvorpå Fængslet troner.

Udsigten fra kvarteret hvor fangernes familier boede. I dag er det et af de hyggeligste villaområder, jeg har set.

Udsigten fra kvarteret hvor fangernes familier boede. I dag er det et af de hyggeligste villaområder, jeg har set.

Dengang, som nu, ligger stationen ved et grønt hul af en brakmark, der vistnok skal forestille en græsplæne. Ombyggede industri-paladser og nuttede forhavekvarterer leder op til den titaniske stenklods, der er Horsens’ gamle statsfængsel, og min første tanke var at den provins-messe, der ventede mig, ville være hurtigt glemt.

Da jeg nåede toppen, var det første der skete, at jeg var ved at blive kørt over af et støjende gågade-tog – den såkaldte ”Krimiekspressen”, hvis vogne var tæt bemandet af ældre damer med blåt hår og bugnende indkøbsnet.

Jeg overvejede at vende om med det samme, flygte fra bøhlandet, og skynde mig hjem til LitteraturHaus og de andre elite-steder i storbyen. Men jeg var kommet for at se den allerførste pris for Årets Danske Horror-udgivelse blive uddelt ved 13-tiden, og jeg kunne vel bide smerten i mig så længe.

Med en følelse af total vildfarelse gik jeg rundt i den lokale sportshal, der udgjorde salgsområdet, og lod mig så fragte op til fængselsbygningerne, hvor interview og foredrag foregik. Og lidt efter lidt ændrede min attitude sig.

De ældre damer var ankommet tidligt. De havde taget turen fra Århus, Ålborg, Sønderborg, Odense, endda København, i propfulde busser for at besøge messen. De var hardcore bogfans, ligesom mig. Messen åbnede sig for mig, og de andre besøgendes iver, fik mig til at slå ørerne ud. Foredragene var lødige, forfatternavnene store og stemningen varm, som en sommerdag ved stranden.

Halshug og grillmad

Jeg er vendt tilbage til messen hvert år lige siden, og i takt med at deltagerantallet er steget, er messen blevet voksen, men heldigvis ikke på den kedelige måde.

Den svedlugtende sportshal er skiftet ud med en af Fængslets satellitbygninger, og messen er rent fysisk blevet centreret om den gamle murstenskæmpe med den lange, tragiske historie.

I år stod Leif Davidsens karakteristiske messe-campingvogn på den plads, hvor Danmarks sidste fredstidshenrettelse fandt sted. Henrettelsen foregik ved halshugning, og det er sgu’ sjovt at se de glade krimi-fans og deres børnebørn, som messen nu har lavet et helt program til, gå rundt her i forårssolen.

Krimimesse-tuktuk’en er man nødt til at holde af. Bemærk den ret Andeby’ske nummerplade.

Krimimesse-tuktuk’en er man nødt til at holde af. Bemærk den ret Andeby’ske nummerplade.

Krimiekspressen, som altid burde have heddet Orientekspressen, hvis det stod til mig, er væk, men der er heldigvis ikke på nogen måde gået københavnersnobberi i foretagendet.

Krimigenren er underholdende og folkelig, så Krimimessen sigter efter det samme. Det bedste eksempel er mad og drikke, hvor fx BogForum i Bellacenteret er legendarisk for ekstremt ringe kvalitet til absurd opskruede priser. Den går sateme ikke i Jylland, hvor en håndbajer til Krimimessen koster en tyver og den telt-baserede grillbar kan bespise en middelstor familie for omkring 200 kroner.

Folkeligheden og det jordnære tager til tider lidt overhånd. Et nyt tiltag i år var et musiktelt, hvor de (forbløffende mange) krimiforfattere, der også udtrykker sig musikalsk, indtog en lille scene og gav koncerter. I grunden en god idé, men den var ikke udpræget veludført, og det er vist heldigt, at mange krimiforfattere ikke skal leve af at spille musik.

Anti-snobberiet kan godt tage overhånd. Her ses messens presserum, en tidligere celle, komplet med umagelige møbler og endda stikkontakter!

Anti-snobberiet kan godt tage overhånd. Her ses messens presserum, en tidligere celle, komplet med umagelige møbler og endda stikkontakter!

Det varmede til gengæld hjertet at se det fyldige program, med over 200 punkter, være proppet med faglige bidrag.

Foredrag, workshops og samtaler om plotudvikling, overvågning, retspsykiatri, karakterarketyper og genredefinitioner var næsten lige så mangfoldige som de lidt mere poppede forfatter-interviews – som jeg naturligvis selv leverede et af. På den måde var der altid noget at vælge imellem.

Set fra den anden side

Som branche-person ser man altid messer fra en lidt anden vinkel. I år deltog jeg i udgangspunktet både som presse og som forfatter, men endte også med at være sælger og paneldeltager, og i øvrigt fordybe mig i netværk.

Set med den slags øjne virker Krimimessen også virkelig gennemført, standholderne var glade og forfatterne hyggede sig. Et enkelt skår i glæden er den årlige galla – en slags fætter-kusine-fest for bogbranchen, hvor kuvertprisen for de inviteredes ledsagere sniger sig op på det decideret uhøflige, når man ser hvad der bliver serveret.

Jeg fortrød også ret hurtigt, at jeg kun havde min lille lommelærke med, men det er i virkeligheden mest den valgte venue, Hotel Opus, der bærer skylden. Jeg tvivler på, at der findes andre steder i byen, der kan huse 3-400 fulde litteraturfolk, så messen er lidt pisket til at bruge det.

Man kan ikke løbe fra, at fængselsbygningerne er herligt stemningsfulde!

Man kan ikke løbe fra, at fængselsbygningerne er herligt stemningsfulde!

Som medlem af Dansk Horror Selskab ændrer messens kvalitet sig fra år til år. I år var et af de gode, hvor horror-folket var mødt talstærkt op som aktører, interviewere, interviewede og standholdere.

Ting var dog mere overskuelige dengang, vi havde vores egen scene om lørdagen, og desværre lå horror-arrangementerne ofte oven i hinanden, men intentionen fra messens side har været at styrke horror-genrens udbredelse, og det kan man kun sige tusind tak for!

Jeg er nærmest blevet stedkendt i Horsens af at tage på alle de krimimesser, og jeg kan ikke bestige fængselsbakken uden at mærke et sug af forventning. Den sorte skepsis-sky er blæst helt væk, for Krimimessen forener vitterligt det litterære med det folkelige, det populistiske med det faglige, det dystre med det muntre – på en måde ligesom krimigenren selv gør.



Planet Pulp Martin Schjönning

Danmark vader i Michelin-stjerner, og hvert eneste ugeblad og avis har sin egen højt profilerede mad-sektion. TV er fyldt med bagekonkurrencer og programmer, hvor folk gror, samler og skyder deres mad.

Mad er blevet både kult og mainstream. I fiktionens verden har folk til gengæld ret ofte travlt med at indtage ting, som de fleste rigtige mennesker ville holde sig lang afstand af. Martin Schjönning har skrevet sit bud på de fem værste. Vi må hellere advare om, at beskrivelsen af “vinderen” indeholder en gevaldig spoiler.

Bertie Bott's Every Flavour Beans5. Bertie Bott’s Every Flavour Beans
Harry Potter-universet er proppet med fabelagtigt slik. Der findes animerede chokoladefrøer, godbidder, der giver dig damp ud af ørerne og endda et sortiment af søde sager, Weasley-tvillingernes Skiving Snackbox’es, der gør dig fysisk syg, så du kan pjække fra skole.

Der følger dog modgifte med til dette sortiment, noget der ikke er tilfældet med Bertie Bott’s Every Flavour Beans, en form for uforudsigelige jellybeans der vitterligt smager af hvad som helst.

Kendte smagsvarianter tæller, udover normale ting som citron og honning, hvis man medregner kortspil, videospil og Pottermore-artikler: Udkogt kål, ørevoks, rådne æg, bussemænd, regnorm og opkast. Dette er i øvrigt det eneste produkt på listen, du kan købe:

https://www.jellybelly.com/harry-potter-trade-bertie-botts-every-flavour-beans-1-2-oz-box/p/98101

4. The Whizzo Quality Assortment
The Whizzo Quality AssortmentVi holder os indenfor slikkategorien med Monty Python-sketchen “Crunchy Frog”, der handler om arrestationen af en chocolatier.

Terry Jones spiller ejeren af Whizzo Chocolate Company hvis Quality Assortment indeholder delikatesser som Ram’s Bladder Cups med ægte vædder-blære pyntet med lærke-opkast, den selvforklarende Cockroach Cluster, en bonbon ved navn Anthrax Ripple, som man må formode indeholder miltbrand, og den titulære Crunchy Frog-snack, der består af hele babyfrøer overtrukket med chokolade.

Python-flokken har generelt et lidt forkvaklet forhold til mad. Bare tænk på titelkarakteren i Life of Brian og hans lækre udbud af oddernæser, ulvebrystvorter, ocelotmilte og friturestegte flagermus.

Gagh3. Gagh
Klingon-racen fra Star Trek-universet er generelt kendt for at være barbarisk, og deres køkken er et legendarisk eksempel på hvorfor.

En Klingon-buffet ligner noget, en Lovecraft-antologi har kastet op på bordet, og skylles ned med rigelige mængder af afsindigt stærk alkohol. Rå rumblæksprutte og blodtærte hører til de mere almindelige ting, men ægte Klingons foretrækker naturligvis Gagh.

Der findes mindst 51 variationer over denne ret, men der er enighed om, at den skal serveres varm og … levende. Gagh består grundlæggende af skål fuld af bugtende “serpent worms”, og det nævnes faktisk, at selv Klingons finder det ekstremt frastødende, men spiser det for at vise mod, og fordi de nyder fornemmelsen af ormenes dødskamp i munden og maven. YlSop!

2. Slurm
SlurmVi bliver vist nødt til at slukke tørsten, inden vi når til “vinderen”, og hvorfor ikke gøre det i Slurm, verdens mest afhængighedsskabende drik?

Slurm er, ikke overraskende, en meget udbredt vare i Futurama-universet, og er vel fremtidens svar på Coca Cola, komplet med sponsorerede superstjerner og en tophemmelig opskrift.

Hvorfor opskriften holdes hemmelig finder man ud af i afsnittet Fry & the Slurm Factory, hvor det afsløres at Slurm ikke bliver produceret som normale sodavand gør – det skides ud af røven på en gigantisk snegl.

Slurm er dog så vanedannende, at Fry stadig drikker det efter denne ubehagelige opdagelse. Senere i serien finder man forresten ud af, at det også er stærkt radioaktivt.

Soylent Green1. Soylent Green (Spoiler Alert!)
Den tvivlsomme ære for førstepladsen tilfalder Soylent Green, en kultklassiker af en dystopisk fremtidsfilm fra 1973.

Verden er et gennemforurenet, overbefolket og på alle måder væmmeligt sted at befinde sig. Der er mangel på alt, inklusive fødevarer, og de fleste overlever på kikse-lignende madrationer, heriblandt den populære, angiveligt planktonbaserede Soylent Green.

Men der foregår skumle ting hos eliten – som der så ofte gør – og gennem en mordefterforskning, finder politidetektiven Frank Thorn frem til den groteske sandhed om Soylent Green. Rationerne bliver i virkeligheden lavet af mennesker!

Interessen for statsassisteret selvmord er enorm i dette helvede af en fremtidsvision, og selvmordernes lig køres direkte til The Soylent Corporations produktionshaller. Soylent Green topper listen, fordi retten ikke kun er fysisk ulækker, men også knusende demoraliserende – hvilket må siges at være ret unikt for et måltid.



Planet Pulp Jacob Krogsøe

“Playing with myself! I’m going in.” Manden, myten, legenden, The Kurt. Kurt Russell fyldte fredag den 17. marts 66 år. Kurt er en af mine all-time favoritter. En fremragende og sej skuespiller, der debuterede tilbage i 1962 og slog sit navn fast i westernserien The Travels of Jaimie McPheeters (1963-64), hvor han spillede titelkarakteren Jaimie McPheeters. Russell kan se tilbage på en lang og glorværdig karriere indenfor for både tv og filmmediet.

I denne top fem vil jeg komme med mine bud på de fem bedste Russell-film, og det har bestemt ikke været nemt! Men nu forsøger jeg, og undskylder på forhånd til de fanfavoritter, som ikke kunne komme med.

Tombstone5. Tombstone (1993) er en kulørt og voldsomt underholdende western, hvor Russell spiller hovedrollen som selveste Wyatt Earp. Udover at Russell bærer et af filmhistoriens sejeste overskæg, er det også en film med en uhørt sej rolleliste, der tæller navne som Sam Elliott (med et overskæg der næsten overgår Kurts), Bill Paxton, Michael Biehn, Powers Boothe, Val Kilmer, Michael Rooker, Billy Zane og selveste Charlton Heston. Spas for alle pengene.

Stargate4. Stargate (1994) er en vidunderlig science fiction-film af selveste Roland Emmerich. Her er Russell den udbrændte soldat (ja, dem er der en del af igennem filmhistorien), som træder i karakter som ægte og hårdkogt actionhelt.
hvid
Tango & Cash3. Tango & Cash (1989). “Rambo is a pussy” siger Stallones karakter Raymond Tango i denne fremragende actionfilm, hvor Stallone og Russell er alt andet end “pussies”. Russell spiller den sprælske Gabriel Cash med det fandenivoldske 80’er-garn, som Russell mestrede bedre end nogen anden. Et ægte 80’er buddy-actionbrag med super kemi mellem de to hovedroller.

Escape from New York2. Escape from New York (1981) er en fremragende lille film, der viser Carpenters talent udi at skabe en ætsende og nihilistisk stemning. Det er antihelten, der reagerer, og skillelinjen mellem god og ond udfordres til fulde. Ikke at forstå som om, at filmen er en eksistentiel artfilm, men at det er film, som har mere bag sit enkle ydre end som så. Og så er Kurt i absolut topform som den notorisk seje Snake Plissken. Min anmeldelse kan læses her.

The Thing1. The Thing (1982) er den anden John Carpenter-film på listen og udover at være Russells fedeste film, er det også i min bog Carpenters bedste film. En fremragende gyserfilm, der udnytter isolation, Russells fine spil og maskuline arbejdsmand, det fede plot og de banebrydende effekter på bedste vis. En ægte vinder, tak Russell og Carpenter! Mogens’ anmeldelse kan læses her (jeg vil personligt give den seks stjerner, men ellers er vi ret enige).



Planet Pulp Martin Schjönning

Tiende sæson af The X-Files fik en noget blandet modtagelse. Heldigvis kan man jo altid gense sine foretrukne afsnit fra “gamle dage”. X-Files var en serie, der som få formåede at samle kultklassiker-nørderne og mainstreampublikummet i fælles begejstring. Man tilgav det sumpede og ofte selvmodsigende hovedplot, fordi alt andet virkede. Her er Martin Schjönnings bud på de fem bedste afsnit af X-Files.

Clyde Bruckmans Final Repose5. Clyde Bruckman’s Final Repose (s3, e4)
Det burde næsten være nok at sige, at plottet handler om en livsforsikringsagent, der kan forudsige, hvornår folk dør. Det er allerede ironisk morsomt, men det krydres med en helt særlig form for eksistentiel dødsangst, når Clyde begynder at se sin egen uundgåelige bortgang i sine syner.

Det bedste øjeblik er dog en kort scene i en bil, hvor Mulders bizarre privatliv for en sjælden gangs skyld trækkes helt frem i rampelyset ved hjælp af ti sekunders overmåde velskrevet dialog.

4. Arcadia (s6, e15)
ArcadiaDet er ingen hemmelighed, at jeg ikke har voldsomt meget tilovers for middelklassen, som er Arcadias omdrejningspunkt. Det er dog ikke kun af personlige årsager, at Arcadia indtager fjerdepladsen.

Afsnittet er en skarp satirisk, nærmest lyrisk skildring af den menneskelige massepsykologi, når den er værst – et portræt af en dysfunktionel stamme, der aldrig ville overleve i naturen, hvilket da også understreges, når mysteriet opklares til sidst. Det er også fornøjeligt at se Scully og Mulder, der normalt begår sig i de særeste miljøer, være dybt forvirrede over normaliteten i forstaden.

Musings of a Cigarette Smoking Man3. Musings of a Cigarette Smoking Man (s. 4, e7)
Lad os bare sige, at jeg ikke blev fan af serien på grund af det enorme bagvedliggende hovedplot. Udskiftning af forfattere, pludselige forlængelser af serien og varierende budgetter var alt sammen medvirkende til at gøre den historie umulig at følge med i.

Dette afsnit fokuserer på The Cancer Man, den mystiske bagmand og lejlighedsvise skurk/hjælper, der konstant stikker kæppe i Mulders hjul. Og hvilken historie! The Cancer Man udvikler sig i dette afsnit fra at være en mytologisk entitet til at være en fuldfed karakter, man sympatiserer dybt med på nogle punkter og afskyer på andre.

2. The Post-Modern Prometheus (s5, e5)
The Post-Modern PrometheusNogle X-Files-afsnit er tydeligvis lavet for sjov, og dette er det bedste eksempel på det. Som titlen mere end antyder, er der tale om pastiche over den legendariske Frankenstein-film fra 1931.

Det hele er filmet i sort/hvid med brug af mange af de samme teknikker, som den oprindelige film blev lavet med. Twisted er at (spoiler alert!) historien om det vanskabte uhyre ender lykkeligt. Kærlighed til horror-genren gennemsyrer hvert sekund af dette prægtige afsnit!

Home1. Home (s4, e2)
Jeg var slet ikke i tvivl om, hvilket afsnit der skulle vinde. Home markerer, at to af seriens bedste forfattere, Glenn Morgan og James Wong, er vendt hjem, efter at have været fraværende siden sæson 2.

Det er en tragisk historie om en hillbilly-familie, der generation for generation nærmer sig bunden af afgrunden. Til hovedtemaerne hører social fremmedgørelse, fejlplaceret loyalitet, og samfundets unaturliggørelse af mennesket.

Det er også et af de visuelt mest grusomme og frastødende afsnit, men effekterne bliver ikke kun brugt som pynt, de smelter perfekt sammen med den elegiske fortælling. Home er en intens, følelsesmættet hyldest til hixploitation-genren, og fans af The Hills Have Eyes (1977) og I Spit on Your Grave (1978), kan springe direkte ud i dette afsnit, uden at behøve forudgående kendskab til serien som helhed.



Planet Pulp Mogens Høegsberg

For en lille uges tid siden lancerede vi en lille konkurrence, hvor præmien var de to første sæsoner af The Walking Dead-spin-off’en Fear the Walking Dead.

Alt, man skulle gøre, var, at skrive en kommentar, hvor man beskrev, hvor man ville søge hen, hvis zombiesmitten nåede Danmark.

Vi har kigget de forskellige svar igennem og et enigt panel har valgt, at præmien går til Søren Welling for et spændende og velbegrundet svar. Sørens sted og begrundelse lyder i sin helhed:

Gode gamle Rustenborg, Syddansk universitet i Odense. Danmarks største flade tag, til at dyrke grøntsager, fange regnvand og holde dyr. Plads nok til at man kan opretholde en sund bestand af mennesker, kringlet infrastruktur med masser af chokepoints og den store hovedgang kan låses af i sektioner med massive porte for at udsulte forvildede zombier.

Der er eget kraftværk, kemiske laboratorier, metal-workshops, kæmpe bibliotek med både skønliteratur, så man ikke bliver sindsyg, og fagliteratur til at dække ethvert behov for viden år civilizationen skal genoprettet.

Ovenikøbet er det skjult i en camouflerende skov, blandt adskillige hektar af kedelige marker – så det er nemt at oprette en defensiv ring om stedet, og onde, stupide mennesker, ved ikke at stedet eksisterer, så mængden af trælse usammenarbejdsvillige raider-typer burde være minimalt.

Dog er det faren for på længere sigt at komme til at ligge i fejder med andre selvforsynende enklaver – men i det mindste er det storebæltsbroen mellem os og Riget.

Til lykke til Søren. Og tak for det lille heads up. Det skriver vi os bag ørerne til den dag, de levende døde begynder at husere.



Planet Pulp Redaktionen

Planet Pulp har en forsinket julegave til jer, vores kære læsere. Vi udlodder en pakke med de to første sæsoner af zombie-serien Fear the Walking Dead – en uafhængig spin-off af The Walking Dead, hvor man følger udbruddet fra dag et.

Pulpen drives af nysgerrige og ret nørdede mennesker, så dette er ikke en konkurrence, hvor man vinder noget blot ved at skrive sit navn eller klikke “like”. Videnbegærlige og zombie-fikserede, som vi er, vil vi gerne have et godt råd til den dag, de døde rejser sig for at æde os.

Det, du skal gøre, er at efterlade en kommentar under dette opslag, hvor du fortæller os følgende: Hvor vil du søge hen, når smitten kommer til Danmark? Det skal være et specifikt sted, og du skal give en kort begrundelse.

Mandag d. 16. januar kigger vi på svarene og finder vinderen. Vinderen bestemmer selv om serien skal leveres på DVD eller Blu-ray.